M’Cheyne Bible Reading Plan

Hebræiske slaver

21 Giv Israels folk følgende forordninger:

² Hvis du køber dig en hebræisk slave, må du kun beholde ham i seks år. I det syvende år skal han frigives uden betaling. ³ Hvis han kom til dig som ugift, men i mellemtiden har giftet sig, er det kun ham selv, der skal frigives. Men hvis han i forvejen var gift, skal hans kone frigives sammen med ham. ⁴ Hvis du har givet ham en kone i hans slavetid, og han og konen har fået børn, tilhører konen og børnene dig, men han selv skal frigives. ⁵ Men hvis slaven erklærer: ‚Jeg elsker min herre, min kone og mine børn, så jeg ønsker ikke at blive frigivet,’ ⁶ så skal du overgive ham til Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen og gennembore hans øre med en syl, hvorefter han skal være din slave på livstid.

⁷ Hvis en mand derimod sælger sin datter som slave, skal hun ikke frigives efter de seks år sådan som en mandlig slave. ⁸ Men hvis hendes herre gifter sig med hende og senere ikke er tilfreds med hende, skal han give hende mulighed for at blive købt fri af sin far. Han har ikke lov til at sælge hende videre til andre. ⁹ Hvis han lader sin søn gifte sig med hende, skal han respektere hende som sin egen datter. ¹⁰ Hvis han selv senere tager sig en kone nummer to, må han ikke nægte sin slavekone mad, tøj og ægteskabelige rettigheder. ¹¹ Opfylder han ikke disse krav, skal hun frigives uden betaling.

Personlig overlast

¹² Enhver, der begår drab, skal selv lide døden. ¹³ Men er det uagtsomt manddrab, vil jeg anvise steder, hvor en sådan person kan søge beskyttelse imod at blive dræbt som hævn. ¹⁴ Er det derimod overlagt mord, skal han lide døden, også selv om han søger beskyttelse ved Herrens alter.

¹⁵ Enhver, der angriber sin far eller mor, skal lide døden.

¹⁶ Enhver, der kidnapper en anden, skal dø, uanset om han har solgt sit offer eller beholdt ham.

¹⁷ Enhver, der forbander sin far eller mor, skal lide døden.

¹⁸ Hvis to mænd kommer op at slås, og den ene rammer den anden med en sten eller med en knytnæve og kvæster ham, så han må holde sengen, ¹⁹ og hvis det ikke er værre, end at han kan gå omkring, om nødvendigt støttet til sin stok, så skal gerningsmanden ikke straffes ud over at betale for offerets tabte arbejdsfortjeneste og i øvrigt afholde udgifterne til medicin og lægehjælp.

²⁰ Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave så hårdt med en kæp, at vedkommende dør, skal han straffes. ²¹ Men hvis slaven kommer sig efter en dag eller to, skal slavens herre ikke straffes, for den tabte arbejdsfortjeneste er straf i sig selv.

²² Hvis to mænd under et slagsmål kommer til at støde til en gravid kvinde, så barnet bliver født, men der ellers ikke sker noget, skal den skyldige betale erstatning, efter hvad kvindens mand forlanger, og domstolene kan godkende.

²³ Hvis en person gør en anden fortræd, skal han straffes i forhold til den skade, han har forvoldt: liv for liv, ²⁴ øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, ²⁵ brandsår for brandsår, læsion for læsion, skramme for skramme.

²⁶ Hvis en mand slår sin mandlige eller kvindelige slave i øjet, så øjet bliver ødelagt, skal han frigive slaven som erstatning for øjet. ²⁷ Hvis en mand slår en tand ud på sin mandlige eller kvindelige slave, skal han frigive slaven som erstatning for tanden.

²⁸ Hvis en tyr stanger en mand eller kvinde ihjel, skal den stenes, og dens kød må ikke spises, men tyrens ejer skal ikke straffes for ulykken. ²⁹ Men hvis den samme tyr tidligere har stanget nogen, og ejeren er blevet advaret, men ikke har taget nogen forholdsregler, og den så stanger nogen ihjel, skal den stenes og ejeren skal lide døden. ³⁰ Dog kan han beholde livet, hvis den dødes slægtninge vil gå med til at acceptere en løsesum som erstatning.

³¹ Samme lov gælder, hvis tyren stanger en dreng eller en pige, ³² men hvis den stanger en mandlig eller kvindelig slave, skal slavens herre have en erstatning på 30 sølvstykker, og tyren skal stenes.

³³ Hvis en mand tager dækslet af en cisterne eller graver en brønd og ikke dækker hullet til, og en ko eller et æsel falder i brønden, ³⁴ skal han betale fuld erstatning for det døde dyr, men så tilhører det også ham.

