M’Cheyne Bible Reading Plan

Absaloms sammensværgelse

15 Efter at Absalom var blevet taget til nåde, anskaffede han sig en fornem vogn og prægtige heste. Han fik sig også en livvagt på 50 mand, som løb foran vognen. ² Hver morgen tog han opstilling ved vejen til paladsets port, og når så nogen kom for at få kongens afgørelse i en retssag, standsede Absalom ham, spurgte, hvor han var fra, og udtrykte interesse for hans sag.

³ „Det er da klart, at du har ret!” ville han så sige. „Men kongen har ikke nogen, der vil høre på dig. ⁴ Hvis jeg var dommer i landet, kunne folk, der følte sig uretfærdigt behandlet, komme til mig, så skulle jeg nok skaffe dem deres ret.”

⁵ Når nogen gjorde mine til at kaste sig ned for Absalom i underdanig respekt, standsede han dem og omfavnede dem i stedet for. ⁶ På den måde vandt han israelitternes hjerter.

^7-8 Der gik fire år. Så sagde Absalom til kongen: „Giv mig tilladelse til at tage til Hebron og ofre til Herren, så jeg kan opfylde et løfte, jeg engang gav Herren i Geshur i Aram. Dengang lovede jeg ham, at hvis han ville hjælpe mig tilbage til Jerusalem, ville jeg til gengæld bringe ham et offer i Hebron.”

⁹ „Godt,” svarede kongen, „tag du bare af sted og opfyld dit løfte.” Så rejste Absalom til Hebron.

¹⁰ Men han havde allerede i hemmelighed sendt besked ud til lederne i alle Israels stammer: „Når I hører trompetfanfaren, skal I råbe: ‚Absalom er kronet til konge i Hebron.’ ” ¹¹ Han havde desuden inviteret 200 mænd fra Jerusalem med til offerfesten. De anede intet om hans planer. ¹² Under festen sendte han desuden bud efter Ahitofel, Davids øverste rådgiver, der boede i Gilo. Ahitofel gik over på Absaloms side, og flere og flere fulgte efter, så sammensværgelsen voksede sig stærk.

David flygter fra Jerusalem

¹³ En af kong Davids mænd skyndte sig til Jerusalem for at fortælle ham, at Absalom havde lavet en sammensværgelse imod ham, og at alle Israels stammer havde givet ham deres støtte.

¹⁴ „Så må vi flygte med det samme,” var Davids spontane reaktion. „Hvis vi skynder os af sted, inden Absalom kommer tilbage til Jerusalem, kan vi nå at redde byen og os selv.”

¹⁵ „Vi er med dig!” svarede hans mænd. „Vi vil følge dig i tykt og tyndt!”

¹⁶ Så tog kongen af sted sammen med hele sin husstand, bortset fra ti medhustruer, der blev hjemme for at tage sig af opgaverne i paladset. ^17-18 I udkanten af byen gjorde David holdt, så hans trofaste støtter, der bestod af hans livvagt og de 600 mænd, som var fulgt med ham fra Gat, kunne passere ham og gå i forvejen.

^19-20 Men pludselig vendte kongen sig til Ittaj, der var leder for de 600 gatitter. „Hvad vil I egentlig med for?” spurgte han Ittaj. „Bliv i Jerusalem og slut jer til kong Absalom, for I bor her jo som fremmede i eksil. Der er ingen grund til, at I flygter sammen med os—hvem ved hvorhen? Nej, vend om og tag dine folk med dig. Må Herren vise jer barmhjertighed!”

²¹ Men Ittaj svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”

²² „Godt,” svarede David, „så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.

²³ Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedrondalen og fortsatte i retning af ørkenen. ²⁴ Præsten Zadok og alle levitterne fulgte med. De havde taget pagtens ark med, og den stillede de i vejkanten, indtil hele følget var gået forbi. Præsten Ebjatar var også fulgt med. ²⁵ David befalede nu Zadok at føre arken tilbage til byen. „Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne,” tilføjede han, „så vil jeg en dag vende tilbage og gense arken og det hellige telt! ²⁶ Men hvis Herren har forkastet mig, så lad ham gøre ved mig, hvad han mener, er det bedste. ²⁷ Du og Ebjatar kan trygt vende tilbage til byen sammen med din søn Ahima’atz og Ebjatars søn, Jonatan. Men hold øjne og ører åbne. ²⁸ Jeg vil vente ved Jordanflodens vadested, indtil vi hører nyt fra jer om, hvad der sker i Jerusalem.”

²⁹ Så bar Zadok og Ebjatar Guds Ark tilbage til Jerusalem og blev i byen.

³⁰ David og hans følge fortsatte ad vejen op over Olivenbjerget.^[a] De gik med tildækkede hoveder og bare fødder, og de græd alle sammen.

