M’Cheyne Bible Reading Plan
7 „Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. 2 Sig alt det, jeg fortæller dig, videre til Aron, så han kan sige det videre til Farao. Han skal forlange, at Israels folk får lov at forlade Egypten. 3 Men jeg vil gøre Farao stædig, og derefter vil jeg gøre mange tegn og undere i Egypten. 4 Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg straffe Egypten med store katastrofer, hvorefter jeg vil føre mit talrige folk ud. 5 Når egypterne ser min magt, og hvordan jeg tvinger dem til at lade mit folk rejse, vil de komme til at forstå, at jeg er Herren!”
6 Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. 7 Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83.
Staven forvandles til en slange
8 Dernæst sagde Herren til Moses: 9 „Når Farao kræver, at I skal gøre et under for at bevise din Guds magt, skal Aron smide sin stav på jorden foran Farao, og den vil blive forvandlet til en slange.”
10 Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. 11 Men Farao kaldte på sine vismænd og troldmænd, og de var i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af deres magi. 12 Deres stave blev til slanger ligesom Arons, men Arons slange slugte troldmændenes slanger. 13 Farao var imidlertid lige stædig og ville ikke høre på dem—nøjagtig som Herren havde forudsagt.
Første katastrofe: Vand bliver til blod
14 Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. 15 Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. 16 Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, 17 men nu siger Herren til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er Herren!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! 18 Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.”
19 Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.”
20 Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, 21 så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. 22 De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron—nøjagtig som Herren havde forudsagt. 23 Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. 24 Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. 25 Sådan gik der syv dage.
Anden katastrofe: Frøer
26 Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. 27 Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. 28 Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse—ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i gryderne. 29 Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk—ja, på alle landets indbyggere.”
Jesus udsender 70 disciple
10 Jesus udvalgte nu 70[a] andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. 2 Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre sende flere arbejdere ud til sin høst. 3 Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve. 4 Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs. 5 Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ 6 Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.
7-8 Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd. 9 Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’ 10 Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb: 11 ‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’ 12 Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”
Dommen over de byer, der har forkastet Jesus(A)
13 Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. 14 Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. 15 Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i Dødsriget!”
16 Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”
Den rette grund til glæde
17 Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”
18 Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. 19 Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’—ja, magt over hele fjendens hær—og han vil ikke kunne skade jer. 20 Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”
De, der ser Jesus som Guds Søn, er velsignede(B)
21 I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”
22 Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”
23 Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser! 24 Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”
Den barmhjertige samaritaner
25 En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. „Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?” spurgte han.
26 „Hvad siger Toraen?” var Jesu svar.
27 „Den siger: ‚Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med al din styrke og med alle dine tanker,’ ” svarede den skriftlærde. „Og den siger også: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ ”
28 „Rigtigt svaret,” sagde Jesus. „Gør det, så skal du få del i livet.”
29 Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: „Jamen, hvem er så min næste?”
30 „Lad mig fortælle dig en historie,” svarede Jesus. „En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten. 31 Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte. 32 Senere kom en tempeltjener til det samme sted. Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen. 33 Til sidst kom der en samaritaner[b] forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham, 34 så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. 35 Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‚Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.
36 Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?”
37 „Ham, der viste barmhjertighed,” svarede den skriftlærde.
„Så gør du, som han gjorde!” sagde Jesus.
Jesus besøger Marta og Maria
38 Jesus og hans disciple fortsatte nu deres vandring mod Jerusalem. Undervejs kom de til en landsby, hvor en kvinde, der hed Marta, tog imod dem i sit hjem. 39 Hendes søster Maria satte sig ved Jesu fødder og blev siddende der for at høre, hvad han fortalte. 40 Marta var travlt optaget af at sørge for gæsterne, og hun sagde til Jesus: „Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.”
41 „Kære Marta,” sagde Jesus, „du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! 42 Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.”
24 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2 De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
3 De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4 De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5 De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
6 De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7 Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8 Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
9 Faderløse børn rives fra moderens bryst,
den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
10 De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
de bærer neg for andre, men er altid sultne.
11 De må presse oliven og druer,
men får ikke lov til at slukke deres tørst.
12 Inde fra byen høres de døendes skrig,
de sårede råber om hjælp,
men Gud straffer ikke de skyldige.
13 De onde er fjender af lyset,
de kender ikke Gud
og adlyder ikke hans bud.
14 Mordere står op inden daggry,
slår hjælpeløse mennesker ihjel.
De arbejder i ly af mørket.
15 Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
for så kan de undgå at blive set.
De skjuler deres ansigt bag en maske.
16 Tyve begår indbrud om natten,
men om dagen holder de sig inden døre.
De bryder sig ikke om at være i lyset.
17 For dem alle er natten deres arbejdsdag
og mørket deres forbundsfælle.
18 Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
deres vingårde og marker ligger øde hen.
19 Som varmen får sneen til at smelte,
og tørken får vandet til at fordampe,
sådan opsluges de onde af døden.
20 De glemmes af alle, selv deres egen mor,
de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
vil ondskaben til sidst brydes ned.
21 De mishandler enker og barnløse kvinder,
der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
22 Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
23 Gud lader dem leve en tid i fred,
men han holder øje med dem.