³⁵ Hvis en mands tyr stanger en anden mands tyr ihjel, skal de to ejere sælge den levende tyr og dele pengene imellem sig, og de skal også deles om den døde tyr. ³⁶ Men hvis det er kendt, at tyren før har villet stange, og ejeren ikke har taget nogen forholdsregler, skal han betale fuld erstatning for den døde tyr, som så bliver hans ejendom.

Jesus genopstår^(A)

24 Meget tidligt søndag morgen tog kvinderne deres aromatiske salve med ud til graven. ² Her så de, at den store sten, der havde spærret for indgangen, var rullet til side. ³ De gik indenfor—men Herren Jesu lig var der ikke. ⁴ De vidste ikke, hvad de skulle tro, men pludselig stod to mænd foran dem, klædt i blændende hvide klæder. ⁵ Kvinderne blev skrækslagne og så ned i jorden. „Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde?” spurgte mændene. ⁶ „Han er ikke her. Han er stået op fra de døde! Husk, hvad han sagde til jer, allerede mens I var i Galilæa, ⁷ nemlig at Menneskesønnen skulle forrådes og udleveres til onde mennesker, som ville korsfæste ham. Men på den tredje dag ville han genopstå!”

⁸ Nu huskede de, hvad Jesus havde sagt, ⁹ og de skyndte sig ind i byen for at fortælle det til de 11 disciple og alle de andre. ¹⁰ Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor, der sammen med de andre kvinder fortalte det til apostlene, ¹¹ som dog havde svært ved at tage dem alvorligt. De troede i hvert fald ikke på dem.

¹² Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter. Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning. Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder. Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.

Jesus viser sig for to disciple på vej til Emmaus^(B)

¹³ Samme dag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, der ligger 11 kilometer^[a] fra Jerusalem. ¹⁴ Mens de gik og snakkede med hinanden om alt det, der var sket, ¹⁵ kom Jesus selv og fulgtes med dem. ¹⁶ Men de genkendte ham ikke. ¹⁷ „Hvad er det, I er så optaget af?” spurgte han.

De standsede og så bedrøvet på ham. ¹⁸ Den ene, som hed Kleofas, svarede: „Du må være den eneste i Jerusalem, der ikke ved, hvad der lige er sket.”

¹⁹ „Hvad er der sket?”

„Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, som talte med stor visdom og gjorde mange mirakler. Gud var med ham, og folk var begejstrede for ham. ²⁰ Men ypperstepræsterne og vores ledere arresterede ham og udleverede ham til romerne, for at han kunne blive dømt til døden. Og så blev han korsfæstet. ²¹ Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han ville befri Israel.”

„Men der er sket mere endnu,” fortsatte Kleofas. „I dag er det nemlig den tredje dag regnet fra den dag, han blev korsfæstet, ²² og nogle af de kvinder, som hører med blandt disciplene, gik tidligt i morges ud til graven, og de har gjort os endnu mere forvirrede. ²³ De kom nemlig tilbage og sagde, at hans lig ikke var i graven. De fortalte også, at de havde haft et syn af engle, som sagde, at han lever. ²⁴ Så løb nogle af de andre disciple derud, og de fandt det sådan, som kvinderne havde fortalt. De kunne heller ikke finde Jesu lig!”

²⁵ „Hvor er i tungnemme!” udbrød Jesus. „Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? ²⁶ At Messias skulle lide og dø, før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.” ²⁷ Derpå citerede Jesus stykke efter stykke fra Skrifterne, lige fra Første Mosebog og gennem alle de profetiske bøger, og han forklarede de mange profetiske ord, der handlede om ham.

²⁸ De var nu nået frem til Emmaus, og Jesus ville gå videre, ²⁹ men de bad ham indtrængende om at blive natten over hos dem, for det var allerede sent på eftermiddagen. Han gik derfor med dem hjem. ³⁰ Da de skulle til at spise, tog Jesus brødet, takkede Gud, brækkede det i stykker og gav dem det. ³¹ Da var det, som om deres øjne åbnedes, og nu kunne de genkende ham. Men i samme øjeblik blev han usynlig for dem.

³² „Var det ikke, som om vores hjerter brændte, mens han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?” sagde de til hinanden. ³³ Uden at spilde et øjeblik brød de op og begav sig på vej tilbage til Jerusalem. Dér fandt de både de 11 apostle og de øvrige disciple forsamlede, ³⁴ og de blev modtaget med ordene: „Herren er virkelig genopstået! Simon har set ham!”

³⁵ De to fortalte nu, hvad de havde oplevet på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet i stykker.

Jesus viser sig for inderkredsen af disciple^(C)

³⁶ Mens de snakkede om, hvad der var sket, stod Jesus pludselig midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!” ³⁷ De blev alle forskrækkede og troede, de så et genfærd.

