Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Josua 2

Rahab skjuler spionerne

Fra israelitternes lejr ved Shittim på Moabs sletter havde Josva i al hemmelighed sendt to spioner af sted over floden for at undersøge landet, især Jeriko. De tog af sted og kom til et hus i Jeriko, hvor der boede en kvinde ved navn Rahab, som var prostitueret. Der fik de lov til at overnatte.

Men da Jerikos konge fik at vide, at der var kommet nogle israelitter til byen den aften for at udspionere landet, sendte han straks nogle af sine folk til Rahabs hus: „Udlever de mænd, som er i dit hus,” beordrede de. „De er spioner.”

Rahab havde allerede skjult mændene, så hun svarede: „Der kom ganske rigtig to mænd til mit hus, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra. De er her ikke længere, for de forlod byen inden solnedgang, da byporten skulle lukkes. Jeg ved ikke, hvor de tog hen, men hvis I skynder jer, kan I sikkert nå at indhente dem.” Rahab havde ført mændene op på det flade tag og gemt dem under noget hør, hun havde liggende til tørre deroppe.

Kongens mænd skyndte sig af sted i retning af Jordanflodens vadesteder, og byporten blev lukket forsvarligt, så snart de var taget af sted.

Imens gik Rahab op på taget for at tale med mændene, inden de lagde sig til at sove. „Jeg ved, at Herren har givet jer vores land,” sagde hun. „Vi er alle sammen frygtelig bange for jer. 10 Vi har jo hørt, hvordan Herren åbnede en vej for jer gennem Det Røde Hav, dengang I forlod Egypten. Vi ved også, hvordan det gik amoritterkongerne Sihon og Og på den anden side af Jordanfloden, da I ødelagde deres land og udryddede befolkningen. 11 Så det er ikke underligt, at vi har tabt modet. Ingen tør kæmpe imod jer, når de ved, at Herren, jeres Gud, er den øverste Gud i Himlen og på jorden. 12-13 Derfor vil jeg bede jer om én ting: Sværg ved jeres Guds hellige navn, at I vil hjælpe mig og min familie, ligesom jeg nu hjælper jer. Giv mig et sikkert tegn på, at I vil skåne mig og min mor og far, mine brødre og søstre og deres familier, så vi ikke skal dø, når I erobrer Jeriko.”

14 „Liv for liv!” svor mændene. „Hvis du ikke forråder os, vil vi sørge for, at du og din familie bliver skånet, når Herren giver os sejr over jeres land.”

15 Rahabs hus var bygget i ét med bymuren og havde et vindue, der vendte udad. Hun tog nu et reb og gjorde klar til at fire dem ned på ydersiden af bymuren. 16 „Gå væk fra floden og op i bjergene,” sagde hun til dem, „og gem jer der i tre dage, indtil jeres forfølgere giver op og kommer tilbage til byen. Så kan I roligt vende hjem.”

17-18 Inden spionerne forsvandt, sagde de: „Den ed, du har fået os til at sværge, gælder kun, hvis du binder den her røde snor fast i vinduet, og hvis I alle holder jer inden døre. 19 Hvis nogen forlader huset her, er det deres egen skyld, hvis de mister livet. Men vi står inde for, at der ikke vil ske noget med dem, der bliver i huset. 20 Hvis du forråder os, er vi løst fra vores løfte.”

21 „Det er i orden,” svarede hun. Derpå firede hun dem ned, og de forsvandt i mørket, mens hun bandt den røde snor fast i vinduet.

22 Spionerne flygtede nu op i bjergene, hvor de blev i tre dage, mens deres forfølgere søgte efter dem overalt og siden vendte tilbage til byen med uforrettet sag. 23 Derefter gik de ned fra bjergene, vadede over Jordanfloden og fortalte Josva, hvordan det var gået. 24 „Herren har givet os hele landet,” sagde de. „Befolkningen er så bange for os, at de ryster af skræk.”

Salme 123-125

Bøn om hjælp

123 En valfartssang.

Jeg løfter mit blik til dig, Herre,
    du, som troner i Himlen.
Som slaven iagttager,
    hvad hans herre gør,
som slavepigens øjne følger,
    hvad hendes frue foretager sig,
sådan er vores blik vendt mod dig, Gud,
    for vi ser frem til din nådige indgriben.
Hjælp os, Herre, vær barmhjertig imod os!
    Vi har fået nok af folks foragt,
vi er trætte af de stoltes spot,
    af de hovmodiges hån.

Herren hjælper sit folk

124 En valfartssang af David.

„Hvad hvis Herren ikke havde hjulpet os?
    Lad hele Israel svare.”

Hvis Herren ikke havde hjulpet os,
    da fjenderne gik til angreb,
havde de slugt os med hud og hår,
    for de nærede et bundløst had.
De ville have skyllet os fuldstændigt væk,
    som en flodbølge kom de imod os.
Det brusende vand
    ville have revet os bort fra de levendes land.
Men lovet være Herren,
    han lod dem ikke udslette os.
Vi var fanget som en fugl i en fælde,
    men Herren slap os fri.
Han åbnede fælden for os
    og reddede os fra den visse død.
Det var Herren, der kom os til hjælp,
    himlens og jordens Skaber.

Tryghed hos Herren

125 En valfartssang.

De, der stoler på Herren,
    står fast som Zions bjerg.
        I evighed rokkes de ikke.
Som bjergene omslutter Jerusalem,
    vil Herren altid omslutte sit folk.
Onde konger skal ikke herske for evigt
    over det land, Gud gav de gudfrygtige,
    for ellers ville de glemme deres gudsfrygt.
Herre, vis godhed mod de gode,
    de, som har et oprigtigt hjerte.
Men de, som slår ind på ondskabens vej,
    vil Herren jage bort sammen med de onde.

