M’Cheyne Bible Reading Plan

21 Under Davids Regering blev der Hungersnød tre År i Træk. Da søgte David Herrens Åsyn; og Herren sagde: "Der hviler Blodskyld på Saul og hans Hus, fordi han dræbte Gibeoniterne!" ² Kongen lod derfor Gibeoniterne kalde og sagde til dem - Gibeoniterne hørte ikke til Israeliterne, men til Levningerne af Amoriterne; og skønt Israeliterne havde givet dem endeligt Tilsagn, havde Saul i sin Iver for Israeliterne og Juda søgt at udrydde dem - ³ David sagde til Gibeoniterne: "Hvad kan jeg gøre for eder, og hvorledes skal jeg skaffe Soning, så at I kan velsigne Herrens Arvelod?" ⁴ Gibeoniterne svarede: "Det er ikke Sølv eller Guld, der er os og Saul og hans Hus imellem, og vi har ikke Lov at dræbe nogen Mand i Israel!" Han sagde da: "Hvad I forlanger, vil jeg gøre for eder!" ⁵ Så sagde de til Kongen: "Den Mand, som bragte Ødelæggelse over os og tænkte på at udrydde os, så vi ikke skulde kunne være nogetsteds inden for Israels Landemærke. ⁶ lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for Herren i Gibeon på Herrens Bjerg!" Kongen sagde: "Jeg vil udlevere dem!" ⁷ Men Kongen skånede Mefibosjet, en Søn af Sauls Søn Jonatan, af Hensyn til den Ed ved Herren, som var imellem David og Sauls Søn Jonatan. ⁸ Derimod tog Kongen de to Sønnner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola, ⁹ og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget for Herrens Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.

¹⁰ Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Da- gen eller Markens Dyr om Natten. ¹¹ Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort, ¹² drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa. ¹³ Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte ¹⁴ og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet.

¹⁵ Da det atter kom til Kamp mellem Filisterne og Israel, drog David med sine Folk ned og kastede sig ind i Gob og kæmpede med Filisterne. ¹⁶ Da fremstod Dod, som var af Rafaslægten, og hvis Spyd vejede 300 Sekel Kobber; han var iført en ny Rustning, og han havde i Sinde at slå David ihjel. ¹⁷ Men Abisjaj, Zerujas Søn, kom ham til Hjælp og huggede Filisteren ned. Da besvor Davids Mænd ham og sagde: "Du må ikke mere drage i Kamp med os, for at du ikke skal slukke Israels Lampe!"

¹⁸ Siden hen kom det atter til Kamp med Filisterne i Gob. Husjatiten Sibbekaj nedhuggede da Saf, som var af Rafaslægten.

¹⁹ Atter kom det til Kamp med Filisterne i Gob, Beflehemiten Elhanan, Ja'irs Søn, nedhuggede da Gatiten Goliat, hvis Spydstage var som en Væverbom.

²⁰ Atter kom det til Kamp i Gat. Da var der en kæmpestor Mand med seks Fingre på hver Hånd og seks Tæer på hver Fod, i alt fire og tyve; han var også af Rafaslægten. ²¹ Han hånede Israel, og derfor huggede Jonatan, en Søn af Davids Broder Sjim'a, ham ned.

²² Disse fire var af Rafaslægten i Gat; de faldt for Davids og hans Mænds Hånd.

1 Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, ² og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, ⁴ som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, ⁵ ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

⁶ Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; ⁷ hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. ⁸ Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! ⁹ Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! ¹⁰ Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener.

¹¹ Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; ¹² thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus. ¹³ I have jo hørt om min Vandel forhen i Jødedommen, at jeg over al Måde forfulgte Guds Menighed og søgte at udrydde den. ¹⁴ Og jeg gik videre i Jødedommen end mange jævnaldrende i mit Folk, idet jeg var langt mere nidkær for mine fædrene Overleveringer. ¹⁵ Men da det behagede Gud, som fra min Moders Liv havde udtaget mig og havde kaldet mig ved sin Nåde, ¹⁶ at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet om ham iblandt Hedningerne: da spurgte jeg straks ikke Kød og Blod til Råds, ¹⁷ drog heller ikke op til Jerusalem, til dem, som før mig vare Apostle, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damaskus. ¹⁸ Senere, tre År efter, drog jeg op til Jerusalem for at blive kendt med Kefas og blev hos ham i femten Dage. ¹⁹ Men nogen anden af Apostlene så jeg ikke, men kun Jakob, Herrens Broder. ²⁰ Men hvad jeg skriver til eder - se, for Guds Åsyn vidner jeg, at jeg ikke lyver. ²¹ Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens Egne. ²² Men personlig var jeg ukendt for Judæas Menigheder i Kristus; ²³ de hørte kun sige: Han, som forhen forfulgte os, forkynder nu Evangeliet om den Tro, som han forhen vilde udrydde; ²⁴ og de priste Gud for mig.

