M’Cheyne Bible Reading Plan

Det erobrede land øst for Jordanfloden

12 Her følger en liste over de konger, som israelitterne besejrede, og hvis landområder de indtog øst for Jordanfloden fra Arnonfloden i syd til Hermonbjerget mod nord, inklusive den østlige del af dalsænkningen, som Jordanfloden løber igennem.

² Først var der amoritterkongen Sihon, der boede i Heshbon. Hans rige omfattede højlandet fra Aroer i syd, midt på bjergkammen nord for Arnondalen, og til Jabbokfloden, der danner grænse til ammonitternes område. Heri er medregnet den sydlige halvdel af Gilead. ³ Til Sihons rige hørte også den østlige del af Jordandalen fra Kinneret søen i nord ned til Det Døde Hav, hvor byen Bet-Jeshimot ligger, og længere mod syd skråningerne fra Pisgas bjergryg ned mod havet.

⁴ Dernæst var der kong Og af Bashan, en af de sidste refaitter, som regerede fra Ashtarot og Edrei. ⁵ Hans rige strakte sig fra Hermonbjerget i nord til Salka i øst og omfattede de områder, der hed Geshur og Ma’aka, foruden hele Bashan provinsen og den nordlige halvdel af Gilead. ⁶ Allerede under Moses underlagde israelitterne sig kong Sihons og kong Ogs områder øst for Jordanfloden, og Moses fordelte landet mellem Rubens stamme, Gads stamme og Manasses halve stamme.

Det erobrede land vest for Jordanfloden

⁷ Her følger en liste over de konger, som Josva og israelitterne besejrede vest for Jordanfloden. Det drejer sig om området fra Ba’al-Gad i Libanondalen mod nord til Halakbjerget ved Seir mod syd. Hele det område fordelte Josva mellem Israels øvrige stammer. ⁸ Området indbefattede højlandet, lavlandet, Jordandalen, bakkeskråningerne vest for højlandet, Judas ørkenland og Negev mod syd, og det var tidligere beboet af hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne.

⁹ Kongerne over dette område var: kongen af Jeriko, kongen af Aj nær Betel, ¹⁰ kongen af Jerusalem, kongen af Hebron, ¹¹ kongen af Jarmut, kongen af Lakish, ¹² kongen af Eglon, kongen af Gezer, ¹³ kongen af Debir, kongen af Geder, ¹⁴ kongen af Horma, kongen af Arad, ¹⁵ kongen af Libna, kongen af Adullam, ¹⁶ kongen af Makkeda, kongen af Betel, ¹⁷ kongen af Tappua, kongen af Hefer, ¹⁸ kongen af Afek, kongen over Saronsletten, ¹⁹ kongen af Madon, kongen af Hatzor, ²⁰ kongen af Shimron-Meron, kongen af Akshaf, ²¹ kongen af Ta’anak, kongen af Megiddo, ²² kongen af Kedesh, kongen af Jokneam i Karmel, ²³ kongen af Dor (på Dors højderyg), kongen over Galilæas^[a] folk ²⁴ og kongen af Tirtza. I alt blev 31 konger dræbt og deres byer ødelagt.

Områder, der endnu ikke er erobret

13 Da Josva var blevet gammel, sagde Herren til ham: „Du er langt oppe i årene, men der er endnu meget land at indtage. ² Det drejer sig om filistrenes og geshuritternes landområder. ³ I det sydlige Kana’an drejer det sig om området, der går fra den mudrede^[b] wadi på grænsen til Egypten, op til Ekron mod nord med de fem filisterbyer: Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron (der hvor avvitterne engang boede). ⁴ I det nordlige Kana’an er det de øde områder, der hører under Sidon, fra Afek til den amoritiske grænse. ⁵ Desuden er der gebalitternes område langs kysten mod nord og området øst for Libanons bjerge fra Ba’al-Gad neden for Hermonbjerget i syd til Lebo-Hamat i nord, ^6-7 samt alle dem, der bor vest for Libanons bjerge og ud til Misrefot-Majim ved kysten, det er sidonierne. Jeg er parat til selv at drive dem bort foran jer. Derfor skal du medregne hele området, når du fordeler landet mellem de ni stammer og Manasses halve stamme, sådan som jeg har befalet.”

