M’Cheyne Bible Reading Plan
Profeten Natan konfronterer David med hans synd
12 Herren sendte så profeten Natan til David, og Natan fortalte ham følgende historie: „Der var to mænd, som boede i samme by. 2 Den ene var rig og havde masser af køer, får og geder. 3 Den anden var fattig. Han ejede kun et eneste lille lam, som det var lykkedes ham at købe. Han elskede det lam, som han elskede sine børn. Han lod det spise af sin egen tallerken, drikke af sit eget krus, og han sad med det på skødet, som var det hans egen datter.
4 En dag fik den rige mand besøg, men han nænnede ikke at slagte et af sine egne dyr for at beværte gæsten. I stedet tog han den fattige mands lam, slagtede det og serverede det for sin gæst.”
5-6 Det blev David rasende over at høre: „Jeg sværger ved den levende Gud, at den mand, som har gjort det, skal betale fire lam i erstatning. Ja, sådan en hjerteløs person fortjener at dø!”
7 „Det er dig, der er den rige mand!” sagde Natan. „Hør, hvad Herren, Israels Gud, siger til dig: ‚Jeg udvalgte dig til at blive Israels konge og reddede dig fra Sauls angreb. 8 Jeg gav dig hans rige og hans koner og gjorde dig til konge over både Nordriget og Juda, og hvis det var for lidt for dig, havde jeg gerne givet dig meget, meget mere. 9 Hvorfor gør du oprør imod, hvad jeg har sagt, og handler så ondt? Du har stjålet Urias’ kone, og du har fået ham dræbt for at dække over din synd. 10 Du har vist foragt for mig ved din skændige opførsel, og derfor vil der blive splid i din egen familie. 11 Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag. 12 Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”
David erkender sin skyld og får sin straf
13 Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!”
Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd! 14 Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.” 15 Derefter gik Natan hjem.
Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom. 16 Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn. 17 Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig. 18 På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”
19 Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham.
„Er drengen død?” spurgte han.
„Ja, han er,” svarede de.
20 Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han ind i Herrens hus for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem. 21 Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion.
„Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”
22 David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve. 23 Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”
24 David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng, 25 og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.
David fuldfører erobringen af ammonitternes byer
26-27 I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning. 28 Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”
29 Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen. 30 Han fjernede kronen fra ammonitterkongens[a] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld med ædelsten på. Desuden tog han et stort krigsbytte. 31 Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.
Vi længes efter det himmelske liv hos Herren
5 Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder. 2 Midt i alle vores kvaler med den jordiske krop længes vi efter den dag, hvor vi skal iklædes et himmelsk legeme. 3 Når det sker, er vi fri for at være som afklædte ånder uden et legeme at opholde os i. 4 Vores jordiske krop kan få os til at stønne og sukke, men vi vil alligevel ikke så gerne miste den. Vi længes derimod efter at blive iklædt det nye legeme, så det nuværende liv, der ender i døden, kan erstattes af det evige liv. 5 Det er Guds plan for os, at vi skal få sådan et åndeligt, himmelsk legeme, og han har givet os Helligånden som en forsmag på det himmelske liv.
6 Derfor er vi altid ved godt mod, og vi ved, at vi er på vej hjem til Herren, selvom vi endnu en tid skal opholde os i en jordisk krop. 7 Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se. 8 Vi taber ikke modet, selvom vi hellere ville forlade den jordiske krop og tage hjem til Herren. 9 Vi sætter en ære i at behage ham i alt, hvad vi gør, hvad enten vi er hjemme hos ham, eller vi ikke er kommet hjem endnu. 10 Alle skal jo træde frem for Kristi domstol, og så vil man få belønning eller straf alt efter, hvad godt eller ondt man har gjort i sit liv her på jorden.
Gennem forsoningen med Gud bliver man et nyt menneske
11 Det er på grund af ærefrygt for Herren, at vi søger at vinde mennesker. Gud kender os fuldt ud, og jeg håber, at I også forstår os.
12 Det er egentlig ikke, fordi jeg nu vil til at rose mig selv over for jer, men jeg vil gerne give jer mulighed for at rose jer af mig, så I har noget at sige til dem, der roser sig af ydre ting frem for af det, der bor i hjertet.
13 Da jeg havde store, åndelige åbenbaringer, tænkte jeg kun på Gud. Men når jeg skal tjene jer, tænker jeg på, hvad der er bedst for jer. 14 Det er Kristi kærlighed, der får os til at gøre det, vi gør. Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før. 15 Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.
