M’Cheyne Bible Reading Plan
Josef tyder Faraos drømme
41 To år senere drømte Farao en nat, at han stod på Nilens bred. 2 Pludselig kom der syv smukke og fede køer op af floden og gav sig til at græsse på flodbredden. 3 Derefter kom der endnu syv køer op af floden, men de var grimme og magre. De stillede sig ved siden af de syv første køer på flodbredden, 4 og de syv grimme og magre køer åd de syv smukke og fede køer. I samme øjeblik vågnede Farao.
5 Lidt efter faldt han igen i søvn og havde en anden drøm. Denne gang så han syv fulde og modne aks vokse frem på et og samme strå. 6 Pludselig voksede der syv aks mere frem på strået, men de var tynde og helt indtørrede af østenvinden. 7 De visne aks opslugte de fulde aks. Da vågnede Farao og blev klar over, at han havde drømt noget betydningsfuldt.
8 Drømmene bekymrede ham, så om morgenen sendte han bud efter alle Egyptens vise mænd og drømmetydere og fortalte dem, hvad han havde drømt. Men ingen af dem kunne tyde drømmene for ham. 9 Da tog mundskænken ordet: „Jeg er kommet i tanker om noget, der skete for længe siden,” sagde han til Farao. 10 „Dengang du var vred på hofbageren og mig og kastede os i fængsel, 11 da skete det en nat, at både bageren og jeg havde en drøm, og begge drømme havde en betydning. 12 I fængslet var der en ung hebræisk slave, som arbejdede for livvagtens øverstbefalende. Ham fortalte vi vores drømme, og han tydede dem for os. 13 Og det gik nøjagtig, som han sagde: Jeg fik mit gamle job tilbage, og hofbageren blev henrettet.”
14 Farao sendte straks bud efter Josef. Han blev hurtigt taget ud af fængslet, blev barberet og fik pænt tøj på. Så blev han ført frem for Farao. 15 „I nat havde jeg en drøm,” begyndte Farao. „Ingen af de her mænd kan tyde den, men jeg har hørt, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den.”
16 „Jeg kan ikke tyde drømme,” svarede Josef, „men Gud vil åbenbare for Farao, hvad drømmen betyder.”
17 Så fortalte Farao ham sin drøm. „Jeg stod ved Nilens bred,” sagde han. 18 „Pludselig så jeg syv fede og velplejede køer stige op af floden, og de begyndte straks at græsse på bredden. 19 Bagefter steg der syv magre og forsømte køer op af floden, de var så radmagre, at jeg aldrig har set noget lignende i hele Egypten. 20 Og de magre og grimme køer åd de syv fede køer, 21 men da de havde ædt dem, var de stadig lige magre. Så vågnede jeg.”
22 „Lidt senere havde jeg endnu en drøm,” fortsatte Farao. „Denne gang så jeg syv fulde og modne aks på et og samme strå. 23 Men lidt efter skød der syv tynde og visne aks frem på strået, helt udtørrede af østenvinden. 24 Og de visne aks opslugte de fulde aks. Jeg har fortalt de to drømme til drømmetyderne, men ingen af dem kunne tyde dem for mig.”
25 „Begge drømme betyder det samme,” sagde Josef. „Gennem dem har Gud ladet Farao vide, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. 26 De syv fede køer og de syv fulde aks svarer til hinanden. De betyder syv gode år. 27 De syv magre køer og de syv visne aks svarer ligeledes til hinanden. De betyder syv år med hungersnød. 28 Som jeg sagde før, har Gud med disse drømme afsløret for Farao, hvad han vil gøre i den nærmeste fremtid: 29 I de næste syv år vil hele Egypten opleve stor overflod, 30 men bagefter kommer der en syvårig periode med hungersnød, og man vil glemme, at der var overflod i Egypten. Hungersnøden vil hærge hele jorden. 31 Man vil glemme overfloden, fordi hungersnøden bliver så hård. 32 At Farao drømte to gange, betyder, at Guds beslutning står fast og at det, han har vist Farao, snart vil ske. 33 Derfor vil jeg foreslå, at Farao finder en klog og dygtig mand og lader ham administrere et landsomfattende projekt. 34 Udnævn derefter embedsmænd i alle distrikter med ansvar for at indsamle en femtedel af alt høstudbyttet i de syv gode år. 35 Lad dem indsamle høstudbyttet og oplagre det i de aflåste kongelige kornmagasiner i byerne. 36 På den måde vil der være nok at spise, når de syv års hungersnød kommer over Egypten, og en sultkatastrofe kan afværges.”
