M’Cheyne Bible Reading Plan

18 Derpå holdt David Mønstring over sit Mandskab og satte Tusindførere og Hundredførere over dem; ² og David delte Mandskabet i tre Dele; den ene Tredjedel stillede han under Joab, den anden under Abisjaj, Zerujas Søn og Joabs Broder, og den sidste Tredjedel under Gatiten Ittaj. Kongen sagde så til Folkene: "Jeg vil selv drage med i Kampen!" ³ Men de svarede: "Du må ikke drage med; thi om vi flygter, ænser man ikke os; ja, selv om Halvdelen af os falder, ænser man ikke os, men du gælder lige så meget som ti Tusinde af os; derfor er det bedst, at du holder dig rede til at ile os til Hjælp fra Byen." ⁴ Kongen svarede: "Jeg gør, hvad I finder bedst!" Derpå stillede Kongen sig ved Porten, medens hele Mandskabet drog ud, hundredvis og tusindvis. ⁵ Men Kongen gav Joab, Abisjajog Ittaj den Befaling: "Far nu lempeligt med den unge Absalon!" Og hele Mandskabet hørte, hvorledes Kongen gav alle Øversterne Befaling om Absalon.

⁶ Derpå rykkede Krigerne i Marken mod Israel, og Slaget kom til at stå i Efraims Skov. ⁷ Der blev Israels Hær slået af Davids Folk, og der fandt et stort Mandefald Sted den Dag; der faldt 200000 Mand. ⁸ Kampen bredte sig over hele Egnen, og Skoven fortærede den Dag flere Folk end Sværdet.

⁹ Absalon selv stødte på nogle af Davids Folk; Absalon red på sit Muldyr, og da Muldyret kom ind under en stor Terebintes tætte Grene, blev hans Hoved hængende i Terebinten, så han hang mellem Himmel og Jord, medens Muldyret, han sad på, løb bort. ¹⁰ En Mand, der så det meldte det til Joab og sagde: "Jeg så Absalon hænge i en Terebinte." ¹¹ Da sagde Joab til Manden, der havde meldt ham det: "Når du så det, hvorfor slog du ham da ikke til Jorden med det samme? Så havde jeg givet dig ti Sekel Sølv og et Bælte!" ¹² Men Manden svarede Joab: "Om jeg så havde fået tilvejet tusind Sekel, havde jeg ikke lagt Hånd på Kongens Søn; thi vi hørte jo selv, hvorledes Kongen bød dig, Abisjaj og Ittaj: Vogt vel på den unge Absalon! ¹³ Dersom jeg havde handlet svigefuldt imod ham -intet bliver jo skjult for Kongen - vilde du have ladet mig i Stikken!" ¹⁴ Da sagde Joab: "Så gør jeg det for dig!" Dermed greb han tre Spyd og stødte dem i Brystet på Absalon, som endnu levede og hang mellem Terebintens Grene. ¹⁵ Derpå trådte ti unge Mænd, der var Joabs Våbendragere, til og gav Absalon Dødsstødet. ¹⁶ Joab lod nu støde i Hornet, og Hæren opgav at forfølge Israel, thi Joab bød Folkene standse. ¹⁷ Derpå tog de og kastede Absalon i en stor Grube i Skoven og ophobede en mægtig Stendynge over ham. Og hele Israel flygtede hver til sit. ¹⁸ Men medens Absalon endnu levede, havde han taget og rejst sig den Stenstøtte, som står i Kongedalen; thi han sagde: "Jeg har ingen Søn til at bevare Mindet om mit Navn." Han havde opkaldt Stenstøtten efter sig selv, og endnu den Dag i Dag kaldes den "Absalons Minde".

¹⁹ Da sagde Ahima'az, Zadoks Søn: "Lad mig løbe hen og bringe Kongen den gode Tidende, at Herren har skaffet ham Ret over for hans Fjender!" ²⁰ Men Joab svarede ham: "Du skal ikke være den, der bringer Bud i Dag; en anden Gang kan du bringe Bud, men i bag skal du ikke gøre det, da Kongens Søn er død!" ²¹ Og Joab sagde til Etiopieren: "Gå du hen og meld Kongen, hvad du har set!" Da kastede Etiopieren sig til Jorden for Joab og ilede af Sted. ²² Men Ahima'az, Zadoks Søn, sagde atter til Joab: "Ske, hvad der vil! Lad også mig løbe bag efter Etiopieren!" Da sagde Joab: "Hvorfor vil du det, min Søn? For dig er der ingen Budløn at hente!" ²³ Men han blev ved: "Ske, hvad der vil! Jeg løber!" Så sagde han: "Løb da!" Og Ahima'az løb ad Vejen gennem Jordanegnen og nåede frem før Etiopieren.

