M’Cheyne Bible Reading Plan

Filistrene forbereder sig til kamp mod Israel

28 På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd. ² „Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”

Saul besøger en åndemaner

³ Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.

⁴ Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizre’eldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen. ⁵ Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte. ⁶ Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne. ⁷ Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor,^[a] der kunne kontakte de døde. ⁸ Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden.

„Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”

⁹ „Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?” ¹⁰ Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”

¹¹ Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?”

„Samuel,” svarede Saul.

¹² Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”

¹³ „Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.”

„Jeg ser en ånd komme op af jorden.”

¹⁴ „Hvordan ser den ud?”

„Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.”

Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.

¹⁵ „Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel.

„Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”

¹⁶ Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander? ¹⁷ Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David. ¹⁸ Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne. ¹⁹ Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”

²⁰ Da kastede Saul sig fladt ned på jorden, lammet af frygt over Samuels ord. Han var desuden udmattet af sult, for han havde ikke spist i næsten et døgn. ²¹ Da kvinden så, hvor fortvivlet han var, sagde hun: „Herre, jeg satte livet på spil ved at føje dig. ²² Nu beder jeg dig om at føje mig og lade mig give dig noget at spise, så du kan komme til kræfter inden hjemturen.”

²³ Saul vægrede sig og sagde: „Jeg kan ikke spise noget.” Men da både kvinden og hans egne mænd ihærdigt prøvede at overtale ham, gav han efter, rejste sig fra gulvet og satte sig op på sengen. ²⁴ Kvinden skyndte sig nu at slagte sin fedekalv. Hun æltede også mel og bagte usyrnet brød. ²⁵ Så serverede hun maden for kongen og hans mænd, og de spiste, før de samme nat drog af sted derfra.

Paulus kræver ikke sin ret

9 Har jeg ikke min frihed? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke med egne øjne set Jesus, vores Herre? Er I ikke resultatet af min tjeneste for Herren? ² Hvis jeg ikke har fungeret som apostel over for andre, så har jeg i hvert fald for jer. Det, at I tilhører Herren, er beviset på min tjeneste som apostel.

³ Til dem, som gerne vil tage mig i forhør, vil jeg sige følgende til mit forsvar: ⁴ Har Barnabas og jeg ikke ret til kost og logi, når vi besøger en menighed? ⁵ Hvis jeg havde en kone, havde jeg så ikke ret til at tage hende med overalt, sådan som de andre apostle, Jesu brødre og Peter gør? ⁶ Er det kun Barnabas og mig, der er tvunget til at have et arbejde ved siden af vores tjeneste? ⁷ Betaler en soldat sin egen løn? Ejer nogen en frugtplantage uden at have ret til at spise af frugten? Har en hyrde ikke ret til at drikke af mælken fra de får og geder, han vogter?

⁸ Er det, jeg siger her, kun mennesketanker? Siger Guds lov ikke det samme? ⁹ I den lov, som Gud gav Moses, står der faktisk: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den tærsker korn.”^[a] Tror I, at Gud kun tænkte på okserne med den befaling? ¹⁰ Mon ikke han også tænkte på os? Naturligvis! De, der pløjer, skal have lov til at pløje med forventning om at få del i høsten engang. Det samme gælder dem, der tærsker. ¹¹ Vi har sået en åndelig udsæd i jeres hjerter. Er det da for meget forlangt, at I til gengæld deler jeres materielle goder med os, ¹² sådan som I gør for andre, der besøger jer? Har I ikke endnu mere grund til at gøre det samme for os?

Men vi har valgt ikke at gøre krav på vores ret til at modtage betaling. I stedet prøver vi at klare os selv, så godt vi kan. Vi ønsker på ingen måde at lægge hindringer i vejen for det budskab om Kristus, som vi forkynder.

¹³ Ved I ikke, at de, der gør tjeneste i helligdommen, spiser af den mad, der bliver bragt som offergaver til Gud? Ved I ikke, at de, der foretager ofrene på Guds alter, får del i det, der ofres? ¹⁴ På samme måde har Herren Jesus bestemt, at de, der forkynder budskabet om ham, skal kunne leve af det.

¹⁵ Men jeg har aldrig gjort brug af en eneste af disse rettigheder, og jeg skriver heller ikke det her for at antyde, at jeg nu vil til at gøre det. Jeg vil nemlig hellere dø af sult end kræve betaling for at forkynde budskabet om Jesus. ¹⁶ At forkynde om Jesus er jo ikke noget, jeg kan rose mig af. Det er lagt hen til mig som en nødvendighed. Ve mig, hvis jeg ikke gør det! ¹⁷ Hvis jeg selv havde valgt at forkynde budskabet, så kunne jeg forvente løn for det. Men sådan er det jo ikke. Det er Gud, der har udvalgt mig og betroet mig den opgave. ¹⁸ Og ved I, hvad min løn er? Det er den glæde, jeg har ved at forkynde uden betaling og uden at gøre krav på alle mine rettigheder.

