M’Cheyne Bible Reading Plan

Farao byder Jakob og hans familie velkommen

47 Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” ² Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, ³ og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”

„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. ⁴ „Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”

⁵ Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, ⁶ må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”

⁷ Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.

⁸ „Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.

⁹ Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” ¹⁰ Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.

¹¹ Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. ¹² Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.

Hungersnøden bliver værre

¹³ Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. ¹⁴ Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. ¹⁵ Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”

¹⁶ „Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” ¹⁷ Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.

¹⁸ Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. ¹⁹ Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”

²⁰ Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, ²¹ og alle landets indbyggere blev fæstebønder. ²² Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.

²³ Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. ²⁴ Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”

²⁵ „Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” ²⁶ Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.

²⁷ Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. ²⁸ Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. ²⁹ Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, ³⁰ men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, ³¹ men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav^[a] i tilbedelse.

1 ^1-3 Højtærede Teofilus!

Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, ⁴ er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.

Johannes Døbers mirakuløse undfangelse

⁵ Dengang Herodes^[a] regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold^[b] blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. ⁶ De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. ⁷ Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.

⁸ En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, ⁹ tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. ¹⁰ Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. ¹¹ Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, ¹² og det gjorde ham skrækslagen.

¹³ „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. ¹⁴ Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, ¹⁵ for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft,^[c] allerede før han bliver født. ¹⁶ Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. ¹⁷ Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.^[d]”

¹⁸ „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”

¹⁹ Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. ²⁰ Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”

²¹ Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. ²² Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.

²³ Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. ²⁴ Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.

²⁵ „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”^[e]

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

²⁶ Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, ²⁷ hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. ²⁸ Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” ²⁹ Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

³⁰ „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. ³¹ Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. ³² Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, ³³ og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

³⁴ „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”^[f]

³⁵ Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. ³⁶ Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. ³⁷ Intet er umuligt for Gud.”

³⁸ „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.

Job taler til Gud

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus, som er Messias. Min medarbejder, Sostenes, sender jer også mange hilsener.

² Jeg skriver til jer, som udgør menigheden i Korinth, jer, som ved Kristus er blevet renset og kaldet til at være hans folk sammen med alle de andre kristne rundt omkring i hele verden, der ligesom os tror på og beder til vores Herre, Jesus Kristus.

³ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Paulus takker Gud for dem

⁴ Jeg kan aldrig blive træt af at takke Gud for jer og for den rigdom af nådegaver, som I har fået del i gennem Jesus Kristus. ⁵ I er jo blevet beriget på alle måder, både med guddommeligt inspirerede budskaber og med kundskab om mange ting. ⁶ Ved disse overnaturlige gaver er sandheden i budskabet om Kristus blevet bekræftet iblandt jer, ⁷ og det i så høj grad, at I ikke mangler nogen af de åndelige gaver, mens I med forventning ser frem til, at Jesus Kristus, vores Herre, kommer tilbage. ⁸ Han vil også styrke jer og fortsætte sin gerning i jer til det sidste, så der ikke bliver noget at anklage jer for på den dag, da Jesus Kristus afsiger sin dom. ⁹ Ja, det vil Gud gøre, fordi han er trofast, og fordi det er ham selv, der har kaldet jer ind i fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus, som er vores Herre.

Persondyrkelse og splittelser hører ikke hjemme i menigheden

¹⁰ Med den autoritet, som vores Herre, Jesus Kristus, har givet mig, formaner jeg jer, mine venner, til alle at stå sammen. Der må ikke være splittelser iblandt jer, men I skal arbejde frem mod at have samme sindelag og samme overbevisning.

¹¹ Efter hvad jeg hører fra Kloes folk, er der nemlig stridigheder iblandt jer. ¹² Jeg tænker på, at nogle af jer siger: „Vi hører til Paulus”, og andre: „Vi hører til Apollos”, og andre igen: „Vi hører til Peter”, mens nogle siger: „Vi hører til Kristus”. ¹³ Hvad er det for noget snak? Er Kristus måske delt op i smådele? Det var ikke mig, der blev korsfæstet for jer! Og I er heller ikke blevet døbt til at tilhøre Paulus. ¹⁴ Jeg er Gud taknemmelig for, at jeg ikke har døbt nogen af jer, undtagen Krispus og Gajus. ¹⁵ Så der er ingen, der kan sige, at de er blevet døbt til at tilhøre mig. ¹⁶ For resten har jeg også døbt Stefanas’ husstand. Ellers mener jeg ikke, at jeg har døbt nogen. ¹⁷ Kristus udsendte mig jo ikke for at døbe, men for at forkynde budskabet om Jesus, og det gør jeg uden at bygge på menneskelig visdom, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft.

Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort

¹⁸ For selvom budskabet om korset lyder tåbeligt for dem, der er på vej til fortabelsen, så er det for os, der er på vej til det evige liv, et udtryk for Guds kraft og visdom. ¹⁹ Der står jo skrevet:

²⁰ Jamen, hvad så med alle verdens vismænd? Hvad med alle de lærde, alle filosofferne? Ved I ikke, at Gud har afsløret denne verdens visdom som det, den i virkeligheden er—tåbelighed? ²¹ Det hører jo med til Guds visdom, at mennesker ikke ad visdommens vej kan nå til erkendelse af ham. Derfor besluttede han ved hjælp af den „tåbelige” forkyndelse at frelse dem, der tager imod budskabet i tro. ²² Jøderne vil se beviser, og grækerne søger filosofisk visdom, ²³ men vores budskab er om den korsfæstede Kristus. For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab, ²⁴ men for dem, som er kaldet af Gud, både jøder og grækere, repræsenterer Kristus Guds kraft og Guds visdom. ²⁵ Selv Guds „tåbelighed” er visere end menneskelig visdom, og Guds „svaghed” er stærkere end menneskelig styrke.

²⁶ Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. ²⁷ Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. ²⁸ Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. ²⁹ Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.

³⁰ Det er Gud, der har gjort det sådan, at I nu er noget i Kristus. Og det er Kristus, som har ført os ind i Guds visdom. Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud, at vi er erklæret skyldfri og står rensede ind for Gud. ³¹ Dermed opfyldes Skriftens ord: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”^[b]