M’Cheyne Bible Reading Plan

27 Men David sagde til sig selv: "Jeg falder dog en skønne Dag for Sauls Hånd. Jeg har ingen anden udvej end at søge Tilflugt i Filisternes Land; så opgiver Saul at søge efter mig nogetsteds i Israels Land, og jeg er uden for hans Rækkevidde!" ² David brød da op og drog med sine 600 Mænd over til Maoks Søn, Kong Akisj af Gat; ³ og David boede hos Akisj i Gat tillige med sine Mænd, som havde deres Familier med, ligesom David havde sine to Hustruer med, Ahinoam fra Jizre'el og Abigajil, Karmeliten Nabals Hustru. ⁴ Da Saul fik at vide, at David var flygtet til Gaf, holdt han op at søge efter ham. ⁵ Men David sagde til Akisj: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, lad mig så få et Sted at bo i en af Byerne ude i Landet, thi hvorfor skal din Træl bo hos dig i Hovedstaden?" ⁶ Akisj lod ham da med det samme få Ziklag; og derfor tilhører Ziklag endnu den Dag i Dag Judas Konger. ⁷ Den Tid, David boede i Filisternes Land, udgjorde et År og fire Måneder.

⁸ Og David og hans Mænd drog op og plyndrede hos Gesjuriterne, Gizriterne og Amalekiterne; thi de boede i Landet fra Telam hen imod Sjur og hen til Ægypten; ⁹ og når David plyndrede Landet, lod han hverken Mænd eller Kvinder blive i Live, men Småkvæg, Hornkvæg, Æsler, Kameler og Klæder tog han med; når han så vendte tilbage og kom til Akisj, ¹⁰ og han spurgte: "Hvor hærgede I denne Gang?" svarede David: "Idet judæiske Sydland!" eller: "I det jerame'elitiske Sydland!" eller: "I det kenitiske Sydland!" ¹¹ David lod ingen Mand eller Kvinde blive i Live for ikke at måtte tage dem med til Gat; thi han tænkte: "De kunde røbe os og sige: Det og det har David gjort!" Således bar han sig ad, al den Tid han opholdt sig i Filisternes Land. ¹² Derfor fik Akisj Tillid til David, idet han tænkte: "Han har gjort sig grundig forhadt hos sit Folk Israel; han vil tjene mig for stedse!"

8 Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger. ² Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke således, som man bør kende. ³ Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.) ⁴ Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een. ⁵ Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer, ⁶ så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting ere, og vi ved ham.

⁷ Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes. ⁸ Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke spise. ⁹ Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød for de skrøbelige! ¹⁰ Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig, blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet? ¹¹ Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for hvis Skyld Kristus er død. ¹² Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige Samvittighed, Synde I imod Kristus. ¹³ Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder.

6 Og Herrens ord kom til mig således: ² Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profeter imod dem ³ og sig: Israels Bjerge, hør den Herre Herrens Ord! Så siger den Herre Herren til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene: Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje. ⁴ Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder; ⁵ jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og strør eders Ben rundt om eders Altre. ⁶ Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gå til Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gå til Grunde, eders Afudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter hugges om og eders Værker tilintetgøres. ⁷ Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er Herren.

⁸ Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder undslipper fra Sværdet blandt Folkene, når I spredes i Landene, ⁹ og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder; og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort, over alle deres Vederstyggeligheder. ¹⁰ Og de skal kende, at jeg er Herren; det var ikke tomme Ord, når jeg talede om at gøre den Ulykke på dem.

¹¹ Så siger den Herre Herren: Slå Hænderne sammen, stamp med Foden og råb Ve over alle Israels Huses grimme Vederstyggeligheder! De skal falde for Sværd, Hunger og Pest. ¹² Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af Hunger; således udtømmer jeg min Vrede over dem. ¹³ De skal kende, at jeg er Herren, når deres dræbte ligger midt iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre på hver høj Bakke, på alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres Afgudsbilleder. ¹⁴ Jeg udrækker Hånden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg er Herren.

44 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.

² Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd; ³ Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig; ⁴ thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær. ⁵ Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr. ⁶ Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn; ⁷ thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr; ⁸ men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme. ⁹ Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.

¹⁰ Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære; ¹¹ du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte; ¹² du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene, ¹³ dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget. ¹⁴ Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander, ¹⁵ du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os. ¹⁶ Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn ¹⁷ for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

¹⁸ Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt! ¹⁹ Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej. ²⁰ Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke. ²¹ Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud, ²² vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom ²³ nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg! ²⁴ Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse! ²⁵ Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel? ²⁶ Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. ²⁷ Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!