M’Cheyne Bible Reading Plan

17 Derpå sagde Akitofel til Absalon; " Lad mig udvælge 12000 Mand og bryde op i Nat og sætte efter David. ² Når jeg overfalder ham, medens han er udmattet og modfalden, kan jeg indjage ham Skræk, og alle hans Folk vil flygte, så at jeg kan fælde Kongen uden at røre nogen anden; ³ så bringer jeg hele Folket tilbage til dig, som en Brud vender tilbage til sin Mand. Du attrår jo dog kun en enkelt Mands Liv, og hele Folket vil da være uskadt!" ⁴ Det Forslag tiltalte Absalon og alle Israels Ældste. ⁵ Men Absalon sagde: "Kald dog også Arkiten Husjaj hid, for at vi også kan høre, hvad han råder til!" ⁶ Da Husjaj kom ind, sagde Absalon til ham: "Det og det har Akitofel sagt; skal vi følge hans Råd? Hvis ikke, så sig du din Mening!" ⁷ Husjaj svarede Absalon: "Denne Gang er Akitofels Råd ikke godt!" ⁸ Og Husjaj sagde fremdeles: "Du ved, at din Fader og hans Mænd er Helte, og bitre i Hu er de som en Bjørn på Marken, hvem Ungerne er taget fra; desuden er din Fader en rigtig Kriger, som ikke lægger sig til Hvile om Natten med Folkene. ⁹ For Øjeblikket holder han sig sikkert skjult i en Kløft eller et andet Sted; falder der nu straks i Begyndelsen nogle af Folkene, vil det rygtes, og man vil sige, at Absalons Tilhængere har lidt Nederlag; ¹⁰ og da bliver selv den tapre, hvis Mod er som Løvens, forsagt; thi hele Israel ved, at din Fader er en Helt og hans Ledsagere tapre Mænd. ¹¹ Mit Råd er derfor: Lad hele Israel fra Dan til Be'ersjeba samles om dig, talrigt som Sandet ved Havet, og drag selv med i deres Midte. ¹² Støder vi så på ham et eller andet Sted, hvor han nu befinder sig, kan vi falde over ham som Dug over Jorden, og der skal ikke blive en eneste tilbage, hverken han eller nogen af alle hans Mænd; ¹³ men kaster han sig ind i en By, skal hele Israel lægge Reb om den, og vi vil slæbe den ned i Dalen, så der ikke bliver Sten på Sten tilbage af den!" Da sagde Absalon og alle Israels Mænd: "Arkiten Husjajs Råd er bedre end Akitofels!" ¹⁴ Herren havde nemlig sat sig for at gøre Akitofels gode Råd til Skamme, for at Herren kunde bringe Ulykke over Absalon.

¹⁵ Derpå sagde Husjaj til Præsterne Zadok og Ebjatar: "Det og det Råd har Akitofel givet Absalon og Israels Ældste, og det og det Råd har jeg givet. ¹⁶ Skynd eder nu at sende Bud til David og bring ham det Bud: Bliv ikke Natten over ved vadestederne på Jordansletten, men søg over på den anden Side, for at ikke Kongen og alle hans Folk skal gå til Grunde!" ¹⁷ Jonatan og Ahima'az stod ved Rogelkilden, hvorhen en Tjenestepige til Stadighed kom og bragte dem Melding, hvorefter de gik hen og bragte Kong David Melding; thi de turde ikke vise sig i Byen. ¹⁸ Men en ung Mand opdagede dem og meldte det til Absalon; så skyndte de sig begge bort og kom ind hos en Mand i Bahurim. Han havde en Brønd i Gården, og i den steg de ned; ¹⁹ Konen tog et Tæppe, bredte det ud over Brønden og hældte Korn derpå, så at man intet kunde opdage. ²⁰ Nu kom Absalons Folk imod i Huset til Konen og spurgte: "Hvor er Ahima'az og Jonatan?" Konen svarede: "De gik over Vandbækken!" Så søgte de efter dem, men da de ikke fandt dem, vendte de tilbage til Jerusalem. ²¹ Så snart de var gået bort, steg de to op af Brønden og gik hen og bragte Kong David Melding; og de sagde til David: "Bryd op og skynd eder over på den anden Side af Vandet; thi det og det Råd kom Akitofel med angående eder!" ²² Da brød David op med alle sine Folk og satte over Jordan; og ved Daggry manglede ikke en eneste, alle var de kommet over Jordan.

²³ Men da Akitofel så, at hans Råd ikke blev fulgt, sadlede han sit Æsel og drog hjem til sin By; og efter at have beskikket sit Hus hængte han sig og døde. Han blev jordet i sin Faders Grav.

²⁴ David havde nået Mahanajim, da Absalon tillige med alle Israels Mænd gik over Jordan. ²⁵ Absalon havde i Joabs Sted sat Amasa over Hæren; Amasa var Søn af en Ismaelit ved Navn Jitra, som var gået ind til Abigajil, en Datter af Isaj og Søster til Joabs Moder Zeruja. ²⁶ Og Israel og Absalon slog Lejr i Gilead. ²⁷ Men da David kom til Mahaoajim, bragte Sjobi, Nahasj's Søn fra Rabba i Ammon, Makir, Ammiels Søn fra Lodebar, og Gileaditen Barzillaj fra Rogelim ²⁸ Senge, Tæpper, Skåle og Lerkar; og Hvede, Byg, Mel, ristet Korn, Bønner, Linser, ²⁹ Honning, Surmælk, Småkvæg og Komælksost bragte de David og hans Folk til Føde; thi de tænkte: "Folkene er sultne, udmattede og tørstige i Ørkenen."

10 Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder", ² ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. ³ Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet; ⁴ thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse, ⁵ idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus ⁶ og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen. ⁷ Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også. ⁸ Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, ⁹ for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; ¹⁰ thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. ¹¹ En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

¹² Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv. ¹³ Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder. ¹⁴ Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium, ¹⁵ så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre ¹⁶ og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. ¹⁷ Men den, som roser sig, rose sig af Herren! ¹⁸ Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.

24 Herrens Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende Måned til mig således: ² Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem. ³ Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den Herre Herren: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand deri; ⁴ læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler; ⁵ tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud! ⁶ Derfor, så siger den Herre Herren: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem; - thi Blodet er endnu midti Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på Jorden for at dække det med Muld. ⁸ For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på den nøgne klippe uden at dække det.

⁹ Derfor, så siger den Herre Herren: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor; ¹⁰ hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes ¹¹ og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal svinde! ¹² Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med Rusten! ¹³ Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme på dig. ¹⁴ Jeg, Herren, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre Herren.

¹⁵ Herrens Ord kom til mig således: ¹⁶ Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer; ¹⁷ suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød! ¹⁸ Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt. ¹⁹ Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?" ²⁰ svarede jeg: "Herrens Ord kom til mig således: ²¹ Sig til Israels Hus: Så siger den Herre Herren: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet! ²² Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød; ²³ eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre. ²⁴ Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre Herren,"

²⁵ Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem, ²⁶ på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører; ²⁷ på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er Herren.

72 Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd, ² så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret! ³ Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd. ⁴ De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned. ⁵ Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt. ⁶ Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden; ⁷ i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.

⁸ Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; ⁹ hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; ¹⁰ Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; ¹¹ alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

¹² Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper, ¹³ ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle; ¹⁴ han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne. ¹⁵ Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem. ¹⁶ Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter. ¹⁷ Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!

¹⁸ Lovet være Gud Herren, Israels Gud som ene gør Undergerninger, ¹⁹ og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

²⁰ Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.