M’Cheyne Bible Reading Plan

4 Da Isjbosjet, Sauls Søn, hørte, at Abner var død i Hebron, tabte han Modet, og hele Israel grebes af Skræk. ² Nu havde Isjbosjet, Sauls Søn, to Mænd, der var Førere for Strejfskarer, den ene hed Ba'ana, den anden Rekab, Sønner af Benjaminiten Rimmon fra Be'erot; thi også Be'erot regnes til Benjamin; ³ dog var Be'erotiterne flygtet til Gittajim, hvor de bor som fremmede den Dag i Dag. ⁴ Sauls Søn Jonatan havde en Søn, der var lam i Fødderne; han var fem År gammel, da Efterretningen om Saul og Jonatan kom fra Jizre'el, og hans Fostermoder tog ham og flygtede; men under hendes skyndsomme Flugt faldt han fra hende og blev lam; hans Navn var Mefibosjet. ⁵ Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og Ba'ana gav sig på Vej og kom ved Middagstide til Isjbosjets Hus, medens han sov til Middag; ⁶ og da Dørvogtersken, som var ved at rense Hvede, var faldet i Søvn, slap Rekab og hans Broder Ba'ana forbi ⁷ og trængte ind i Huset, hvor Isjbosjet lå på sit Leje i Soveværelset; og de slog ham ihjel og huggede Hovedet af ham; derpå tog de Hovedet og vandrede i Løbet at Natten gennem Arabalavningen ⁸ og bragte Isjbosjets Hoved til David i Hebron, idet de sagde til Kongen: "Her er Hovedet af Isjbosjet, din Fjende Sauls Søn, han, som stod dig efter Livet; i Dag har Herren givet min Herre Kongen Hævn over Saul og hans Afkom!"

⁹ Da svarede David Be'erotiten Rimmons Sønner Rekab og hans Broder Ba'ana: "Så sandt Herren lever, som har udfriet mig af al Trængsel: ¹⁰ Den, som bragte mig Efterretning om Sauls Død, i den Tro at han bragte et Glædesbud, ham greb jeg og lod dræbe i Ziklag for at give ham Løn for hans Glædesbud; ¹¹ hvor meget mere skulde jeg da ikke nu, når gudløse Mænd har myrdet en retfærdig Mand på hans Leje i hans eget Hus, kræve hans Blod af eder og udrydde eder af Jorden!" ¹² Derpå bød David sine Folk dræbe dem, og de huggede Hænder og Fødder af dem og hængte dem op ved Dammen i Hebron; men Isjbosjets Hoved tog de og jordede i Abners Grav i Hebron.

5 Derpå kom alle Israels Stammer til David i Hebron og sagde: "Vi er jo dit Kød og Blod! ² Allerede før i Tiden, da Saul var Konge over os, var det dig,som førte Israel ud i Kamp og hjem igen; og Herren sagde til dig: Du skal vogte mit Folk Israel og være Hersker over Israel!" ³ Og alle Israels Ældste kom til Kongen i Hebron, og Kong David sluttede i Hebron Pagt med dem for Herrens Åsyn, og de salvede David til Konge over Israel. ⁴ David var tredive År, da han blev Konge, og han herskede fyrretyve År. ⁵ I Hebron herskede han over Juda syv År og seks Måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive År over hele Israel og Juda.

⁶ Derpå drog Kongen med sine Mænd til Jerusalem mod Jebusiterne, som boede deri Landet. Man sagde til Kongen: "Her kan du ikke trænge ind, thi blinde og lamme vil slå dig tilbage!" Dermed vilde de sige: "David kommer ikke herind!" ⁷ Men David indtog Klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. ⁸ På den Dag sagde David: "Enhver, som trænger frem til Vandledningen og slår en Jebusit, de halte og blinde, som Davids Sjæl hader, skal være Øverste og Hærfører". Derfor siger man: "En blind og en lam kommer ikke ind i Huset!" ⁹ Så tog David Bolig i Klippeborgen og kaldte den Davidsbyen; og han befæstede Byen rundt om fra Millo og indefter. ¹⁰ Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham.

