M’Cheyne Bible Reading Plan
Lejren skal være hellig
5 Herren sagde til Moses: 2 „Giv Israels folk ordre til at sende alle, der lider af smittefarlige hudsygdomme, ud af lejren. Desuden skal alle, der har udflåd eller har været i berøring med lig, udelukkes fra at opholde sig i lejren, for den slags personer er urene. 3 Denne ordning gælder for både mænd og kvinder. I skal udelukke disse mennesker, så de ikke besmitter lejren, hvor jeg har taget bolig.” 4 Israelitterne gjorde straks, som Herren havde befalet Moses: alle de urene blev sendt uden for lejren.
Erstatningspligt og offergaver
5 Da sagde Herren til Moses: 6 „Sig til Israels folk, at hvis en mand eller en kvinde svigter mig ved at begå en synd og dermed pådrager sig skyld, 7 skal de bekende den synd, de har begået. Hvis synden drejer sig om materielle værdier, skal den forurettede have erstatning med et tillæg på 20 procent. 8 Men hvis den forurettede er død, og der ikke er nogen slægtning til at modtage erstatning, skal betalingen tilfalde præsten sammen med den vædder, som bringes til soning for synden. 9-10 Ligeledes tilfalder alle særlige offergaver præsten.”
Kvinder, der mistænkes for utroskab
11 Herren sagde til Moses: 12-14 „Sig til Israels folk, at hvis en mand har mistanke om, at hans kone har været ham utro, så han er jaloux, men der ikke findes vidner eller klare beviser, 15 skal manden føre sin kone til præsten, og han skal medbringe et offer på et kilo rent bygmel, men ingen olivenolie eller røgelse. Det skal være et jalousioffer—dvs. mandens anmodning til Herren om, at sandheden må komme frem i lyset. 16 Derpå skal præsten fremstille den mistænkte kvinde for Herren, 17 mens han hælder indviet vand i en lerskål og rører lidt støv fra boligens gulv i vandet. 18 Så skal han tage hendes hovedbeklædning væk og lægge jalousiofferet i hendes hænder, for at det kan blive afgjort, om der er baggrund for mandens mistanke. Imens skal præsten stille sig foran hende med krukken, der indeholder den bitre forbandelses vand. 19 Da skal han sige til hende: ‚Hvis du ikke har haft seksuel omgang med andre end din mand, skal du fritages for den forbandelse, der ligger i dette vand. 20 Men hvis du har vendt dig fra din mand og gjort dig selv uren ved en anden mand, 21-22 vil Herren forbande dig midt iblandt dit folk, og vandet vil få din livmoder til at svulme op, og du vil ikke kunne få børn.’ Da skal kvinden svare: ‚Lad denne forbandelse ramme mig, hvis jeg er skyldig.’ 23 Præsten skal skrive forbandelsen på et stykke læder, hvorefter han skal vaske den skrevne forbandelse af i det bitre vand, 24 så når hun drikker vandet, vil hun samtidig drikke sig en forbandelse til. 25 Præsten skal nu tage jalousiofferet ud af hendes hænder, svinge det for Herrens ansigt og bringe det hen til alteret. 26 Så skal han tage en håndfuld af dette offer og hælde det på alterets ild som et røgoffer, hvorefter kvinden skal drikke vandet. 27 Hvis hun virkelig har gjort sig selv uren og har været sin mand utro, skal forbandelsesvandet blive bittert i hende, så hendes livmoder svulmer op, og hun ikke længere kan få børn—og man skal bruge hendes navn som en forbandelse. 28 Men hvis hun er uskyldig og ikke har været manden utro, vil der ikke ske hende noget—og hun vil fortsat være i stand til at få børn.
29-30 Det er de forskrifter, der skal følges, når en mand mistænker sin kone for utroskab—og ved at følge dem vil det blive afgjort, hvem der har ret. Manden skal føre sin kone frem for Herren, og præsten skal handle efter ovennævnte forskrifter. 31 Men hvis forbandelsen rammer hende, er manden uden skyld—for kvinden har fået den straf, hun har fortjent.”
Et råb om hjælp i lidelse
39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5 „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
Den unge pige:
3 „En nat lå jeg i min seng og drømte om min elskede.
Jeg længtes efter ham.
Jeg lå og ventede på ham, men han kom ikke.
2 Så besluttede jeg at gå ud i byen
og lede efter ham på gader og stræder,
men jeg kunne ikke finde ham.
3 Jeg mødte vægterne på deres runde og spurgte:
‚Har I mon set ham, jeg elsker?’
4 Kort efter fandt jeg min elskede.
Jeg klyngede mig til ham og slap ham ikke,
før jeg havde ført ham til min mors hus,
ind i det værelse, hvor jeg selv engang blev undfanget.
5 Jerusalems unge piger, lov mig ved gazeller og markens dådyr,
at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde!”
Tredje sang: Bryllupsfesten
Jerusalems unge piger:
6 „Hvad er det, der nærmer sig fra ørkenen
omgivet af noget, der ligner røgsøjler?
Det dufter af røgelse og myrra,
de dyreste parfumer, der kan købes for penge.
7 Se, det er Salomons bærestol,
eskorteret af tres af Israels mægtigste mænd.
8 De er alle bevæbnet med sværd, alle er de erfarne krigere,
alle har sværd ved siden til beskyttelse mod natlige farer.
Den unge pige:
9 Salomons kongelige bærestol er bygget af udsøgt træ fra Libanon.
10 Bærestængerne er belagt med sølv,
og baldakinen er broderet med guld.
Sædet er polstret med kostbart, purpurfarvet uld
og betrukket med læder af Jerusalems unge piger.[a]
11 Kom og se, I Zions døtre:
Kong Salomon bærer en krans,
som hans mor har sat på hans hoved.
Det er hans bryllupsdag,
en stor og festlig dag.”
Kristus har en langt mere betydningsfuld tjeneste, end Moses havde
3 Kære venner, I, som har modtaget det himmelske kald, tænk på, hvordan Jesus som apostel og ypperstepræst for vores tro 2 var trofast over for Gud, som gav ham den opgave. Moses var også trofast over for Gud i den opgave, han fik som leder i Guds husholdning. 3 Men ligesom en mand, der bygger et hus, får større ære end selve huset, sådan er Jesu tjeneste langt mere betydningsfuld end Moses’ tjeneste. 4 Ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan er det Gud, der er den store Bygherre bag alle ting. 5-6 Moses var Guds tjener, men Kristus er Guds egen Søn. Moses’ tjeneste peger profetisk hen på det, der senere skulle ske, og han var trofast i det lederansvar han fik for det Guds folk, han selv var en del af. Men Jesus har som Guds Søn lederansvaret for et nyt Guds folk, og vi tilhører det folk—hvis vi da holder fast ved den frimodighed og glæde, vi oplevede, dengang vi fik vished om at få det evige liv.
Israels folk som et afskrækkende eksempel på ulydighed og vantro
7-8 Hør derfor efter, hvad Helligånden siger:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør
og satte sig op imod mig i ørkenen.
9-10 De provokerede mig ved at sætte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
Derfor blev jeg vred på dem og sagde:
‚De går altid deres egne veje
i stedet for at følge mine.’
11 Så svor jeg i min vrede:
‚De skal ikke få lov at opleve min hvile.’ ”[a]
12 Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. 13 I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. 14 For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.
15 Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord
som dengang under oprøret.”
16 Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. 17 Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. 18 Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. 19 Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.