28 Herrens Ord kom til mig således: ² Mennesskesøn, sig til Tyruss Fyrste: Så siger den Herre Herren: Fordi dit Hjerte hovmoder sig og du siger: "Jeg er en Gud, på et Gudesæde sidder jeg midt ude i Havet!" skønt du er et Menneske og ingen Gud, og fordi du føler dig i Hjertet som en Gud; ³ se, du er visere end Daniel, ingen Vismand måler sig med dig; ⁴ ved din Visdom og indsigt vandt du dig Rigdom og samlede dig Guld og Sølv i dine Skatkamre; ⁵ ved dit store Handelssnilde øgede du din Rigdom, så dit Hjerte hovmodede sig over den - ⁶ derfor, så siger den Herre Herren: Fordi du i dit Hjerte føler dig som en Gud, ⁷ se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste Folk, og de skal drage deres Sværd mod din skønne Visdom og vanhellige din Glans. ⁸ De skal styrte dig i Graven, og du skal dø de ihjelslagnes Død i Havets Dyb. ⁹ Mon du da Ansigt til Ansigt med dem, der dræber dig, vil sige: "Jeg er en Gud!" du, som i deres Hånd, der slår dig ihjel, er et Menneske og ikke en Gud. ¹⁰ De uomskårnes Død skal du dø for fremmedes Hånd, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre Herren.

¹¹ Og Herrens Ord kom til mig således: ¹² Menneskesøn, istem en Klagesang over kongen af Tyrus og sig til ham: Så siger den Herre Herren: Du var Indsigtens Segl, fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed. ¹³ I Eden, Guds Have, var du; alle Slags Ædelsten var din Klædning, Harneol, Topas, Jaspis, Krysolit, Sjoham, Onyks, Safir, Rubin, Smaragd og Guld var på dig i indfattet og indlagt Arbejde; det var til Rede, den Dag du skabtes. ¹⁴ Du var en salvet, skærmende Kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige Gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds Sønner. ¹⁵ Fuldkommen var du i din Færd, fra den Dag du skabtes, indtil der fandtes Brøde hos dig. ¹⁶ Ved din megen Handel fyldte du dit Indre med Uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra Gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende Kerub, så du ikke blev mellem Guds Sønner. ¹⁷ Dit Hjerte hovmodede sig over din Skønhed, du satte din Visdom til på Grund af din Glans. Jeg, slængte dig til Jorden og overgav dig til Konger, at de skulde nyde Skuet af dig. ¹⁸ Med dine mange Misgerninger, ved din uredelige Handel vanhelligede du dine Helligdomme. Da lod jeg Ild bryde løs i din Midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til Støv på Jorden for alle, som så dig. ¹⁹ Alle blandt Folkeslagene, der kendte dig, stivnede af Skræk over dig; du blev en Rædsel, og borte er du for evigt.

²⁰ Herrens Ord kom til mig således: ²¹ Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Zidon og profeter imod det ²² og sig: Så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig, Zidon, og herliggør mig på dig; og du skal kende, at jeg er Herren, når jeg holder Dom over dig og viser min Hellighed på dig. ²³ Jeg sender Pest over dig og Blod i dine Gader; ihjelslagneMænd skal segne i din Midte for Sværd, der er rettet imod dig fra alle Sider; og du skal kende, at jeg er Herren. ²⁴ Fremtidig skal der ikke være nogen Tidsel til at såre eller Torn til at stikke Israels Hus blandt alle dets Naboer, som nu håner dem; og de skal kende, at jeg er den Herre Herren.

²⁵ Så siger den Herre Herren: Når jeg samler Israels Slægt fra de Folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for Folkenes Øjne, og de skal bo i deres Land, som jeg gav min Tjener Jakob; ²⁶ de skal bo trygt deri, bygge Huse og plante Vingårde, ja bo trygt, medens jeg holder Dom over alle dem, der håner dem fra alle Sider; og de skal kende, at jeg er Herren deres Gud.

77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

² Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, ³ jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; ⁴ jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. ⁵ Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. ⁶ Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; ⁷ jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. ⁸ Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, ⁹ er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, ¹⁰ har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

¹¹ Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. ¹² Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. ¹³ Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. ¹⁴ Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! ¹⁵ Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, ¹⁶ udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. ¹⁷ Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; ¹⁸ Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; ¹⁹ din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; ²⁰ din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. ²¹ Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.