M’Cheyne Bible Reading Plan

15 Samuel sagde til Saul: "Det var mig, Herren sendte for at salve dig til konge over hans Folk Israel; lyd nu Herrens Røst. ² Så siger Hærskarers Herre: Jeg vil straffe Amalek for, hvad de gjorde mod Israel, da de stillede sig i Vejen for det på Vandringen op fra Ægypten. ³ Drag derfor hen og slå Amalek og læg Band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både Mænd og Kvinder, Børn og diende, Okser og Får, Kameler og Æsler!" ⁴ Så stævnede Saul Folket sammen og mønstrede dem i Telaim, 200000 Mand Fodfolk og 10000 Mand af Juda.

⁵ Derpå drog Saul mod Amaleks By og lagde Baghold i Dalen. ⁶ Men Saul sagde til Keniterne: "Skil eder fra Amalekiterne og gå eders Vej, for at jeg ikke skal udrydde eder sammen med dem; I viste jo Venlighed mod alle Israeliterne, dengang de drog op fra Ægypten!" Så trak Keniterne sig tilbage fra Amalek. ⁷ Og Saul slog Amalek fra Havila til Sjur, som ligger østen for Ægypten, ⁸ og tog Kong Agag af Amalek levende til Fange. På alt Folket lagde han Band og huggede dem ned med Sværdet; ⁹ men Saul og Folket skånede Agag og det bedste af Småkvæget og Hornkvæget, de fede og velnærede Dyr, alt det bedste; de vilde ikke lægge Band på dem,men på alt det dårlige og værdiløse Kvæg lagde de Band.

¹⁰ Da kom Herrens Ord til Samuel således: ¹¹ "Jeg angrer, at jeg gjorde Saul til Konge; thi han har vendt sig fra mig og ikke holdt mine Befalinger!" Da vrededes Samuel og råbte til Herren hele Natten. ¹² Næste Morgen tidlig, da Samuel vilde gå Saul i Møde, blev der meldt ham: "Saul kom til Karmel og rejste sig et Mindesmærke der; så vendte han om og drog videre ned til Gilgal!" ¹³ Samuel begav sig da til Saul. Saul sagde til ham: "Herren velsigne dig! Jeg har holdt Herrens Befaling!" ¹⁴ Men Samuel sagde: "Hvad er det for en Brægen af Småkvæg, som når mit Øre, og Brølen af Hornkvæg, jeg hører?" ¹⁵ Saul svarede: "De tog dem med fra Amalekiterne; thi Folket skånede det bedste af Småkvæget og Hornkvæget for at ofre det til Herren din Gud; på det andet derimod lagde vi Band!" ¹⁶ Da sagde Samuel til Saul: "bet er nok! Jeg vil kundgøre dig, hvad Herren i Nat har sagt mig!" Han svarede: "Tal!"

¹⁷ Da sagde Samuel: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke Høvding for Israels Stammer, og salvede Herren dig ikke til Konge over Israel? ¹⁸ Og Herren sendte dig af Sted med den Befaling: Gå hen og læg Band på Amalekiterne, de Syndere, og før Krig imod dem, indtil du har udryddet dem! ¹⁹ Hvorfor adlød du da ikke Herrens Røst, men styrtede dig over Byttet og gjorde, hvad der er ondt i Herrens Øjne?" ²⁰ Saul svarede Samuel: "Jeg adlød Herrens Røst og gik, hvor Herren sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt Band på Amalek; ²¹ men Folket tog Småkvæg og Hornkvæg af Byttet, det bedste af det bandlyste, for at ofre det til Herren din Gud i Gilgal." ²² Men Samuel sagde: "Mon Herren har lige så meget Behag i Brændofre og Slagtofre som i Lydighed mod Herrens Høst? Nej, at adlyde er mere værd end Slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end Væderfedt; ²³ thi Genstridighed er Trolddomssynd, og Egenrådighed er Afgudsbrøde. Fordi du har forkastet Herrens Ord, har han forkastet dig, så du ikke mere skal være Konge!" ²⁴ Da sagde Saul til Samuel: "Jeg har syndet, thi jeg har overtrådt Herrens Befaling og dine Ord, men jeg frygtede Folket og føjede dem: ²⁵ tilgiv mig dog nu min Synd og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede Herren!" ²⁶ Men Samuel sagde til Saul: "Jeg vender ikke tilbage med dig; fordi du har forkastet Herrens Ord, har Herren forkastet dig, så du ikke mer skal være Konge over Israel!" ²⁷ Derpå vendte Samuel sig for at gå, men Saul greb fat i hans Kappeflig, så den reves af. ²⁸ Da sagde Samuel til ham: "Herren har i Dag revet Kongedømmet over Israel fra dig og givet det til en anden, som er bedre end du! ²⁹ Visselig, han, som er Israels Herlighed, lyver ikke, ej heller angrer han; thi han er ikke et Menneske, at han skulde angre!" ³⁰ Saul sagde: "Jeg har syndet; men vis mig dog Ære for mit Folks Ældste og Israel og vend tilbage med mig, for at jeg kan tilbede Herren din Gud!" ³¹ Da vendte Samuel tilbage med Saul, og Saul tilbad Herren.