³⁸ „Hvorfor er I så bange?” spurgte Jesus. „Og hvorfor tvivler I? ³⁹ Se på mine hænder! Se på mine fødder! Kan I ikke se, at det er mig? Her, føl på mig! I kan jo se, at jeg har en krop, og det har et genfærd ikke.”

⁴⁰ Samtidig rakte han hænderne frem, og han viste dem sine fødder, så de kunne se naglemærkerne. ⁴¹ Men de var stadig i tvivl og var på én gang både glade og skeptiske. Så spurgte han: „Har I noget at spise her?” ⁴² De rakte ham et stykke stegt fisk, ⁴³ og han spiste det, mens de stirrede på ham.

⁴⁴ „Husker I ikke, at jeg fortalte jer, at alt, hvad der står skrevet om mig i Toraen, Profetbøgerne og Salmernes Bog, måtte gå i opfyldelse?” ⁴⁵ Derpå forklarede han dem betydningen af Skrifterne, ⁴⁶ og han sagde til dem: „Skrifterne har forudsagt, at den lovede Messias, Frelseren, skulle lide meget, blive slået ihjel og genopstå fra de døde på den tredje dag, ⁴⁷ og at budskabet om omvendelse og tilgivelse ved tro på ham skulle bringes til alle folkeslag. Med udgangspunkt i Jerusalem ⁴⁸ skal I fortælle om alt, hvad I har hørt og set og oplevet. ⁴⁹ Jeg vil sende Helligånden til jer, sådan som min Far har lovet. Men I skal forholde jer i ro her i byen, indtil I er blevet udrustet med kraften fra Gud!”

Jesus tages op til Himlen^(D)

⁵⁰ Senere tog Jesus disciplene med ud af Jerusalem og hen i nærheden af Betania. Han løftede hænderne og velsignede dem. ⁵¹ Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til Himlen. ⁵² Disciplene lovpriste ham og vendte derpå glade tilbage til Jerusalem, ⁵³ og de kom til stadighed i templet og priste Gud.

9 Det er næsten overflødigt, at jeg skriver til jer om denne kærlighedsgave til de kristne i Jerusalem. ² Jeg kender jo jeres iver efter at hjælpe. Det har jeg rost jer for over for menighederne i Makedonien, og jeg har sagt, at I nede i Akaja allerede for et år siden var parat til at sende en gave. Det var faktisk jeres iver efter at hjælpe, der fik mange af de andre til at slutte sig til indsamlingen. ³ Jeg sender nu mine medarbejdere, for at min ros af jer ikke skal vise sig at være grundløs på det punkt. Det gør jeg, for at I kan være parate, når jeg kommer, som jeg har sagt, at I ville være. ⁴ Hvis nogle fra menighederne i Makedonien rejser med mig ned til jer, og de så opdager, at I slet ikke er klar, når vi kommer, ville det være flovt for både jer og mig. ⁵ Derfor mente jeg, at det var bedst, hvis mine medarbejdere rejste i forvejen, så de kan hjælpe jer til at få færdiggjort indsamlingen af den gave, som I har lovet. Lad det være en rigelig gave, så den bliver et udtryk for Guds velsignelse, ikke for nogens smålighed.

Gavmildhed frembringer velsignelse, foruden ære og tak til Gud

⁶ Husk på, at de, der sår sparsomt, skal høste sparsomt, men de, der sår rigeligt, skal høste rigeligt. ⁷ I må hver især afgøre, hvor meget I vil give. Gør det ikke som en sur pligt, for Gud elsker en glad giver. ⁸ Gud har magt til at lade sin nåde strømme ud over jer, så I altid har noget at gøre godt med, uden at I selv kommer til at mangle. ⁹ Skriften taler på følgende måde om dem, der adlyder Gud og gør det rette:

¹⁰ Ligesom Gud velsigner landmandens marker, så der bliver korn til at bage brød af og såsæd til næste år, sådan vil han også velsigne det, I giver, så jeres godhed bringer megen velsignelse med sig. ¹¹ I bliver rige på alt, så I kan tjene Gud helhjertet og oprigtigt. Når vi bringer jeres gave videre, vil mange mennesker takke Gud for jer. ¹² For når I tjener Gud ved at dele med de nødlidende, så møder I ikke kun deres behov, men I bliver også årsag til, at mange mennesker vil takke Gud. ¹³ Ved at gennemføre denne indsamling giver I ære til Gud, dels fordi det viser, at I er lydige over for budskabet om Kristus, dels fordi det viser jeres oprigtige omsorg for de fattige, ja over for alle mennesker, ¹⁴ og dels fordi det bevirker, at de vil længes efter at have fællesskab med jer, og de vil bede for jer på grund af Guds overvældende nåde, som de oplever gennem jeres handling.

¹⁵ Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin Søn—en gave langt større, end ord kan udtrykke.