Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Dette er Biblen på dansk (DN1933)
Version
2 Samuel 15

15 Men nogen tid efter skaffede Absalon sige Vogn og Heste og halvtredsindstyve Forløbere; og om Morgenen stillede han sig ved Portvejen, og når nogen gik til Kongen for af få en Retssag afgjort, kaldte Absalon ham til sig og spurgte ham: "Hvilken By er du fra?" Når han da svarede: "Din Træl er fra den eller den af Israels Stammer!" så sagde Absalon til ham: "Ja, din Sag er god og retfærdig; men hos Kongen finder du ikke Øre!" Og Absalon tilføjede: "Vilde man blot sætte mig til Dommer i Landet! Da måtte enhver, der har en Retssag eller Retstrætte, komme til mig, og jeg vilde hjælpe ham til hans Ret." Og når nogen nærmede sig for at kaste sig ned for ham, rakte han Hånden ud og holdt ham fast og kyssede ham. Således gjorde Absalon over for alle Israeliterne, som kom til Kongen for at få deres Sager afgjort, og Absalon stjal Israels Mænds Hjerte.

Da der var gået fire År, sagde Absalon til Kongen: "Lad mig få Lov at gå til Hebron og indfri et Løfte, jeg har aflagt Herren; thi medens din Træl boede i Gesjur i Aram, aflagde jeg det Løfte: Hvis Herren lader mig komme tilbage til Jerusalem, vil jeg ære Herren i Hebron!" Kongen svarede ham: "Gå med Fred!" Og han begav sig til Hebron. 10 Men Absalon havde i al Hemmelighed sendt Bud ud i alle Israels Stammer og ladet sige: "Når I hører, der stødes i Horn, så skal I råbe: Absalon er blevet Konge i Hebron!" 11 Og med Absalon fulgte fra Jerusalem 200 Mænd, som han havde indbudt, og som drog med i god Tro uden at vide af noget. 12 Og da Absalon ofrede, Slagtofre, lod han Giloniten Akitofel, Davids Rådgiver, hente i hans By Gilo. Og Sammensværgelsen vandt i Styrke, idet flere og flere af Folket gik over til Absalon.

13 Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt sig til Absalon!" 14 Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem: "Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!" 15 Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad du finder rigtigt, Herre Konge!" 16 Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset. 17 Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus gjorde de Holdt, 18 og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen. 19 Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med? Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud fra din Hjemstavn; 20 i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken, jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine Landsmænd med; Herren vise dig Miskundhed og Trofasthed!" 21 Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt Herren lever, og så sandt du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!" 22 Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og Børn. 23 Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen til Oliventræet i Ørkenen.

24 Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen var gået forbi. 25 Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen! Hvis jeg finder Nåde for Herrens Øjne, fører han mig tilbage og lader mig stedes for ham og hans Bolig; 26 siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede; han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!" 27 Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan! 28 Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får Bud fra eder med Efterretning." 29 Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter. 31 Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne, som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme, Herre!"

32 Da David var kommet til Bjergets Top, hvor man plejede at tilbede Gud, kom Arkiten Husjaj, Davids Ven, ham i Møde med sønderrevet Kjortel og Jord på Hovedet. 33 Da sagde David til ham: "Hvis du drager med, bliver du mig til Byrde; 34 men vender du tilbage til Byen og siger til Absalon: Jeg vil være din Træl, Konge; din Faders Træl var jeg fordum, men nu vil jeg være din Træl! så kan du gøre mig Akitofels Råd til Skamme. 35 Der har du jo Præsterne Zadokog Ebjatar; alt, hvad du hører fra Kongens Palads, må du give Præsterne Zadok og Ebjatar Nys om. 36 Se, de har der deres to Sønner hos sig, Zadoks Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan; send mig gennem dem Bud om alt, hvad I hører." 37 Så kom Husjaj, Davids Ven, til Byen, og samtidig kom Absalon til Jerusalem.

2 Korinterne 8

Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder, at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen Drift, idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage Del i Hjælpen til de hellige, og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie, så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave. Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave! Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. 10 Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. 11 Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. 12 Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. 13 Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, 14 for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, 15 som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."

16 Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's Hjerte! 17 Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig, så er det af egen Drift, at han rejser til eder. 18 Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går igennem alle Menighederne, 19 og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, 20 idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; 21 thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men også i Menneskers Øjne. 22 Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund af sin støre Tillid til eder. 23 Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære. 24 Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for.