²⁴ David sad just mellem de to Porte, og Vægteren steg op på Porttaget ved Muren; da han så ud, se, da kom en Mand løbende alene. ²⁵ Vægteren råbte og meldte det til Kongen, og Kongen sagde: "Er han alene, har han Bud at bringe!" Men medens Manden fortsatte sit Løb og kom nærmere, ²⁶ så Vægteren en anden Mand komme løbende og råbte ned i Porten: "Der kommer een Mand til løbende alene!" Kongen sagde: "Også han har Bud at bringe!" ²⁷ Da råbte Vægteren: "Den forreste løber således, at det ser ud til at være Ahima'az, Zadoks Søn!" Kongen sagde: "Det er en god Mand, han kommer med godt Bud!" ²⁸ Imidlertid var Ahima'az kommet nærmere og råbte til Kongen: "Hil dig!" Så kastede han sig ned på Jorden for Kongen og sagde: "Lovet være Herren din Gud, som gav dem, der løftede Hånd mod min Herre Kongen, i din Hånd!" ²⁹ Kongen spurgte: "Er den unge Absalon uskadt?" Ahima'az svarede: "Jeg så, at der var stor Tummel, da Kongens Træl Joab sendte din Træl af Sted, men jeg ved ikke, hvad det var." ³⁰ Kongen sagde da: "Træd til Side og stil dig der!" Og han trådte til Side og blev stående. ³¹ I det samme kom Etiopieren; og Etiopieren sagde: "Der er Bud til min Herre Kongen: Herren har i Dag skaffet dig Ret over for alle dine Modstandere!" ³² Kongen spurgte Etiopieren: "Er den unge Absalon uskadt?" Og han svarede: "Det gå min Herre Kongens Fjender og alle dine Modstandere som den unge Mand!"

³³ Da blev Kongen dybt rystet, og han gik op i Stuen på Taget over Porten og græd; og han gik frem og tilbage og klagede: Min Søn Absalon, min Søn, min Søn Absalon! Var jeg blot død i dit Sted! Absalon, min Søn, min Søn!"

11 Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok. ² Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. ³ Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. ⁴ Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. ⁵ Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store Apostle. ⁶ Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker.

⁷ Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? ⁸ Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; ⁹ thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. ¹⁰ Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. ¹¹ Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det. ¹² Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig. ¹³ Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage sig Skikkelse af Kristi Apostle. ¹⁴ Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel. ¹⁵ Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger.

¹⁶ Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose mig en Smule. ¹⁷ Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig. ¹⁸ Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose mig. ¹⁹ Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge. ²⁰ I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slår eder i Ansigtet. ²¹ Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg. ²² Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de Abrahams Sæd? Jeg også. ²³ Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. ²⁴ Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet. ²⁵ Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet; ²⁶ ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre; ²⁷ i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; ²⁸ foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. ²⁹ Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? ³⁰ Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. ³¹ Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. ³² I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; ³³ men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.

25 Herrens Ord kom til mig således: ² Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod dem ³ og sig til dem: Hør den Herre Herrens Ord: Så siger den Herre Herren: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed, ⁴ se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise din Frugt og drikke din Mælk. ⁵ Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er Herren. ⁶ Thi så siger den Herre Herren: Fordi du klappede i Hænderne og stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet over Israels Land, ⁷ se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er Herren.

⁸ Så siger den Herre Herren: Fordi Moab siger: "Se, det er med Judas Hus som med alle de andre Folk!" ⁹ se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot, Baal-Meon og Hirjatajim. ¹⁰ Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal ihukommes blandt Folkene. ¹¹ Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er Herren.

¹² Så siger den Herre Herren: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem, ¹³ derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan skal de falde for Sværdet. ¹⁴ Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal kende min Hævn, lyder det fra den Herre Herren.

¹⁵ Så siger den Herre Herren: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had, ¹⁶ derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg udrækker Hånden mod Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved Havets Strand. ¹⁷ Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser dem i Vrede; og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem.

73 Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! ² Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; ³ thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; ⁴ thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; ⁵ de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. ⁶ Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. ⁷ Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. ⁸ I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, ⁹ de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. ¹⁰ Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. ¹¹ De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" ¹² Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! ¹³ Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, ¹⁴ jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

¹⁵ Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." ¹⁶ Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, ¹⁷ Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: ¹⁸ Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. ¹⁹ Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! ²⁰ De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. ²¹ Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, ²² var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

²³ Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; ²⁴ du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. ²⁵ Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! ²⁶ Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. ²⁷ Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. ²⁸ Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre Herren, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.