24 Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
og visner som græsset.
25 Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
Er der nogen, der vil modsige mig?”
11 Følg mit eksempel, sådan som jeg følger Kristi eksempel.
Om at finde sin plads og være under autoritet og beskyttelse
2 Den ros skal I have, at I husker mig og holder fast ved den undervisning og vejledning, som jeg modtog fra Kristus og gav videre til jer.
3 Jeg vil gerne, at I skal forstå, at ligesom Kristus stod til ansvar over for Gud med sine ord og handlinger, sådan står enhver mand til ansvar over for Kristus, og en gift kvinde står til ansvar over for sin mand.[a] 4 Hvis en mand tildækker sit hoved, når han beder, eller når han profeterer, bringer han skam over Kristus.[b] 5 Men hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, når hun beder eller profeterer, bringer hun skam over sin mand.[c] 6 Hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, er det lige så slemt, som hvis hun får sit hår klippet af. Siden det er upassende for hende at få håret klippet af, må hun forstå, at hun bør tildække sit hoved, når hun beder eller profeterer. 7 En mand bør ikke tildække sit hoved, for han er skabt i Guds billede og til Guds ære, mens en kvinde er skabt til mandens ære. 8 Manden blev jo ikke skabt ud fra en kvinde, men kvinden blev skabt ud fra en mand. 9 Manden blev heller ikke skabt på grund af kvinden, men kvinden blev skabt på grund af manden.[d] 10 Derfor skal kvinden have en beskyttende autoritet over sig—og ved at tildække sit hoved viser hun over for den åndelige verden, at hun er villig til at underordne sig. 11 Men i Guds plan har manden brug for kvinden og kvinden brug for manden, 12 for selvom kvinden oprindeligt blev skabt ud fra manden, så er alle mænd siden da blevet født af kvinder, og alle er skabt af Gud.
13 Hvad synes I selv? Er det rigtigt for en kvinde at træde frem for Gud i bøn uden at have noget over hovedet? 14 (Reagerer I ikke imod det, hvis en mand har langt hår, fordi I betragter det som vanærende? 15 Men for en kvinde er det en ære at have langt hår. Det fungerer som et dække fra naturens hånd.) 16 Men hvis nogen gerne vil skændes om det, vil jeg bare sige: Vi har ikke sådan en skik, og det har de andre menigheder heller ikke.
Mangel på fællesskab i menigheden
17 Med hensyn til det følgende kan jeg ikke rose jer. Der sker ting hos jer, som gør, at jeres sammenkomster i menigheden er til mere skade end gavn for fællesskabet.
18 Først og fremmest har jeg hørt, at der er splittelser iblandt jer, når I kommer sammen i menigheden, og jeg er tilbøjelig til at tro det. 19 (Det er vel også nødvendigt, at der opstår grupper hos jer, så I kan finde ud af, hvem der har ret.[e]) 20 Når I således kommer sammen for at fejre nadveren, er det egentlig ikke Herrens måltid, I er samlet om. 21 For I tager hver især jeres egen mad og vin frem og skynder jer at sætte det til livs. På den måde er der nogle, der sidder og er sultne, mens andre får for meget at drikke. 22 Hvad er det for noget rod? Har I ikke jeres egne hjem, hvor I kan holde fest, hvis I vil? Hvorfor ser I ned på de andre i fællesskabet og gør dem skamfulde, der ikke har noget at komme med? Hvad skal jeg sige, når jeg hører om den slags? Det kan jeg i hvert fald ikke rose jer for.
23 Det følgende er, hvad jeg har modtaget fra Herren, og hvad jeg også har givet videre til jer: Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, tog han et brød, 24 takkede Gud, brækkede det over og sagde: „Dette er mit legeme, som gives for jer. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort.” 25 Efter måltidet tog han også vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som besegler den nye pagt. Hver gang I drikker det, så husk på, hvad jeg har gjort.” 26 Indtil Herren kommer, forkynder I derfor budskabet om hans død, hver gang I spiser af brødet og drikker af bægeret.
27 Det betyder også, at hvis nogen spiser af brødet og drikker af Herrens bæger på en uværdig måde, gør de sig skyldige i synd over for Herrens legeme og blod. 28 Derfor bør man bedømme sig selv, før man spiser brødet og drikker af bægeret. 29 For hvis man deltager i nadveren uden at tage hensyn til, hvad Kristi legeme betyder, så spiser og drikker man sig en dom til. 30 Af den grund er der mange svage og syge hos jer, og nogle sover ind. 31 Men hvis I bedømmer jer selv, inden I spiser, kommer I ikke under Guds dom. 32 Når vi dømmes og irettesættes af Herren, så er det, for at vi ikke skal fordømmes og straffes sammen med verden.
33 Derfor siger jeg til jer, venner: Når I er samlet for at fejre fællesmåltidet, så vent på hinanden og del med hinanden. 34 Hvis nogle er meget sultne, skal de spise, inden de går hjemmefra, så jeres sammenkomster ikke skal bringe straf over jer. De øvrige ting vil jeg tale med jer om, når jeg kommer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.