M’Cheyne Bible Reading Plan

14 ¹ Da nu Joab, Zerujas Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon, ² sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til hende: "Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i lang Tid har sørget over en afdød; ³ gå så til Kongen og sig således til ham" - og Joab lagde hende Ordene i Munden. ⁴ Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit Ansigt, bøjede sig og sagde: "Hjælp Konge!" ⁵ Kongen spurgte hende: "Hvad fattes dig?" Og hun sagde: "Jo, jeg er Enke, min Mand er død. ⁶ Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken, og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den anden ihjel. ⁷ Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger: Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!" ⁸ Da sagde Kongen til Kvinden: "Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen for dig!" ⁹ Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: "Lad Skylden komme over mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone skal være skyldfri!" ¹⁰ Kongen sagde da: "Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig Men!" ¹¹ Men Kvinden sagde: "Vilde dog Kongen nævne Herren din Guds Navn, for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn blive ryddet af Vejen!" Da sagde han: "Så sandt Herren lever, der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!"

¹² Da sagde Kvinden: "Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et Ord?" Han svarede: "Tal!" ¹³ Og Kvinden sagde: "Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv - og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende tilbage. ¹⁴ Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse. ¹⁵ Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder Kongen sin Trælkvindes Bøn; ¹⁶ thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af Guds Arvelod. ¹⁷ Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at skønne over godt og ondt! Herren din Gud være med dig!"

¹⁸ Da sagde Kongen til Kvinden: "Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu stiller dig, dølg ikke noget!"Kvinden sagde: "Min Herre Kongen tale!" ¹⁹ Da sagde Kongen: "Har Joab en Finger med i alt dette?" Og Kvinden svarede: "Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle disse Ord i Munden. ²⁰ For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved alle Ting på Jorden!"

²¹ Derpå sagde Kongen til Joab: "Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og bring den unge Mand, Absalon, tilbage!" ²² Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og velsignede Kongen og sagde: "Nu ved din Træl, at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin Træls Bøn!" ²³ Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til Jerusalem. ²⁴ Men Kongen sagde: "Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn bliver han ikke stedet!" Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for Kongens Åsyn blev han ikke stedet.

²⁵ Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde ved ham. ²⁶ Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt. ²⁷ Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun var en smuk Kvinde.

²⁸ Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for Kongen. ²⁹ Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til, men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken. ³¹ Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har dine Folk stukket Ild på min Mark?" ³² Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige: Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!" ³³ Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede Kongen Absalon.

7 ¹ Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!

² Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget. ³ Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen. ⁴ Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel. ⁵ Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster. ⁶ Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme; ⁷ dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere.

⁸ Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, - ⁹ så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os. ¹⁰ Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død. ¹¹ Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag. ¹² Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn.

¹³ Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle. ¹⁴ Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed. ¹⁵ Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven. ¹⁶ Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.

21 Da kom Herrens Ord til mig sååledes: ² Mennesskesøn, vend dit Ansigt mod Jerusalem, lad din Tale strømme mod Helligdommen og profeter mod Israels Land! ³ Sig til Israels Land: Så siger Herren: Se, jeg kommer over dig og drager mit Sværd af Skedn for at udrydde både retfærdige og gudløse af dig. ⁴ Fordi jeg vil udrydde både retfærdige og gudløse af dig, derfor skal mit Sværd fare af Skeden mod alt Kød fra Syd til Nord. ⁵ Og alt Kød skal kende, at jeg, Herren, har draget mit Sværd at Skeden; det skal ikke vende tilbage! ⁶ Men du, Menneskesøn, støn, støn for deres Øjne, som om dine Lænder skulde briste, i bitter Smerte! ⁷ Og når de spørger: "Hvorfor stønner du?" så svar: "Over en Tidende; thi når den kommer, skal hvert Hjerte smelte, alle Hænder synke, hver Ånd sløves og alle Knæ flyde som Vand. Se, den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre Herren."

