M’Cheyne Bible Reading Plan
Mordet på Ishboshet
4 Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og Nordrigets folk blev urolige. 2-3 Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Ba’ana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Ba’ana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Be’erot og var fra Benjamins stamme. Be’erot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.
4 (Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizre’el. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)
5 En dag, hvor det var meget varmt, ankom Ba’ana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. 6 Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn,[a] så de slap uset forbi hende. 7 De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. 8 Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.
„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”
9 Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. 10 I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. 11 Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”
12 Så befalede David sine mænd at slå Ba’ana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.
David bliver konge over hele Israel
5 Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. 2 „Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” 3 Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.
4 (David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. 5 I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6 Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der.
„Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!” 7-9 Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.
10 I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.
11 Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. 12 Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13 Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre. 14 Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 15 Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16 Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17 Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg. 18 Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.
19 Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”
Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”
20 Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[b]
21 De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.
22 Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen. 23 David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[c] 24 Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”
25 David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.
Budskabets kerne og Kristi opstandelse
15 Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. 2 Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer—ellers var det forgæves, at I kom til tro.
3 Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, 4 at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. 5 Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. 6 Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. 7 Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. 8 Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. 9 Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. 10 Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. 11 Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.
Alle menneskers opstandelse
12 Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? 13 Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. 14 Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. 15 I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. 16 Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. 17 I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. 18 Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, 19 og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.
20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.
29 Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?
30 Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag? 31 Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer. 32 Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!”[b]
33 Lad jer ikke føre vild. Husk på, at „Gode vaner forsvinder i dårligt selskab.” 34 Kom nu til fornuft og forlad det vildspor, I er slået ind på. Det er jo en skændsel for jer, at nogle af jer er så uvidende om Gud.
Det fysiske og det åndelige legeme
35 Nogen vil sikkert indvende: „En død kan da umuligt genopstå? Hvad for en krop vil han stille med?”
36 Prøv at tænke dig om! Det sædekorn, du lægger i jorden, må dø, før det kan blive til en ny plante. 37 Og den nye plante, der vokser op, er jo ikke det samme som det nøgne sædekorn, du lagde i jorden, hvad enten det nu var et hvedekorn eller et andet korn. 38 Når sæden er lagt i jorden, får Gud en plante til at vokse frem efter sit design, og de forskellige slags sædekorn bliver til forskellige planter.
39 Ikke alle levende væsener har den samme form. Mennesker, dyr, fugle og fisk er alle forskellige. 40 Desuden er der himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske. 41 Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling.
42 Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. 43 Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. 44 Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. 45 Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. 46 Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige.
47 Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra—fra Himlen. 48 Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. 49 Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme. 50 Hør godt efter, venner: Et almindeligt menneske af kød og blod kan ikke få del i det kommende Guds rige. Det forgængelige kan ikke få del i det uforgængelige.
Døden er besejret
51-52 Lad mig fortælle jer en åbenbaring, jeg har fået med hensyn til, hvad der vil ske, når den sidste trompet lyder, og Jesus kommer igen: Vi skal ikke alle sove ind, men alle vil få et nyt legeme. Det vil ske i et nu, i et øjeblik. Når trompeten lyder, vil alle de døde kristne opstå med nye uforgængelige legemer, og vi andre, som stadig lever, vil blive totalt forvandlet. 53 Det her forgængelige legeme må nødvendigvis forvandles til et uforgængeligt legeme. 54 Når det sker, vil det være en opfyldelse af følgende to skriftord:
„Truslen om død er vendt til sejr!”[c]
og
55 „Oh, død, hvad blev der af din sejr?
Oh, død, hvor er din brod?”[d]
56 Døden bruger synden som sin dræbende brod, og synden får sin styrke fra loven. 57 Men vi priser Gud, som giver os sejren over disse magter gennem Jesus Kristus, vores Herre.
58 Derfor, mine elskede venner: Stå urokkeligt fast og gør altid jeres yderste i tjenesten for Herren. I ved jo, at jeres arbejde for ham ikke er forgæves.
Dommen over de falske profeter
13 Herren sagde til mig:
2-3 „Du menneske, profetér imod de falske profeter i Israel, som kommer med deres egne idéer og hævder, at deres budskaber er fra mig. Ve de tåbelige profeter, som siger: ‚Hør, hvad Herren siger!’ uden at jeg har talt til dem.
4-5 Åh, Israels folk, jeres falske profeter er som sjakaler, der går på rov mellem ruinerne. De har intet gjort for at opbygge mit folk eller udbedre manglerne, så folket kunne undgå at blive ramt af min dom. 6 De har løjet ved at påstå, at deres budskab kom fra mig, selv om jeg aldrig har sendt dem, så de kan ikke forvente, at jeg skal opfylde deres profetier. 7-8 Derfor siger jeg til dem: ‚Er det måske ikke falske profetier og syner, der kommer fra jer, når I hævder at have et budskab fra mig, selvom jeg ikke har givet jer noget budskab? Fordi I er kommet med falske profetier og syner, må jeg straffe jer.’ 9 De får aldrig nogen lederposition, ja, jeg vil slette deres navne af listen over Israels folk, og de vil aldrig få deres land at se igen. Så vil I indse, at jeg er Gud Herren. 10 De fører mit folk på afveje ved at profetere om fred, når der ikke er fred. Mit folk har bygget en mur af løse sten, og profeterne påstår, et lag kalk kan holde sammen på den.
