M’Cheyne Bible Reading Plan
33 Før sin død velsignede profeten Moses israelitterne med følgende ord:
2 Fra Sinai førte Herren os fremad,
i Seir så vi hans herlighed,
på Parans bjerge hans stråleglans.
Hans hellige titusinder fulgte ham,
da han kom sydfra til Moabs skråninger.[a]
3 Herren elsker sit folk,
han holder hånden over sine hellige,
de, som følger i hans fodspor
og adlyder alle hans bud,
4 alle de love, som jeg pålagde folket,
og som Jakobs slægt fik i eje.
5 Herren blev Israels hersker,
dengang folkets ledere samledes,
og alle stammer gav deres ja.
6 Herre, lad Ruben leve og ikke uddø,
selvom hans stammetal er lille.[b]
7 Herre, hjælp Juda imod hans fjender.
Vær du den, som forsvarer ham.
Bring ham hjem fra krigen i god behold.
Hør, han råber til dig om hjælp.
8 Herre, åbenbar ved Urim og Tummim
din vilje for Levi, din trofaste tjener,
som du satte på prøve ved Massa,
og irettesatte ved Meribas vande.
9 Han var mere loyal over for dig
end over for sin egen familie.
Han adlød dine befalinger,
var trofast imod din pagt.
10 Han skal lære Israels folk dine bud,
Jakobs børn dine love.
Han skal ofre dig duftende røgelse,
bringe brændofre op på dit alter.
11 Herre, velsign ham med styrke,
må hans tjeneste være til glæde for dig.
Knus hans fjender, som hader ham,
så de aldrig rejser sig imod ham igen.
12 Benjamin er Herrens yndling,
han kan trygt hvile sig.
Han beskyttes dagen lang,
han omsluttes af Herrens arme.
13 Herren velsigne Josefs land,
med himlens regn og jordens kilder.
14 med solmoden frugt og rigelig afgrøde,
15 med det bedste fra de ældgamle bjerge,
med en herlig høst fra de evige høje,
16 med alt det bedste, som jorden rummer,
med nåde fra ham, som talte til mig ved tornebusken.
Velsignet er Josef som leder blandt sit folk,
som fyrste over sine brødre.
17 Han er stærk som tyren,
har horn som vildoksen.
Han gennemborer fjenderne,
jager dem på flugt til jordens ender.
Efraims mægtige hær er hans styrke,
Manasses talstærke folk kæmper tappert.
18 Zebulon bliver velsignet på sine handelsrejser.
Issakars telte vil bugne af gods og guld.
19 De vil samle folkene på bjerget
og i fællesskab bringe ofre til Herren.
De bringer havets rigdomme i hus
og graver skatte op af sandet.
20 Tak, Herre, at du giver god plads til Gads stamme.
Som løven ligger Gad på lur,
parat til at rive fjendens hoved eller arm af.
21 Han valgte den bedste del af landet,
et område, der passer sig for en leder.
Når Israels ledere er samlet,
er Gad parat til at handle på Herrens bud.
22 Dan er som en løveunge,
der springer frem fra Bashan.
23 Naftali er mæt af velsignelse
og fyldt med Herrens nåde.
Han får søen og solsiden[c] i eje.
24 Asher er en særlig velsignet søn,
en yndling blandt sine brødre,
hans land vil blive fyldt med oliven.
25 Hans byer har porte af jern og bronze,
hans styrke vil vare, så længe han lever.
26 Der er ingen som Israels Gud.
Han farer frem over himlen for at hjælpe,
han rider på skyerne som en konge.
27 Den evige Gud er din tilflugt,
hans evige arme holder dig oppe.
Han jager fjenden på flugt foran dig
og befaler dig at udslette ham.
28 Israel skal bo i tryghed,
Jakobs børn får egen bolig
i et land fyldt med korn og vin,
hvor himlen drypper af væde.
29 Israel, hvor er du velsignet,
et folk, der befries af Herren selv.
Han er dit skjold og din redning,
han er dit sejrende sværd.
Dine fjender bøjer sig i støvet for dig,
men du udsletter dem.[d]
Moses dør i Moab
34 Derefter steg Moses op fra Moabs sletter til Pisgatinden på Nebos bjerg over for Jeriko, hvorfra Herren viste ham landet: Gileads land helt op til Dan i nord; 2 Naftalis land; Efraims og Manasses land; Judas land helt over til Middelhavet mod vest, 3 Negev mod syd, og Jordandalen mellem palmebyen Jeriko og Zoar.
