M’Cheyne Bible Reading Plan
6 David samlede alt udsøgt Mandskab i Israel, 30000 Mand. 2 Derpå brød David op med alle sine Krigere og drog til Ba'al i Juda for der at hente Guds Ark, over hvilken Hærskarers Herres Navn er nævnet, han, som troner over Keruberne. 3 De satte da Guds Ark på en ny Vogn og førte den bort fra Abinadabs Hus på Højen, og Abinadabs Sønner Uzza og Ajo kørte Vognen, 4 således at Uzza gik ved Siden af og Ajo foran Guds Ark. 5 David og hele Israel legede af alle Kræfter for Herrens Åsyn til Sang og til Citre, Harper, Pauker, Bjælder og Cymbler. 6 Men da de kom til Nakons Tærskeplads, rakte Uzza Hånden ud og greb fat i Guds Ark, fordi Okserne snublede. 7 Da blussede HerrenS Vrede op mod Uzza, og Gud slog ham der, fordi han rakte Hånden ud mod Arken, og han døde på Stedet ved Siden af Guds Ark. 8 Men David græmmede sig over, at Herren havde tilføjet Uzza et Brud. Derfor kaldte man Stedet Perez-Uzza, som det hedder den Dag i Dag. 9 Og David grebes den Dag af Frygt for Herren og sagde: "Hvor kan da Herrens Ark komme hen hos mig!" 10 Og David vilde ikke flytte Herrens Ark hen hos sig i Davidsbyen, men lod den sætte ind i Gatiten Obed-Edoms Hus. 11 Herrens Ark blev så i Gatiten Obed-Edoms Hus tre Måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans Hus.
12 Da nu Kong David fik Underretning om, at Herren for Guds Arks Skyld havde velsignet Obed-Edoms Hus og alt, hvad hans var, gik han hen og lod under Festglæde Guds Ark bringe op fra Obed-Edoms Hus til Davidsbyen. 13 Og da de, som bar Herrens Ark, havde gået seks Skridt, ofrede han en Okse og en Fedekalv. 14 Og David dansede af alle Kræfter for Herrens Åsyn, iført en linned Efod. 15 Således bragte David og hele Israel Herrens Ark op under Festjubel og Hornblæsning. 16 Men da Herrens Ark kom til Davidsbyen, så Sauls Datter Mikal ud af Vinduet; og da hun så Kong David springe og danse for Herrens Åsyn, ringeagtede hun ham i sit Hjerte. 17 De førte så Herrens Ark ind og stillede den på Plads midt i det Telt, David havde rejst den, og David ofrede Brændofre og Takofre for Herrens Åsyn. 18 Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i Hærskarers Herres Navn 19 og uddelte til alt Folket, til hver enkelt af hele Israels Mængde, både Mand og Kvinde, et Brød, et Stykke Kød og en Rosinkage; derpå gik alt Folket hver til sit.
20 Men da David vendte hjem for at velsigne sit Hus, gik Sauls Datter Mikal ham i Møde og sagde: "Hvor ærbart Israels Konge opførte sig i Dag, da han blottede sig for sine Undersåtters Trælkvinders Øjne, som letfærdige Mennesker plejer at gøre!" 21 David svarede Mikal: "For Herrens Åsyn vil jeg lege, så sandt Herren lever, som udvalgte mig fremfor din Fader og hele hans Hus, så han satte mig til Fyrste over Herrens Folk Israel; jeg vil lege for Herrens Åsyn, 22 selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine Øjne; men hos Trælkvinderne, du talte om, skal jeg vinde Ære!" 23 Og Sauls Datter Mikal fik til sin Dødedag intet Barn.
16 Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien! 2 Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer. 3 Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem. 4 Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de rejse med mig.
5 Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien; 6 men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen. 7 Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det. 8 Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen; 9 thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere.
10 Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg. 11 Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene. 12 Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får belejlig Tid.
13 Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke! 14 Alt ske hos eder i Kærlighed!
15 Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige - 16 til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver, som arbejder med og har Besvær. 17 Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder; 18 thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på sådanne!
