M’Cheyne Bible Reading Plan
David bliver konge over Juda
2 David spurgte nu Herren: „Skal jeg rejse tilbage til Judas land?”
Herren svarede: „Ja!”
„Hvilken by skal jeg slå mig ned i?”
„Hebron,” svarede Herren.
2 Så tog David sine koner, Ahinoam fra Jizre’el, og Abigajil, Nabals enke fra Karmel, 3 samt sine trofaste mænd med deres familier, og de bosatte sig i Hebron og omegn. 4 Derefter kom Judas ledere til David og salvede ham til konge over Juda.
Da David fik at vide, at indbyggerne i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, 5 sendte han dem følgende budskab: „Må Herren velsigne jer, fordi I har været trofaste overfor jeres konge ved at give ham en anstændig begravelse. 6 Må Herren i sin trofasthed belønne jer for jeres storsind. Men også jeg vil gøre godt imod jer, fordi I gjorde dette. 7 Selvom Saul nu er død, må I ikke lade hænderne synke eller tabe modet. Judas stamme har allerede udråbt mig til konge.”
Ishboshet bliver konge over Nordriget
8 Men Abner, Sauls hærfører, bragte Sauls søn, Ishboshet, til Mahanajim og udråbte ham til konge over Nordriget. 9 Han kom til at regere over Gilead, Asher, Jizre’el, Efraim og Benjamins stamme, ja, hele Israel[a] bortset fra Judas område.
10-11 Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge, og han regerede ud fra Mahanajim i to år. David regerede over Judas land i syv et halvt år fra Hebron.
Krigen mellem David og Ishboshet
12 En dag tog Abner nogle af Ishboshets mænd med sig fra Mahanajim og kom til Gibeon. 13 Davids hærfører, Joab, Zerujas søn, gik dem i møde med nogle af Davids mænd. De to hære slog lejr på hver sin side af Gibeondammen. 14 Da foreslog Abner, at de unge krigere skulle åbne slaget med tvekamp. Joab gik med på idéen, 15 hvorefter man udpegede 12 mænd fra Benjamins stamme til at kæmpe for Ishboshet og 12 fra Judas stamme til at kæmpe for David. 16 Opgaven gik ud på at gribe modstanderen i håret og støde sværdet i siden på ham. På den måde blev samtlige 24 mænd dræbt. Siden har man kaldt dette sted ved Gibeon for „Sværdkampens mark”.
17 Derefter gik de to hære løs på hinanden med det resultat, at Abner samme dag måtte erkende sit nederlag til Joab og Davids mænd og tage flugten. 18 Joabs brødre, Abishaj og Asael, deltog også i slaget. Da Asael var hurtigløber, 19 satte han efter Abner uden at lade sig distrahere af noget som helst undervejs.
20 Da Abner så sig tilbage, var Asael ved at hale ind på ham. „Er det dig, Asael?” råbte Abner.
„Ja, det er!” svarede Asael.
21 „Find et andet offer!” råbte Abner advarende. „Der er nok af unge krigere, du kan afvæbne!” Men Asael ville have fat i Abner.
22 Da råbte Abner: „Hold op med at forfølge mig! Hvis jeg slår dig ihjel, vil jeg aldrig kunne se din bror Joab i øjnene igen!”
23 Asael lod sig imidlertid ikke ryste af. Pludselig standsede Abner, jog sit spyd bagud og ramte sin forfølger i maven med en sådan kraft, at spydspidsen kom ud på den anden side. Da styrtede Asael omkuld og døde, og alle, som kom til stedet, hvor han lå, standsede op for at kigge på ham.
24 Nu satte både Joab og Abishaj efter Abner, og ved solnedgang nåede de frem til Amma-højen øst for Gia ved vejen til Gibeons ørken. 25 På toppen af højen samlede alle krigerne fra Benjamins stamme sig bag Abner, 26 og Abner råbte ned til Joab: „Skal vi blive ved med at dræbe hinanden? Hvor længe skal det vare, før du befaler dine mænd at holde op med at jagte deres landsmænd?”
27 Joab råbte tilbage: „Jeg sværger ved den levende Gud, at hvis du ikke havde sagt noget, ville vi have jagtet jer til i morgen tidlig!” 28 Så afblæste han forfølgelsen, og mændene standsede kampen.
29 Samme nat begav Abner og hans mænd sig på hjemvejen. De gik op gennem Jordandalen, krydsede floden og nåede næste morgen frem til Mahanajim. 30 Også Joab og hans mænd vendte hjem. Da Joab opgjorde tabene, fandt han ud af, at ud over Asael manglede der kun 19 mand, 31 hvorimod Abner havde mistet 360 mand, alle af Benjamins stamme. 32 Joab og hans mænd bar Asaels lig til Betlehem og begravede ham ved hans fars side. Derefter gik de hele natten og nåede frem til Hebron ved daggry.
Størst af alt er kærligheden
13 Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken.
2 Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.
3 Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære,[a] men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig.
4 Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. 5 Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. 6 Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. 7 Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.
8 Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. 9 Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, 10 men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde.
11 Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. 12 Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed.
13 Der er tre blivende fundamenter: tro, håb[b] og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.
Dommen over Jerusalems ledere
11 Synet fortsatte, og Ånden løftede mig op og bar mig over til templets østport. Der så jeg 25 mænd, som var ledere blandt folket, deriblandt Ja’azanja, Azzurs søn, og Pelatja, Benajas søn.
2 „Det er de mænd, som sidder og trækker i trådene,” sagde Ånden. „Det er dem, som er ansvarlige for den voksende lovløshed i byen. 3 De siger: ‚Det er ikke tiden nu at bygge huse. Jerusalem er som en gryde over ilden, og vi sidder her som kødet.’ 4 Fordi de siger sådan, skal du profetere imod dem.”