16 Derfor ser vi ikke på mennesker på samme måde nu, som før vi blev kristne. Selv Kristus bedømte vi engang ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men det gør vi ikke mere. 17 Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt. 18 Det er alt sammen en gave fra Gud, der gennem det, Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv og givet os forsoningens tjeneste. 19 Sagt med andre ord: Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab mellem sig selv og verden ved at tilgive mennesker deres synder. Og han har betroet os at bringe dette budskab om forsoning til alle mennesker. 20 Vi er nu ambassadører for Kristus og taler på hans vegne. Gennem os bønfalder Gud mennesker om at blive forsonet med ham! 21 Kristus var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt og accepteret af Gud.
En sørgesang om Israels konger
19 Herren sagde til mig, at jeg skulle synge følgende sørgesang over Israels konger:
2 „Jeres mor var en storslået løvinde.
Hendes unger voksede op iblandt løver.
3 En af dem blev en vældig stærk ungløve,
som lærte at jage og æde mennesker.
4 Da samlede folkeslagene deres jægere
og gravede en fælde for den.
Den blev fanget og ført til Egypten.[a]
5 Moderen ventede på at få sin unge tilbage,
men til sidst opgav hun håbet.
Så trænede hun en anden unge.
6 Han blev løveflokkens leder,
lærte at jage og æde mennesker.
7 Han angreb og ødelagde nabolandenes byer,
folkene rystede af skræk ved hans brøl.
8 Men de samlede deres hære
og omringede ham fra alle sider.
De satte fælde for ham,
og han blev fanget i nettet,
9 sat i bur og ført bort til Babylon.[b]
Der blev han bevogtet,
aldrig mere hørtes hans brøl i Israels bjergland.
10 Jeres mor var en frodig vinstok,
plantet, hvor der var rigeligt med vand.
11 Dens grene voksede sig store og stærke,
og nogle af dem blev til sceptre.
Den knejsede højt og nåede til skyerne.
Dens storhed kunne ses på lang afstand.
12 Men den blev rykket op med rode
og smidt på jorden i vrede.
Østenvinden udtørrede dens frugter,
grenene visnede og blev fortæret af ild.
13 Vinstokken endte i ørkenen,
hvor jorden er tør og tørstig.
14 Ilden kom fra dens egen stamme
og fortærede både grene og frugt.
Der er ingen stolte grene tilbage,
der kunne blive til et scepter.”
Dette er og bliver en sørgesang.
Gud straffer ondskab
64 Til korlederen: En sang af David.
2 Hør min bøn, Gud, midt i min nød.
Red mig fra fjendernes angreb.
3 Skærm mig mod deres skumle planer,
beskyt mig mod deres ondskabsfulde list.
4 Deres tunger er som skarpe sværd,
deres ord som giftige pile.
5 De sigter på de uskyldige fra deres baghold,
de skyder dem ned uden skrupler.
6 De mødes for at ægge hinanden til ondskab
og planlægge, hvor de skal sætte deres fælder.
„Ingen opdager noget,” siger de selvsikkert.
7 De udklækker grusomme planer,
som de hemmeligt fører ud i livet.
Et menneskes tanker ligger skjult i sindet.
8 Men Gud vil selv ramme dem med sin straf,
pludselig bliver de gennemboret af hans pile.
9 Deres egne ord vil fælde dem,
og alle, som oplever deres fald,
vil ryste på hovedet i foragt
10 og fyldes af ærefrygt for Gud.
De vil forkynde Guds store undere
og forstå hans retfærdige dom.
11 De gudfrygtige skal glæde sig over Gud
og søge tilflugt hos ham.
Alle de retskafne skal glæde sig.
En takkesang ved høstfesten
65 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Zions Gud, vi vil lovprise dig,
vi vil indfri vore løfter til dig.
3 Du er en Gud, der hører bøn,
og vi kommer alle til dig.
4 Når vi indrømmer vores synd,
oplever vi din nådige tilgivelse.
5 Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed.
Vi jubler over alt det gode, du giver os.
6 Du er vores frelser, Gud,
du redder os ved dine mægtige undere.
Du kan give håb til alle og enhver,
hvor de end bor i den vide verden.
7 Du er den almægtige Gud.
Du formede de enorme bjerge,
8 du dæmper bølgernes brusen
og standser nationernes oprør.
9 Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger,
du bliver lovprist både i øst og i vest.
10 Du vander jorden og gør den frugtbar,
du fylder floderne med enorme vandmasser.
Du sørger for væde til jorden,
så der bliver en god høst.
11 Du sender regn til de pløjede marker,
så furerne fyldes med vand.
Du blødgør jorden med regn
og giver grobund for den sæd, der er sået.
12 Når høsten er omme, er laderne fulde,
din velsignelse betyder overflod.
13 Græsgangene i ødemarken glinser af væde,
bakkerne blomstrer af fryd.
14 Fårene flokkes på de frodige enge,
dalene klædes i korn.
Hele dit skaberværk synger af glæde.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.