4 „Det er landet, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob at give deres efterkommere,” sagde Herren til Moses. „Nu har du set det med egne øjne, men du får ikke lov til at komme ind i det.”
5 Så døde Moses, Herrens tjener, i Moabs land, sådan som Herren havde bestemt det, 6 og han blev begravet i Moab, i dalen over for byen Bet-Peor. Den dag i dag er der ingen, der kender det nøjagtige sted.
7 Moses var 120 år gammel, da han døde, men han havde bevaret sin livskraft og sit gode syn.
8 Der på Moabs sletter sørgede folket i 30 dage over hans død.
9 Josva, Nuns søn, var fyldt med visdoms ånd, for Moses havde lagt sine hænder på ham og velsignet ham, og israelitterne fulgte ham og adlød de befalinger, Herren havde givet Moses.
10 Aldrig før eller siden har der været en profet som Moses, med hvem Herren talte ansigt til ansigt. 11-12 Ingen mirakler kan sammenlignes med dem, han udførte for øjnene af Israel og egypterkongen og alle hans tjenere.
En bøn om redning fra fjenderne
145 Jeg beder dig inderligt om hjælp, Herre.
Svar mig, og jeg vil adlyde dine bud.
146 Jeg råber til dig: „Red mig,
så jeg kan adlyde dine bud.”
147 Jeg er oppe før daggry for at råbe om hjælp,
for jeg sætter min lid til løfterne i dit ord.
148 Jeg ligger vågen om natten
og mediterer over dit ord.
149 Jeg beder dig, Herre, hør min bøn,
vær mig nådig og red mit liv.
150 Jeg gruer for, hvad mine fjender vil gøre,
for de er ligeglade med din lov.
151 Jeg ved dog, at du er mig nær, Herre,
alle dine bud er grundet på sandheden.
152 Jeg har for længe siden lært,
at dit ord står urokkeligt fast.
Guds løfter giver nyt mod
153 Vær nådig og fri mig fra mine lidelser,
for jeg har ikke taget let på din lov.
154 Ved at høre dine løfter får jeg nyt mod.
Kæmp på min side og red mig.
155 Ved at gøre oprør mod dig og dine bud,
har de gudløse mistet håbet om frelse.
156 Hvor er din nåde dog stor, Herre,
du har magt til at redde mit liv.
157 Vel er mine fjender og modstandere mange,
men jeg holder fast ved dine lovbud.
158 Ved synet af de gudløse bliver jeg fyldt med foragt,
for de gør oprør mod dine bud og befalinger.
159 Vis mig din kærlighed og red mit liv,
Tænk dog på, hvor højt jeg elsker dine love.
Giv mig liv, for du elsker mig med trofast kærlighed!
160 Værdien af dit ord er ubeskrivelig,
det er troværdigt og står fast for evigt.
Lydighed og tryghed
161 Der er magtfulde mænd, som angriber mig uden grund,
men jeg vil holde fast ved dit ord i mit hjerte.
162 Din vejledning fylder mig med glæde,
som en, der har vundet en stor gevinst.
163 Det er løgn og bedrag, jeg hader,
men jeg elsker dit ord.
164 Dag efter dag vil jeg takke dig
for dine retfærdige lovbud.
165 De, der elsker din lov, lever trygt,
intet kan rokke dem.
166 Der er en forvisning i mit hjerte om, at du vil redde mig,
og jeg vil blive ved med at adlyde dine bud.
167 Dine befalinger har jeg altid for øje,
jeg elsker dem af hele mit hjerte.
168 Du ved, at jeg har adlydt dine bud,
for mit liv ligger udbredt for dig.
Råb om frelse
169 Jeg beder om hjælp, Herre, lyt til mit råb.
Lad dit ord give mig råd og vejledning.
170 Ja, jeg beder så inderligt om nåde,
grib ind og red mig, som du har lovet.
171 Jeg vil lovprise dig, Herre,
for du har lært mig at forstå dine bud.
172 Jeg vil synge en sang om dit ord,
for alle dine love er gode og retfærdige.
173 Jeg venter på, at du griber ind,
for jeg har valgt at gøre din vilje.
174 Jeg længes efter, at du redder mig, Herre,
og jeg glæder mig over dine lovbud.