5 Da kom Herrens Ånd over mig, og jeg modtog følgende budskab: „Israels folk, hør, hvad Herren siger: Jeg ved, hvad I tænker. 6 I har dræbt eller undertrykt utallige mennesker i denne by. 7 Derfor siger jeg, Herren: Ja, byen er som en gryde, men det er dem, I har dræbt, der er kødet i gryden. I, derimod, vil blive drevet ud af byen! 8 I er bange for at blive hugget ned med sværdet, men det er det, der vil ske med jer, siger Gud Herren. 9 Jeg vil slæbe jer ud af byen og overgive jer til fremmede, som vil udføre min dom over jer. 10 I vil blive forfulgt lige til landets grænse, og mange vil falde for sværdet. Da vil I indse, at jeg er Herren. 11 Det er ikke jer, der bliver som kødet i Jerusalems gryde, for jeg vil forfølge jer til Israels grænse. 12 Da vil I indse, at jeg er Herren, hvis love og bud I ikke har adlydt. I stedet har I overtaget nabolandenes afguder.”
13 Mens jeg profeterede, faldt Pelatja død om. Da kastede jeg mig i mit syn med ansigtet mod jorden og råbte: „Åh, Herre, min Gud, er du så vred, at du vil udslette hele Israels folk?”
Guds løfte til eksiljøderne
14 Derpå sagde Herren til mig: 15 „De, som blev tilbage i Jerusalem, siger om dig og dine medfanger i eksilet: ‚De er langt væk fra Herren og hans helligdom, for Herren bor i det land, han har givet os.’ 16 Derfor skal du sige til judæerne i eksilet: Jeg fordrev jer fra min helligdom og spredte jer mellem verdens nationer. Men jeg vil selv være jeres helligdom, mens I er i eksil. 17 Jeg vil samle jer sammen fra de nationer, jeg fordrev jer til, føre jer tilbage til Israels land og lade jer bo i landet igen. 18 Når I kommer tilbage, skal I fjerne ethvert spor af den afskyelige afgudsdyrkelse. 19 Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd. Jeg tager jeres stenhårde hjerte ud og giver jer i stedet et føjeligt og lydigt hjerte, 20 så I får lyst til at adlyde mine befalinger og gøre, hvad jeg siger. Så skal I være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. 21 Men dem, som holder fast ved deres afskyelige afguder, vil jeg straffe, siger Herren!”
22 Derefter løftede keruberne deres vinger og steg op i luften sammen med hjulene, mens Israels Guds herlighed svævede over dem. 23 Så flyttede Herrens herlighed sig væk fra templet og stillede sig på bjerget øst for byen.
24 Derefter løftede Guds Ånd mig op og førte mig i mit syn tilbage til eksilet i Babylon. Så var synet forbi, 25 og jeg fortalte de forsamlede judæiske ledere alt, hvad Herren havde vist mig.
Sand tilbedelse
50 En sang af Asaf.
Herren, den almægtige Gud,
kalder menneskene sammen fra alle verdenshjørner.
2 Hans herlighed stråler omkring ham,
han kommer fra Zion, det skønneste sted.
3 Vor Gud er på vej,
og det sker ikke lydløst.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser et voldsomt uvejr.
4 Himmel og jord er hans vidner,
når han sætter sig for at dømme sit folk.
5 „Lad hele mit folk komme sammen,
dem, som med ofre har bekræftet min pagt.”
6 Gud er en retfærdig dommer,
det bevidner den himmelske verden.
7 „Mit folk, hør hvad jeg har at sige.
Israel, jeg anklager jer, for jeg er jeres Gud.
8 Jeg bebrejder jer ikke alle jeres ofre,
som I til stadighed bringer til mit alter.
9 Men det er ikke tyre fra jeres huse
og bukke fra jeres stalde, jeg har brug for.
10 Jeg ejer alle de dyr, der lever i skoven,
og alle dem, der græsser på de tusindvis af høje.
11 Jeg har tal på alle bjergenes fugle,
selv jordens insekter er mine.
12 Hvis jeg blev sulten,
ville jeg ikke bede jer om noget,
for jorden er min med alt,
hvad den indeholder.
13 Jeg spiser ikke kødet fra de tyre, I ofrer,
jeg drikker ikke blodet fra de geder, I giver mig.
14 Kom hellere med en lovsang som takoffer,
og opfyld jeres løfter til den almægtige Gud.
15 Råb til mig, når I har problemer,
så jeg kan gribe ind, og I kan give mig ære.
16 Men til de ugudelige siger jeg:
Hvorfor opremser I mine bud
og påstår, at I overholder min pagt?
17 I nægter jo at lade jer vejlede
og blæser på, hvad jeg siger.
18 Når I ser en tyv, slutter I jer til ham.
I godtager dem, der lever i utroskab.
19 Jeres mund udspyr onde ord,
jeres tale er løgn og bedrag.
20 I sidder og bagtaler jeres egen familie
og lægger onde planer imod dem.
21 Når I ter jer sådan, skal jeg så bare se på?
I tror måske, jeg er ligeglad?
Nej, nu kan det være nok, nu bliver I straffet,
jeg er nødt til at stille jer for retten.
22 Tænk over mine ord, I, der har glemt jeres Gud,
ellers vil jeg gøre det af med jer,
og der er intet, der kan redde jer.
23 Lovsang er et offer, som ærer mig.
Jeg vil frelse alle, der adlyder mig.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.