M’Cheyne Bible Reading Plan

Advarsel mod at glemme Herren

8 I skal nøje overholde alle de befalinger, jeg i dag pålægger jer. Gør I det, vil I få lov at tage det land i besiddelse, Herren lovede jeres forfædre, og I vil få et godt liv og blive et stort folk. ² Husk på, hvordan Herren i 40 år førte sit folk gennem ørkenen for at ydmyge dem og sætte dem på prøve, for at se, om de var villige til at adlyde ham. ³ Han ydmygede dem ved først at lade dem sulte og derefter give dem manna, en form for mad, som hverken de eller deres forfædre havde set før, for at lære dem, at et menneske ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler. ⁴ I alle de 40 år blev deres tøj ikke slidt op, og deres fødder ikke opsvulmede. ⁵ I må forstå, at når Herren straffede dem, gjorde han det til deres eget bedste, nøjagtig som når forældre opdrager deres børn.

⁶ Adlyd Herren, jeres Guds, befalinger, gå på hans veje og hav ærefrygt for ham. ⁷ Herren vil føre jer ind i et godt land, et frodigt land med bakker og dale, med floder og kilder, der gennemstrømmer landet, ⁸ et land med hvede og byg, med vinranker, figentræer, granatæbletræer, oliventræer og honning, ⁹ et land med masser af føde og uden mangel på noget, et land, hvor der findes jernmalm, og hvor I kan bryde kobber i bjergene. ¹⁰ Når I har spist jer mætte i landets overflod, skal I lovprise Herren, jeres Gud, for det gode land, han har givet jer.

¹¹ Men pas på, at I ikke midt i jeres overflod glemmer Herren, jeres Gud, så I ikke længere holder hans love og befalinger. ^12-13 Når I spiser jer mætte og oplever fremgang, når I har bygget prægtige huse, når jeres velstand øges, og jeres besætninger vokser, ¹⁴ må I passe ekstra på, at I ikke bliver selvsikre, så I glemmer Herren, der reddede jer fra at være slaver i Egypten. ¹⁵ Tag jer i agt, at I ikke glemmer den Gud, der førte sit folk gennem den store og farlige ørken, hvor der er giftige slanger og skorpioner, og som midt i det udtørrede land lod vand springe frem fra den nøgne klippe. ¹⁶ Han gav dem manna i ørkenen, mad, som deres forfædre aldrig har smagt, for at ydmyge dem og sætte dem på prøve for senere at kunne velsigne dem. ¹⁷ Derved ville han undgå, at folket i fremtiden ville tro, at deres fremgang skyldes dem selv og deres egen dygtighed. ¹⁸ Husk altid på, at jeres velstand kommer fra Herren, jeres Gud, der trofast holder fast ved den pagt, han oprettede med jeres forfædre.

¹⁹ Men hvis I glemmer Herren, jeres Gud, så I dyrker andre guder, kan jeg forsikre jer om, at det bliver jeres undergang, ²⁰ og at I bliver udryddet på samme måde, som Herren vil udrydde de folk, han jager bort foran jer. Sådan går det, hvis I er ulydige imod Herren, jeres Gud.

I Herrens varetægt

Assyrerkongens trusler imod Juda

36 I kong Hizkijas 14. regeringsår^[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. ² Derpå sendte han sin næstkommanderende med en stor hærafdeling fra Lakish til Jerusalem med et budskab til kong Hizkija. De tog opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. ³ Hizkijas hofmarskal Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa, Asafs søn, gik ud for at møde dem.

⁴ „Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? ⁵ Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? ⁶ Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. ⁷ Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? ⁸ Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. ⁹ Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? ¹⁰ For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

¹¹ „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,^[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

¹² „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

¹³ Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: ¹⁴ Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. ¹⁵ Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. ¹⁶ Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, ¹⁷ indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin. ¹⁸ Hør ikke på Hizkija, når han påstår, at Herren kan frelse jer. Tænk på de andre folkeslag som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? ¹⁹ Hvor blev Hamats, Arpads og Sefarvajims guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? ²⁰ Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

²¹ Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. ²² Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

De første seks segl på bogrullen brydes til dom over jorden

6 Da Lammet brød det første af de syv segl, hørte jeg et af de fire levende væsener råbe med tordenrøst: „Kom!” ² Derefter så jeg en hvid hest med en rytter, som holdt en bue i hånden. Rytteren fik udleveret en sejrskrans, og han red af sted fra sejr til sejr, for han var bestemt til at sejre.

³ Da Lammet brød det andet segl, hørte jeg det andet levende væsen råbe: „Kom!” ⁴ Og der kom en rød hest med en rytter, som fik udleveret et vældigt sværd. Han tog freden bort fra jorden, så folk begyndte at nedslagte hinanden.

⁵ Da Lammet brød det tredje segl, hørte jeg det tredje levende væsen råbe: „Kom!” Og der kom en sort hest med en rytter, som holdt en skålvægt i hånden. ⁶ Da hørte jeg en stemme inde fra de fire væsener, som råbte: „Et kilo hvede vil koste en dagløn, og tre kilo byg vil koste en dagløn. Men olivenolien og vinen må du ikke skade!”

⁷ Da Lammet brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde levende væsen råbe: „Kom!” ⁸ Og der kom en gustengul hest med en rytter, som hed „Døden”, og Dødsriget fulgte med ham. De fik lov til at dræbe en fjerdedel af jordens befolkning gennem krig og sult, sygdom og vilde dyr.

⁹ Da Lammet brød det femte segl, så jeg neden for alteret i det himmelske tempel sjælene af dem, som var blevet slået ihjel, fordi de holdt fast ved Guds ord og ikke ville fornægte deres tro på ham. ¹⁰ „Herre, du er den sande og hellige Gud,” råbte de. „Hvor længe vil det vare endnu, før du holder dom over dem, der bor på jorden, og hævner vores død?” ¹¹ Da fik de hver en lang, hvid klædning, og der blev sagt til dem, at de skulle vente et stykke tid endnu, indtil det fulde antal af deres medtjenere og medkristne, som skulle slås ihjel ligesom dem selv, var nået.

¹² Da Lammet brød det sjette segl, kom der et voldsomt jordskælv. Solen blev mørk som en sørgedragt, og månen blev rød som blod. ¹³ Himlens stjerner faldt ned mod jorden, som frugterne falder fra et figentræ, der gennemrystes af en vældig storm. ¹⁴ Himlen blev rullet sammen som en bogrulle, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads. ¹⁵ Alle mennesker på jorden søgte at gemme sig i huler og bag klipper i bjergene, både konger og stormænd, hærførere og rigmænd, magthavere, slaver og almindelige borgere. ¹⁶ De råbte til bjergene og klippestykkerne: „Styrt sammen over os!^[a] Skjul os for Den Store Konge og Lammet! ¹⁷ For hvem kan undgå straf på den store dommens dag, som nu er kommet?”