M’Cheyne Bible Reading Plan
Josefs efterkommere
16 1-2 Ved lodtrækning fik Josefs efterkommere jord i et område, hvis sydgrænse startede ved Jordanfloden ud for Jeriko og gik videre op i højlandet til Betel (også kaldet Luz) og dernæst videre gennem arkitternes land til Atarot. 3 Derpå bøjede den mod sydvest til jafletitternes område og kom til Nedre Bet-Horon og videre til Gezer og derfra ud til Middelhavet. 4 De to stammer fra Josefs sønner, Efraim og Manasse, fik hver deres arvelod.
Efraims arvelod
5 Efraims klaners område gik fra Atarot-Addar mod øst til Øvre Bet-Horon mod vest, 6 og derfra gik grænsen ud til Middelhavet. Nordgrænsen gik gennem Mikmetat og videre østpå i en bue op til Ta’anat-Shilo og videre øst om Janoha. 7 Fra Janoha fortsatte den ned til Atarot og Na’ara øst om Jeriko for at ende ved Jordanfloden. 8 Fra Tappuach løb nordgrænsen vestpå langs med Kana-kløften til Middelhavet. 9 Efraim fik tillige nogle byer inden for Manasses territorium.
10 De kana’anæere, som boede i Gezer, blev imidlertid aldrig drevet ud, og derfor lever de den dag i dag som slaver blandt Efraims folk.
Manasses arvelod
17 Også efterkommerne af Manasse, Josefs ældste søn, fik ved lodtrækning tildelt jord. (Makir-slægten, der var efterkommere af Manasses ældste søn Makir, der blev far til Gilead, havde allerede fået tildelt Gilead og Bashan øst for Jordanfloden. De var dygtige krigere.) 2 Manasses stammes øvrige slægter, det vil sige Abiezers, Heleks, Asriels, Sikems, Shemidas og Hefers slægter, fik tildelt et område vest for Jordanfloden.
3 Hefers søn Zelofhad[a] havde imidlertid ingen sønner—kun døtrene Mahla, Noa, Hogla, Milka og Tirtza. 4 Disse fem kvinder kom til præsten Eleazar og Josva og til de israelitiske ledere og sagde: „Herren gav Moses besked på, at vi skulle arve på lige fod med mændene i vores stamme.”
5-6 Derfor gav Josva de fem kvinder land på lige fod med deres mandlige slægtninge, sådan som Herren havde befalet gennem Moses. Manasses område vest for Jordanfloden blev opdelt i ti områder, fordi kvinderne i Manasses stamme også fik jord. Resten af stammen fik jord i Gilead.
7 Manasses område gik fra Ashers grænse til Mikmetat tæt ved Sikem. Fra Mikmetat gik grænsen sydpå til dem, der boede ved Tappuachs kilde. 8 Landet omkring Tappuach tilfaldt Manasse, men selve byen på grænsen mellem Manasse og Efraim tilfaldt Efraim. 9 Fra Tappuachs kilde fulgte grænsen nordsiden af Kana-kløften ud til Middelhavet. Nogle af byerne i Manasses område tilfaldt Efraim. 10 Sydsiden af Kana-kløften tilhørte Efraims territorium, og nordsiden tilhørte Manasses. Mod vest grænsede Manasses område op til Middelhavet, mod nordvest til Ashers territorium, og mod nordøst til Issakars territorium.
11 Manasses halve stamme fik desuden nogle byer med tilhørende landsbyer i Issakars og Ashers territorier: Bet-Shan, Jibleam, Dor, En-Dor, Ta’anak og Megiddo. (Den tredje af disse lå ved kysten.)[b] 12 Men det lykkedes ikke Manasses stamme at fordrive de oprindelige indbyggere i disse byer, og derfor bor kana’anæerne der den dag i dag. 13 Dog lykkedes det med tiden israelitterne at undertvinge kana’anæerne og gøre dem til slaver.
14 Josefs efterkommere kom nu til Josva og sagde: „Hvorfor har du ikke givet os et større territorium, når Herren har gjort os så talrige?”
15 „Hvis der ikke er plads nok til jer i Efraims højland,” svarede Josva, „må I selv rydde skoven og indtage det område, hvor perizzitterne og refaitterne bor.”
16 „Nej, højlandet er ikke stort nok til os,” sagde Josefs efterkommere, „men kana’anæerne i lavlandet omkring Bet-Shan og i Jizre’eldalen kan vi ikke drive væk, for de har jernvogne.”
17-18 „Tag bare skovområdet på bjergskråningerne,” svarede Josva. „I er en stor og stærk stamme, så det skal nok lykkes for jer. Og jeg er sikker på, at I også kan jage kana’anæerne bort fra lavlandet, selv om de er stærke og har jernvogne.”
Hele skabningen skal lovsynge Herren
148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
2 Pris ham, I engle,
lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
3 Pris ham, sol og måne,
lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
4 Pris ham, I højeste himle,
lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
5 I skal alle prise Herren,
for I er skabt på hans befaling.
6 Han gav jer hver jeres faste plads
ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
7 Lad Herrens pris lyde fra jorden,
lovsyng ham, alle I havets skabninger.
