M’Cheyne Bible Reading Plan

De andre filisterkonger vil ikke have David med i krigen

29 Mens israelitterne lå i lejr oppe ved Jizre’elflodens kilde, havde filistrene mønstret deres samlede hær ved byen Afek.^{[a] 2} De fem filisterkonger var troppet op med hver deres hærstyrker, og David og hans mænd var fulgt med i bagtroppen af kong Akish’ hær.

³ Da de fire andre filisterkonger så David og hans mænd, sagde de til Akish: „Hvad laver de hebræere her?” Han svarede: „Det er David, som i sin tid flygtede fra kong Saul i Israel. Han har været i min tjeneste i årevis, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på ham.”

⁴ „Send den mand hjem til den by, du har givet ham at bo i,” forlangte de øvrige konger. „Hvis han deltager i krigen, kan vi risikere, at han falder os i ryggen. Her får han jo en perfekt anledning til at genvinde Sauls tillid. ⁵ Det er trods alt den selv samme mand, som Israels kvinder hyldede med ordene: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder.’ ”

⁶ Så kaldte Akish på David og hans mænd og sagde: „Jeg sværger ved den levende Gud, at jeg sætter pris på den loyalitet, I har udvist,” sagde han. „Hvis det stod til mig, ville I få lov til at følge med os i kamp. Men de andre konger siger nej. ⁷ Gå nu stille og roligt tilbage til jeres by, så vi ikke rager uklar med de andre konger.”

⁸ „Jamen, hvad har jeg gjort?” udbrød David. „Har jeg ikke altid været loyal over for dig? Hvorfor må jeg ikke få lov til at kæmpe mod min herres fjender?”

⁹ „I mine øjne er du som sendt af Gud,” forsikrede kong Akish David, „men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at de andre ikke vil have dig med. ¹⁰ Gør nu, som jeg siger, og tag hjem i morgen ved daggry.”

¹¹ Tidligt næste morgen vendte David og hans mænd så tilbage til filistrenes land, mens hæren drog videre i retning af Jizre’eldalen.

David tager hævn over amalekitterne

30 Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden. ² De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn. ³ Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier, ⁴ græd de, til de ikke havde en tåre tilbage. ⁵ Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført. ⁶ Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.

⁷ Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.

⁸ „Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?”

„Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”

⁹ Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der. ¹⁰ 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen. ^11-12 Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,^[b] så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham: ¹³ „Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?”

„Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg. ¹⁴ Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes^[c] land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”

¹⁵ „Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David.

Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”

¹⁶ Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk. ¹⁷ Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler. ^18-19 David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner. ²⁰ Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.

²¹ Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde. ²² Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”

^23-24 Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”

²⁵ Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.

²⁶ Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.” ^27-31 Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,^[d] Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,^[e] jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.

Advarsel mod at falde fra

10 Husk på, kære venner, at alle vores forfædre blev beskyttet af en sky under ørkenvandringen, og at de alle gik igennem Det Røde Hav. ² Derved blev de knyttet til Moses, ligesom dåben har knyttet jer til Kristus, og de forstod, hvor vigtigt det var at adlyde ham. ³ De var fælles om at spise den mad, som kom ned fra himlen, ⁴ og de var fælles om at drikke det vand, som på underfuld vis vældede frem fra en klippe. Det skete flere gange, som om klippen fulgte med dem, og den klippe er symbol på Kristus, som altid følger med jer. ⁵ Alligevel var de allerfleste af dem ulydige, så Gud kunne ikke acceptere dem, og alle de, der var ulydige, døde under den lange ørkenvandring.

⁶ Alt det, der skete med dem, er blevet et eksempel til skræk og advarsel for os, så vi ikke skal gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, sådan som de gjorde. ⁷ Lad os ikke tilbede afguderne, sådan som nogle af dem gjorde. Der står jo skrevet: „De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.”^{[a] 8} Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde.^[b] På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden. ⁹ Lad os ikke sætte os op mod Herren,^[c] sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.^{[d] 10} Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.^[e]

¹¹ Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider. ¹² Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen. ¹³ De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.

Hold jer væk fra al afgudsdyrkelse

¹⁴ Derfor, venner, skal I holde jer langt væk fra enhver form for afgudsdyrkelse. ¹⁵ I er jo fornuftige mennesker og kan selv bedømme det, jeg siger. ¹⁶ Når vi deltager i nadveren og drikker af det bæger med vin, som vi takker Gud for, så bliver vi knyttet sammen med Kristi blod, som han ofrede for os. Og når vi spiser nadverbrødet, så bliver vi knyttet sammen med Kristi legeme, som han ofrede for os. ¹⁷ Fordi der kun er ét brød, udgør vi tilsammen ét legeme, selvom vi er mange, for vi har alle spist af det samme brød. ¹⁸ Tænk på det gamle Guds folk, Israel!^[f] Alle de israelitter, der tog del i offermåltidet, blev knyttet til Gud ved det, der skete på alteret. ¹⁹ Hvad vil jeg sige med det her? Siger jeg, at afguderne virkelig eksisterer, eller at afgudsofringerne er sande ofringer? ²⁰ Slet ikke! Men det, de ofrer, bliver ofret til onde ånder, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer ved at spise disse ofre skal blive knyttet til onde ånder. ²¹ I kan ikke på én gang være ét med Herren og ét med de onde ånder. I kan ikke på én gang deltage i Herrens nadver og i en ofringsfest til onde ånder. ²² Tør I provokere Herren og vække hans vrede, som Israels folk gjorde? Har vi større magt, end han har?