³¹ Da David fik at vide, at hans egen rådgiver, Ahitofel, havde sluttet sig til Absalom, bad han: „Herre, lad Ahitofel give Absalom dårlige råd!” ³² På toppen af Olivenbjerget, hvor man plejede at ofre til Gud, ventede Davids ven, arkitten Hushaj, på dem. Han havde i fortvivlelse flænget sit tøj og drysset jord på hovedet.

^33-34 Men David sagde til ham: „Det giver kun problemer, hvis du går med os. Vend hellere tilbage til Jerusalem og sig til Absalom: ‚Jeg ønsker at være din rådgiver og tjene dig, sådan som jeg tjente din far.’ På den måde kan du være med til at sabotere Ahitofels planer. ^35-36 I byen har jeg også præsterne Zadok og Ebjatar. Dem skal du holde underrettet om alt, hvad du hører i kongens palads. De kan så sende deres sønner Ahima’atz og Jonatan til mig med besked om, hvad der foregår.”

³⁷ Så vendte Davids ven Hushaj tilbage til byen, og han nåede frem samtidig med Absalom.

Om at hjælpe de nødlidende

8 Venner, jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan Guds nåde er kommet til udtryk i menighederne i Makedonien. ² Midt i deres mange trængsler har de oplevet en overvældende glæde, og midt i deres dybe fattigdom har de vist en utrolig hengivenhed, ³ for de gav ikke bare, hvad de havde råd til, men de gav meget mere, kan jeg godt fortælle jer. Og de gjorde det helt af egen fri vilje. ⁴ De bad os indtrængende om at tage imod deres pengegave, så de kunne få lov at være med til at hjælpe de nødlidende kristne i Jerusalem. ⁵ De gav langt mere, end vi havde kunnet forestille os. Fordi de vidste, det var Guds vilje, gav de sig selv helhjertet, først og fremmest til Herren og derefter til os.

⁶ Derfor har vi bedt Titus om at rejse ned til jer og færdiggøre den indsamling, som han tidligere satte i gang hos jer. ⁷ Ligesom I har overflod på så mange måder, stor tro, mange forkyndere, megen kundskab, stor begejstring og stor kærlighed til os, så vis jer også rige nu, hvor det gælder om at bidrage til denne kærlighedsgave.

⁸ Det er ikke nogen ordre, jeg kommer med. Men da andre har vist stor iver efter at være med i indsamlingen, vil jeg gerne se, hvor ægte jeres kærlighed er på det her område. ⁹ Tænk på, hvordan vores Herre, Jesus Kristus, viste sin kærlighed og nåde. Han var rig, men blev fattig for jeres skyld, for at I ved hans fattigdom kunne blive rige.

¹⁰ Jeg mener, det vil være godt for jer at gøre det færdigt, som I begyndte på for et år siden. Det var jo jer, der tog initiativet til at begynde en indsamling. ¹¹ Gør den nu færdig med samme iver, som I havde i begyndelsen. Giv hvad I kan! ¹² Hvis I giver af et villigt sind, er det ikke så vigtigt, hvor meget I har at give af. Gud vil, at I skal give af det, I har—ikke af det, I ikke har. ¹³ Det er jo ikke meningen, at I skal lide nød for at andre kan nyde. Det er et spørgsmål om at dele ligeligt. ¹⁴ I har rigeligt i øjeblikket og kan hjælpe de andre. En anden gang, når I har brug for hjælp, kan de hjælpe jer. På den måde bliver goderne ligeligt fordelt. ¹⁵ Husk på, hvad Skriften siger: „De, der samlede meget, fik ikke for meget. Og de, der samlede mindre, fik ikke for lidt.”^[a]

Titus og hans rejseledsagere

¹⁶ Jeg takker Gud, fordi han har givet Titus samme inderlige omsorg for jer, som jeg selv har. ¹⁷ Han var fyr og flamme, så snart jeg foreslog ham at rejse ned til jer. Han længes nemlig efter at møde jer igen. ¹⁸ Sammen med ham sender vi en anden kristen medarbejder, som er anerkendt i alle menighederne på grund af sit arbejde med at forkynde det glædelige budskab. ¹⁹ Desuden er han af menighederne blevet udpeget til at rejse sammen med os, så længe vi er i gang med denne pengeindsamling. Herren vil blive æret gennem indsamlingen, og den viser vores iver efter at hjælpe hinanden. ²⁰ Ved at rejse sammen kan vi undgå, at nogen vil mistænke os for at misbruge det store beløb, som er blevet os betroet. ²¹ Det er vigtigt for os at gøre det, der er ros værd—ikke kun i Guds øjne, men også i menneskers.

