M’Cheyne Bible Reading Plan

Gibeonitternes hævn

21 Mens David var konge, blev landet ramt af en hungersnød, der varede i tre år. David søgte derfor råd hos Herren, som svarede: „Hungersnøden skyldes den synd, som Saul og hans familie begik ved at slå nogle gibeonitter ihjel på trods af, at Israelitterne havde lovet at lade dem være i fred.” ² (Gibeonitterne var et folk, som ikke tilhørte Israel. De var efterkommere af amoritterne, men israelitterne havde med en højtidelig ed sluttet fredspagt med dem. Ikke desto mindre havde Saul i sin iver efter at styrke sit eget herredømme forsøgt at udrydde dem.)

Da David hørte Herrens svar, sendte han bud efter gibeonitternes ledere ³ og spurgte dem: „Hvad kan jeg gøre for jer, så vi bliver skylden kvit, og I kan velsigne Herrens ejendomsfolk?”

⁴ „Vores mellemværende med Saul er ikke noget, hans slægt kan betale sig fra,” svarede de. „Og vi har ikke lov at hævne os på Israels folk.”

„Hvad ønsker I da?” spurgte David. „Sig frem, så jeg kan opfylde jeres ønske.”

^5-6 „Lad syv af Sauls efterkommere blive udleveret til os, for han gjorde, hvad han kunne for at udrydde os fra Israels land. Som straf vil vi slå disse syv ihjel og hænge dem op ved Herrens offerhøj i Gibea, Sauls egen by.”

„Godt,” svarede David. „Jeg vil opfylde jeres ønske!”

⁷ David skånede Jonatans søn, Mefiboshet, fordi han havde lovet Jonatan at vise godhed imod hans efterkommere. ⁸ Men han udleverede Sauls to sønner Armoni og Mefiboshet, hvis mor var Ritzpa, datter af Ajja, og de fem sønner, som Sauls datter Merab^[a] havde fået sammen med Adriel (en søn af Barzillaj fra Mehola). ⁹ Gibeonitterne dræbte så de syv mænd og hængte ligene til skue på offerhøjen for Herrens ansigt. Henrettelsen fandt sted ved begyndelsen af byghøsten.

¹⁰ Den sørgende Ritzpa, som nu havde mistet sine sønner, bredte noget sækkelærred ud på klippetoppen og satte sig der for at holde vagt ved ligene. Hun blev der hele høsttiden, indtil regntiden begyndte, fordi hun ville beskytte ligene mod gribbene om dagen og mod rovdyrene om natten.

¹¹ Da det kom David for øre, hvordan hun på den måde viste sin sorg og sin respekt for de døde, ¹² tog han af sted til Jabesh i Gilead for at få udleveret Sauls og Jonatans knogler. Byens indbyggere havde i sin tid fjernet ligene fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem op, efter at Saul og Jonatan begge var faldet i slaget på Gilboahøjen. ¹³ David fik nu bragt de jordiske rester af både Saul, Jonatan og de syv mænd fra Gibea ¹⁴ til Zela i Benjamins land, og dér blev de alle begravet på det sted, hvor Sauls far, Kish, lå begravet. Alt dette blev udført på kongens befaling. Derefter forbarmede Gud sig over landet, og hungersnøden endte.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt

¹⁵ Engang, da filistrene var i krig med Israel, var David blevet helt udmattet under kampen, og da var det lige ved at gå galt for ham. ¹⁶ En af filistrene, en kæmpestor mand ved navn Ishbi-Benob af Rafa-slægten, havde et spyd, hvis spids var lavet af bronze og vejede over tre kilo, og alle hans våben var nye. Denne mand satte efter David og skulle lige til at slå ham ihjel, ¹⁷ da Abishaj i sidste øjeblik kom David til undsætning og huggede filisteren ned. Bagefter erklærede Davids mænd: „Du må ikke længere deltage aktivt i kampen! Det går ikke, at du bliver dræbt, for hele Israel er afhængig af dig!”

¹⁸ Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gob, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Saf. ¹⁹ Under en anden kamp mod filistrene ved Gob lykkedes det Elhanan, Jairs søn fra Betlehem, at dræbe en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom.^{[b] 20} Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. ²¹ Han hånede Israel, men Jonatan,^[c] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. ²² Disse fire filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. ² Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. ³ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

⁴ I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. ⁵ Han skal have æren i al evighed. Amen.

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

^6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. ⁸ Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. ⁹ Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

¹⁰ I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

^11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

¹³ I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. ¹⁴ Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. ^15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, ¹⁷ og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

¹⁸ Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. ¹⁹ Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. ²⁰ Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. ²¹ Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. ²² De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. ²³ Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. ²⁴ Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.

Profeti imod fyrsten over Tyrus

28 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, sig til fyrsten over Tyrus:

¹¹ Endvidere sagde Herren til mig: ¹² „Du menneske, istem en klagesang over Tyrus’ fyrste og sig til ham:

Profeti imod Sidon

²⁰ Herren sagde til mig:

²¹ „Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen. ²² Sig til den:

Et løfte til Guds folk

²⁴ Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Herren.

²⁵ Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en hellig og mægtig Gud. ²⁶ Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”

Når Gud tilsyneladende ikke svarer

77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.