M’Cheyne Bible Reading Plan

22 David sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd. ² Han sang: "Herre, min Klippe, min Borg, min Befrier, ³ min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold! ⁴ Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

⁵ Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, ⁶ Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; ⁷ i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! ⁸ Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. ⁹ Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. ¹⁰ Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; ¹¹ båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; ¹² han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. ¹³ Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud. ¹⁴ Herren tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst; ¹⁵ han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem. ¹⁶ Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, for hans Vredes Pust.

¹⁷ Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, ¹⁸ frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. ¹⁹ På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig et Værn. ²⁰ Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

²¹ Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; ²² thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud; ²³ hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love. ²⁴ Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. ²⁵ Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje! ²⁶ Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, ²⁷ du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. ²⁸ De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam! ²⁹ Ja, du er min Lampe, Herre! Herren opklarer mit Mørke. ³⁰ Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. ³¹ Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

³² Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud, ³³ den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, ³⁴ gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne, ³⁵ oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen? ³⁶ Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor; ³⁷ du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. ³⁸ Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, ³⁹ slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. ⁴⁰ Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; ⁴¹ du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen. ⁴² De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. ⁴³ Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

⁴⁴ Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; ⁴⁵ Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig: ⁴⁶ Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul. ⁴⁷ Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, ⁴⁸ den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod ⁴⁹ og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. ⁵⁰ Herre, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, ⁵¹ du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.

2 Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med. ² Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves. ³ Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev tvungen til at omskæres, ⁴ nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle. ⁵ For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder. ⁶ Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje. ⁷ Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne, ⁸ (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;) ⁹ og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de omskårne; ¹⁰ kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har bestræbt mig for at gøre.

¹¹ Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans åbne Øjne, thi domfældt var han. ¹² Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen. ¹³ Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas blev dragen med af deres Hykleri. ¹⁴ Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder? ¹⁵ Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd; ¹⁶ men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort. ¹⁷ Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener for Synd? Det være langtfra! ¹⁸ når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg mig selv som Overtræder. ¹⁹ Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for Gud. ²⁰ Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet, det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. ²¹ Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven, da er jo Kristus død forgæves.

29 I det tiende år, på den tolvte dag i den tiende måned kom Herrens Ord til mig således: ² Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Farao, Ægyptens Konge, og profeter mod ham og hele Ægypten. ³ Tal og sig: Så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig, Farao, Ægyptens Konge, du store drage, som ligger midt i dine Strømme, som siger: "Nilen er min, jeg skabte den selv!" ⁴ Jeg sætter Kroge i Kæberne på dig og lader dine Strømmes Fisk hænge ved dine Skæl og drager dig op af dine Strømme med alle deres Fisk, som hænger ved dine Skæl. ⁵ Jeg slænger dig hen i Ørkenen med alle dine Strømes Fisk; på åben Mark skal du falde, ej samles op eller jordes; til Jordens Dyr og Himlens Fugle giver jeg dig som Føde. ⁶ Og kende skal hver en Ægypter, at jeg er Herren. Fordi du har været en Rørkæp for Israels Hus - ⁷ du splintredes, når de greb om dig, og flænged dem hele Hånden; du brast, når de støtted sig til dig, fik hver en Lænd til at vakle -

⁸ derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg bringer Sværd over dig og udrydder Folk og Fæ af dig; ⁹ Ægypten skal blive til Ørk og Øde; og de skal kende, at jeg er Herren, fordi du sagde: "Nilen er min, jeg skabte den selv!" ¹⁰ Se, derfor kommer jeg over dig og dine Strømme og gør Ægypten til Øde og Ørk fra Migdol til Syene og Ætiopiens Grænse. ¹¹ Hverken Mennesker eller Dyr skal sætte deres Fod der, ingen skal færdes der, og det skal ligge hen uden Indbyggere i fyrretyve År. ¹² Jeg gør Ægypten til en Ørk blandt øde Lande, og Byerne skal ligge øde hen blandt tilintetgjorte Byer i fyrretyve År; og jeg spreder Ægypterne blandt Folkene og udstrør dem i Landene.

¹³ Thi så siger den Herre Herren: Efter fyrretyvears Forløb vil jeg sanke Ægypterne sammen fra de Folkeslag, de er spredt iblandt, ¹⁴ og vende Ægyptens Skæbne og føre dem tilbage til Patros, det Land, de stammer fra, og der skal de blive et lille Rige. ¹⁵ Det skal blive mindre end de andre Riger og ikke mere svinge sig op over Folkene; jeg gør dem få i Tal, for at de ikke mere skal råde over Folkene. ¹⁶ Og fremtidig skal de ikke være Israels Huss Tillid og således minde mig om dets Misgerning, når det slutter sig til dem; og de skal kende, at jeg er den Herre Herren.

¹⁷ I det syv og tyvende År på den første Dag i den første Måned kom Herrens Ord til mig således: ¹⁸ Menneskesøn! Kong Nebukadrezar af Babel har ladet sin Hær udføre et stort Arbejde mod Tyrus; hvert Hoved er skaldet, hver Skulder flået, og hverken han eller Hæren fik Løn af Tyrus for det Arbejde, han udførte imod det. ¹⁹ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg giver Kong Nebukadrezar af Babel Ægypten; han skal bortføre dets Rigdom, tage Bytte og røve Rov der; og det skal være hans Hærs Løn; ²⁰ som Vederlag for hans Arbejde giver jeg ham Ægypten, fordi de sled for mig, lyder det fra den Herre Herren.

²¹ På den Dag lader jeg et Horn vokse frem for Israels Hus, og dig giver jeg at åbne din Mund iblandt dem; og de skal kende, at jeg er Herren.

78 Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; ² jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, ³ hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; ⁴ vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om Herrens Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. ⁵ Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, ⁶ at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom, ⁷ så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, ⁸ ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud ⁹ - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag - ¹⁰ Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; ¹¹ hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. ¹² Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark; ¹³ han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold; ¹⁴ han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; ¹⁵ han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, ¹⁶ han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

¹⁷ Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; ¹⁸ de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, ¹⁹ de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken? ²⁰ Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?" ²¹ Det hørte Herren, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, ²² fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse. ²³ Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne ²⁴ og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; ²⁵ Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. ²⁶ Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; ²⁷ Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, ²⁸ lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; ²⁹ Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. ³⁰ Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund, ³¹ rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

³² Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere. ³³ Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År. ³⁴ Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, ³⁵ kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. ³⁶ De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; ³⁷ deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.