Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Josua 3

Israelitterne går over Jordanfloden

Tidligt næste morgen brød Josva og Israels folk op fra lejren ved Shittim og kom ned til Jordanfloden. Der slog de lejr, indtil de var parat til at gå over floden.

Tre dage senere gik lederne rundt i lejren med følgende besked til folket: „Når I ser præsterne bryde op og gå af sted med pagtens ark, skal I følge efter. De vil gå foran jer og vise vej. Men der skal være en afstand på en kilometer[a] mellem jer og arken. I må ikke komme for tæt på den.”

Derefter sagde Josva til folket: „Sørg for at være rituelt rene, for i morgen vil Herren gøre undere iblandt jer.”

Til præsterne sagde han: „I skal tage pagtens ark og gå i spidsen for folket.” Og de accepterede at tage pagtens ark og gå foran folket.

Om natten sagde Herren til Josva: „I dag vil jeg sørge for, at du vinder stor respekt blandt Israels folk. Alle skal få at se, at jeg er med dig, ligesom jeg var med Moses. Sig til præsterne, som skal bære pagtens ark: Når I kommer til flodens bred, skal I gå et skridt ud i den og blive stående.”

Næste morgen kaldte Josva folket sammen og sagde: „Hør efter, hvad Herren, jeres Gud, siger. 10 I dag vil I se et bevis på, at den levende Gud er midt iblandt jer. Det vil give jer mod til at tro på, at han også vil drive landets indbyggere på flugt foran jer—alle kana’anæerne, hittitterne, hivvitterne, perizzitterne, girgashitterne, amoritterne og jebusitterne. 11 Arken, der tilhører Herren—hele jordens Herre—skal bane vej for jer gennem floden. 12 I skal udvælge 12 mænd, en fra hver stamme. 13 Så snart præsterne med arken træder ud i floden, vil vandstrømmen nordfra standse og hobe sig op som en vold.”

14-15 Så brød folket op for at gå over floden, og præsterne, som bar pagtens ark, gik foran dem. Det var i høsttiden, hvor Jordanfloden går over sine bredder. Men da præsterne trådte ud i floden, 16 standsede vandet, som kom nordfra, hobede sig op og stod som en vold ved byen Adam nær Saretan, mens vandet på sydsiden flød bort i retning af Det Døde Hav, indtil flodlejet var tørt, så folket kunne gå over lige ved Jeriko. 17 Mens folket gik over, stod præsterne med arken midt ude i det udtørrede flodleje.

Salme 126-128

Guds hjemvendte folk

126 En valfartssang.

Da Herren bragte os hjem til Zion,
    var det, som om vi drømte.
Vi lo og jublede, vi sang af glæde.
    Folkeslagene udbrød: „Herren har gjort et under for sit folk!”
Ja, Herren har gjort et under for os,
    vi jubler af glæde.
Herre, velsign os igen og giv os fremgang,
    som regnen fylder de udtørrede floder.
De, der såede med gråd,
    skal høste med glæde.
Grædende spredte de sæden ud,
    syngende bringer de høsten i hus.

Herrens velsignelse over arbejde og hjem

127 En valfartssang af Salomon.

Hvis ikke Herren bygger huset,
    er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
    våger vagterne forgæves.
Det er til ingen nytte at slide og slæbe
    fra tidlig morgen til sen aften,
for Herren sørger for sine, mens de sover,
    han giver dem alt, hvad de har brug for.

Børn er en gave fra Herren,
    efterkommere er en velsignelse.
De børn, man får i sin ungdom,
    vil være til hjælp, når man bliver gammel.
Du er velsignet, hvis du har en stor familie,
    for de kan hjælpe dig, når du kommer under angreb.

Velsignelsen ved at adlyde Herren

128 En valfartssang.

Du bliver velsignet, når du adlyder Herren,
    når du omhyggeligt handler på hans ord.
Du får lov at nyde resultatet af dit arbejde,
    du bliver lykkelig og får et godt liv.
Din hustru trives hos dig,
    hun er frugtbar som en vinranke.
Dine børn sidder omkring bordet,
    sunde og raske som unge oliventræer.
Se, det er Herrens velsignelse,
    sådan lønner han enhver, der adlyder ham.
Må Herren velsigne dig rigt fra Zion,
    må du se Jerusalem blomstre op.
Må du leve længe og se dine børnebørn.

Fred være med Israel!

Esajas 63

Guds dom over Israels undertrykkere

63 Hvem er den mægtige fyrste i blodrøde klæder, som kommer fra Botzra i Edoms land?

„Det er mig, Herren, som har magt til at frelse, og som afsiger retfærdige domme.”

Hvorfor er dit tøj så rødt, som om du havde trampet druerne i vinpersen?

„Jeg trådte vinpersen alene. Der var ingen, som hjalp mig. I min vrede nedtrådte jeg dem, som var de druer. Jeg trampede på dem, så jeg blev oversprøjtet med blod. Hævnens time var kommet, tiden til at befri mit folk fra deres undertrykkere. Jeg ventede på, om nogen ville hjælpe mig, jeg undrede mig over, at ingen støttede mig. Så fuldførte jeg dommen alene i min stærke vrede. Jeg nedtrådte folkene i vrede, fyldte dem med min harmes vin og lod deres blod løbe ud på jorden.”

