M’Cheyne Bible Reading Plan

Fordelingen af landet vest for Jordanfloden

14 Det følgende er de landområder, israelitterne fik i Kana’an. Det var Josva og præsten Eleazar, der sammen med stammernes overhoveder fordelte dem ² ved lodtrækning imellem de resterende ni en halv stammer, sådan som Herren havde befalet Moses. ^3-4 Området øst for Jordanfloden havde Moses allerede fordelt imellem de to en halv stammer. Josefs efterkommere udgjorde på det tidspunkt to stammer, Manasses stamme og Efraims stamme. Levitterne fik ingen jord, kun nogle byer at bo i og de omliggende græsmarker til deres hornkvæg og småkvæg. ⁵ Fordelingen af landet var således helt i overensstemmelse med de retningslinier, Herren havde givet Moses.

⁶ En delegation fra Judas stamme kom under Kalebs ledelse til Josva i Gilgal.

„Husker du, hvad Herren sagde til Moses om os to, mens vi endnu var i Kadesh-Barnea?” spurgte Kaleb. ⁷ „Jeg var 40 år gammel, dengang Moses sendte os fra Kadesh-Barnea ind i Kana’an for at udspionere landet. Da vi kom tilbage, aflagde jeg rapport til ham efter bedste overbevisning. ⁸ Den rapport, som de andre spioner aflagde, gjorde imidlertid folket bange, så de ikke havde mod til at indtage landet. Men jeg stolede på Herren min Gud af hele mit hjerte. ⁹ Den dag lovede Moses mig: ‚Den del af Kana’ans land, som du har været inde i, skal altid tilhøre dig og dine efterkommere, fordi du har vist Herren fuld lydighed.’ ”

¹⁰ „Nu er jeg 85 år gammel,” fortsatte Kaleb, „og i de 45 år, der er gået, siden Herren talte til Moses om det her, har Herren bevaret mig gennem alt, inklusive den lange ørkenvandring. ¹¹ I dag er jeg lige så stærk som dengang, Moses sendte os ind i landet. Jeg har den samme livskraft og kan stadig håndtere mine våben. ¹² Derfor vil jeg anmode dig om at overdrage mig det højland, som Herren lovede mig. Du husker nok, at anakitterne bor der i store befæstede byer. Men ved Herrens hjælp skal jeg nok få jaget dem bort, som han lovede.”

¹³ Så velsignede Josva ham, og han gav ham højsletten med Hebron som arvelod. ¹⁴ Sådan kom Hebron til at tilhøre Kalebs slægt, og det gør den stadig, fordi han viste Herren fuld lydighed. ¹⁵ Hebron blev tidligere kaldt Kirjat-Arba efter Arba, som var den største af de anakitiske kæmper. Josva førte nu ikke flere krige.

Judas territorium

15 Ved lodtrækning fik klanerne af Judas stamme tildelt jord i det område, der mod sydøst grænser op til Edom og strækker sig helt ned i Zins ørken.

^2-4 Sydgrænsen gik fra Det Døde Havs sydvestlige kant, syd om Akrabbimpasset, videre gennem Zins ørken, syd om Kadesh-Barnea til Hetzron. Så gik den op til Addar, drejede imod Karka og videre til Atzmon, indtil den nåede Egyptens Bæk, som den fulgte helt ud til Middelhavet.

⁵ Østgrænsen gik langs Det Døde Hav op til Jordanflodens udløb.