Fordelingen af landet øst for Jordanfloden

⁸ Den ene halvdel af Manasses stamme samt Rubens og Gads stamme havde allerede af Moses fået tildelt deres arvelod på den østlige side af Jordanfloden. ⁹ Deres område indbefattede Medeba højsletten ned til Dibon og byen Aroer på toppen af skrænten ved Arnonfloden, samt byen nede i floddalen. ¹⁰ Det indeholdt også de øvrige byer, som tidligere hørte under amoritterkongen Sihon af Heshbon, ud til Ammons grænse. ¹¹ Området indbefattede også Gilead, geshuritternes og ma’akatitternes land, hele Hermonbjerget, hele Bashan så langt som til byen Salka ¹² og alt det land, som tidligere hørte under kong Og af Bashan, der regerede fra Ashtarot og Edrei. Kong Og var en af de sidste refaitter. Det var i Moses’ tid, de blev angrebet og drevet bort. ¹³ Men israelitterne var ikke i stand til at fordrive geshuritterne og ma’akatitterne, og derfor bor de endnu i dag iblandt dem.

Levis arvelod

¹⁴ Moses tildelte ikke levitterne nogen jord, for Herren havde lovet at sørge for dem, at de måtte få del i det, der blev ofret til Herren, Israels Gud.

Rubens arvelod

¹⁵ Moses tildelte klanerne fra Rubens stamme ¹⁶ Medeba højsletten ned til Aroer og byen nede i Arnondalen. ¹⁷ Deres område indbefattede Heshbon og de andre byer på højsletten: Dibon, Bamot-Ba’al, Bet-Ba’al-Meon, ¹⁸ Jahatz, Kedemot, Mefa’at, ¹⁹ Kirjatajim, Sibma, Seret-ha-Shahar på bjerget over dalen, ²⁰ Bet-Peor, Bet-ha-Jeshimot og Pisgabjergets skråninger.

²¹ Rubens arvelod indbefattede hele det landområde, kong Sihon havde regeret over med alle byer og landsbyer. Sihon var den amoritiske konge, som regerede fra Heshbon, og som blev dræbt af Moses sammen med de midjanitiske høvdinge Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der alle var underlagt kong Sihon. ²² Israelitterne dræbte ved den lejlighed også spåmanden Bileam, Beors søn. ²³ Jordanfloden og Det Døde Hav udgjorde den vestlige grænse for det land, der blev tildelt Rubens stamme.

Gads arvelod

²⁴ Moses tildelte følgende områder til klanerne i Gads stamme: ²⁵ Højsletterne med Jazer, alle Gileads byer og halvdelen af ammonitternes land indtil Aroer ved Rabba mod øst, ²⁶ området fra Heshbon mod syd til Ramat-ha-Mitzpe og Betonim, og op til Mahanajim og Lodebar mod nord. ^27-28 I Jordandalen var der byerne Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot, Zafon og resten af kong Sihon af Heshbons rige. Jordanfloden dannede grænse mod vest helt op til Galilæasøen.

Manasses halve stammes arvelod

²⁹ Moses tildelte følgende område til klanerne fra Manasses halve stamme: ³⁰ Deres territorium strakte sig nordpå fra Mahanajim og indbefattede hele Bashan, hele kong Ogs tidligere rige, og Jairs 60 landsbyer i Bashan, ³¹ desuden det halve Gilead samt kong Ogs residensbyer, Ashtarot og Edrei. Det blev alt sammen givet til efterkommere af Makir, Manasses søn.

³² Sådan fordelte Moses moabitternes land øst for Jordanfloden over for Jeriko, hvor folket i sin tid slog lejr. ³³ Men Levis stamme gav han ingen jord, for Herren, Israels Gud, skulle være deres arvelod. Herren selv havde lovet at sørge for dem.

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

Sidste advarsel til Jerusalem

6 Flygt fra Jerusalem, benjaminitter! Blæs alarm i Tekoa, send advarselssignal fra Bet-ha-Kerem. En mægtig hær er på vej fra nord, parat til at angribe mit folk. ² Jeg tilintetgør Jerusalem, den smukke og forfinede by. ³ Hære vil omringe byen, og de militære ledere vil slå deres kommandotelte op rundt omkring den. Hver især vil de angribe den del af byen, de har fået tildelt. ⁴ De gør sig parat til kamp for at slå til ved middagstid, men tiden går, og det bliver for sent. ⁵ ‚Okay,’ siger de, ‚så lad os angribe i nat og ødelægge fæstningsværkerne.’

⁶ Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg siger til fjenden: ‚Fæld træer og byg angrebsramper. Riv Jerusalems mure ned.’ Byen må tage sin straf, for den er fordærvet i bund og grund, ⁷ en uudtømmelig kilde af ondskab. I gaderne lyder voldsmændenes råb. Der er slagsmål og ødelæggelse overalt.

⁸ Lyt til min advarsel, Jerusalem! Ellers vender jeg ryggen til dig og udsletter dig totalt. ⁹ Som drueplukkeren, der går vinstokkene efter for at samle de sidste druer, sådan vil ingen af mit folk blive sparet,” siger Herren, den Almægtige.

