M’Cheyne Bible Reading Plan

2 Derefter rådspurgte David Herren: "Skal jeg drage op til en af Judas Byer?" Herren svarede:"Gør det!" Og David spurgte: "Hvor skal jeg drage hen?" Da svarede han: "Til Hebron!" ² Så drog David derop tillige med sine to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru; ³ og han tog sine Mænd med derop tillige med deres Familier, og de bosatte sig i Byerne omkring Hebron.

⁴ Da kom Judas Mænd derhen og salvede David til Konge over Judas Hus. Da David fik at vide, at Mændene i Jabesj i Gilead havde jordet Saul, ⁵ sendte han Sendebud til Mændene i Jabesj i Gilead og lod sige: "Herren velsigne eder, fordi I således viste Godhed mod eders Herre Saul og jordede ham. ⁶ Måtte nu Herren vise eder Godhed og Trofasthed! Men også jeg vil gøre godt imod eder, fordi I gjorde dette. ⁷ Tag eder derfor sammen og vis eder som stærke Mænd; thi eders Herre Saul er død, og Judas Hus har allerede salvet mig til Konge!"

⁸ Men Abner, Ners Søn, Sauls Hærfører, tog Sauls Søn Isjbosjet og bragte ham over til Mahanajim ⁹ og udråbte ham til Konge over Gilead, Aseriterne, Jizre'el, Efraim og Benjamin, over hele Israel. ¹⁰ Isjbosjet, Sauls Søn, var fyrretyve År, da han blev Konge over Israel, og han herskede to År. Kun Judas Hus sluttede sig til David. ¹¹ Den Tid David herskede i Hebron over Judas Hus, var syv År og seks Måneder.

¹² Abner, Ne'rs Søn, drog med Isjbosjets, Sauls Søns, Folk fra Mahanajim til Gibeon; ¹³ ligeledes drog Joab, Zerujas Søn ud med Davids folk, og de stødte sammen med dem ved Dammen i Gibeon; og de slog sig ned hver på sin Side af Dammen. ¹⁴ Da sagde Abner til Joab: "Lad de unge Mænd stå op og udføre Våben lege for os!" Og Joab sagde: "Ja, lad dem stå op!" ¹⁵ Så stod de op og gik frem lige mange fra hver Side, tolv Benjaminiter for Isjbosjet, Sauls Søn, og tolv af Davids Folk; ¹⁶ men de greb hverandre om Hovedet og stødte Sværdet i Siden på hverandre, så de faldt alle til Hobe. Derfor kalder man dette Sted Helkat-Hazzurim; det ligger ved Gibeon. ¹⁷ Samme Dag kom det til en meget hård Kamp, i hvilken Abner og Israels Mænd blev drevet på Flugt af Davids Folk.

¹⁸ Ved den Lejlighed var Zerujastre Sønner med, Joab, Abisjaj og Asa'el; og Asa'el, der var rapfodet som Markens Gazeller, ¹⁹ forfulgte Abner uden at bøje af til højre eller venstre. ²⁰ Abner vendte sig om og spurgte: "Er det dig, Asa'el?" Han svarede: "Ja, det er!" ²¹ Da sagde Abner: "Bøj af til en af Siderne, grib en af de unge Mænd og tag dig hans Rustning!" Men Asa'el vilde ikke opgive at forfølge ham. ²² Da sagde Abner videre til Asa'el: "Stands med at forfølge mig! Hvorfor skal jeg slå dig til Jorden? Og hvorledes skal jeg så kunne se din Broder Joab i Øjnene?" ²³ Men han vægrede sig ved at standse, og Abner stødte da baglæns Spydet gennem Underlivet på ham, så det kom ud af Ryggen, og han faldt død om på Stedet. Og alle, som kom til Stedet, hvor Asa'el lå og var død, stod stille.

²⁴ Men Joab og Abisjaj forfulgte Abner, og da Solen gik ned, havde de nået Gibeat-Amma, som ligger østen for Gia ved Vejen til Gibeons Ørken. ²⁵ Da samlede Benjaminiterne sig om Abne'r og stillede sig i Klynge på Toppen af Gibeat-Amma. ²⁶ Men Abner råbte til Joab: "Skal da Sværdet altid blive ved at fortære? Ved du ikke, at Eftersmagen er besk? Hvor længe skal det vare, inden du byder Folket standse med at forfølge deres Brødre?" ²⁷ Joab svarede: "Så sandt Herren lever: Havde du ikke talt, vilde Folkene først i Morgen have standset med at forfølge deres Brødre!" ²⁸ Derpå stødte Joab i Hornet, og hele Folket standsede; de forfulgte ikke mere Israel og fortsatte ikke Kampen.

²⁹ Abner og hans Mænd vandrede så i Løbet af Natten igennem Arabalavningen, satte over Jordan, gik hele Kløften igennem og kom til Mahanajim. ³⁰ Da Joab vendte tilbage fra Forfølgelsen af Abner og samlede alle Krigerne, savnedes foruden Asa'el nitten Mand af Davids Folk, ³¹ medens Davids Folk havde slået 360 Mand ihjel af Benjaminiterne, Abners Folk. ³² Derpå bar de Asa'el bort og jordede ham i hans Faders Grav i Betlehem, og Joab og hans Mænd vandrede hele Natten igennem; da Solen stod op, nåede de Hebron.

13 Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. ² Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. ³ Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

⁴ Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, ⁵ gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; ⁶ glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; ⁷ den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

⁸ Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå; ⁹ thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; ¹⁰ men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. ¹¹ Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige. ¹² Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt. ¹³ Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.

11 Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens huses østport, den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster. ² Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser på Uret og lægger onde Råd op i denne By, ³ idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi Kødet!" ⁴ Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn! ⁵ Så faldt Herrens Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger Herren: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der stiger op i eders Ånd. ⁶ Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte. ⁷ Derfor, så siger den Herre Herren: De, som I dræbte og henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men eder vil jeg føre ud af den. ⁸ I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder det fra den Herre Herren. ⁹ Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og jeg vil holde Dom over eder. ¹⁰ For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er Herren. ¹¹ Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. ¹² Og I skal kende, at jeg er Herren, hvis Vedtægter I ikke fulgte, og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter eders Nabofolks Lovbud. - ¹³ Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak, Herre, Herre, vil du da helt udrydde Israels Rest?"

¹⁴ Så kom Herrens Ord til mig således: ¹⁵ Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus, alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte fra Herren, os er Landet givet i Eje!" - ¹⁶ derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Ja, jeg har ført dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen. ¹⁷ Men derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Jeg vil samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene, hvor I er spredt, og give eder Israels Jord. ¹⁸ Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle dets Vederstyggeligheder; ¹⁹ jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte, ²⁰ for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. ²¹ Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra den Herre Herren.

²² Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels Guds Herlighed var oven over dem. ²³ Og Herrens Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget østen for. ²⁴ Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort. ²⁵ Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, Herren havde åbenbaret mig.

50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; ² fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans ³ vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; ⁴ han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: ⁵ "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" ⁶ Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

⁷ Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! ⁸ Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; ⁹ jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; ¹⁰ thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; ¹¹ jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. ¹² Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! ¹³ Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? ¹⁴ Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. ¹⁵ Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

¹⁶ Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, ¹⁷ når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? ¹⁸ Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, ¹⁹ slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. ²⁰ Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; ²¹ det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. ²² Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. ²³ Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.