Nordgrænsen begyndte ved bugten, hvor Jordanfloden løber ud i Det Døde Hav, ⁶ gik nordpå til Bet-Hogla og videre vestpå nord om Bet-ha-Araba til Bohans sten, opkaldt efter Rubens søn. ⁷ Derfra løb den gennem Akors dal til Debir, hvor den drejede mod nordvest til Gelilot,^[a] som ligger over for Adummimpasset på dalens sydside. Derfra løb grænsen videre til kilderne ved En-Shemesh og videre til En-Rogel, ⁸ hvorfra den løb gennem Hinnoms dal og fulgte den sydlige side af Jebus-højdedraget, hvor Jerusalem ligger, derpå mod vest over bjergene på den anden side af Hinnoms dal og ved den nordlige ende af Refaimdalen. ⁹ Fra bjergkammen fortsatte den til Neftoakilden og videre til byerne på Efrons bjerg, før den drejede i en bue op til Ba’ala, som Kirjat-Jearim også kaldes. ^10-11 Fra Ba’ala løb den videre til Seirs bjerge forbi byen Kesalon på Jearimbjergets nordlige skråning helt ned til Bet-Shemesh, hvorfra den fortsatte til Timna. Herfra gik grænsen videre til højdedraget nord for Ekron. Her drejede den i en bue mod nord til Shikkaron og videre til Ba’alabjerget, hvorfra den fortsatte til Jabne’el og ud til Middelhavet.

¹² Vestgrænsen var Middelhavet.

Kalebs andel

¹³ Herren havde givet Josva befaling om at overdrage et stykke af Judas territorium til Kaleb. Så han fik lovning på byen Hebron. ¹⁴ Senere drev han de tre anakitter, Sheshaj, Ahiman og Talmaj, bort derfra.^{[b] 15} Derefter angreb han byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer.

¹⁶ Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” ¹⁷ Otniel, der var søn af Kalebs bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.

¹⁸ Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” ¹⁹ „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.

²⁰ Judas stamme fik altså følgende område: ²¹ Alle byerne, der lå langs Edoms grænse i sydlandet: Kabtze’el, Eder, Jagur, ²² Kina, Dimona, Adada, ²³ Kedesh, Hatzor, Jitnan, ²⁴ Zif, Telem, Ba’alot, ²⁵ Hatzor-Hadatta, Kerijjot-Hetzron, som også kaldes Hatzor, ²⁶ Amam, Shema, Molada, ²⁷ Hatzar-Gadda, Heshmon, Bet-Pelet, ²⁸ Hatzar-Shual, Be’ersheba, Bishotja ²⁹ Ba’ala, Ijjim, Esem, ³⁰ Eltolad, Kesil, Horma, ³¹ Ziklag, Madmanna, Sansanna, ³² Lebaot, Shilhim, Ajin og Rimmon—i alt 29 større byer med tilhørende landsbyer.

³³ Judas stamme fik også følgende byer på bakkeskråningerne mod vest: Eshtaol, Zora, Ashna, ³⁴ Zanoa, En-Gannim, Tappuach, Enam, ³⁵ Jarmut, Adullam, Soko, Azeka, ³⁶ Sha’arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim—i alt 14 større byer med tilhørende landsbyer.

³⁷ Desuden fik Judas stamme Senan, Hadasha, Migdal-Gad, ³⁸ Dilan, Mitzpe, Jokte’el, ³⁹ Lakish, Botzkat, Eglon, ⁴⁰ Kabbon, Lahmas, Kitlish, ⁴¹ Gederot, Bet-Dagon, Na’ama og Makkeda—i alt 16 større byer med tilhørende landsbyer. ⁴² Desuden var der Libna, Eter, Ashan, ⁴³ Jifta, Ashna, Nesib, ⁴⁴ Keila, Akzib og Maresha—i alt ni større byer med tilhørende landsbyer.

⁴⁵ Desuden fik de Ekron med småbyer og landsbyer, ⁴⁶ og på vejen fra Ekron til Middelhavet fik de alle byerne på Ashdodsiden med tilhørende landsbyer, ⁴⁷ samt selve Ashdod med småbyer og landsbyer, Gaza med de småbyer og landsbyer, der lå langs Middelhavet hele vejen ned til Egyptens Bæk.