Fred være med Israel!

Esajas 62

62 For Zions skyld vil jeg ikke tie. For Jerusalems skyld får jeg ikke ro, før retfærdigheden bryder igennem som morgenrøden, og frelsen som en flammende fakkel. Folkeslagene skal få øjnene op for, at du er god, og konger skal se din herlighed. Herren giver dig et nyt navn, som han selv vælger. Da bliver du som en prægtig kongekrone i Herren, din Guds, hånd. Du skal ikke længere kaldes „Den forkastede”, og dit land skal ikke længere hedde „Det gudsforladte land”. Nej, du skal kaldes „Min elskede” og „Min brud”, for Herren glæder sig over dig og hjemfører dig som sin brud. Som en ung mand hjemfører en jomfru, vil din Skaber hjemføre dig. Som en brudgom, der fryder sig over sin brud, vil Gud fryde sig over dig.

Bøn og forventning om Jerusalems genrejsning

På dine mure, Jerusalem, har jeg sat vægtere ud, som dag og nat skal råbe til Gud, indtil hans løfter bliver opfyldt. Lad ikke hænderne synke, I, som beder. Lad ikke Herren få fred, før han genrejser Jerusalem og lader byen komme til ære og værdighed på jorden. Herren har aflagt et højtideligt løfte til sit folk, som han vil bakke op med al sin magt: „Jeres fjender skal ikke længere leve af jeres korn. De fremmede skal ikke drikke den vin, I har arbejdet så hårdt på at fremstille. Nej, I skal få lov at spise af det korn, I har høstet, og I skal prise Herren for det. Og I skal få lov til i templets forgård at drikke vinen fra de druer, I har plukket.”

10 Gå ud af byen, Jerusalems indbyggere, og ban vej for det hjemvendende folk. Fjern de store sten og hejs et banner som tegn for hele verden. 11 Herren siger til alle folkeslag på jorden: „Sig til Jerusalems indbyggere: Se, din Frelser er på vej, og han går foran sit frigivne folk.”

12 De skal kaldes „Guds hellige folk” og „Herrens løskøbte folk”, og Jerusalem skal kaldes „Den foretrukne by” og „Byen, som ikke bliver forladt”.

Matthæus 10

Jesus udsender de 12 apostle(A)

10 Jesus kaldte nu 12 af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser. Her er navnene på de 12 apostle: Simon, der senere fik navnet Peter; Andreas, der var bror til Simon; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus; Filip; Bartolomæus; Thomas; Mattæus, som var skatteopkræver; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper[a] og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.

Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. I skal ikke tage penge med, 10 ingen taske med ekstra tøj og sandaler—ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham.

11 Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. 12 Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ 13 Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. 14 Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. 15 Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil stå sig bedre på dommens dag end dem, der nægter at tage imod jer.

Forfølgelser forude(B)

16 Jeg sender jer ud som får iblandt ulve. Vær ærlige, men ikke dumdristige. 17-18 I vil blive arresteret og slæbt for retten på grund af jeres tro på mig. I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive anklaget og stillet for både konger og guvernører. Det vil give jer god anledning til at fortælle dem om mig, så budskabet også når ud til den slags folk. 19 Når I bliver stillet for en dommer, så lad være med at spekulere på, hvad I skal sige til jeres forsvar, for I vil få de rette ord i rette tid. 20 Det er nemlig ikke jer, der skal tale—men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer.

21 Søskende vil angive hinanden—også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. 22 Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. 23 Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.

24 Husk at en lærling ikke står over sin mester—en tjener står ikke over sin herre. 25 Lærlingen må acceptere, at det går ham som hans mester—og tjeneren, at han deler skæbne med sin herre. Når jeg, der er jeres mester, bliver kaldt for Djævelen selv, hvad vil de så ikke kalde jer?

26 Men I skal ikke være bange for dem, for alt, hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. 27 Hvad jeg fortæller jer i det skjulte, skal I fremsige offentligt. Hvad der hviskes jer i øret, skal I proklamere, så alle kan høre det. 28 Vær ikke bange for dem! De kan kun slå kroppen ihjel, men jeres sjæl kan de ikke dræbe. I må hellere frygte ham, som kan sende både krop og sjæl i Helvede.

29 Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det. 30 Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. 31 Vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

32 De, der åbent og offentligt vedkender sig mig, vil jeg også åbent vedkende mig over for min Far i Himlen. 33 Men de, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for min Far i Himlen.

34 At jeg er kommet til denne jord, betyder ikke, at der fra nu af er fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid, helt ind i familiens inderkreds, som der står skrevet:

35 ‚En søn vil vende sig imod sin far,
    en datter gøre oprør imod sin mor,
    en svigerdatter imod sin svigermor.
36 Man får sin egen familie til fjender.’[b]

37 Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig. 38 Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv[c] for at følge mig, er mig ikke værd. 39 Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve for evigt.

40 De, der tager imod jer, tager imod mig. Og de, der tager imod mig, tager imod Gud, som sendte mig. 41 De, der tager imod en profet, fordi profeten er sendt af Gud, skal få samme løn som profeten. Og de, der tager imod et menneske, der tilhører mig, fordi det tilhører mig, skal få samme løn. 42 Det siger jeg jer: Den, der giver bare et glas koldt vand til den ringeste af mine disciple, fordi det er en discipel af mig, skal ikke gå glip af sin løn.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.