Josef bliver guvernør i Egypten
37 Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag, 38 og Farao udbrød: „Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!” 39 Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: „Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet. 40 Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig. 41 Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.” 42 Så tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs finger som et tegn på hans autoritet. Han gav ham også smukke klæder og hængte den kongelige guldkæde om hans hals. 43 Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: „Giv plads!”[a]
Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten, 44 og han sagde til ham: „Jeg, Farao, konge af Egypten, sværger herved, at ingen i hele Egypten må foretage sig noget som helst uden din tilladelse.” 45 Farao gav ham også et egyptisk navn: Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til kone. Hun var en datter af Potifera, der var præst for solguden Ra i Heliopolis. Josef fik således ansvar for hele Egypten. 46 Han var 30 år gammel, da han kom i kong Faraos tjeneste, og han rejste omkring i hele Egypten for at inspicere landet.
47 De følgende syv år var der ganske rigtigt rekordhøst over alt i Egypten. 48 I løbet af de syv år tog Josef en del af alt, hvad der blev høstet i Egypten, og oplagrede det i de kongelige kornmagasiner i byerne. 49 Som årene gik, fyldtes kornmagasinerne til overflod. Der var så meget korn, som der er sand på stranden, så til sidst opgav man helt at holde regnskab med, hvor meget der var.
50 I den periode—altså inden hungersnøden kom—fik Josef og Asenat, præsten Potiferas datter, to sønner. 51 Josef kaldte sin ældste søn Manasse,[b] for han sagde: „Gud har ladet mig glemme min familie og al min ulykke.” 52 Sin anden søn kaldte han Efraim,[c] for han sagde: „Gud har gjort mig rig her i det land, hvor jeg har lidt så meget.”
53 Så endte de syv overflodsår, 54 og hungersnødens syv år begyndte, nøjagtig som Josef havde forudsagt. Hungersnøden ramte alle lande, men i Egypten var der masser af korn i reservelagrene. 55 Da nu egypterne begyndte at sulte, bad de Farao om mad. Men Farao sagde: „Henvend jer til Josef, og gør som han siger.”
56 Så da hungersnøden blev rigtig alvorlig, åbnede Josef for kornmagasinerne og solgte korn til egypterne. 57 Også folk fra de omliggende lande kom til Egypten for at købe korn af Josef, for der var streng hungersnød i hele verden.
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.[a] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. 2 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 3 Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”
4 De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, 5 råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” 6 De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.
7 Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. 8 Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. 9 Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana![b]
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
10 Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
11 På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.
Figentræet uden frugt(B)
12 Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. 13 Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. 14 Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”[c] Det hørte hans disciple.
Den sidste tempeludrensning(C)
15 Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, 16 og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.[d]
17 Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’[e]? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’[f]!” 18 Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.
19 Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.
Betydningen af tro og tilgivelse(D)
20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”
22 Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!
25 Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. 26 Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”[g]
De jødiske lederes uærlighed(E)
27 Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. 28 „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
29 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 30 Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”
31 De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 32 Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.
33 Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.
Jobs spørgsmål til Gud
7 „Det er hårdt at være menneske,
at slide som en slave dagen lang.
2 Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
3 Men jeg belønnes med elendighed,
smertefulde nætter i massevis.