8 Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
9 Pris ham, I bjerge og bakker,
lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
han har givet sine tjenere grund til glæde,
det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!
Falske ledere har forført Guds folk
8 Når fjenderne kommer, vil de åbne gravene, hvor Judas konger, stormænd, præster, profeter og andre ligger. 2 De vil sprede deres knogler ud på jorden, så de ligger utildækket under solen og månen og stjernerne, som de i sin tid tilbad og søgte råd hos. Der vil de ligge og blive til gødning. 3 Nogle få af mit oprørske folk vil overleve og blive sendt i eksil, men de vil ønske de var døde,” siger Herren, den Almægtige.
4 Derefter bad Herren mig sige følgende til folket: „Hør, hvad Herren siger: Når man falder, skynder man sig så ikke at komme på benene igen? Og når man er gået i den forkerte retning, vender man så ikke straks om, når man opdager det? 5 Hvorfor bliver Jerusalems indbyggere så ved med at gøre oprør? Hvorfor nægter de at vende om fra deres vantro? 6 Jeg lytter opmærksomt til deres samtaler, men ingen siger et sandt ord. Ingen angrer deres synd eller indrømmer deres fejltagelser. Nej, de styrter sig hovedkulds ud i synden som stridsheste, der stormer frem til kamp. 7 Selv storken ved, hvornår den skal trække bort, og det samme gælder duen, tranen og svalen. Hvert år vender de tilbage i rette tid. Men mit folk? De er ligeglade med mine befalinger.
8 Hvordan kan I påstå, at I er kloge og kender mine love, når jeres skriftlærde har løjet for jer og fordrejet dem? 9 Men jeg vil lukke munden på dem og straffe dem. Hvad visdom er der i at forkaste Herrens ord? 10 Jeg overdrager deres koner og ejendom til andre, fordi de alle kun er ude på at skrabe til sig, så meget de kan. Selv præsterne og profeterne er fulde af løgn. 11 De behandler dybe sår, som var det ufarlige rifter. ‚Det sker der ikke noget ved,’ forsikrer de, men de tager grueligt fejl. 12 De skal straffes for deres afskyelige afgudsdyrkelse, for de har ikke skam i livet. Derfor skal de dø ligesom alle de andre, siger Herren. 13 Da jeg ville høste, var der ingen druer på vinstokkene og ingen figner på figentræerne. Alle bladene var visne. Derfor sender jeg en fjende, som skal trampe dem ned.”[a]
14 Da vil folket sige: „Hvad venter vi på? Kom, lad os samles i de befæstede byer, for vi vil ikke dø uden kamp. Vores Gud, Herren, har fældet dødsdom over os og rakt os giftbægeret som straf for vores synder. 15 Vi havde håbet på fred og bedre tider, men nu er ulykken over os. 16 Fjendens hær kan allerede høres i Dan, hele landet skælver af angst. Fjenderne er på vej for at ødelægge landet, lægge byerne i ruiner og slå hele befolkningen ihjel.”
17 „Ja,” siger Herren, „jeg sender en hær imod jer som utæmmelige giftslanger, der dræber jer med deres bid.”
Jeremias sørger over Judas synder
18 Da udbrød jeg: „Mit hjerte er knust af sorg! 19 Hør folkets fortvivlede skrig ud over landet.
‚Hvor er Herren blevet af?’ råber de. ‚Hvorfor har han forladt sit tempel i Jerusalem?’
Men Herren vil svare: ‚Hvorfor vakte I min vrede med jeres afgudsbilleder og tomme ritualer?’
20 ‚Ak,’ råber folket til Herren, ‚tiden er gået, og nu er det for sent.[b] Hvorfor greb du ikke ind og reddede os?’ ”
21 Jeg er fortvivlet over mit folks ulykke. Jeg er knust, utrøstelig og stum af sorg. 22 Er der ingen salve tilbage i Gilead? Er der ingen læge, der kan lindre smerten? Er der slet ingen redning for mit folk? 23 Jeg ville ønske, jeg havde et hav af tårer, for så kunne jeg græde dag og nat over Jerusalems dræbte indbyggere.
Historien om kongesønnens bryllupsfest(A)
22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:
2 „Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. 3 Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. 4 Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ 5 Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. 6 Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. 8 Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. 9 Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ 10 Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.
11 Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. 12 ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. 13 Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, 14 for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord(B)
15 Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. 16 Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne[a] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. 17 Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” 18 Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? 19 Vis mig den mønt, I betaler skat med.”
De rakte ham en. 20 „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”
21 „Det er kejserens navn og billede.”
„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[b]
22 Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde(C)
23 Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: 24 „Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. 25 Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, 26 men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. 27 Til sidst døde også konen. 28 Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”
29 „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. 30 Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. 31 Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:
32 ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’
Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”
33 Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.
Det vigtigste bud i Toraen(D)
34 Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. 35 De fik en af de skriftlærde til at spørge:
36 „Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”
37 Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.[c] 38 Det er det største og fornemmeste bud. 39 Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’[d] 40 Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”
Messias som Davids søn(E)
41 Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: 42 „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”[e]
„Han er Davids søn,” svarede de.
43 „Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:
44 ‚Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’[f]
45 Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”
46 Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.