M’Cheyne Bible Reading Plan
Samuel salver David til konge
16 Efter nogen tid sagde Herren til Samuel: „Jeg har jo forkastet Saul som konge i Israel! Hvor længe endnu vil du gå og sørge over ham? Fyld hellere dit horn med olivenolie og gå til Betlehem. Dér skal du opsøge en mand ved navn Isaj, for jeg har udvalgt en af hans sønner til at være Israels nye konge.”
2 „Hvordan skal jeg kunne gøre det?” indvendte Samuel. „Hvis Saul får det at vide, slår han mig ihjel.”
„Tag en kvie med dig,” svarede Herren, „og sig, at du er kommet for at ofre til Herren. 3 Så skal du invitere Isaj til at deltage i ofringen, og jeg vil vise dig, hvem af hans sønner du skal salve til konge.”
4 Samuel gjorde nu, som Herren havde sagt, og han ankom til Betlehem. Men byens ledere blev bange, da de så ham. „Er der noget galt?” spurgte de. „Hvad er grunden til dit besøg?”
5 Samuel svarede: „Der er ikke noget galt. Jeg er kommet for at ofre til Herren. Rens jer og kom så til offerfesten.”
Samuel sørgede for at Isaj og hans sønner gennemgik renselsesritualet og indbød dem til ofringen. 6 Da de kom, og Samuel så Isajs søn Eliab, tænkte han: „Det må være ham!” 7 Men Herren svarede: „Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden efter det ydre, men Herren ser på hjertet.”
8 Derefter præsenterede Isaj sin næste søn, Abinadab, for Samuel, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.”
9 Så præsenterede Isaj sin næste søn, Shamma, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.” 10 På samme måde gik det med de fire næste sønner.
„Det er ikke nogen af de syv, Herren har udvalgt,” sagde Samuel til Isaj. 11 „Er det alle de sønner, du har?”
„Nej. Der er en mere, den yngste, han vogter får ude på marken,” svarede Isaj.
„Send straks bud efter ham,” befalede Samuel. „Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.”
12 Så sendte Isaj bud efter David. Han var en rask og rødmosset dreng med et godt udseende og kønne øjne, og Herren sagde: „Det er ham, du skal salve til konge!”
13 Da hældte Samuel olivenolien ud over Davids hoved og salvede ham for øjnene af hans brødre, og Herrens Ånd kom over ham og blev over ham fra den dag af. Så vendte Samuel tilbage til Rama.
David kommer i tjeneste hos Saul
14 Men Herrens Ånd havde forladt Saul, og i stedet blev han plaget af en ond ånd fra Herren. 15-16 „Det er en ond ånd fra Gud, som plager dig,” sagde Sauls tjenere. „Hvis du synes om det, vil vi finde en, der kan spille på lyre[a] for dig, når den onde ånd plager dig, så du falder til ro og får det bedre.”
17 „Ja, find en mand som er dygtig til at spille, og bring ham til mig,” svarede Saul.
18 En af tjenerne sagde: „Jeg kender en ung mand i Betlehem, en søn af Isaj. Han er ikke bare dygtig til at spille, han er også en modig kriger. Han taler kloge ord, og ser godt ud. Herren er med ham!”
19 Så sendte Saul bud til Isaj: „Send mig din søn, David, ham, som vogter dine får.” 20 Isaj læssede derpå et æsel med brød, en lædersæk med vin og et gedekid og sendte David af sted med denne gave til Saul. 21 Sådan gik det til, at David kom i tjeneste hos Saul, som kom til at holde af ham og gjorde ham til sin våbendrager. 22 Så sendte Saul igen bud til Isaj og sagde: „Lad David blive i min tjeneste, for jeg er godt tilfreds med ham.”
23 Når Saul blev plaget af den onde ånd fra Gud, tog David sin lyre og spillede for ham. Så forlod den onde ånd Saul, og han følte sig meget bedre tilpas.