⁸ Herrens Ord kom til mig således: ⁹ Menneskesøn, profeter og sig: Så siger Herren: ¹⁰ Et Sværd, et Sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med Slagtning for Øje, blankt til at udsende Lyn..." ¹¹ Jeg gav en Slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset og slebet for at gives en Drabsmand i Hænde, ¹² Råb og vånd dig, Menneskesøn! Thi det kommet over mit Folk, over alle Israels Fyrster; sammen med mit Folk er de givet til Sværdet. Derfor slå dig på Hoften! ¹³ lyder det fra den Herre Herren. ¹⁴ 0g du, Menneskesøn, profeter og slå Hænderne sammen, gør Sværdet som to, ja, gør det som tre! Det er et dræbende Sværd, den store Hednings Sværd; indjag dem Rædsel dermed, ¹⁵ at deres Hjerter må ængstes og mange må falde ved alle Porte. Jeg sætter dig til at slagte, du Sværd, som er gjort til at lyne, hvæsset til Slagtning. ¹⁶ Indjag Rædsel både til højre og venstre, hvor din Od rettes hen! ¹⁷ Også jeg vil slå Hænderne sammen og køle min Vrede. Jeg, Herren, har talet!

¹⁸ Herrens Ord kom til mig således: ¹⁹ Du, Menneskesøn, afsæt dig to Veje, ad hvilke Babels konges Sværd skal komme, således at begge udgår fra et og samme Land; og opstil en Vejviser der, hvor de to Byveje skilles, ²⁰ så at Sværdet både kan komme til Rabba i Ammoniternes Land og til Juda og Jerusalem midt i Juda. ²¹ Thi Babels Konge står på Vejskellet, hvor de to Veje skilles, for at tage Varsler; han ryster Pilene", rådspørger Husguderne, ransager Leveren. ²² I sin højre holder han Loddet "Jerusalem", at han skal åbne Munden til Skrig og løfte Røsten til Krigsråb, rejse Stormbukke mod Portene, opkaste Stormvold og bygge Belejringstårne. ²³ Ederne, svorne ved Gud, regnede de lige med falsk Spådom, men han bringer deres Brøde i Minde, for at de skal fanges. ²⁴ Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi I bringer eders Brøde i Minde, idet eders Overtrædelser åbenbares, så eders Synder bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i Minde ved dem, skal I fanges. ²⁵ Og du, gudløse Hedning, Israels Fyrste, hvis Time slår, når din Misgerning er fuldmoden, ²⁶ så siger den Herre Herren: Bort med Hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! ²⁷ Grushobe, Grushobe, Grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har Retten til det; ham vil jeg give det.

²⁸ Du, Menneskesøn, profeter således: Så siger den Herre Herren om Ammoniterne og deres Hån! Og sig: Et Sværd, et Sværd er draget til at slagte hvæsset til at udsende Lyn, ²⁹ medens man skuer dig Tomhed og spår dig Løgn, for at det skal lægges på de gudløse Hedningers Hals, hvis Time slår, når deres Misgerning er fuldmoden. ³⁰ Vend tilbage til din Borg! På det Sted, hvor du skabtes, i det Land, du stammer fra, vil jeg dømme dig. ³¹ Jeg vil udøse min Vrede over dig, blæse min Harmes Ild op imod dig og give dig i grumme Menneskers Hånd, som er Mestre i at tilintetgøre. ³² Du skal blive Ildens Føde, dit Blod skal flyde i dit Land; du skal ikke kommes i Hu, thi jeg, Herren, har talet.

68 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.

² Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, ³ som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. ⁴ Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. ⁵ Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! Herren er hans Navn, jubler for hans Åsyn, ⁶ faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, ⁷ Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.

⁸ Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, ⁹ ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. ¹⁰ Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; ¹¹ din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, ¹² Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: ¹³ "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. ¹⁴ Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. ¹⁵ Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." ¹⁶ Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; ¹⁷ Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor Herren også vil bo for evigt? ¹⁸ Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til Helligdommen. ¹⁹ Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Herre, o Gud.

²⁰ Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela. ²¹ En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er Udgange fra Døden. ²² Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. ²³ Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

²⁴ at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." ²⁵ Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! ²⁶ Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: ²⁷ "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" ²⁸ Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.

²⁹ Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! ³⁰ For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. ³¹ Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! ³² De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. ³³ I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng Herren; ³⁴ hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. ³⁵ Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, ³⁶ frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!