175 Jeg ønsker at leve i lovprisning til dig.
Lad dit ord være min støtte på livsvejen.
176 Jeg er som et får, der er faret vild.
Kom og red mig, for jeg har holdt fast ved dine bud.
Guds lys over Jerusalem og frelse for hans folk
60 Herren siger: „Jerusalem, nu kan du snart stråle af lys igen, for der er nyt lys på vej til dig. Min herlighed vil igen skinne på dig. 2 Hele jorden er dækket af mørke, og folkeslagene går rundt i blinde. Men du skal få min herlighed at se. Jeg vil lade mit lys skinne på dig. 3 Folkeslag og konger vil søge hen imod det lys, der udstråler fra dig.
4 Løft dit blik og se dig omkring. Alle dine sønner og døtre vender hjem til dig fra fjerne lande. 5 Da stråler dine øjne af lykke, dit hjerte jubler af spænding og glæde. Man kommer sejlende til dig med kostbarheder fra hele verden. 6 Lange karavaner af kameler og dromedarer fra Midjan, Efa og Saba styrer imod dig læsset med røgelse og guld, og de lovpriser min storhed. 7 Kedars fåreflokke bringes til dig som gave, Nebajots væddere føres til mit alter og anerkendes som offerdyr. Mit herlige tempel udsmykkes med folkenes gaver.
8 Hvad er det, der kommer flyvende som skyer, som duer, der vender hjem til dueslaget? 9 Det er store skibe, der bringer dine sønner og døtre hjem fra fjerne lande. De er lastet med kostbarheder, medbringer sølv og guld for at ære Herrens navn, Israels hellige Gud, hvis herlighed stråler over dig.
10 Fremmede folk skal genopbygge dine byer, og fjerne konger give tilsagn om hjælp. Skønt jeg knuste dig i min vrede, viser jeg dig nu barmhjertighed og nåde. 11 Dine porte står åbne døgnet rundt, så konger kan bringe dig gaver fra deres folk. 12 De nationer, som nægter at hjælpe dig, går til grunde, og deres indbyggere bliver udslettet. 13 Libanons vældige træer bliver bragt til dig, cypresser, enebær- og fyrretræer, til udsmykning af mit hellige tempel, som er min fodskammel.
14 De, der før undertrykte dig, kommer nu og bøjer sig ærbødigt for dig. De, som forfulgte dig, kysser dine fødder og kalder Jerusalem for ‚Herrens by’ og Zion for ‚Israels Guds bjerg’.
15 Engang var du foragtet og hadet og svigtet af alle, men i fremtiden skal du blive æret og ophøjet og opleve glæde slægt efter slægt. 16 Mægtige konger og nationer skal forsyne dig med det bedste, de har, og sørge for alle dine behov. Da vil du endelig for alvor forstå, at jeg, Herren, er din Frelser og Befrier, Israels mægtige Gud. 17 Jeg udskifter dit kobber med guld, dit jern med sølv, dit træ med bronze og dine sten med jern. Jeg lader fred og retfærdighed omslutte dig. 18 Man skal ikke mere høre om vold og ødelæggelse i landet. Bag dine mure er der tryghed, og på torvene er der lovsang.
19 Da har du ikke længere brug for lyset fra solen om dagen og månen om natten, for jeg, Herren, din Gud, skal være dit evighedslys og din herlighed. 20 Din nye sol går aldrig ned, og din nye måne aftager ikke, for jeg vil for altid være dit lys. Din sørgetid er til ende. 21 Hele dit folk bliver et retskaffent folk, og de skal bo i landet for evigt som en plante, jeg selv har plantet. Det er mit værk, og det bringer mig ære. 22 Den mindste familie bliver til en mægtig slægt, den ubetydeligste til et stort folk. Det vil jeg gøre, siger Herren. Når tiden er inde, vil jeg lade det ske i hast.”
Jesus helbreder en spedalsk mand(A)
8 Da Jesus kom ned fra bakketoppen, samledes der igen en masse mennesker omkring ham, og de fulgte med ham, da han gik videre. 2 Inden længe kom der en spedalsk[a] mand hen imod Jesus. Han faldt på knæ foran ham og bad inderligt: „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!”
3 Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik blev manden renset for sin spedalskhed.
4 Derpå sagde Jesus til ham: „Lad være med at fortælle det til nogen, men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen forlanger.”
