M’Cheyne Bible Reading Plan

29 Filisterne samlede hele deres Hær i Afek, medens Israel havde slået lejr om Kilden ved Jizre'el. ² Og Filisternes Fyrster rykkede frem med deres Hundreder og Tusinder, og sidst kom David og hans Mænd sammen med Akisj. ³ Da sagde Filisternes Høvdinger: "Hvad skal de Hebræere her?" Akisj svarede: "Det er jo David, Kong Saul af Israels Tjener, som nu allerede har været hos mig et Par År, og jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos ham, siden han gik over til mig." ⁴ Men Filisternes Høvdinger blev vrede på ham og sagde: "Send den Mand tilbage til det Sted, du har anvist ham. Han må ikke drage i Kamp med os, for at han ikke skal vende sig imod os under Slaget; thi hvorledes kan denne Mand bedre vinde sin Herres Gunst end med disse Mænds Hoveder? ⁵ Det var jo David, om hvem man sang under Dans: Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!" ⁶ Da lod Akisj David kalde og sagde til ham: "Så sandt Herren lever: Du er redelig, og jeg er vel tilfreds med, at du går ud og ind hos mig i Lejren, thi jeg har ikke opdaget noget mistænkeligt hos dig, siden du kom til mig; men Fyrsterne er ikke glade for dig. ⁷ Vend nu derfor tilbage og gå bort i Fred, for at du ikke skal gøre noget, som mishager Filisternes Fyrster!" ⁸ Da sagde David til Akisj: "Hvad har jeg gjort, og hvad har du opdaget hos din Træl, fra den Dag jeg trådte i din Tjeneste, siden jeg ikke må drage hen og kæmpe mod min Herre Kongens Fjender?" ⁹ Akisj svarede David: "Du ved, at du er mig kær som en Guds Engel, men Filisternes Høvdinger siger: Han må ikke drage med os i Kampen! ¹⁰ Gør dig derfor rede i Morgen tidlig tillige med din Herres Folk, som har fulgt dig, og gå til det Sted, jeg har anvist eder; tænk ikke ilde om mig, thi du er mig kær; gør eder rede i Morgen tidlig og drag af Sted, så snart det bliver lyst!" ¹¹ David og hans Mænd begav sig da tidligt næste Morgen på Hjemvejen til Filisternes Land, medens Filisterne drog op til Jizre'el.

30 Da David og hans Mænd Tredjedagen efter kom til Ziklag, var Amalekiterne faldet ind i Sydlandet og Ziklag, og de havde indtaget Ziklag og stukket det i Brand; ² Kvinderne og alle, som var der, små og store, havde de taget til Fange; de havde ingen dræbt, men ført dem med sig, da de drog bort. ³ Da David og hans Mænd kom til Byen, se, da var den nedbrændt og deres Hustruer, Sønner og Døtre taget til Fange. ⁴ Da brast David og hans Krigere i lydelig Gråd, og de græd, til de ikke kunde mere. ⁵ Også Davids to Hustruer Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru, var taget til Fange. ⁶ Og David kom i stor Vånde, thi Folkene tænkte på at stene ham, da de alle græmmede sig over deres Sønner eller Døtre. Men David søgte Styrke hos Herren sin Gud; ⁷ og David sagde til Præsten Ebjatar, Ahimeleks Søn: "Bring mig Efoden hid!" Og Ebjatar bragte David den. ⁸ Da rådspurgte David Herren: "Skal jeg sætte efter denne Røverskare? Kan jeg indhente den?" Han svarede: "Sæt efter den; thi du skal indhente den og bringe Redning!"

⁹ Så drog David af Sted med de 600 Mand, som var hos ham, og de kom til Besorbækken, hvor de, som skulde lades tilbage, blev stående; ¹⁰ men David begyndte Forfølgelsen med 400 Mand, medens 200 Mand, som var for udmattede til at gå over Besorbækken, blev tilbage. ¹¹ Og de fandt en Ægypter liggende på Marken; ham tog de med til David og gav ham Brød at spise og Vand at drikke; ¹² desuden gav de ham en Figenkage og to Rosinkager. Da han havde spist, kom han til Kræfter; - thi han havde hverken spist eller drukket i hele tre Døgn. ¹³ David spurgte ham da: "Hvem tilhører du, og hvor er du fra?" Han svarede: "Jeg er en ung Ægypter, Træl hos en Amalekit; min Herre efterlod mig her, da jeg for tre Dage siden blev syg. ¹⁴ Vi gjorde Indfald i det kretiske Sydland, i Judas Område og i Kalebs Sydland, og Ziklag stak vi i Brand." ¹⁵ Da sagde David til ham: "Vil du vise mig Vej til denne Røverskare?" Han svarede: "Tilsværg mig ved Gud, at du hverken vil dræbe mig eller udlevere mig til min Herre, så vil jeg vise dig Vej til den!" ¹⁶ Så viste han dem Vej, og de traf dem spredte rundt om i hele Egnen i Færd med at spise og drikke og holde Fest på hele det store Bytte, de havde taget fra Filisterlandet og Judas Land. ¹⁷ David huggede dem da ned fra Dæmring til Aften; og ingen af dem undslap undtagen 400 unge Mænd, som svang sig på Kamelerne og flygtede. ¹⁸ Og David reddede alt, hvad Amalekiterne havde røvet, også sine to Hustruer. ¹⁹ Og der savnedes intet, hverken småt eller stort, hverken Byttet eller Sønnerne og Døtrene eller noget af, hvad de havde taget med; det hele bragte David tilbage. ²⁰ Da tog de alt Småkvæget og Hornkvæget og drev det hen for David og sagde: "Her er Davids Bytte!"