19 Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus. 20 Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!
21 Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd. 22 Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha. 23 Den Herres Jesu Nåde være med eder! 24 Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!
14 Nogle af Israels ældste kom til mig og satte sig lige over for mig. 2 Så kom Herrens Ord til mig således; 3 Menneskesøn! Disse Mænd har lukket deres Afgudsbilleder ind i deres Hjerte og stillet det, der blev dem Årsag til Skyld, for deres Ansigt - skulde jeg lade mig rådspørge af dem? 4 Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre Herren: Hver den af Israels Hus, som lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sættet det, der blev dem Årsag til Skyld, for sit Ansigt og så kommer til Profeten, ham vil jeg, Herren, selv svare trods hans mange Afgudsbilleder 5 for at gribe Israels Hus i Hjertet, fordi de faldt fra mig med alle deres Afgudsbilleder. 6 Sig derfor til Israels Hus: Så siger den Herre Herren: Vend om, vend eder bort fra eders Afgudsbilleder og vend eders Ansigt bort fra alle eders Vederstyggeligheder! 7 Thi hver den af Israels Hus og af de fremmede, der bor i Israel, som skiller sig fra mig og lukker sine Afgudsbilleder ind i sit Hjerte og sætter det, der blev ham Årsag til Skyld, for sit Ansigt og så kommer til Profeten, for at denne skal rådspørge mig for ham, ham vil jeg, Herren, selv svare; 8 jeg retter mit Åsyn mod den mand og gør ham til Tegn og Mundheld og udrydder ham af mit Folk; og I skal kende, at jeg er Herren. 9 Men lader Profeten sig lokke til at sige et Ord, så er det mig, Herren, der har lokket ham, og jeg udrækker min Hånd imodham og udrydder ham af mit Folk Israel. 10 De skal begge bære deres Skyld, Spørgeren og Profeten skal være lige skyldige, 11 for at Israels Hus ikke mere skal fare vild fra mig og blive urent ved alle sine Overtrædelser; da skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud, lyder det fra den Herre Herren.
12 Herrens Ord kom til mig således: 13 Menneskesøn! Når et Land troløst synder imod mig, og jeg udrækker min Hånd imod det og bryder Brødets Støttestav for det og sender Hungersnød over det og udrydder Folk og Fæ, 14 og disse tre Mænd var i dets Mtidte: Noa, Daniel og Job, så skulde kun de tre redde deres Liv ved deres Retfærdighed, lyder det fra den Herre Herren. 15 Eller lader jeg Rovdyr fare igennem Landet og gøre det folketomt, så det bliver øde og ingen tør gå derigennem for de vilde Dyr, 16 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes, men Landet måtte blive øde. 17 Eller lader jeg Sværdet komme over dette Land og siger: "Sværdet skal fare igennem Landet!" og udrydder Folk og Fæ deraf, 18 og disse tre Mænd var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulde ikke redde deres Sønner eller Døtre; de selv alene skulde reddes. 19 Eller sender jeg Pest over dette Land og udgyder min Harme over det med Blod og udrydder Folk og Fæ deraf, 20 og Noa, Daniel og Job var i dets Midte - så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulde ikke redde Søn eller Datter; de selv alene skulde redde deres Liv ved deres Retfærdighed. 21 Men så siger den Herre Herren: Og dog, når jeg sender mine fire grumme Straffedomme, Sværd, Hunger, Rovdyr og Pest, over Jerusalem for at udrydde Folk og Fæ deraf, 22 se, da skal der levnes en Flok undslupne, som fører Sønner og Døtre ud derfra; se, de skal drage hid til eder, og I skal se deres Færd og Gerninger; da skal I trøste eder over den Ulykke, jeg har bragt over Jerusalem, alt det, jeg har bragt over det. 23 De skal være eder en Trøst, når I ser deres Færd og Gerninger, og I skal skønne, at jeg ikke uden Grund gjorde alt, hvad jeg lod det times, lyder det fra den Herre Herren.
55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 17 Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. 18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23 Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!