Begræns din egen frihed for næstens skyld

²³ „Alt er tilladt”, siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt, men det er ikke alt, som er til gavn for andre mennesker. ²⁴ Tænk ikke kun på jer selv! Tænk på, hvad der hjælper de andre.

²⁵ Alt det kød, der sælges på torvet, kan I spise med god samvittighed uden at spørge, om det er afgudsofferkød, ²⁶ for: „Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren.”^{[g] 27} Hvis en ikke-troende indbyder jer til middag, og hvis I siger ja tak, så kan I med god samvittighed spise alt, hvad der bliver sat på bordet uden at spørge, hvor det stammer fra. ²⁸ Men hvis man siger til jer: „Det er kød fra afgudstemplet”, så lad være med at spise det af samvittighedshensyn. ²⁹ Jeg mener ikke din egen samvittighed, men den anden persons.

„Men hvorfor skal min frihed begrænses af andre menneskers skrøbelige samvittighed?” vil nogen måske indvende. ³⁰ „Hvis jeg kan spise efter at have takket Gud for maden, hvorfor skal jeg så høre for det bagefter?”

³¹ Jo, det skal jeg sige jer: I skal gøre alting til Guds ære! Også når I spiser og drikker. ³² Jeres handlinger bør ikke vække anstød, hverken hos jøder, grækere eller Guds menighed. ³³ Det er sådan, jeg selv gør, når jeg søger at komme alle i møde. Jeg tænker ikke på, hvad der er bedst for mig selv, men på, hvad der er bedst for dem, så de har mulighed for at få det evige liv.

Folkets afgudsdyrkelse

8 På den femte dag i den sjette måned i det sjette år af vores eksil i Babylonien opholdt jeg mig i mit hus sammen med en gruppe af Judas ledere. Da kom Guds kraft over mig, ² og jeg fik igen et syn. Jeg så en skikkelse, der så ud som et menneske. Fra hofterne og nedefter så han ud som flammende ild, og fra hofterne og opefter så han ud som glødende metal. ³ Han rakte noget ligesom en hånd ud og greb mig i håret. Ånden løftede mig op i luften, så jeg svævede mellem himmel og jord, og jeg blev i synet ført til Jerusalem, til templets indre forgård, hvor der tæt ved den nordlige indgang var opstillet et stort afgudsbillede, som vakte Herrens vrede.

⁴ Pludselig fyldte Guds stråleglans stedet på samme måde, som jeg tidligere havde set den i dalen, ⁵ og han sagde til mig: „Du menneske, se mod nord!” Da jeg gjorde det, kunne jeg se det afskyelige afgudsbillede ved den nordlige indgang, tæt ved alteret. ⁶ „Ser du, hvem de bringer deres ofre til?” fortsatte han. „Ser du, hvilke afskyelige handlinger Israels folk begår? På den måde jager de mig ud af mit eget tempel. Men du vil få endnu værre ting at se.”

⁷ Så førte han mig hen til indgangen til den ydre forgård, og jeg kunne se et hul i muren.

⁸ „Gør hullet større!” beordrede han, og da jeg gjorde det, opdagede jeg en dør til en stor sal.

⁹ „Gå ind,” beordrede han, „så skal du se den ondskab, som går for sig derinde.” ¹⁰ Så gik jeg ind gennem døren.

Indenfor så jeg, at væggene var fyldt med billeder af alle mulige urene dyr og afskyelige afguder. De var mejslet ind i væggen hele vejen rundt. ¹¹ 70 af Israels ledere, deriblandt Ja’azanja, Shafans søn, stod hele vejen rundt foran billederne og tilbad dem hver med sit røgelseskar i hånden. En tyk sky af røgelse hang i luften. ¹² „Se hvordan de israelitiske ledere i hemmelighed tilbeder afguder i deres bedehuse,” sagde Herren. „De siger, at jeg ikke kan se dem, og at jeg har forladt landet og ladt dem i stikken. ¹³ Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”

¹⁴ Derefter førte han mig til den nordlige indgang til den ydre forgård, hvor der sad en flok kvinder og fejrede den årlige sørgehøjtid for afguden Tammuz.^{[a] 15} „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Men kom, så skal jeg vise dig noget, som er endnu værre.”

¹⁶ Så førte han mig ind i templets indre forgård. Og der, mellem alteret og forhallen ind til selve tempelbygningen, stod omkring 25 mænd^[b] med ryggen til Herrens tempel. Med ansigtet vendt mod øst tilbad de solen!

¹⁷ „Er det ikke forfærdeligt at se på?” spurgte han. „Ikke alene tilbeder Judas folk afguderne her lige foran mit tempel, men de fylder også hele landet med vold. Deres stinkende afgudsdyrkelse er ulidelig.^{[c] 18} Derfor får de min vrede at føle. Jeg vil ikke skåne dem eller vise nogen form for medlidenhed. Nej, om de så skriger om nåde, vender jeg det døve øre til.”

Gud er midt iblandt sit folk

46 Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.^[a]

Kongen over alle konger

47 Til korlederen: En sang af Koras slægt.