M’Cheyne Bible Reading Plan

7 Engang Kongen sad i sit Hus, efter at Herren havde skaffet ham Ro for alle hans Fjender rundt om, ² sagde han til Profeten Natan: "Se, jeg har et Cedertræshus at bo i, men Guds Ark har Plads i et Telt!" ³ Natan svarede Kongen: "Gør alt, hvad din Hu står til, thi Herren er med dig!" ⁴ Men samme Nat kom Herrens Ord til Natan således: ⁵ "Gå hen og sig til min Tjener David: Så siger Herren: Skulde du bygge mig et Hus at bo i? ⁶ Jeg har jo ikke haft noget Hus at bo i, siden den Dag jeg førte Israeliterne op fra Ægypten, men vandrede med, boende i et Telt. ⁷ Har jeg, i al den Tid jeg vandrede om blandt alle Israeliterne, sagt til nogen af Israels Dommere, som jeg satte til at vogte mit Folk Israel: Hvorfor bygger I mig ikke et Cedertræshus? ⁸ Sig derfor til min Tjener David: Så siger Hærskarers Herre: Jeg tog dig fra Græsgangen, fra din Plads bag Småkvæget til at være Fyrste over mit folk Israel, ⁹ og jeg var med dig, overalt hvor du færdedes, og udryddede alle dine Fjender foran dig; jeg vil skabe dig et Navn som de størstes på Jorden ¹⁰ og skaffe mit Folk Israel en Hjemstavn og plante det, så det kan blive boende på sit Sted uden mere at skulle forstyrres i sin Ro, og uden at Voldsmænd mere skal plage det som tidligere, ¹¹ dengang jeg satte Dommere over mit Folk Israel; og jeg vil give det Ro for alle dets Fjender. Så kundgør Herren dig nu: Et Hus vil Herren bygge dig! ¹² Når dine Dage er omme, og du hviler hos dine Fædre, vil jeg efter dig oprejse din Sæd, som udgår af dit Liv, og grundfæste hans Kongedømme. ¹³ Han skal bygge mit Navn et Hus, og jeg vil grundfæste hans Kongetrone evindelig. ¹⁴ Jeg vil være din Sæd en Fader, og den skal være mig en Søn! Når den synder, vil jeg tugte den med Menneskestok og Menneskers Slag, ¹⁵ men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din Forgænger. ¹⁶ Dit Hus og dit Kongedømme skal stå fast for mit Åsyn til evig Tid, din Trone skal stå til evig Tid!" ¹⁷ Alle disse Ord og hele denne Åbenbaring meddelte Natan David.

¹⁸ Da gik Kong David ind og dvælede for Herrens Åsyn og sagde: "Hvem er jeg, Herre, Herre, og hvad er mit Hus, at du har bragt mig så vidt? ¹⁹ Men end ikke det var dig nok Herre, Herre, du gav også din Tjeners Hus Forjættelser for fjerne Tider og lod mig skue kommende Slægter, Herre, Herre! ²⁰ Hvad mere har David at sige dig Du kender jo dog din Tjener, Herre, Herre. ²¹ For din Tjeners Skyld, og fordi din Hu stod dertil, gjorde du dette og kundgjorde din Tjener alt dette store, ²² Herre, Herre; thi ingen er som du, og der er ingen Gud uden dig efter alt hvad vi har hørt med vore Ører. ²³ Og hvor på Jorden findes et Folk som dit Folk Israel, et Folk. som Gud kom og udfriede og gjorde til sit Folk for at vinde sig et Navn og udføre store og frygtelige Gerninger for dem ved at drive andre Folkeslag med deres Guder bort foran sit Folk, det, du udfriede fra Ægypten? ²⁴ Du har grundfæstet dit Folk Israel som dit Folk til evig Tid, og du, Herre, er blevet deres Gud. ²⁵ Så opfyld da, Herre, Gud, til evig Tid den Forjættelse, du udtalte om din Tjener og hans Hus og gør, som du sagde! ²⁶ Da skal dit Navn blive stort til evig Tid, så man siger: Hærskarers Herre, Gud over Israel! Og din Tjener Davids Hus skal stå fast for dit Åsyn. ²⁷ Thi du, Hærskarers Herre, Israels Gud, har åbenbaret for din Tjener: Jeg vil bygge dig et Hus! Derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til af bede denne Bøn til dig. ²⁸ Derfor, Herre, Herre, du er Gud, og dine Ord er Sandhed! Du har givet din Tjener denne Forjættelse, ²⁹ så lad det behage dig at velsigne din Tjeners Hus, at det til evig Tid må stå fast for dit Åsyn. Thi du, Herre, Herre, har talt, og med din Velsignelse skal din Tjeners Hus velsignes evindelig!"

1 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, ⁴ som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! ⁵ Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. ⁶ Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, ⁷ efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. ⁸ Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. ⁹ Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, ¹⁰ han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, ¹¹ idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.

¹² Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. ¹³ Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende, ¹⁴ ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag. ¹⁵ Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange, ¹⁶ og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. ¹⁷ Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? ¹⁸ Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. ¹⁹ Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham. ²⁰ Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. ²¹ Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud, ²² som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter. ²³ Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. ²⁴ Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I.

15 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn! Hvad har Vinstokken forud for alle andre Træer, Ranken, som står iblandt Skovens Træer? ³ Tager man Gavntræ deraf? Eller tager man deraf en Knag til at hænge alskens Redskaber på? ⁴ Når den så oven i købet har været givet Ilden til Føde, så at Ilden har fortæret begge dens Ender, og Midten er svedet, duer den så til noget? ⁵ Se, da den endnu var uskadt, brugtes den ikke til noget, endsige at den skulde kunne bruges til noget nu, da Ilden har fortæret den og den er svedet. ⁶ Derfor, så siger den Herre Herren: Som det går Vinstokken blandt Skovens Træer, hvilke jeg giver Ilden til Føde, således giver jeg Jerusalems Indbyggere hen; ⁷ jeg vender mit Åsyn imod dem; af Ilden slap de ud, men Ild skal dog fortære dem; og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg vender mit Åsyn imod dem. ⁸ Og jeg gør Landet øde, fordi de var troløse, lyder det fra den Herre Herren.

56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.

² Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; ³ mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! ⁴ Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, ⁵ og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? ⁶ De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. ⁷ De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. ⁸ Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! ⁹ Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. ¹⁰ Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. ¹¹ Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. ¹² Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? ¹³ Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. ¹⁴ Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. ² Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. ³ Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; ⁴ han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. ⁵ Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! ⁷ Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

⁸ Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, ⁹ vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ¹⁰ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; ¹¹ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ¹² Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!