M’Cheyne Bible Reading Plan

31 Imidlertid angreb Filisterne Israel; og Israels Mænd flygtede for Filisterne, og de faldne lå rundt om på Gilboas Bjerg. ² Og Filisterne forfulgte Saul og hans Sønner og dræbte Sauls Sønner, Jonatan, Abinadab og Malkisjua. ³ Kampen rasede om Saul, og han blev opdaget af Bueskytterne og grebes af stor Angst for dem. ⁴ Da sagde Saul til sin Våbendrager: "Drag dit Sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og mishandle mig!" Men Våbendrageren vilde ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul Sværdet og styrtede sig i det; ⁵ og da Våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit Sværd og fulgte ham i Døden. ⁶ Således fulgtes denne Dag Saul, hans tre Sønner, hans Våbendrager og alle hans Mænd i Døden. ⁷ Men da Israels Mænd i Byerne i Dalen og ved Jordan så, at Israels Mænd var flygtet, og at Saul og hans Sønner var faldet, forlod de Byerne og flygtede, hvorpå Filisterne kom og besatte dem.

⁸ Da Filisterne Dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans tre Sønner liggende på Gilboas Bjerg; ⁹ de huggede da Hovedet at ham, afførte ham hans Våben og sendte Bud rundt i Filisternes Land for at bringe deres Afguder og Folket Glædesbudet. ¹⁰ Våbnene lagde de i Astartes Tempel, men Kroppen hængte de op på Bet-Sjans Mur. ¹¹ Men da Indbyggerne i Jabesj i Gilead hørte, hvad Filisterne havde gjort ved Saul, ¹² brød alle våbenføre Mænd op, og efter at have gået hele Natten igennem tog de Sauls og hans Sønners Kroppe ned fra Bet-Sjans Mur, bragte dem med til Jabesj og brændte dem der. ¹³ Så tog de deres Ben og jordede dem under Tamarisken i Jabesj og fastede syv Dage.

11 ¹ Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!

² Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem. ³ Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. ⁴ Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. ⁵ Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. ⁶ Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! 7Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. ⁸ Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. ⁹ Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. ¹⁰ Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld. ¹¹ Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. ¹² Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. ¹³ Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved? ¹⁴ Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære, ¹⁵ men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør. ¹⁶ Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.

¹⁷ Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. ¹⁸ For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det. ¹⁹ Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder. ²⁰ Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver. ²¹ Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig. ²² Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. ²³ Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød, ²⁴ takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!" ²⁵ Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!" ²⁶ Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer. ²⁷ Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. ²⁸ Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken! ²⁹ Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet. ³⁰ Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen. ³¹ Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. ³² Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden. ³³ Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre! ³⁴ Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.

9 Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: "Byens hjemsøgelse nærmer sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!" ² Og se, seks Mænd kom fra den øvre nordport, hver med sin Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved Siden af Kobberalteret. ³ Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden, ⁴ og Herren sagde til ham: "Gå midt igennem Byen, igennem Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligbeder, som øves i dets Midte!" ⁵ Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem Byen og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel! ⁶ Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre! Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de Ældste, som stod foran Templet, ⁷ Og han sagde til dem: "Gør Templet urent, fyld Forgårdene med dræbte og drag så ud!" Og de drog ud og huggede ned i Byen.

⁸ Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på mit Ansigt og råbte: "Ak, Herre, Herre vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over Jerusalem?" ⁹ Han svarede: "lsraels og Judas Huses Brøde er såre, såre stor, thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de siger, at Herren har forladt Byen, og at Herren intet ser. ¹⁰ Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dem deres Færd." ¹¹ Og se, Manden i det linnede klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden kom tilbage og meldte: "Jeg har gjort, som du bød."

48 En Sang. En Salme af Koras Sønner.

² Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. ³ Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. ⁴ Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. ⁵ Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; ⁶ de så og tav på Stedet, flyed i Angst, ⁷ af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. ⁸ Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

⁹ Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers Herres By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. ¹⁰ I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; ¹¹ som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, ¹² Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. ¹³ Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, ¹⁴ læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der ¹⁵ kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.