⁴⁸ Judas stamme fik tillige følgende byer i bjerglandet med tilhørende landsbyer: Shamir, Jattir, Soko, ⁴⁹ Danna, Kirjat-Sanna, som også kaldes Debir, ⁵⁰ Anab, Eshtemoa, Anim, ⁵¹ Goshen, Holon og Gilo—i alt 11 byer med tilhørende landsbyer. ⁵² De fik også Arab, Duma, Eshan, ⁵³ Janim, Bet-Tappuach, Afek, ⁵⁴ Humta, Kirjat-Arba, som også kaldes Hebron, og Sior—i alt ni byer med tilhørende landsbyer. ⁵⁵ Desuden fik de Maon, Karmel, Zif, Jutta, ⁵⁶ Jizre’el, Jakdam, Zanoa, ⁵⁷ Kain, Gibea og Timna—i alt 10 byer med tilhørende landsbyer. ⁵⁸ De fik Halhul, Bet-Zur, Gedor, ⁵⁹ Ma’arat, Bet-Anot og El-Tekon—i alt seks byer med tilhørende landsbyer. Desuden Tekoa, Efrat, som også kaldes Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tattam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho—i alt 11 byer med tilhørende landsbyer.^{[c] 60} Dernæst Kirjat-Ba’al, som også kaldes Kirjat-Jearim, og Rabba, to byer med tilhørende landsbyer.

⁶¹ Endelig fik de følgende seks byer med tilhørende landsbyer i ødemarken: Bet-ha-Araba, Middin, Sekaka, ⁶² Nibshan, saltbyen Ir-ha-Melach og En-Gedi.

⁶³ Men Judas stamme kunne ikke fordrive jebusitterne fra Jerusalem, og derfor bor jebusitterne endnu i dag iblandt dem.

Om at sætte sin lid til Herren

Den almægtige Gud

Folket anklages for falsk gudsdyrkelse

7 ^1-3 Derpå sagde Herren til mig, at jeg skulle gå hen og stille mig ved indgangen til templet og forkynde følgende budskab: „Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, har at sige til Judas folk, som er kommet her for at tilbede ham: Tag afstand fra jeres onde handlinger og begynd at leve efter min vilje. Så skal I få lov til at blive boende i landet. ⁴ Tro ikke på den løgn, at jeg vil skåne Jerusalem, så længe mit tempel er her. ⁵ Jeg vil kun skåne byen på følgende betingelser: hvis I vender om fra jeres onde handlinger, hvis I behandler hinanden retfærdigt, ⁶ hvis I holder op med at udnytte de forældreløse, enkerne og de fremmede iblandt jer, hvis I holder op med at myrde uskyldige mennesker, og hvis I tager afstand fra afguderne, som I dyrker til skade for jer selv. ⁷ Hvis I opfylder de betingelser, vil jeg lade jer bo i det land, som jeg lovede jeres forfædre, at I skulle få lov til altid at bo i. ⁸ Hold op med at bedrage jer selv. ⁹ Tro ikke, at I kan fortsætte med at stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud, lyve og dyrke Ba’al og alle de andre afguder, ¹⁰ og så komme frem for mig i mit tempel og tro, at alt er vel, og derefter gå tilbage og fortsætte med jeres ækle, syndige liv. ¹¹ Regner I da mit tempel for et tilholdssted for røvere? Tror I ikke, jeg kan se, hvad der foregår? siger Herren.

¹² Prøv engang at tage op til Shilo, hvor min første helligdom stod, og tænk på, hvad der skete med den by, fordi mit folk syndede imod mig. ^13-14 Det samme vil nu ske med Jerusalem på grund af jeres synd imod mig. Gang på gang har jeg påpeget jeres synd. Jeg advarede jer i tide og i utide, men I reagerede ikke. I nægtede at lytte til mig. Derfor vil jeg ødelægge templet og Jerusalem, ligesom jeg ødelagde helligdommen i Shilo, selvom jeg gav jer og jeres forfædre det tempel, og det bærer mit navn, og I råber på mig, når I har brug for hjælp. ¹⁵ Jeg vil også sende jer i eksil, sådan som jeg sendte jeres broderfolk fra Nordriget i eksil.”

