M’Cheyne Bible Reading Plan
Ottende katastrofe: Græshopper
10 Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem. 2 Hvilke fantastiske beretninger dine børn og børnebørn skal få at høre om alle de undere, jeg gjorde i Egypten for at vise, at jeg er Herren.”
3 Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig. 4 Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land. 5 Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker. 6 De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.
7 Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. „Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. „Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”
8 Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”
9 „Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”
10 „Ikke på vilkår!” råbte Farao. „Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på! 11 Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.
12 Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”
13 Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.
14 Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske. 15 Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet—ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.
16 Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han. 17 „Tilgiv mig bare denne ene gang og bed jeres Gud om at tage den her dødbringende plage fra mig.”
18 Moses forlod derefter Farao og bad til Herren. 19 Da sendte Herren en storm fra vest, som blæste græshopperne ud i Det Røde Hav.[a] Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egypten. 20 Men Herren lod Farao blive stædig igen, så han alligevel ikke ville lade israelitterne rejse.
Niende katastrofe: Mørke
21 Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten—et mørke så tykt, at man kan føle det.” 22 Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage. 23 Folk kunne ikke se hinanden, så de rørte sig ikke ud af stedet i tre dage, men overalt hvor israelitterne boede var der lyst.
24 Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres husdyr her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.”
25 „Har du tænkt dig at give os de dyr, vi skal bruge som slagtofre og brændofre til Herren, vores Gud? 26 Nej, vel! Derfor er vi nødt til at have vores dyr med. Vi ved jo heller ikke, hvilke ofre Herren ønsker, før vi når frem til stedet, så vi må tage det hele med.”
27 Herren gjorde igen Farao stædig, så han nægtede at lade dem rejse. 28 Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!”
29 „Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.”
Tag afstand fra det onde
13 Så kom der nogle og fortalte Jesus, at Pilatus havde nedslagtet nogle jøder fra Galilæa, netop som de bragte deres offerdyr til slagtning i templet. 2 Da sagde Jesus: „Mener I, at de galilæere var værre end andre mennesker, fordi det gik dem sådan? 3 Det var de ikke. Men I vil alle gå til grunde, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og tror på mig. 4 Og hvad med de 18, der blev slået ihjel, da tårnet ved Shiloa-dammen væltede ned over dem? Tror I, at de var værre end alle andre mennesker i Jerusalem? 5 Nej, jeg siger jer: Jeres skæbne bliver lige så tragisk som deres, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og søger Gud.”
De jødiske lederes mangel på åndelig frugt
6 Jesus fortalte derefter følgende historie: „En mand havde en vinmark, hvor der også stod et figentræ.[a] Han kom fra tid til anden for at se, om der var frugt på træet, men hver gang blev han skuffet. 7 Til sidst sagde han til sin gartner: ‚Det er nu tredje år, jeg forgæves har kigget efter frugt på det træ. Tag og fæld det! Hvorfor skal det stå og tage kraften fra jorden, når det ingen frugt giver?’ 8 Men gartneren svarede: ‚Åh, herre, lad det stå året ud, så vil jeg grave omkring det og give det ekstra gødning. 9 Hvis træet derefter bærer frugt, er det fint. Hvis ikke, er du i din gode ret til at hugge det om.’ ”
Konfrontation mellem Jesus og en synagogeforstander
10 Mens Jesus en sabbatsdag sad og underviste i en synagoge, 11 lagde han blandt de tilstedeværende mærke til en kvinde, som på grund af en sygdomsånd havde været krumbøjet og ude af stand til at rette sig op i 18 år. 12 Han kaldte hende frem og sagde: „Du er helbredt for din sygdom.” 13 Derefter lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og lovpriste og takkede Gud.
14 Men forstanderen for synagogen blev forarget over, at Jesus havde foretaget en helbredelse på en sabbat. „Der er seks dage i ugen, hvor man kan arbejde,” sagde han til menigheden. „På de dage kan I komme og blive helbredt, men ikke på sabbatten!”
15 „Hvor er I nogle hyklere!” sagde Jesus. „Hver sabbat løser I uden skrupler jeres køer og æsler fra deres plads i stalden og fører dem ned til vandet, så de kan få noget at drikke. 16 Skulle jeg så ikke have lov til at løse denne ‚Abrahams datter’[b] af Satans lænker, som hun har været bundet med i 18 år, også selv om det er sabbat i dag?” 17 Det svar var ydmygende for Jesu modstandere, men alle de andre glædede sig over de fantastiske ting, Jesus gjorde.
Guds rige vokser fra småt til stort(A)
18 Jesus fortsatte sin undervisning: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? Hvilket billede skal jeg bruge? 19 Jo, Guds rige er som et lille sennepsfrø, en mand sår i sin have. Det vokser op og bliver til en stor busk, hvor fuglene kommer og bygger rede i grenene. 20-21 Man kan også sammenligne det med den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”
Vantro og onde mennesker kommer ikke ind i Guds rige
22 Jesus fortsatte nu fra by til by og fra landsby til landsby. Han underviste overalt, hvor han kom frem på sin vej mod Jerusalem.