¹¹ Kong Hiram af Tyrus sendte Sendebud til David med Cedertræer og tillige Tømmermænd og Stenhuggere, som byggede ham et Hus. ¹² Da skønnede David, at Herren havde sikret hans Kongemagt over Israel og højnet hans Kongedømme for sit Folk Israels Skyld.

¹³ David tog i Jerusalem endnu flere Medhustruer og Hustruer, efter at han var kommet dertil fra Hebron, og der fødtes ham flere Sønner og Døtre. ¹⁴ Navnene på dem, som fødtes ham i Jerusalem, er følgende: Sjammua, Sjobab, Natan, Salomo, ¹⁵ Jibhar, Elisjua, Nefeg, Jafia, ¹⁶ Elisjama, Ba'aljada og Elifelet.

¹⁷ Men da Filisterne hørte, at David var salvet til Konge over Israel, rykkede de alle ud for at søge efter ham. Ved Efterretningen herom drog David ned til Klippeborgen, ¹⁸ medens Filisterne kom og bredte sig i Refaimdalen. ¹⁹ David rådspurgte da Herren: "Skal jeg drage op mod Filisterne? Vil du give dem i min Hånd?" Og Herren svarede David: "Drag op, thi jeg vil give Filisterne i din Hånd!" ²⁰ Så drog David til Ba'al-Perazim, og der slog han dem. Da sagde han: "Herren har brudt igennem mine Fjender foran mig, som Vand bryder igennem!" Derfor kalder man Stedet Ba'al-Perazim. ²¹ Og de lod deres Guder i Stikken der, og David og hans Mænd tog dem.

²² Men Filisterne bredte sig på ny i Refaimdalen. ²³ Da David rådspurgte Herren, svarede han: "Drag ikke imod dem, men omgå dem og fald dem i Ryggen ud for Bakabuskene. ²⁴ Når du da hører Lyden af Skridt i Bakabuskenes Toppe, skal du skynde dig, thi så er Herren draget ud foran dig for at slå Filisternes Hær!" ²⁵ David gjorde, som Herren bød,og slog Filisterne fra Gibeon til hen imod Gezer.

15 Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, ² ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. ³ Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; ⁴ og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; ⁵ og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; ⁶ derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. ⁷ derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; ⁸ men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; ⁹ thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. ¹⁰ Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. ¹¹ Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

¹² Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? ¹³ Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. ¹⁴ Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom. ¹⁵ Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. ¹⁶ Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. ¹⁷ Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder; ¹⁸ da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. ¹⁹ Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. ²⁰ Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. ²¹ Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. ²² Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. ²³ Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. ²⁴ Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. ²⁵ Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. ²⁶ Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. ²⁷ Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han" siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt - ²⁸ når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

²⁹ Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem? ³⁰ Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare? ³¹ Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre. ³² Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi." ³³ Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! ³⁴ Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

³⁵ Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?" ³⁶ Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør. ³⁷ Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. ³⁸ Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme. ³⁹ Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks. ⁴⁰ Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes. ⁴¹ Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. ⁴² Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; ⁴³ det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; ⁴⁴ der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt. ⁴⁵ Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd. ⁴⁶ Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige. ⁴⁷ Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen. ⁴⁸ Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske. ⁴⁹ Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede!

⁵⁰ Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. ⁵¹ Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles ⁵² i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. ⁵³ Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. ⁵⁴ Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr." ⁵⁵ "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?" ⁵⁶ Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. ⁵⁷ Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus! ⁵⁸ Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.