En romersk officers tro(B)
5 Da Jesus nåede frem til Kapernaum, kom en romersk officer ham i møde og bønfaldt ham: 6 „Herre, min tjener ligger syg i mit hus derhjemme. Han er lammet og lider forfærdeligt.” 7 Jesus sagde til ham: „Skulle jeg gå ind i dit hus for at helbrede ham?”[b]
8 Officeren svarede: „Herre, jeg ved godt, at jeg er for uværdig til, at du kan gå ind i mit hus. Men giv bare en befaling her og nu, så bliver min tjener rask. 9 Jeg er jo selv en mand, der står under kommando, og jeg har soldater, der igen står under mig. Hvis jeg siger til en: ‚Gå!’ så går han, og siger jeg til en anden: ‚Kom!’ så kommer han. Og hvis jeg siger til min tjener: ‚Gør det eller det!’ så gør han det.”
10 Da Jesus hørte det, blev han meget forundret og sagde til dem, der fulgte ham: „Så stærk en tro har jeg ikke mødt blandt Israels folk. 11 Det siger jeg jer: Fra hele verden skal mange, som oprindeligt ikke hørte med til Guds folk, komme og sidde til bords i Guds rige sammen med Abraham, Isak og Jakob. 12 Men mange af dem, som mener, at de tilhører Guds folk, skal kastes ud i det yderste mørke, hvor de vil ærgre sig ganske forfærdeligt og græde deres bitre tårer.”
13 Derefter sagde Jesus til den romerske officer: „Gå du blot hjem. Det, som du havde tro for, er sket.” I samme øjeblik blev hans tjener helbredt.
Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(C)
14 Senere kom Jesus til Peters hus, hvor Peters svigermor lå syg med feber. 15 Så snart Jesus gik ind og tog hendes hånd, forsvandt feberen, og hun stod op og sørgede for mad til dem.
16 Samme aften blev mange dæmonbesatte mennesker bragt til Jesus. Han behøvede bare at sige et ord, så flygtede dæmonerne. Og alle de mennesker, der havde smerter eller var syge, blev helbredt. 17 Dermed opfyldtes det, som er talt gennem profeten Esajas:
„Han tog vores sygdomme på sig,
han bar vores lidelser.”[c]
En discipel af Jesus skal være parat til at lide afsavn(D)
18 En gang var der så mange mennesker, der stimlede sammen omkring Jesus, at han bad disciplene om at gøre en båd klar, så de kunne sejle over til den anden side af søen. 19 I mellemtiden kom en af de skriftlærde hen til Jesus og sagde: „Mester, jeg vil gerne være din discipel og følge med dig—uanset hvor du går hen!”
20 Jesus svarede: „Ræve har huler, og fugle har reder, men jeg, Menneskesønnen, har ikke engang mit eget hjem.”
21 En anden af dem, der fulgte ham, sagde: „Herre, jeg vil gerne være din discipel, men jeg må først tage mig af min fars begravelse.”
22 Til ham sagde Jesus: „Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde.”
Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(E)
23 Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24 Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25 Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: „Herre, red os! Vi drukner!”
26 „Hvorfor er I så bange?” sagde Jesus. „I har ikke megen tro!” Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. 27 Disciplene blev overvældet af forundring. „Hvem er egentlig den mand?” sagde de til hinanden. „Selv stormen og søen adlyder ham!”
Jesus sætter to ikke-jøder fri fra dæmonernes magt(F)
28 Kort efter gik de i land på den modsatte bred. Det var i gadarenernes område.[d] To dæmonbesatte mænd kom hen imod dem. De holdt til i gravhulerne og var så farlige, at ingen turde rejse gennem det område. 29 Nu råbte og skreg de: „Lad os være i fred, du Guds Søn! Er du kommet for at pine os før tiden?”
30 Lidt derfra gik en stor flok svin og rodede efter føde i jorden. 31 Dæmonerne råbte nu til Jesus: „Skal vi kastes ud, så giv os lov til at fare i svinene!”
32 „Ud med jer!” kommanderede Jesus. Straks fór de ud af mændene og ind i svinene. Hele svineflokken styrtede derpå ned ad skrænten og ud i vandet, så de alle druknede.
33 Svinehyrderne løb forfærdede ind til den nærmeste by, hvor de fortalte om alt, hvad der var sket. 34 Alle indbyggerne gik derefter ud for at se Jesus og bad ham så om at forlade deres egn.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.