Profeten mindes befrielsen fra slaveriet i Egypten og folkets utroskab

Jeg vil mindes Herrens trofasthed. Jeg vil takke ham for alt, hvad han gjorde for os, glæde mig over hans godhed imod Israels folk, over hans barmhjertighed og urokkelige troskab. Han sagde: „Det er jo mit folk, og de vil ikke svigte mig.” Da befriede han dem fra slaveriet. Han sendte ikke en engel eller et sendebud for at redde dem, men han greb selv ind. På grund af sin kærlighed ynkedes han over dem og befriede dem. Han har jo båret dem og beskyttet dem helt fra begyndelsen.

10 Men de gjorde alligevel oprør imod ham og bedrøvede hans hellige Ånd. Derfor blev han deres fjende og kæmpede imod dem.

Folket mindes Guds indgreb i fortiden og beder om hjælp

11 Men så kom de i tanke om de gamle dage, hvor Moses førte folket ud af Egypten, og de råbte: „Hvor er den Gud, som førte Israels folk med dets ledere sikkert gennem havet? Hvor er den Gud, som gav sin hellige Ånd til sin tjener Moses? 12-13 Hvor er den Gud, som viste sin vældige magt og gav Moses autoritet til at kløve havet foran hele folket? Hvor er den Gud, som udførte de store mirakler, som vi aldrig glemmer? De vandrede gennem havet så let som heste gennem ørkenen. 14 Som kvæget, der føres ned til græsset i dalen, førte Herrens Ånd folket til et hvilested. Sådan førte Herren sit folk for at vise sin herlighed.

15 Herre, se nu til os fra din hellige bolig i din herligheds Himmel. Hvad er der blevet af din nidkærhed for dit folk? Hvor er din vældige magt? Hvor er din barmhjertighed og kærlighed? Hvorfor oplever vi det ikke? 16 Du er jo vores Far. Abraham og Jakob kan ikke hjælpe os. Det er dig, Herre, som har hjulpet og reddet os fra ældgammel tid. 17 Herre, hvorfor tillader du os at fare vild fra dine veje? Hvorfor gør du os sløve, så vi glemmer at have ærefrygt for dig? Kom tilbage og grib ind, for vi ønsker at tjene dig, og vi tilhører dig. 18 Dit hellige folk boede i landet en kort tid, men nu er det vores fjender, der nedtramper dit hellige sted. 19 Vi har altid været dit folk. De andre folkeslag tilbeder dig ikke, og det er ikke dem, der har dig som deres Herre. Gid du ville flænge himlen og stige ned til os. Så ville bjergene bæve.

Matthæus 11

Johannes Døber kommer i tvivl, om Jesus er Messias(A)

11 Efter at Jesus havde instrueret og udsendt sine 12 disciple, gik han selv videre til de omliggende byer for at undervise folk og forkynde de gode nyheder.

I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”

Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, som erkender deres behov for hjælp.[a] Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

Jesus taler om Johannes som profet(B)

Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden? Nej, vel? En mand klædt på som en fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. 10 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet:

‚Jeg vil sende min udsending foran dig.
    Han skal berede vejen for dig.’[b]

11 Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham.

Både Johannes og Jesus har mødt megen modstand(C)

12 Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs.[c] 13 Både Toraen[d] og alle profeterne til og med Johannes har profeteret om Guds rige. 14 Og hvis I ellers vil tro det, så er Johannes den profet, som det er forudsagt skulle komme lige før Messias. 15 Lad dem høre, som har øre.

16 Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?[e] Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: 17 ‚Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge.’

18 Sådan har folk også reageret over for Johannes Døber og mig. Johannes levede et liv i afholdenhed uden fester, og folk sagde om ham: ‚Årh, han er ikke rigtig klog!’ 19 Derefter kom Menneskesønnen, som både spiser god mad og drikker vin, og folk siger om mig: ‚Sikken en ædedolk og drukkenbolt. Tænk, han er ven med de værste syndere!’ Nuvel, Guds visdom erfares af dem, som følger den.”

Dommen over de byer, som har forkastet Jesus(D)

20 Derefter begyndte Jesus at anklage de byer, hvis indbyggere ikke havde vendt sig til Gud på trods af alle de undere, de havde set ham gøre: 21 „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. 22 Det siger jeg jer: Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. 23 Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes i dødsriget, for hvis de undere, jeg udførte i dine gader, var sket i Sodoma, så havde den by eksisteret den dag i dag. 24 Men nu skal Sodoma slippe lettere på dommens dag end dig.”

Jesus indbyder de trætte og overbebyrdede(E)

25 Derefter udbrød Jesus: „Jeg priser dig Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de selvkloge og overlegne. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. 26 Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”

27 Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.

28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og er tynget ned af byrder—og jeg vil give jer hvile. 29 Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. 30 Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.