13 Herrens Ord kom til mig således: ² Menneskesøn, profeter mod Israels Profeter, profeter og sig til dem, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse: Hør Herrens Ord! ³ Så siger den Herre Herren: Ve Profeterne, de Dårer, som følger deres egen Ånd uden at have skuet noget! ⁴ Dine Profeter, Israel, er som Sjakaler i Ruiner. ⁵ De stillede sig ikke i Murbruddet og byggede ikke en Mur om Israels Hus, så det kunde stå sig i Striden på Herrens Dag. ⁶ De skuede Tomhed og spåede Løgn, idet de sagde: "Så lyder det fra Herren! " uden at Herren havde sendt dem, og dog ventede de Ordet stadfæstet, ⁷ Var det ikke tomme Syner, I skuede, og Løgnespådomme, I fremsatte? Og I siger: "Så lyder det fra Herren!" uden at jeg har talet. ⁸ Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi I forkynder Tomhed og skuer Løgn, se, derfor kommer jeg over eder, lyder det fra den Herre Herren. ⁹ Jeg udrækker min Hånd mod Profeterne, der skuer Tomhed og spår Løgn; i mit Folks Samfund skal de ikke være, de skal ikke optages i Israels Huses Mandtalsbog og ikke komme til Israels Land; og I skal kende, at jeg er den Herre Herren. ¹⁰ Fordi, ja fordi de vildleder mit Folk ved af forkynde Fred, hvor ingen Fred er, og når det bygger en Væg, stryger den over med Kalk, ¹¹ så sig til dem, der stryger over med kalk: Skylregn skal komme, Isstykker skal falde og Stormvejr bryde løs, ¹² og når så Væggen styrter sammen, vil man da ikke spørge eder: "Hvor er Kalken, I strøg på?" ¹³ Derfor, så siger den Herre Herren: Og jeg lader et Stormvejr bryde løs i min Harme, og Skylregn skal komme i min Vrede og Isstykker i min Harme til Undergang; ¹⁴ og Væggen, som I strøg over med Kalk, river jeg ned og lader den styrte til Jorden, så dens Grundvold blottes, og ved dens Fald skal I gå til Grunde derinde; og I skal kende, at jeg er Herren. ¹⁵ Jeg vil udtømme min Vrede over Væggen og dem, der strøg den over med Kalk, så man skal sige til eder: "Hvor er Væggen, og hvor er de, som strøg den over, ¹⁶ Israels Profeter, som profeterede om Jerusalem og skuede Fredssyner for det, hvor ingen Fred var - lyder det fra den Herre Herren.

¹⁷ Og du, Menneskesøn, vend dit Ansigt mod dit Folks Døtre, som profeterer efter deres eget Hjertes Tilskyndelse; profeter imod dem ¹⁸ og sig: Så siger den Herre Herren: Ve dem, der syr Bind til alle Håndled og laver Slør til alle Hoveder efter hver Legemshøjde for at fange Sjæle! Dræber I Sjæle, der hører til mit Folk, og holder Sjæle i Live af Egennytte? ¹⁹ I, som vanhelliger mig for mit Folk for nogle Håndfulde Bygkorn og nogle Bidder Brød og således dræber Sjæle, der ikke skulde dø, og holder Sjæle i Live, som ikke skulde leve, idet I lyver for mit Folk, som gerne hører på Løgn! ²⁰ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over eders Bind, med hvilke I fanger Sjæle, og river dem af eders Arme, og de Sjæle, I fanger, lader jeg slippe fri som Fugle; ²¹ og jeg sønderriver eders Slør og frier mit Folk af eders Hånd, så de ikke mere er Bytte i eders Hånd; og I skal kende, at jeg er Herren. ²² Fordi I ved Svig volder den retfærdiges Hjerte Smerte, skønt jeg ikke vilde volde ham Smerte, og styrker den gudløses Hænder, så han ikke omvender sig fra sin onde Vej, at jeg kan holde ham i Live, ²³ derfor skal I ikke mere skue Tomhed eller drive eders Spådomskunst; jeg frier mit Folk af eders Hånd; og I skal kende, at jeg er Herren.

52 Til Sangmesteren. En Maskil af David, ² da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.

³ Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? ⁴ Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, ⁵ du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. ⁶ Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

⁷ Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. ⁸ De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: ⁹ "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

¹⁰ Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. ¹¹ Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

53 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.

² Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. ³ Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. ⁴ Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.

⁵ Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? ⁶ Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

⁷ Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.

54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, ² da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."

³ Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, ⁴ hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! ⁵ Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

⁶ Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! ⁷ Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! ⁸ Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; ⁹ thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!