M’Cheyne Bible Reading Plan
Davids sejrssang(A)
22 Da Herren havde reddet David fra Saul og hans øvrige fjender, sang David følgende lovsang til Herren:
2 Herren er min Klippeborg
og min Beskytter.
3 Han er mit Skjul,
hos ham søger jeg tilflugt.
Han er mit Skjold,
min Frelse og min Fæstning.
Jeg søger ly hos min Frelser,
som redder mig af mine fjenders vold.
4 Jeg kalder på Herren, den Højlovede,
og frelses fra mine fjender.
5 Dødens brænding omsluttede mig,
undergangens bølger væltede ind over mig,
6 dødsriget strammede sit greb om mig,
jeg sad fast i dødens fælde.
7 I min fortvivlelse råbte jeg til Herren,
jeg bad til min Gud om hjælp.
Han hørte mig fra sin helligdom,
mit skrig nåede hans ører.
8 Da rystede jorden og skælvede,
verdens grundvolde bævede,
for Herrens vrede var blusset op.
9 Røg væltede ud af hans næsebor,
fortærende ild skød ud af hans mund,
glødende kul sprang frem fra ham.
10 Han skubbede himlens forhæng til side
og trådte ud på de mørke stormskyer.
11 Han steg op på en kerub og fløj,
svævede på vindens vinger.
12 Han svøbte sig i sorte skyer,
der var tykke af tætte vanddampe.
13 Lynene glimtede foran ham,
og haglene faldt fra skyerne.
14 Herren tordnede fra himlen,
den højeste Gud lod sin røst høre.
15 Han skød sine pile,
sendte fjenderne på flugt.
Han sendte sine lyn af sted,
så fjenderne spredtes for alle vinde.
16 Herren fnyste i sin harme,
så Jordens vande blev pisket op,
og havets bund kom til syne.
17 Fra det høje rakte han hånden ud,
trak mig op af det dybe vand.
18 Han frelste mig fra mine fjender,
de hadede mig og var mig for stærke.
19 Da jeg var svag, overfaldt de mig,
men Herren holdt mig fast
20 og førte mig i sikkerhed.
Han frelste mig, fordi han elsker mig.
21 Herren belønnede mig for mit retsind,
tog hensyn til min uskyld,
22 for jeg har holdt mig til hans veje.
Jeg har ikke i ondskab vendt mig fra min Gud.
23 Altid har jeg hans bud i tanke,
aldrig har jeg vendt ryggen til hans love.
24 Jeg har adlydt ham til punkt og prikke
og holdt mig borte fra synden.
25 Herren har belønnet min retfærd,
han kender min pletfri levevis.
26 Herre, du er trofast mod dem, der er trofaste mod dig,
retskaffen overfor de retskafne.
27 Du handler uskyldsrent med de uskyldige,
men er snu mod de snedige.
28 Du ophøjer de ydmyge,
men ydmyger de hovmodige.
29 Herre, du er mit lys og mit håb,
du tænder dit lys i mørket.
30 Ved din hjælp kan jeg springe over mure
og forcere enhver forhindring.
31 Guds veje er fuldkomne,
hans løfter er sande.
Han er et skjold for dem,
der søger ly hos ham.
32 Hvor findes der en gud som Herren?
Hvor findes en klippe som ham?
33 Han giver mig styrke,
han jævner vejen foran mig.
34 Han gør mine skridt sikre som hjortens,
han giver mig fodfæste på bjergene.
35 Han træner mine arme til kamp,
så jeg kan spænde kobberbuen.
36 Herre, du giver mig din frelse som et skjold,
din hjælp giver mig styrke.
37 Du udjævner stien foran mig,
så jeg ikke snubler og falder.
38 Jeg forfulgte mine fjender og gjorde det af med dem,
jeg holdt ikke inde, før de alle var besejret.
39 Jeg huggede dem ned, så de ikke kunne rejse sig,
de ligger faldne ved mine fødder.
40 Du gav mig styrke til kampen,
du tvang mine modstandere i knæ,
41 du slog mine fjender på flugt,
jeg gjorde det af med dem, som hadede mig.
42 De søgte efter hjælp,
men ingen kom til undsætning.
De råbte til dig, Herre,
men du ville ikke høre.
43 Jeg knuste dem til støv,
jeg trådte dem ned som snavs på gaden.
44 Du hjalp mig i kampen mod fjendtlige hære,
gav mig sejr over fremmede folkeslag,
som nu er blevet mig underlagt.
45 De kom krybende hen til mig,
straks de hørte min røst, adlød de.
46 De tabte fuldstændigt modet,
kom skælvende frem fra deres skjul.
47 Herren lever!
Lovet være min redningsmand.
Ære være min Gud, som frelste mig,
48 den Gud, som besejrede mine fjender,
som gjorde mig til hersker over fremmede folkeslag.
49 Herre, du befriede mig fra mine fjender.
Du førte mig i sikkerhed
og frelste mig fra voldens mænd.
50 Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene, Herre.
Jeg vil synge om din storhed.
51 Du giver din konge en mægtig sejr,
du viser nåde mod din salvede konge,
mod mig og mine efterkommere til evig tid.