²² Sammen med de to sender vi endnu en af vores medarbejdere, som mange gange har vist sin iver efter at tjene Herren. Nu er han ivrig efter at komme af sted, og han har stor tillid til jer efter det, jeg har fortalt om jer. ²³ Titus er jo min assistent, som også vil være til hjælp for jer, og de to andre er udsendt fra menighederne og gør Kristus ære.

Giv rigeligt og på grund af kærlighed

²⁴ Når de tre udsendinge kommer til jer, så vis jeres kærlighed i praksis og bevis, at vi havde ret, da vi roste jer over for dem i menighedernes påhør.

Jerusalems og Judas synd

22 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, døm Jerusalem, den morderiske by. Oprems folkenes synder. ³ Giv byen følgende budskab fra mig: Du har selv bragt straffen over dig ved at myrde uskyldige mennesker, og du har gjort dig uren ved at fremstille og dyrke afskyelige afgudsbilleder. ⁴ Du er skyldig, Jerusalem, og du er selv årsag til din ulykke. Nu er tiden inde til, at du får din straf. Jeg vil ramme dig så hårdt, at alle andre folkeslag vil se ned på dig. ⁵ Alle nationer, både nære og fjerne, skal håne dig for dit indre kaos og din afgudsdyrkelse.

⁶ Israels ledere misbruger deres magt til vold og mord. ⁷ Byens indbyggere er respektløse over for forældre, undertrykker de fremmede og mishandler enker og faderløse. ⁸ De ringeagter mine love og min helligdom, og de ignorerer mine sabbatsdage. ⁹ Folk arresteres og dømmes til døden på grundlag af sladder. Som en del af jeres afgudsdyrkelse holder I fester og begår al slags umoral rundt omkring på offerhøjene. ¹⁰ Nogle mænd har seksuelt samvær med deres mor eller stedmor, eller med en kvinde, som har menstruation. ¹¹ Mange begår ægteskabsbrud, og nogle går i seng med en svigerdatter eller halvsøster.^{[a] 12} Korruptionen florerer i byen. Der er lejemordere, sortbørshandlere, pengeafpressere og profitmagere overalt. Men mig er der ingen, der skænker en tanke, siger Herren.

¹³ Men jeg gør ende på den strøm af undertrykkelse og mord, du har på samvittigheden, Jerusalem. ¹⁴ Regnskabets time er kommet, og så vil det vise sig, om du stadig er lige kry og selvrådig. Jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt. ¹⁵ Jeg spreder jer ud blandt fremmede folkeslag og sætter en stopper for al den uretfærdighed, I har begået. ¹⁶ I vil blive ydmyget for øjnene af hele verden, og derefter vil I erkende, at jeg er Herren.”

¹⁷ Herren sagde til mig: ¹⁸ „Du menneske, Israels folk burde være som det ædle sølv, men er nu blandet med uædle metaller, såsom kobber, tin, jern og bly. ^19-20 Derfor skal du sige til dem fra mig af: Fordi I er blandet op med uædle metaller, vil jeg hælde jer i en smeltedigel i Jerusalem. Jeg vil smelte jer over min vredes ild. ^21-22 Jeg vil puste til ilden med min vredes åndepust, så I smelter som sølv, der smeltes over en voldsom ild. Derefter vil I forstå, at jeg er Herren, og at det er mig, der i min vrede har taget jer under behandling.”

²³ Herren sagde til mig: ²⁴ „Du menneske, sig til Israels folk, at når jeg udøser min vrede over landet, er det, som når regnen udebliver.^{[b] 25} Landets regenter opfører sig som sultne løver på rov. De dræber uskyldige mennesker, røver andres ejendom og gør mange kvinder til enker. ²⁶ Landets præster bryder mine love, gør mit tempel urent og skelner ikke mellem helligt og syndigt, rent og urent. De overholder ikke sabbatten, men vanærer mig på alle måder. ²⁷ Landets politiske ledere er som ulve på rov, parate til at myrde for pengenes skyld. ²⁸ Profeterne holder hånden over dem ved at opdigte syner og varsler. ‚Hør Herrens ord!’ siger de, men jeg har ikke talt til dem. ²⁹ Hele landets befolkning er blevet uhæderlig og voldelig. De fattige og fremmede bliver undertrykt. Der er hverken lov eller ret i landet.

³⁰ Jeg søgte iblandt dem efter en retskaffen person, som ville kunne opbygge et forsvar og gå i forbøn for landet, så det ikke skulle ødelægges, men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor må jeg udøse min vrede over dem og straffe dem med tilintetgørelse. De rammes af følgerne af, hvad de har gjort, siger Herren.”

Nødråb til Gud

69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.