Ezekiel 22

22 Herrens ord kom til mig således: Du Menneskesøn! Vil du dømme Blodbyen? Så forehold den alle dens Vederstyggeligheder og sig: Så siger den Herre Herren: Ve Byen, der udøser Blod i sin Midte, for at dens Time skal komme, og laver sig Afgudsbilleder for at gøre sig uren. Ved dine egne Folks Blod, som du har udgydt, har du pådraget dig Skyld, og ved de Afgudsbilleder du har lavet, er du blevet uren; du har bragt din Time nær og hidført dine Års Frist. Derfor gør jeg dig til Hån for Folkene og til Spot for alle Lande; fra nær og fjern skal man spotte dig, du, hvis Navn er skændet, og som er fuld af Larm. Se, Israels Fyrster optræder hver og een egenmægtigt i dig og udøser Blod. Fader og Moder ringeagtes, den fremmede undertrykkes i dig, den faderløse og Enken lider Uret. Mine hellige Ting agter du ringe og vanhelliger mine Sabbater. Du har Æreskændere i din Midte, som bagtaler, så der udøses Blod, og Folk, som spiser på Bjergene. Utugt går i Svang i din Midte; 10 i dig blottes Faderens Skam, og Kvinder krænkes i deres Urenheds Tid. 11 Man øver Vederstyggelighed mod sin Næstes Hustru, man gør sin Sønnekone uren ved Utugt, man skænder i dig sin kødelige Søster. 12 I dig tager man Gave for at udøse Blod; du tager Åger og Opgæld, voldelig øver du Svig mod din Næste; og mig glemmer du, lyder det fra den Herre Herren.

13 Men se, jeg slår Hænderne sammen over den uredelige Vinding, du har skaffet dig, og over det Blod, der er udøst i dig. 14 Kan dit Hjerte holde Stand, kan dine Hænder være faste i de Dage, da jeg tager fat på dig? Jeg, Herren, har talet, og jeg fuldbyrder det. 15 Jeg vil sprede dig blandt Folkene og udstrø dig i Landene og tage din Urenhed fra dig; 16 jeg vil lade mig vanære ved dig for Folkenes Øjne; og du skal kende, at jeg er Herren.

17 Og HerreSs Ord kom til mig således: 18 Menneskesøn! Israels Hus er blevet mig til Slagger; de er alle blevet Kobber, Tin, Jern og Bly i Smelteovnen; Sølvslagger er de blevet. 19 Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi I alle er blevet til Slagger, derfor vil jeg samle eder i Jerusalem; 20 som man samler Sølv, Kobber, Jern, Bly og Tin i en Smelteovn og blæser til Ilden for at smelte det, således vil jeg i min Vrede og Harme samle eder og kaste eder ind og smelte eder; 21 jeg vil samle eder og blæse min Vredes Ild op imod eder, så I smeltes deri. 22 Som Sølv smeltes i Smelteovnen, skal I smeltes deri; og I skal kende, atjeg, Herren, har udøst min Vrede over eder.

23 Og Herrens Ord kom til mig således: 24 Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke får Regn og Byger på Vredens Dag, 25 hvis Fyrster er som brølende Løver på Rov; de tilintetgør Sjæle, tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri. 26 Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker Øjnene for mine Sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt dem. 27 Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige efter at udøse Blod og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding. 28 Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og varsler Løgn og siger: "Så siger den Herre Herren!" uden at Herren har talet. 29 Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret. 30 Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille sig i Gabet for mit Åsyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen. 31 Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres Hoved, lyder det fra den Herre Herren.

Salme 69

69 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.

Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.

Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers Herre, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. 10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: 11 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; 12 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. 13 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

14 Men jeg beder, Herre, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! 15 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, 16 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. 17 Svar mig, Herre, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; 18 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; 19 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! 20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. 21 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde; 22 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

23 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde; 24 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle! 25 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem; 26 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte! 27 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred. 28 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd; 29 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

30 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! 31 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak; 32 det er mer for Herren end Okser end Tyre med Horn og Klove!

33 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives! 34 Thi Herren låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

35 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der; 36 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; 37 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.