Paulus’ budskab blev accepteret af apostlene i Jerusalem
2 14 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med. 2 Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. 3 Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.
4 Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. 5 Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.
6 Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.) 7 Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. 8 De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. 9 Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. 10 Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, men det har jeg også altid været mere end villig til.
Paulus har tidligere konfronteret Peter i Antiokia
11 Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. 12 Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. 13 De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.
14 Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham:
„Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem?[a] 15 Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. 16 Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. 17 Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej! 18 Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.
19 Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. 20 Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. 21 Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”
Profetier mod Egypten
29 På den 12. dag i den tiende måned i det tiende år af vores eksil sagde Herren til mig: 2 „Du menneske, vend dig mod Egypten og profetér imod Farao og hele folket. 3 Sig til dem: Hør hvad Herren siger:
Jeg vil straffe dig, Farao, Egyptens konge,
det store uhyre[a] i Nilens vande.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
4 Men jeg sætter kroge i dine kæber
og får fiskene til at bide sig fast i dine skæl.
Derefter trækker jeg dig op på land,
så alle flodens fisk følger med.
5 Jeg slynger dig ud i ørkenen
sammen med alle flodens fisk.
Du får lov at ligge, hvor du faldt,
ingen samler dig op for at begrave dig.
Dit kød bliver føde for himlens fugle
og for jordens vilde dyr.
6 Da vil Egyptens indbyggere forstå, at jeg er Herren.
Du var det halmstrå, mit folk greb efter i nøden.
7 Du var som en kæp, mit folk ville støtte sig til,
men du knækkede, og de vred skulderen af led.
Da de forsøgte at læne sig op ad dig,
brød du sammen, og de vred hoften af led.
8 Derfor siger Gud Herren til Egypten:
Jeg sender en hær imod dig,
som vil dræbe både mennesker og dyr.
9 Hele landet bliver lagt i ruiner.
Da vil du indse, at jeg er Herren.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
10 Derfor straffer jeg dig og din flod,
rydder landet for mennesker og dyr
fra Migdol i nord til Aswan i syd
ved grænsen til Kush.
11 I 40 år skal det ligge øde,
hverken mennesker eller dyr skal færdes der.
12 Jeg lægger dine byer i ruiner
og gør landet til en ødemark i 40 år,
som det er sket med de andre lande og byer.
Jeg spreder dit folk blandt fremmede folkeslag.
13 Men efter 40 år vil jeg samle dem igen
og føre dem hjem fra de lande, jeg fordrev dem til.
14 Jeg vender deres skæbne, fører dem hjem til Patros,
men det bliver et rige uden særlig betydning.
15 Egypten bliver mindre end de andre riger,
de er for få til at herske over andre folkeslag.
16 Israel vil erkende, at de begik en stor fejl
ved at søge til Egypten efter hjælp.
Det vil de aldrig gøre igen.
Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”
17 På den første dag i den første måned i det 27. år af vores eksil sagde Herren til mig:
18 „Du menneske, kong Nebukadnezars hær har arbejdet hårdt for at besejre Tyrus. Deres hår og tøj er slidt af dem. Hverken kongen selv eller hæren fik løn for deres indsats imod Tyrus. 19 Derfor siger jeg, Herren: Jeg giver Egyptens land til Babyloniens kong Nebukadnezar. Han skal plyndre landet for al dets rigdom og dele krigsbyttet mellem sine soldater, så de kan få deres løn. 20 Egyptens rigdom skal være deres belønning, fordi de ihærdigt arbejdede for mig, siger Herren. 21 Til den tid lader jeg en ny og stærk leder spire frem i Israel, og dig giver jeg inspiration til at tale til folket. Da skal de indse, at jeg er Herren.”
Israels Gud—historiens Gud
78 En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
2 Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
3 Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
4 Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
5 Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
6 så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
8 så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
9 Efraims krigere var udrustet med buer,
men flygtede alligevel i kampens hede.
10 De overholdt ikke pagten med Gud,
og de nægtede at følge hans lov.
11 De glemte, hvad Gud havde gjort,
alle de store undere, han havde udført.
12 Han gjorde mirakler for deres forfædre,
da de kom fra Zoans slette i Egypten.
13 Han delte havet og førte dem igennem,
vandet stod som en vold på begge sider.
14 Om dagen ledte han dem ved en sky,
om natten var der en søjle af ild.
15 Han kløvede ørkenens klipper
og skaffede masser af vand.
16 En kilde sprang frem fra klippen,
så vandet flød som en flod.
17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.
18 De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
19 De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
20 Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
21 Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
22 for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
23 Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
24 Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem brød fra himlen at spise.
25 Han gav dem englemad,
så de havde rigeligt at spise.
26 Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
27 lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
28 Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
29 Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
30 Men mens de endnu havde munden fuld,
blev deres grådighed straffet.
31 De blev ramt af Herrens vrede,
han dræbte deres stærkeste mænd,
gjorde det af med de bedste krigere.
32 Alligevel blev de ved med at synde,
til trods for hans mægtige undere.
33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,
de blev alle grebet af rædsel.
34 Når han dræbte en stor del af dem,
søgte resten tilbage til ham.
De angrede og vendte sig igen til Gud.
35 Så huskede de, at Gud var deres redning,
den almægtige Gud var deres befrier.
36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
37 Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.