M’Cheyne Bible Reading Plan
Jakob velsigner Josefs sønner
48 Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. 2 Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. 3 Derpå sagde han til Josef: „Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kana’an og velsignede mig. 4 Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kana’ans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”
5 „Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. 6 Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. 7 Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kana’an, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.) 8 Så kiggede Jakob over på de to drenge. „Er det dine sønner?” spurgte han.
9 „Ja,” svarede Josef, „det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”
„Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, „så jeg kan velsigne dem.” 10 Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem, 11 og han sagde til Josef: „Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”
12 Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham. 13 Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side. 14 Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors. 15 Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem, 16 den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”
17 Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved. 18 „Far,” sagde han. „Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”
19 Men det nægtede hans far. „Jeg ved, hvad jeg gør, min søn,” svarede han. „Manasse vil blive stamfar til et mægtigt folk, men hans yngre bror vil blive endnu mægtigere. Hans efterkommere vil blive til mange folkeslag.” 20 Den dag velsignede Jakob drengene med følgende velsignelse:
„Israelitterne vil bruge jeres navne til at velsigne hinanden. De vil sige: ‚Må Gud velsigne jer, som han velsignede Efraim og Manasse!’ ” På den måde satte han Efraim over Manasse.
21 Derefter sagde Jakob til Josef: „Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og føre jer til Kana’an, det land, han lovede jeres forfædre. 22 Og da du har en højere position end dine brødre, overdrager jeg dig højlandet omkring Sikem, som vi tog fra amoritterne med sværd og bue.”
Maria besøger Elisabet
39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. 41 I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.
42 „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. 43 Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. 44 Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. 45 Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”
Marias lovprisning
46 Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:
„Jeg priser Herren af hele mit hjerte!
47 Jeg fryder mig over Gud, min Frelser,
48 for han har udvalgt mig, sin ringe tjener.
Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet,
49 for den Almægtige har gjort store ting mod mig.
Han er en hellig Gud,
50 og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham.
51 Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet,
og spreder dem for alle vinde.
52 Verdens fyrster styrter han fra tronen,
men de ydmyge ophøjer han.
53 De sultne mætter han med alt godt,
men de rige sender han tomhændet bort.
54 Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel
ved at opfylde sit løfte om nåde,
55 det løfte, han gav vores forfædre,
om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.”
56 Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.
Johannes Døbers fødsel
57 Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. 58 Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.
59 Ugedagen[a] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, 60 men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”[b]
61 „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” 62 Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. 63 Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”
64 I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. 65 Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. 66 Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.
67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.
14 Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2 Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3 Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4 Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5 Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6 Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7 Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8 Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9 skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10 Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11 Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12 sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16 Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17 Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18 Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20 Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21 Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22 Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
Budskabet om Jesus forkyndes ikke med menneskelig visdom
2 Sådan var det også, dengang jeg kom til jer i Korinth. Da jeg fortalte jer om Guds frelsesplan, satte jeg ikke min lid til flot retorik eller menneskelig visdom. 2 Jeg havde nemlig besluttet mig til ikke at ville tale om andet end Jesus Kristus og hans død på korset. 3 Jeg kom til jer i afmægtighed med megen ængstelse og bæven, 4 og min forkyndelse var ikke baseret på kloge ord og god overtalelsesevne. Nej, den var baseret på en demonstration af Helligåndens kraft, 5 så jeres tro ikke skulle bygge på menneskelig visdom, men på Guds kraft.
Den åndelige visdom
6 Visdomsord bruger vi i en forsamling af modne kristne, men det er ikke en visdom, der kommer fra denne verden, eller den visdom, som anvendes af verdens magthavere, som for øvrigt er på vej til at miste deres magt. 7 Nej, vi taler med Guds visdom om den frelsesplan, der hidtil har været som et mysterium, og som han udtænkte, før verden blev skabt, med den hensigt at give et vidunderligt liv til alle, der hører ham til. 8 Ingen af denne verdens ledere kendte til den plan. Havde de gjort det, ville de ikke have korsfæstet vores vidunderlige Herre. 9 Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.”[a]
10 Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. Helligånden har nemlig kendskab til alt, selv Guds dybder. 11 Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.
12 Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd, for at vi kan forstå betydningen af alt det, han i sin nåde har givet os. 13 Og det taler vi om med ord, som ikke udspringer af menneskelig visdom, men af den inspiration, som Helligånden giver os, idet vi forklarer åndelige ting for åndelige mennesker. 14 Uåndelige mennesker kan ikke forstå eller tage imod det, der kommer fra Guds Ånd. For dem er det jo bare tåbelig snak. De er ude af stand til at forstå det, for det skal bedømmes åndeligt. 15 Åndelige mennesker kan bedømme alle ting, men de kan ikke selv bedømmes af uåndelige mennesker. 16 For som Skriften siger: „Hvem har indsigt i Herrens tanker? Hvem kan være hans rådgiver?”[b] Men vi, som har Guds Ånd, kender til den måde, Kristus tænker på.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.