²¹ Da David kom til de 200 Mand, som havde været for udmattede til at følge ham, og som han havde ladet blive ved Besorbækken, gik de David og hans Folk i Møde, og David gik hen til Folkene og hilste på dem. ²² Men alle ildesindede Niddinger blandt dem, som havde fulgt David, tog til Orde og sagde: "De fulgte os ikke, derfor vil vi intet give dem af Byttet, vi har reddet; kun deres Hustruer og Børn må de tage med hjem!" ²³ David sagde: "Således må I ikke gøre, nu da Herren har været gavmild imod os og skærmet os og givet Røverskaren, som overfaldt os, i vor Hånd. ²⁴ Hvem er der vel, som vil følge eder i det? Nej, den, der drog i Kampen, og den, der blev ved Trosset, skal have lige Del, de skal dele med hinanden!" ²⁵ Og derved blev det både den Dag og siden; han gjorde det til Lov og Ret i Israel, som det er den Dag i bag.

²⁶ Da David kom til Ziklag, sendte han noget af Byttet til de Ældste i Juda, som var hans Venner, med det Bud: "Her er en Gave til eder af Byttet, der er taget fra Herrens Fjender!" ²⁷ Det var til dem i Betel, i Ramot i Sydlandet, i Jattir, ²⁸ dem i Ar'ara, i Sifmot, i Esjtemoa, ²⁹ i Karmel, i Jerame'eliternes Byer, i Keniternes Byer, ³⁰ i Horma, i Bor-Asjan, i Atak, ³¹ i Hebron, og ligeledes til alle de andre Steder, hvor David havde færdedes med sine Mænd.

10 Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet ² og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet ³ og spiste alle den samme åndelige Mad ⁴ og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus. ⁵ Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen. ⁶ Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede. ⁷ Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege." ⁸ Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde. ⁹ Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger. ¹⁰ Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren. ¹¹ Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. ¹² Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder! ¹³ Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den.

¹⁴ Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen! ¹⁵ Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger. ¹⁶ Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? ¹⁷ Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød. ¹⁸ Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret? ¹⁹ Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget? ²⁰ Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke til Gud; men jeg vil ikke,at I skulle få Samfund med de onde Ånder. ²¹ I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord. ²² Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han?

²³ Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger. ²⁴ Ingen søge sit eget, men Næstens! ²⁵ Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn; ²⁶ thi Herrens er Jorden og dens Fylde. ²⁷ Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn. ²⁸ Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld. ²⁹ Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed? ³⁰ Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for? ³¹ Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære! ³² Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds Menighed, ³³ ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses.

8 I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre Herrens Hånd på mig. ² Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så det ud som strålende Lys, som funklende Malm. ³ Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed, stod. ⁴ Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som jeg så den i Dalen. ⁵ Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen. ⁶ Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!"

⁷ Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården. ⁸ Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang. ⁹ Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme Vederstyggeligheder de øver der!" ¹⁰ Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder indridset rundt om på Væggen. ¹¹ Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja, Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op. ¹² Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger: Herren ser intet, Herren har forladt Landet!" ¹³ Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se, som de øver!"

¹⁴ Så førte han mig hen til Indgangen til Herrens Huses Nordport, og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz. ¹⁵ Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!"

¹⁶ Så førte han mig hen til Herrens Huss indre Forgård, og se, ved Indgangen til Herrens Helligdom mellem Forhallen og Alteret var der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod Herrens Helligdom og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen. ¹⁷ Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender Stank op i Næsen på mig"! ¹⁸ Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret vil jeg ikke høre dem.

46 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot. En Sang.

² Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde ³ Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, ⁴ om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.

⁵ En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; ⁶ i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. ⁷ Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, ⁸ Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

⁹ Kom hid og se på Herrens Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. ¹⁰ Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. ¹¹ Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! ¹² Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.

47 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! ³ Thi Herren, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. ⁴ Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; ⁵ han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela. ⁶ Gud steg op under Jubel, Herren under Homets Klang. ⁷ Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; ⁸ thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. ⁹ Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. ¹⁰ Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!