Døm ikke hinanden
14 Vis forståelse for de svage i troen, og lad være med at dømme hinandens motiver. 2 Nogle mener, at det er i orden at spise hvad som helst. De svage i troen mener, at man kun må spise grønsager.[a] 3 De, der spiser alt, må ikke ringeagte dem, der ikke gør det, og de, der ikke spiser alt, må ikke fordømme dem, der gør det, for Gud har accepteret dem. 4 Det er ikke dit ansvar at være dommer over andres meninger. Det er Gud, der afgør, om de gør det rigtige eller ej, for det er ham, de tjener. Og Gud er i stand til at hjælpe dem, så de ikke til sin tid bliver dømt.
5 Nogle mener, at visse dage er mere hellige end andre dage. Andre mener, at alle dage er lige gode. Her må hver enkelt nå frem til sin egen overbevisning. 6 De, der betragter bestemte dage som mere hellige end andre, gør det til Guds ære. De, der mener, at man kan spise alt, gør det til Guds ære, for de takker ham for maden. De, der mener, at man ikke bør spise visse ting, gør det til Guds ære, og de takker ham også for maden. 7 Der er jo ingen af os, der lever eller dør for selv at få ære. 8 Nej, vi ønsker at leve til Guds ære og dø til Guds ære. Hvad enten vi lever eller dør, så tilhører vi ham. 9 Da Kristus døde og blev levende igen, blev han herre over både de døde og de levende.
10 Hvor tør du dømme dine medkristne eller se ned på dem? Husk på, at vi alle en dag vil blive stillet for Guds domstol. 11 Der står jo skrevet: „Så sandt jeg lever, siger Herren, skal alle bøje knæ for mig, og alle skal erklære, at jeg er Gud.”[b] 12 Altså skal hver eneste af os en dag stå til regnskab over for Gud.
Byg op i stedet for at rive ned
13 Hold op med at dømme hinanden. I skulle hellere tage den beslutning aldrig at gøre noget, der kan føre til, at en medkristen mister troen. 14 Jeg er overbevist om, at ifølge Herren Jesus er der ingen mad, der i sig selv er uren, og derfor ikke må spises. Men de, der har samvittighedskvaler ved at spise visse ting, skal hellere lade være. 15 Hvis du sårer en af dine medkristne ved det, du spiser, handler du ikke længere i kærlighed. Lad ikke din frihed til at spise hvad som helst ødelægge et menneske, som Kristus døde for. 16 Frihed er godt, men det må ikke føre til, at I får et dårligt ry. 17 Guds rige er nemlig ikke et spørgsmål om, hvad man spiser og drikker, men om at opleve den accept, fred og glæde, der kommer fra Helligånden. 18 Hvis I tjener Kristus med den holdning, vil I glæde Gud og blive respekteret af mennesker.
19 Gør alt, hvad I kan, for at leve i harmoni med hinanden og styrke fællesskabet. 20 Ødelæg ikke Guds værk på grund af maden. Det er tilladt at spise alt, men det bliver til noget forkert for dem, der spiser, hvad deres samvittighed forbyder dem. 21 Du bør derfor hverken spise kød, drikke vin eller foretage dig andre ting, hvis dine handlinger får en medkristen til at miste troen. 22 Den overbevisning du har om frihed til at spise alt, bør du holde for dig selv. Vær du glad, hvis du ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, 23 men de, der tvivler på, at de gør det rigtige, har allerede dømt sig selv, for så handler de ikke ud fra deres egen overbevisning. Gør du noget, du mener, er forkert—ja, så er det forkert.
Jerusalem i sorg
1 Ak ja, den travle by er nu folketom.
Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.
Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.
2 Byen jamrer og græder natten lang.
Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.
Alle de gamle venner har svigtet hende.
3 Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.
De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.
De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.
4 Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.
Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.
Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.
5 Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.
Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.
Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.
6 Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.
Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.
De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.
7 Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun[a] har mistet.
Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.
Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.
8 Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.
Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.
Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.
9 Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.
Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.
„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”
10 Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.
Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,
men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.
11 Lidelsen ramte alle, som boede i byen.
Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.
Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!
12 Mon der findes en større smerte end min?
Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?
Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.
13 Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.
Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.
Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.
14 Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.
Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.
Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.
15 På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.
Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.
Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.
16 Resultatet er en stadig strøm af tårer.
Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.
Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”
17 Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.
Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.
De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.
18 „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,
for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.
Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.
19 Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.
Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,
forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.
20 Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.
De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,
men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.
21 Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.
Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.
Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.
22 Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!
Straf dem, som du har straffet mig!
Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.