¹⁶ Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for Judas folk. Lad være med at trygle mig om at benåde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. ¹⁷ Ser du ikke, hvad der foregår i Judas byer og i Jerusalems gader? ¹⁸ Børnene samler brænde, fædrene tænder offerild, og mødrene ælter dej og bager kager, som de ofrer til den afgud, de kalder ‚Himlens Dronning’. Og de bringer drikofre til alle deres afguder, som om de er ude på at krænke mig. ¹⁹ Men er det mig, de krænker? Nej, det er dem selv, for det er dem, der må tage følgerne og bære skammen. ²⁰ Derfor siger jeg til dig: Jeg vil ikke skåne dette sted. De skal alle få min glødende vrede at mærke, både mennesker og dyr, træer og planter, for den brænder som en ild, der ikke kan slukkes.”

²¹ Derpå gav Herren mig følgende budskab til Judas folk: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I kan lige så godt selv spise alle de dyr, I ofrer til mig, for jeg vil ikke have dem. ²² Dengang jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, bad jeg dem ikke om ofre. ²³ Jeg bad dem kun om lydighed. Jeg sagde: Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. Når I gør, hvad jeg siger, vil det gå jer godt.

²⁴ Men de ville ikke høre efter. De blev stædigt ved med at følge deres egne onde lyster. Derfor gik det tilbage for dem og ikke fremad. ²⁵ Lige fra den dag, jeres forfædre forlod Egypten, og frem til i dag, er jeg blevet ved at sende mine profeter til mit folk igen og igen, ²⁶ men de vil ikke høre på mig. De er et stædigt og oprørsk folk, endnu værre end deres tidligste forfædre.”

²⁷ Derefter sagde Herren til mig: „Du skal ikke regne med, at de lytter til dig. Selvom du råber til dem, reagerer de ikke. ²⁸ Sig til dem: I er et folk, der nægter at adlyde Herren, jeres Gud. I vil ikke tage imod fornuft, og I har glemt, hvad sandhed og ærlighed betyder. ²⁹ Gå op på højene og syng jeres klagesange. Klip håret af i sorg og kast det bort, Jerusalems indbyggere. Jeg er tvunget til at forkaste mit folk, som har vakt min harme.”

³⁰ Herren fortsatte: „Judas folk har syndet for øjnene af mig. De har forurenet mit tempel ved at opstille deres ækle afguder i det hus, hvor mit navn skulle æres. ³¹ De har bygget altre i Tofet i Hinnoms søns dal, hvor de brænder deres børn som offer til deres guder. Det er en afskyelig handling, som det aldrig kunne falde mig ind at befale dem at gøre. ³² Der kommer en dag, hvor man ikke længere skal kalde det sted for Tofet og Hinnoms søns dal, men ‚Massakrens dal’. Så mange mennesker vil blive nedslagtet, at der ikke er plads i Tofet til at begrave dem alle. ³³ Mange af ligene vil blive efterladt på jorden, så rovdyr og fugle kan æde af dem, og der er ingen overlevende til at jage dem væk. ³⁴ Da er det forbi med latter og lystig sang i Jerusalems gader og i Judas byer. Bryllupsfester hører fortiden til, og landet ligger øde og forladt.

Messias’ indtog i Jerusalem^(A)

21 Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: ² „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. ³ Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”

⁴ På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:

⁶ De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. ⁷ De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. ⁸ Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. ⁹ Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

¹⁰ Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. ¹¹ „Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”

Den sidste tempeludrensning^(B)

¹² Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes^[c] borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: ¹³ „Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,^[d] men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.^[e]”

¹⁴ Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. ¹⁵ Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: ¹⁶ „Hører du ikke, hvad børnene råber?”

„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”^[f]

¹⁷ Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.

Figentræet uden frugt^(C)

¹⁸ Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. ¹⁹ Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”^[g] Og straks visnede træet.

²⁰ Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.

²¹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. ²² I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”

De jødiske lederes uærlighed^(D)

²³ Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁴ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ²⁵ Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”

De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ²⁶ Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”

²⁷ Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

²⁸ „Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ ²⁹ ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. ³⁰ Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. ³¹ Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”

„Det gjorde den første,” svarede de.

„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. ³² For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(E)

³³ „Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ³⁴ Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. ³⁵ Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

³⁶ Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. ³⁷ Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ ³⁸ Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ³⁹ Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

⁴⁰ Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”

⁴¹ De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”

⁴² Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

⁴³ Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. ⁴⁴ De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”

⁴⁵ Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. ⁴⁶ De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.