4 Når jeg går til ro, tænker jeg:
‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
jeg finder ingen ro før daggry.
5 Min krop er dækket af ækle sår,
min hud er betændt og væsker.
6 Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
dagene går uden håb om en ændring.
7 Mit liv er som et vindpust,
aldrig mere får jeg lykken at se.
8 Snart vil mit liv være slut,
jeg forsvinder fra jordens overflade.
9 Når mennesker når til livets afslutning,
er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10 De er borte for evigt, ses ikke mere,
vender aldrig tilbage til deres hjem.
11 Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
bitterheden i mit indre kræver at få afløb.
12 Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
siden du har lukket mig inde i et bur?
13 Når jeg lægger mig til at sove
for at glemme mine smerter en stund,
14 skræmmer du mig med syner,
med onde drømme og mareridt.
15 Jeg foretrækker at blive kvalt,
jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16 Jeg kan ikke holde livet ud længere!
Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17 Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18 Hvorfor plager du mig hver morgen,
udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19 Hvorfor ikke bare ignorere mig,
lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20 Selv om jeg skulle have syndet,
går der vel ikke skår af din almagt for det?
Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21 Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
leder du efter mig, er jeg borte.”
Flertallet faldt, en rest kom med
11 Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. 2 Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? 3 „Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”[a] 4 Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”[b] 5 Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. 6 Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.
7-8 Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”[c] 9 Og David siger:
„Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
10 Gør det sort for deres øjne,
så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”[d]
Guds plan for jøderne
11 Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12 Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? 13 Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, 14 især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. 15 For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når hele det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.
16 Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt,[e] og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. 17 Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden.[f] 18 Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer. 19 Du spørger måske: „Blev jeg ikke podet ind, fordi de blev brækket af?” 20 Jo, men husk lige på, at de blev brækket af på grund af deres vantro, og at du har fået en plads på grund af din tro. Bliv endelig ikke for stolt og selvsikker. 21 Når Gud ikke skånede de grene, som naturligt hørte med på træet, så vil han heller ikke skåne dig, hvis du er vantro. 22 Gud er både streng og nådig. De, som blev brækket af, oplevede hans strenghed, men du har oplevet hans nåde. Bliv endelig ved med at leve i tro på Guds nåde, ellers bliver du også brækket af. 23 Selv de grene, som blev brækket af, vil blive podet tilbage på træet, hvis de da ikke fremturer i deres vantro. Gud er nemlig i stand til at pode dem ind igen. 24 Du stammer jo fra et vildt oliventræ, og er imod skik og brug blevet indpodet på et forædlet oliventræ. Hvor meget snarere burde så ikke de grene, der oprindeligt stammer fra det forædlede oliventræ, blive podet tilbage på det træ, som de kom fra?
25 Kære venner, for at I ikke skal tro for meget om jer selv, vil jeg gerne fortælle jer noget, som Gud har åbenbaret for mig. En del af det jødiske folk vil være uimodtagelige over for budskabet om Jesus, indtil det er nået ud til alle folkeslag. 26 Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst, som der står skrevet:
„Befrieren vil komme fra Zion
og fjerne genstridigheden fra Israels folk.
27 Det her er min pagt med dem:
Jeg vil udslette deres synder.”[g]
28 Tænker vi på budskabet om Jesus, så er jøderne blevet fjender af Gud, så budskabet derved nåede ud til jer. Men tænker vi på Guds udvælgelse, så er de stadig elskede af Gud på grund af pagten med Abraham. 29 For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. 30 I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. 31 På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. 32 Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.
33 Hvem kan lodde dybden af Guds rigdom, visdom og indsigt? Ingen kan udgrunde hans beslutninger eller forklare hans handlemåde.
34 „Hvem har indsigt i Herrens tanker?
Hvem kan være hans rådgiver?”[h]
35 „Hvem giver nye rigdomme til Gud?
Står Gud i gæld til noget menneske?”[i]
36 I Gud har alt sin begyndelse, sin eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.