M’Cheyne Bible Reading Plan

12 Og Herren sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: "Der boede to Mænd i samme By, en rig og en fattig. ² Den rige havde Småkvæg og Hornkvæg i Mængde, ³ medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille Lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans Børn; det åd af hans Brød, drak af hans Bæger og lå i hans Skød og var ham som en Datter. ⁴ Men da den rige Mand engang fik Besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget Småkvæg eller Hornkvæg og tillave det til den vejfarende Mand, som var kommet til ham, men tog den fattige Mands Lam og tillavede det til sin Gæst!"

⁵ Da blussede Davids Vrede heftigt op mod den Mand, og han sagde til Natan: "Så sandt Herren lever: Den Mand, som gjorde det, er dødsens, ⁶ og Lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!" ⁷ Men Natan sagde til David: "Du er Manden! Så siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til Konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls Hånd; ⁸ jeg gav dig din Herres Hus, lagde din Herres Hustruer i din Favn og gav dig Israels og Judas Hus; og var det for lidet, vilde jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet. ⁹ Hvorfor har du da ringeagtet Herrens Ord og gjort, hvad der er ondt i hans Øjne? Hetiten Urias har du dræbt med Sværdet; hans Hustru har du taget til Ægte, og ham har du slået ihjel med Ammoniternes Sværd. ¹⁰ Så skal nu Sværdet aldrig vige fra dit Hus, fordi du ringeagtede mig og tog Hetiten Urias's Hustru til Ægte. ¹¹ Så siger Herren: Se, jeg lader Ulykke komme over dig fra dit eget Hus, og jeg tager dine Hustruer bort for Øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine Hustruer ved højlys Dag. ¹² Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette Ord i hele Israels Påsyn og ved højlys Dag!" ¹³ Da sagde David til Natan: "Jeg har syndet mod Herren!" Og Natan sagde til David: "Så har Herren også tilgivet dig din Synd; du skal ikke dø. ¹⁴ Men fordi du ved denne Gerning har vist Foragt for Herren, skal Sønnen, som er født dig, visselig dø!"

¹⁵ Derpå gik Natan til sit Hus. Og Herren ramte det Barn, Urias's Hustru havde født David, med Sygdom. ¹⁶ Da søgte David Gud for Barnet, holdt Faste og gik hen og lagde sig om Natten på Jorden i Sæk. ¹⁷ De ældste i hans Hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han vilde ikke, og han holdt ikke Måltid sammen med dem. ¹⁸ Syvendedagen døde Barnet; men Davids Folk turde ikke lade ham vide, at Barnet var død, thi de tænkte: "Da Barnet levede, vilde han ikke låne os Øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu sige til ham, at Barnet er død? Han kunde gøre en Ulykke!" ¹⁹ Men da David så, at hans Folk hviskede sammen, skønnede han, at Barnet var død. Så spurgte David sine Folk: "Er Barnet død?" Og de svarede: "Ja, han er død!" ²⁰ Da rejste David sig fra Jorden, tvættede og salvede sig, tog andre Klæder på og gik ind i Herrens Hus og bad; så gik han hjem, forlangte at få Mad sat frem og spiste. ²¹ Da sagde hans Folk til ham: "Hvorledes er det dog, du bærer dig ad? Medens Barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da Barnet er død, rejser du dig og spiser!" ²² Han svarede: "Så længe Barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: Måske er Herren mig nådig, så Barnet bliver i Live. ²³ Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!"

²⁴ Derpå trøstede David sin Hustru Batseba, og efter at han var gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en Søn, som han kaldte Salomo, og ham elskede Herren. ²⁵ Han overgav ham til Profeten Natan, og på Herrens Ord kaldte denne ham Jedidja.

²⁶ Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog Vandbyen. ²⁷ Derpå sendte Joab Bud til David og lod sige: "Jeg har angrebet Rabba og indtaget Vandbyen; ²⁸ kald nu Resten af Hæren sammen, så du kan belejre Byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit Navn udråbt over den!" ²⁹ Da samlede David hele Hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det. ³⁰ Og han tog Kronen af Milkoms Hoved; den var af Guld og vejede en Talent; der var en Ædelsten på den, og den blev sat på Davids Hoved. Et vældigt Bytte fra Byen førte han med sig, ³¹ og Indbyggerne slæbte han bort, satte dem til Savene, Jernhakkerne - og Jernøkserne og lod dem trælle ved Teglovnene. Således gjorde han ved alle Ammoniternes Byer. Derpå vendte David og hele Hæren tilbage til Jerusalem.

5 Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. ² Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, ³ så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. ⁴ Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. ⁵ Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant. ⁶ Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren ⁷ thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse ⁸ ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren. ⁹ Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige. ¹⁰ Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.

¹¹ Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi også ere åbenbare for eders Samvittigheder. ¹² Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. ¹³ Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi ere besindige, er det for eders Skyld. ¹⁴ Thi Kristi Kærlighed tvinger os, ¹⁵ idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem. ¹⁶ Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. ¹⁷ Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! ¹⁸ Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, ¹⁹ efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os. ²⁰ Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! ²¹ Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.

19 Du menneskesøn istem en klagesang over Israels fyrster og sig: ² Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled blandt unge Løver opfostred Unger. ³ En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov, Mennesker åd den. ⁴ Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte den bort med Kroge til Ægyptens Land. ⁵ Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun en anden Unge og gjorde til Løve.

⁶ Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve Rov, Mennesker åd den. ⁷ Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets Fylde stivned af Angst for dens Brøl. ⁸ Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de Nettet, i Grav blev den fanget. ⁹ De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge.

¹⁰ Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar og rig på Grene ved rigelig Væde. ¹¹ En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker. ¹² Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden, Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren blev vissen, Ild åd den op. ¹³ Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land. ¹⁴ Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og en Klagesang blev det.

64 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; ³ skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. ⁴ der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen ⁵ for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. ⁶ Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" ⁷ De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.

⁸ Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; ⁹ han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;

¹⁰ alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; ¹¹ de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!

65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.

² Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; ³ alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. ⁴ Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. ⁵ Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.

⁶ Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, ⁷ du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, ⁸ du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, ⁹ så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

¹⁰ Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, ¹¹ du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. ¹² Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; ¹³ de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; ¹⁴ Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!