M’Cheyne Bible Reading Plan
Josef giver sig til kende for sine brødre
45 Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. 2 Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.
3 „Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.
4 „Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. 5 Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. 6 Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. 7 Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. 8 Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.
9 Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme 10 og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. 11 Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”
12 Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. 13 Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”
14 Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. 15 Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. 16 Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.
17 Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an 18 og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. 19 Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. 20 Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”
21 Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. 22 Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. 23 Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. 24 Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, 25 hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kana’an.
26 „Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. 27 Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op 28 og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(A)
15 Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
2 Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
3 Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. 4 Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” 5 Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)
6 Der var tradition for, at Pilatus hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 7 På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.
8 Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. 9 „Vil I have, at jeg skal frigive jødernes konge?” spurgte Pilatus. 10 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.
11 Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.
12 „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. 13 „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.
14 „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”
15 Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(C)
16 Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 17 De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. 18 Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” 19 Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. 20 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(D)
21 En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.
22 De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 23 Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. 24 Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.[a]
25 Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. 26 På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.
27 Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.[b]
29 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! 30 Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”
31 Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. 32 Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”
Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.
Jesus dør(E)
33 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 34 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[c]
35 Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 36 En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”
37 Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.
38 I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.
39 Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[d]
40 Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. 41 De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.
Jesus lægges i graven(F)
42-43 Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. 44 Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. 45 Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. 46 Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. 47 Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.
Zofars første tale til Job
11 Så var det Zofars tur til at gå i rette med Job:
2 „Hold lige en pause, jeg har en kommentar.
Du snakker og snakker, men nu skal du få svar!
3 Vi kan ikke bare sidde og høre på den slags.
Når du håner Gud, må vi sætte dig på plads.
4 Du hævder, at din adfærd er fejlfri,
at du i Guds øjne er helt uden skyld.
5 Om Gud dog bare ville åbne sin mund,
give dig ren besked og sige, hvad han mener.
6 Hvis han åbner for sin visdoms gemmer,
vil du indse, hvor lidt du egentlig har forstået,
for han straffer dig mindre, end du faktisk fortjener.
7 Forstår du Guds skjulte tanker og planer?
Kender du omfanget af hans guddommelige magt?
8 Den når højere op end himlen og dybere ned end dødsriget.
Sammenlignet med ham har du hverken visdom eller magt.
9 Hans visdom går ud over jordens grænser,
er mere vidtstrakt end havets horisonter.
10 Når Gud nu har afsagt sin dom over dig,
er der så nogen, der kan standse straffen?
11 Han gennemskuer menneskers bedrag
og lægger mærke til alle deres synder.
12 Det er sværere for en tåbe at blive vis
end for et vildæsel at føde et menneske.
13 Gid du ville vende dig fra din synd
og trygle din Gud om nåde.
14 Tag afstand fra alle dine synder,
luk hjertets dør for al ondskab.
15 Så kan du løfte hovedet frit igen
og leve i sikkerhed uden at frygte.
16 Så kan du glemme dine tidligere trængsler,
som flodvand, der for længst er flydt videre.
17 Dit ansigt vil stråle som middagssolen,
dit tungsind forsvinde som morgentågen.
18 Du får nyt mod og fornyet håb,
du får lov til at leve i fred og sikkerhed.
19 Du kan lægge dig trygt til hvile.
Mange vil komme til dig for at få hjælp.
20 Men for de gudløse er der intet håb.
De har ingen steder at søge tilflugt
og kan kun se frem til at dø.”
Styrk hinanden for enhedens skyld
15 Vi, som er „stærke”, skal bære over med andres svagheder og ikke kun tænke på os selv. 2 Vi skal alle gøre, hvad vi kan, for at glæde og styrke vores næste. 3 Kristus tænkte jo heller ikke på at behage sig selv. Tværtimod, som Skriften siger: „Den hån, som ramte dig, ramte også mig.”[a] 4 Alt, hvad der står i Skriften, blev skrevet, for at vi kan lære af det. Skriften motiverer os altså til at være udholdende og styrker vores overbevisning om engang at få alt det, Gud vil give os.
5 Jeg ønsker for jer, at Gud, som giver os udholdenhed og styrke, vil hjælpe jer til at blive inspireret af Kristus og leve i enighed med hinanden, 6 så I sammen kan lovprise Gud, vores Herres Jesu Kristi Far.