¹⁹ Fordi jeg således ikke er forpligtet over for nogen bestemt, kan jeg tjene alle mennesker, og mit mål er at vinde så mange som muligt for Kristus. ²⁰ Når jeg er sammen med jøder, der jo lever under loven, gør jeg som dem, selvom jeg ikke selv er underlagt loven. Det gør jeg i håbet om at vinde dem for Kristus. ²¹ Når jeg er sammen med dem, der ikke kender til loven, bekymrer jeg mig ikke om den, for jeg ønsker at vinde dem for Kristus. Dog er det ikke sådan, at jeg er uden nogen lov fra Gud, for jeg er underlagt Kristi kærlighedslov.^{[b] 22} Når jeg er sammen med de svage, opfører jeg mig, som om jeg selv var svag, for at jeg kan vinde de svage. På den måde prøver jeg så vidt muligt at identificere mig med alle mennesker i håb om, at i det mindste nogle af dem vil få det evige liv. ²³ Alt dette gør jeg på grund af det budskab, jeg har fået betroet, og for at få del i de velsignelser, det indeholder.

Det kræver disciplin at vinde sejren

²⁴ Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! ²⁵ Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,^[c] som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. ²⁶ Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. ²⁷ Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.

Afslutningen nærmer sig

7 Derefter sagde Herren til mig: ² „Du menneske, nu er enden nær for Israels folk, og det gælder for hele landet, at afslutningen nærmer sig. ³ Nu er tiden kommet. Jeg udøser min vrede over jer og straffer jer for alle jeres afskyelige handlinger. ⁴ Jeg viser ingen medlidenhed, for I må tage konsekvensen af jeres ondskab, så I kan indse, at jeg er Herren.

⁵ Ulykkerne begynder at vælte ind over jer, for nu er tiden kommet. ⁶ I har løbet linen ud, og straffen hænger over hovedet på jer. ⁷ Solen er gået ned for jer, som bor i mit land. Fjenden er på vej, og I kommer snart til at høre skærende rædselsskrig på højene i stedet for glædesråb. ^8-9 Jeg vil give min vrede frit løb, så I rammes af min knusende dom for jeres afskyelige handlinger. Jeg viser ingen medlidenhed og skåner ingen. I må lide straffen for jeres ondskab og afgudsdyrkelse, så I kan indse, at jeg er Herren, og at det er mig, der straffer jer. ¹⁰ Dommens dag er kommet, for jeres vold og stolthed har nået et klimaks. ¹¹ De rige og mægtige rammes af min vrede. De vil miste alt, og ingen af dem slipper med livet i behold.

¹² Tiden er inde, dagen er kommet. Den, der har gjort et godt køb, får ikke tid til at glæde sig over nyerhvervelsen, og den, der må sælge sine ejendele, får ikke tid til at mærke tabet, for min vrede rammer alt og alle. ¹³ Hvis nogen fortryder et salg, bliver der ikke tid til at lade handelen gå tilbage, for min vrede rammer hele folket og kan ikke standses. Ingen undgår straffen for deres synd.

¹⁴ Der blæses i vædderhornet og kaldes til krig, men ingen gør sig klar til kamp, for min vrede vil ramme dem alle. ¹⁵ Uden for bymuren bliver krigere dræbt i kampen, og indenfor dør man af sult og sygdom. ¹⁶ De, der undslipper, flygter op i bjergene og hænger med hovedet som skræmte duer. De sørger over deres synder. ¹⁷ Man lader hænderne synke i afmagt, og alles knæ ryster af skræk. ¹⁸ De klæder sig i sæk og aske, og rædsel står malet i deres ansigt. Deres glatbarberede hoveder viser deres fortvivlelse og skam.

¹⁹ De vil smide deres sølvmønter væk, og deres guld vil overhovedet ikke gavne dem noget. Deres kostbarheder kan ikke redde dem, for på vredens dag er de intet værd. Sølv og guld kan ikke mætte de tomme maver, og for øvrigt var det deres jagt efter rigdom, som førte dem ud på syndens skråplan. ²⁰ De var så stolte af deres smykker, men de brugte dem til at lave afguder af. Derfor vil jeg gøre det sådan, at deres sølv og guld hænger dem langt ud af halsen. ²¹ Gudløse folkeslag vil komme og overtage det, så de kan bruge det til deres egne afgudsbilleder. ²² Jeg vil ikke røre en finger, når fjenderne trænger ind i templet og røver alt af værdi.

²³ Gør fangelænkerne parat til mit folk, for Jerusalem er fyldt med vold, og landet er fuld af mordere. ²⁴ Onde folkeslag vil overtage jeres huse, og nedbryde alt det, I er så stolte over. Jeres afgudshøje vil blive ødelagt. ²⁵ Skræk og rædsel vil overmande jer. I vil søge efter fred, men ikke finde den. ²⁶ Katastroferne vil vælte ind over jer, og I vil høre de forfærdeligste rygter. I vil spørge profeterne, om de har fået et syn, og I ville ønske, at præsterne havde svar på jeres spørgsmål, eller lederne havde nogle gode råd. Men det får I intet ud af. ²⁷ Kongen sørger, og fyrsterne står rådvilde og uden håb. Hele folket er lammet af frygt og forfærdelse. Jeg giver jer, hvad I har fortjent. Nu dømmer jeg jer, som altid havde så travlt med at dømme andre. Så må I da kunne indse, at jeg er Herren.”

En kongelig bryllupssang

45 Til korlederen: En kærlighedssang af Koras slægt. Synges til melodien „Liljerne”.