11 Ezekiel, du kan godt fortælle dem, at deres fine, hvidkalkede mure vil falde sammen. Synden kan ikke skjules bag en pæn facade. Der kommer snart en mægtig storm med hagl og styrtregn, som får murene til at falde sammen. 12 Når katastrofen indtræder, vil folket anklage de falske profeter for at have slået det hele hen i stedet for at advare dem om deres synd.
13 Derfor siger jeg, Herren, til de falske profeter: Min vrede skal hagle ned over jer, og min harme er som en voldsom orkan, mit raseri er som den piskende regn. 14 Jeg vil smadre den hvidkalkede mur, så den bryder sammen og knuser jer i faldet. Så vil I indse, at jeg er Herren. 15 Jeg vil lade min vrede få frit løb imod muren og dem, som kalkede den. Så forsvinder både muren og de mennesker, som kalkede den, 16 de profeter, som forkyndte fred og ingen fare for Jerusalem, når der i virkeligheden ikke var udsigt til fred.
17-18 Profetér også imod de kvindelige profeter, der profeterer deres egne fantasier. Sig til dem: ‚Ve jer, der forfører mit folk, unge såvel som gamle, ved at lave amuletter, magiske armbånd til deres håndled og magiske tørklæder i alle størrelser. I vil blive straffet for at bedrage mit folk. 19 I tager nogle håndfulde byg eller et par stykker brød som betaling for at spå dem. Derved fører I uskyldige folk i døden og holder hånden over andre, som i virkeligheden fortjente at dø. I lyver for mit folk, og de lytter med glæde til jeres løgne.
20 Derfor siger jeg, Herren: Jeg vil straffe jer, fordi I jagter mit folks sjæle med jeres magiske armbånd. Jeg vil rive armbåndene af og sætte mit folk i frihed, som fuglen der slippes ud af sit bur. 21 Jeg befrier mit folk for jeres magiske tørklæder og river dem ud af jeres kløer, så de ikke længere skal være ofre for jer. Så vil I indse, at jeg er Herren. 22 I har taget modet fra de retskafne, stik imod min vilje, og I har opmuntret de onde, så de ikke omvendte sig fra deres ondskab og blev reddet. 23 Men nu skal det være slut med jeres løgne og spådomskunster. Jeg river mit folk ud af jeres kløer, og så vil I indse, at jeg er Herren.’ ”
Guds straf over en ond „helt”
52 1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang Edomitten Doeg fortalte Saul, at David havde søgt hjælp hos Ahimelek.[a]
3 Hvorfor prale af din ondskab, du stærke mand?
Gud er trofast, og han beskytter mig dag efter dag.
4 Hele tiden lægger du onde planer.
Dine ord er dødbringende som skarpe knive.
5 Du foretrækker ondt frem for godt,
løgn frem for sandhed.
6 Du elsker at sige noget, som kan skade andre.
Hvor er du fuld af falskhed.
7 Men Gud vil gøre det af med dig,
rive dig bort fra dit hjem,
rykke dig op fra de levendes land.
8 Når de gudfrygtige ser det, vil de gyse,
de vil håne dig og sige:
9 „Sådan går det dem,
der ikke regner med Gud,
men stoler på deres rigdom
og praler af deres ondskab.”
10 Men jeg er som et frodigt oliventræ,
der trives i Herrens hus.
Jeg stoler altid på hans trofasthed og nåde.
11 Herre, jeg vil takke dig for alt, hvad du gør for mig,
jeg vil forkynde din godhed i dine tjeneres nærvær.
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[b]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
Bøn om hjælp mod fjenden
54 1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang folkene fra Zif kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
3 Kom mig til hjælp, almægtige Gud,
jeg ved, du har magt til at redde mig.
4 Hør min bøn, oh, Gud,
og lyt til mine ord.
5 Fremmede folkeslag rejser sig imod mig,
voldsmænd vil mig til livs,
de regner slet ikke med dig.
6 Men du er min redning, Gud,
du er den, der holder mig i live.
7 Lad fjenderne blive straffet for deres ondskab.
Gør det af med dem, Herre,
for du er trofast imod mig.
8 Så vil jeg ofre til dig med glæde,
jeg vil lovprise dig, Gud, for du er god.
9 Du udfrier mig fra alle mine problemer,
og jeg ser mine fjender blive besejret.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.