23 En mand spurgte ham: „Er det kun få, der kommer ind i Guds rige?”
Han svarede: 24 „I må kæmpe for at komme ind gennem den smalle dør. Mange vil prøve at komme indenfor, men det vil ikke lykkes dem. 25 Når først husets herre har lukket døren, er det for sent. Står I da udenfor og banker på døren og råber: ‚Herre, luk os ind!’ vil svaret lyde: ‚Jeg kender jer ikke.’ 26 I vil så begynde at forsvare jer: ‚Jamen, vi har da spist og drukket for øjnene af dig, og du har undervist i vores midte!’ 27 Men han vil svare: ‚Javist, men jeg kender jer ikke. Gå jeres vej, I onde mennesker!’ 28 I vil ærgre jer noget så frygteligt og jamre højlydt, når I står udenfor og ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne samlet i Guds rige. 29 Der vil komme masser af mennesker fra øst og vest og nord og syd for at holde festmåltid i Guds rige. 30 Dér vil nogle, som nu er de mindste, blive de største; og nogle, som nu er de største, vil blive de mindste.”
Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro(B)
31 I det samme kom nogle farisæere hen til Jesus og sagde: „Skynd dig væk herfra! Ellers slår Herodes dig ihjel!”
32 Jesus svarede: „Gå I hen og sig til den opkomling,[c] at det ikke skal afholde mig fra at helbrede de syge og uddrive dæmoner både i dag og i morgen. På den tredje dag er jeg ved målet. 33 Jeg skal bruge i dag, i morgen og i overmorgen til turen til Jerusalem. Det er nemlig utænkeligt, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.
34 Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger. Men I ville ikke. 35 Derfor bliver jeres hus lagt øde, og det siger jeg jer: I får mig ikke at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”[d]
Menneskets viden og materielle ressourcer
28 Guld og sølv finder man i jorden,
og mennesker forstår at rense det for urenheder.
2 Malm hentes op fra jordens dybder,
man smelter det og frembringer jern og kobber.
3 Folk udforsker jordens indre,
de leder med lys og lygte
for at nå frem til den dyrebare malm.
4 Fjernt fra alle byer og alfarvej
graver de dybe skakter i jorden
og svinger frem og tilbage i rebene.
5 På jordens overflade dyrker man korn,
mens man uddrager skatte fra dens indre.
6 Mennesker har lært at finde ædelsten
og udvinde guldstøv fra klippegrunden,
7 skatte, som er skjult selv for falkens blik,
gemt væk udenfor rovfuglenes rækkevidde.
8 De findes på steder, hvor ingen rovdyr kommer,
hvor selv dyrenes konge aldrig sætter sin fod.
9 Mennesker hugger sig vej gennem klipper af flint
og underminerer et bjerg, så det falder.
10 I klipperne hugger man gange
og finder mange slags kostbarheder.
11 Mennesker udforsker de underjordiske kilder
og bringer skjulte skatte frem i lyset.
Visdommen er sværere at finde
12 Men hvor finder mennesker visdom?
Hvor går man hen og graver klogskab frem?
13 Ingen kender vejen til visdommens kilde,
for den findes ikke i de levendes land.
14 Afgrunden hvisker: ‚Den er ikke her!’
Havdybet bruser: ‚Heller ikke hos mig!’
15 Visdom kan ej købes for det fineste guld,
dens værdi kan ikke afvejes i sølv.
16 Den kan ikke betales med guld fra Ofir,
med de dyreste smykkesten eller safirer.
17 Man kan ikke bytte sig til den for skåle af guld
eller for det fineste krystal.
18 Visdom er mere værd end flotte koraller
og kostbare perler.
19 Topas fra Nubien er ikke nok,
det ædleste guld hjælper ingenting.
20 Hvor kommer visdommen fra?
Hvor er klogskabens hjemsted?
21 Den er skjult for både dyr og mennesker,
selv himlens fugle kan ikke få øje på den.
22 Døden og dødsriget siger:
‚Vi har hørt et rygte om, hvor den findes.’
23 Men kun Gud kender vejen derhen,
han alene ved, hvor den findes,
24 for han skuer ud over jorden,
han ser alt, hvad der sker under himlen.
25 Han satte grænser for vindens styrke
og afmålte mængden af vand i havet.
26 Han fastsatte de naturlove,
der styrer regnen og tordenvejret.
27 Derefter så han på visdommen
og undersøgte den nøje.
Han vurderede den omhyggeligt
og fastsatte dens værdi.
28 Til sidst sagde han til mennesket:
‚Hør godt efter!
Visdom er at have ærefrygt for Herren.
Klogskab er at tage afstand fra det onde.’ ”
Vejledning i brugen af tungetale og profeti
14 Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. 2 De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. 3 Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. 4 De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.
5 Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.
6 Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? 7 Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? 8 Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? 9 På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.
10 Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. 11 Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. 12 Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. 13 Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.
14 Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. 15 Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. 16 Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. 17 Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. 18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, 19 men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.
20 Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. 21 Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”[a] 22 En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.
23 Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? 24 Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. 25 Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”
Vejledning om mødeledelse
26 Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.
27 Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. 28 Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.
29 Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. 30 Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. 31 I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. 32 De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. 33 Gud ønsker ikke forvirring, men fred.
Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, 34 skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. 35 Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. 36 Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?
Konklusion
37 Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. 38 Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.
39 Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. 40 Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.