Accepter hinanden på trods af forskellig baggrund
7 Accepter hinanden, ligesom Kristus har accepteret jer, hvad enten I har jødisk baggrund eller ej. På den måde bliver Gud æret. 8 Husk på, at Jesus kom for at tjene både jøder og ikke-jøder. Han viste os jøder, at det, Gud havde lovet vores forfædre, var sandt, 9 og han gav ikke-jøderne en anledning til at prise Gud for hans barmhjertighed. At det glædelige budskab skulle nå ud til alle folkeslag er forudsagt mange steder i Skriften, som for eksempel:
„Derfor vil jeg lovprise dig blandt folkeslagene.
Jeg vil synge om din storhed.”[b]
10 „Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk.”[c]
11 „Pris Herren, alle nationer.
Lovsyng ham, alle folkeslag.”[d]
12 Esajas siger det sådan:
„Der vil komme et rodskud fra Isajs stub,
en konge, som skal regere over alle folkeslag,
og han er den, der bringer håb til menneskeheden.”[e]
13 Jeg ønsker for jer, at Gud, som er grundlaget for alt håb, vil fylde jer med glæde og fred i jeres tro og give jer en stærk forventning ved Helligåndens kraft.
Paulus som Guds og Jesu Kristi tjener
14 Jeg tvivler ikke på jeres gode sindelag, kære venner, og jeg er overbevist om, at I allerede ved nok til at kunne vejlede hinanden. 15 Når jeg alligevel i brevet her med stor frimodighed har givet jer nogle påmindelser, er det på grund af den opgave, som Gud i sin nåde har lagt hen til mig, 16 nemlig at bringe Guds glædelige budskab om Jesus som Frelser til alle folkeslag. Formålet er at føre jer frem for Gud som en offergave, han kan tage imod med glæde, en gave, som Helligånden har renset og helliggjort.
17 Jeg er utrolig taknemmelig for alt det, som Jesus Kristus har udført i min tjeneste for Gud, 18-19 men jeg ønsker ikke at tale om det på anden måde, end at det er Kristus, der har gjort det. Mange mennesker er kommet til tro og blevet lydige mod Gud gennem mine ord og handlinger, som er udført ved hans Ånds kraft. Der er sket både tegn og undere, så jeg har været i stand til at forkynde det glædelige budskab lige fra Jerusalem og hele vejen op gennem Lilleasien og Grækenland. 20 Jeg har sat en ære i altid at forkynde budskabet på steder, hvor mennesker ikke før har hørt om Kristus, så jeg ikke bygger oven på en grundvold, som andre har lagt. 21 I stedet har jeg søgt at efterleve det skriftord, som siger:
„De, der ikke har hørt om ham,
skal få ham at se.
De, der ikke kender ham,
vil lære ham at kende.”[f]
Paulus planlægger at rejse til Spanien via Rom
22-23 Endnu har det ikke været muligt for mig at besøge jer, selvom jeg i mange år har haft et ønske om at kunne gøre det. Men nu, da mit arbejde i disse egne er færdigt, 24 planlægger jeg en rejse til Spanien. På vejen dertil håber jeg at se jer og glæde mig over fællesskabet med jer for en tid. Jeg håber så, at I vil hjælpe mig videre på rejsen. 25 Men lige nu skal jeg til Jerusalem med en pengegave til de kristne der. 26 De kristne i Makedonien og Akaja besluttede nemlig at være med til at give en gave til de fattige blandt de kristne i Jerusalem. 27 Når de gerne ville være med, skyldes det også, at de på en måde står i gæld til dem. Når de som kristne ikke-jøder har fået del i en åndelig rigdom fra de kristne jøder, bør de også til gengæld hjælpe dem på det materielle område. 28 Så snart jeg har fået denne gave sikkert overbragt til dem, vil jeg rejse til Spanien via jer. 29 Og jeg har tillid til, at når jeg kommer til jer, vil det være med stor velsignelse fra Kristus.
En bøn om beskyttelse på rejsen til Jerusalem
30 Jeg har en bøn til jer, kære venner, da vi er forbundet med hinanden gennem den kærlighed, der kommer fra Helligånden, og fordi vi alle har Jesus Kristus som vores Herre. Bed inderligt til Gud sammen med mig, 31 at han vil redde mig fra at falde i kløerne på de vantro jøder i Judæa provinsen, som jeg skal rejse igennem, og at de kristne i Jerusalem vil være villige til at modtage gaven. 32 Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid. 33 Nu beder jeg om, at Gud, som er den, der giver os fred i hjertet, vil være med jer alle. Amen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.