³² Derpå sagde Samuel: "Bring Kong Agag af Amalek hid til mig!" Og Agag gik frejdigt hen til ham og sagde: "Visselig, nu er Dødens Bitterhed svundet!" ³³ Da sagde Samuel: "Som dit Sværd har gjort Kvinder barnløse, skal din Moder blive barnløs fremfor andre Kvinder!" Derpå sønderhuggede Samuel Agag for Herrens Åsyn i Gilgal. ³⁴ Samuel begav sig så til Rama, mens Saul drog op til sit Hjem i Sauls Gibea. ³⁵ Og Samuel så ikke mere Saul indtil sin Dødedag; thi Samuel sørgede over Saul.

Herren angrede, at han havde gjort Saul til Konge over Israel;

13 Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, ² så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. ³ Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den. ⁴ Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde. ⁵ Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens. ⁶ Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare på dette. ⁷ Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære.

⁸ Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. ⁹ Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig selv," ¹⁰ Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.

¹¹ Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende. ¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben; ¹³ lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; ¹⁴ men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, så Begæringer vækkes!

52 Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna.

² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som Jojakim. ³ Thi for Herrens Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt fra Babels konge. ⁴ I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; ⁵ og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår. ⁶ På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur gennembrudt. ⁷ Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til. ⁸ Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. ⁹ Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. ¹⁰ Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han alle Judas Øverster henrette i Ribla; ¹¹ og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin Dødedag.

¹² På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem. ¹³ Han satte Ild på Herrens Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; ¹⁴ og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten for Livvagten havde med sig. ¹⁵ De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. ¹⁶ Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere, ¹⁷ Kobbersøjlerne i Herrens Hus, Stellene og Kobberhavet i Herrens Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. ¹⁸ Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; ¹⁹ også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten.

²⁰ De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene, som Salomo havde ladet lave til Herrens Hus Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. ²¹ Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt. ²² Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt, og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle. ²³ Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit; der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket. ²⁴ Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten Zefanja og de tre Dørvogtere; ²⁵ og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket, og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd at Folket fra Landet, der fandtes i Byen ²⁶ dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla ²⁷ og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.

²⁸ Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere, ²⁹ i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem; ³⁰ i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.

³¹ I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet. ³² Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, som var hos ham i Babel. ³³ Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede. ³⁴ Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.

31 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Herre, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd, ³ du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; ⁴ thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig, ⁵ fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt, ⁶ i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, Herre, du tro faste Gud, ⁷ du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på Herren, ⁸ jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide. ⁹ Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

¹⁰ Vær mig nådig, Herre, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre. ¹¹ Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres. ¹² For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig. ¹³ Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar. ¹⁴ Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

¹⁵ Men, Herre, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud, ¹⁶ mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig, ¹⁷ lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed. ¹⁸ Herre, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. ¹⁹ Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

²⁰ Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne. ²¹ Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv. ²² Lovet være Herren, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad. ²³ Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig. ²⁴ Elsk Herren, alle hans fromme; de trofaste skærmer Herren; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold. ²⁵ Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på Herren!