¹⁰ Fortvivlet klagede jeg min nød: „Hvorfor er der ingen, der vil lytte til min advarsel? Alle folks ører er tilstoppede, de hører intet, de nægter at lade sig tale til fornuft, de afviser Herrens advarsel. ¹¹ Jeg er så fuld af Herrens vrede, at jeg er ved at sprænges.”

Herren svarede: „Godt, så udøs din vrede over børnene, som leger på gaden, og alle de unge, der morer sig. Straffen rammer både mænd og kvinder, unge og gamle. ¹² Fremmede mennesker vil overtage deres huse, marker og koner. Jeg vil straffe alle landets indbyggere, siger Herren. ¹³ Både små og store lyver og bedrager. Selv profeterne og præsterne lyver. ¹⁴ De ser stort på folkets synd. ‚Det er helt i orden!’ forsikrer de, selvom det aldeles ikke er i orden. ¹⁵ Mon de skammer sig over de frygtelige synder, der begås i byen? Nej, de ved ikke, hvad det er at rødme af skam. Derfor skal de falde i kampen, når de rammes af min vrede og straf, siger Herren.

¹⁶ Jeg siger jer: I står ved en korsvej. Tænk over hvilken vej, I skal vælge. Spørg efter den rigtige vej, som jeg viste jer for længe siden. Hvis I følger den, vil I finde hvile for sjælen. Men I svarer: ‚Nej, den vej ønsker vi ikke at gå.’

¹⁷ Jeg sendte mine profeter for at advare jer, men I ville ikke høre på dem.

^18-19 Så hør nu dommen over mit folk. Lad hele verden høre og bevidne det. Jeg bringer ulykke over mit folk. Det er konsekvensen af deres synd, fordi de forkastede mine love og nægtede at lytte til mig. ²⁰ Det hjælper ikke, at I brænder kostbar og vellugtende røgelse fra Saba eller andre fjerne lande. Jeg kan ikke tage imod jeres ofringer, jeg glæder mig ikke over dem. ²¹ Jeg sender en mægtig hær imod mit folk, så både fædre og sønner falder, naboer og venner går i døden sammen. ²² Hæren skal komme fra nord, en stormagt fra jordens fjerneste egne. ²³ Krigerne er fuldt bevæbnede, grusomme og ubarmhjertige. Larmen fra hestenes hove lyder som det oprørte hav. Bølge efter bølge vil skylle ind over Jerusalem.”

²⁴ Da udbrød jeg: „Vi har hørt om de grusomme hære, og vi lammes af frygt. Vi fyldes af angst som en kvinde, der skal føde. ²⁵ Gå ikke uden for de befæstede byer. Hold jer fra landevejene, for bevæbnede fjender vil sprede rædsel overalt. ²⁶ Klæd dig i sæk, Jerusalem! Sæt dig i asken og sørg, som havde du mistet dit eneste barn. For pludselig er fjendens hære over os.”

²⁷ Herren fortsatte: „Jeremias, jeg vil hjælpe dig til at vurdere kvaliteten af mit folk, som man vurderer ædle metaller. Læg mærke til deres opførsel. ²⁸ Er de ikke alle oprørske, fordærvede og fulde af løgn og bedrag? De burde være ægte som guld og sølv, men er kun som jern og bronze. ²⁹ Blæsebælgen arbejder for fuld kraft, ilden bliver varmere og varmere, men det hjælper intet. Deres ondskab kan ikke smeltes væk. ³⁰ Mit folk er som slagger, der bare smides væk, og derfor må jeg smide dem væk.”

Historien om arbejderne i vingården

20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. ² Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. ³ Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. ⁴ Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. ⁵ Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. ⁶ Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ⁷ ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’

⁸ Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. ⁹ De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. ¹⁰ Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. ¹¹ De tog deres penge, men begyndte at protestere: ¹² ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’

¹³ ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? ¹⁴ Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. ¹⁵ Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”

¹⁶ Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø^(A)

^17-18 Nu nærmede Jesus og hans følge sig opstigningen til Jerusalem.^[a] Derfor tog han de 12 disciple til side og fortalte dem, hvad der ville ske, når de ankom til byen. „Menneskesønnen vil blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde,” sagde han. „De vil dømme mig til døden. ¹⁹ Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver hånet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige^(B)

²⁰ Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.

²¹ „Hvad vil du?” spurgte Jesus.

„Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.”

²² „I ved ikke, hvad I beder om,” svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: „Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?”

„Ja, det kan vi!”

²³ „Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

²⁴ De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde bedt om. ²⁵ Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. ^26-27 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. ²⁸ Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

To blinde bliver helbredt og slutter sig til Jesus^(C)

²⁹ Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. ³⁰ Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn,^[b] forbarm dig over os!”

³¹ Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”

³² Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”

³³ „Herre, vi vil så gerne kunne se!” ³⁴ Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.