M’Cheyne Bible Reading Plan
Juda og Tamar
38 Omkring den tid rejste Juda hjemmefra og flyttede til Adullam, hvor han boede hos en mand ved navn Hira. 2 Der mødte han en kana’anæisk pige—en datter af Shua—og giftede sig med hende. 3 Snart blev hun gravid og fødte en søn, som hun kaldte Er. 4 Senere blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Onan. 5 Derefter fødte hun endnu en søn, som hun kaldte Shela. På det tidspunkt boede de i Kezib.
6 Da Er var blevet voksen, fandt Juda en kone til ham. Hun hed Tamar. 7 Men Er var en ond mand, og derfor lod Herren ham dø. 8 Da sagde Juda til Ers bror Onan: „Gift dig med Tamar, og opfyld din forpligtelse til din afdøde bror, så han kan få en arving.”
9 Men Onan vidste, at hans første barn med Tamar ikke ville blive regnet for hans eget. Så hver gang han gik i seng med hende, sørgede han for at spilde sin sæd på jorden. På den måde nægtede han at skaffe sin afdøde bror en arving. 10 Det blev Herren vred over, og derfor lod han også Onan dø.
11 Da sagde Juda til sin svigerdatter Tamar: „Rejs hjem til dine forældre og lev som enke, indtil min søn Shela bliver gammel nok til at gifte sig med dig.” Juda var nemlig bange for, at hans yngste søn også skulle dø ligesom de to andre, hvis han blev gift med hende. Så rejste Tamar hjem til sine forældre.
12 Nogen tid efter døde Judas kone. Da sørgetiden var overstået, tog Juda og hans ven, adullamitten Hira, af sted til Timna for at overvåge fåreklipningen. 13 Da Tamar hørte, at hendes svigerfar var på vej til fåreklipningen i Timna, 14 lagde hun sit enketøj til side, hyllede sig i et slør, så det skjulte hendes ansigt og satte sig ved vejen, der førte ind til landsbyen Enajim på vej til Timna. Hun var nemlig godt klar over, at hun aldrig ville blive gift med Shela, som i mellemtiden var blevet voksen.
15 Da Juda kom forbi og fik øje på hende, troede han, at hun var prostitueret, fordi hendes slør dækkede hele ansigtet. 16 Han gik hen til hende og spurgte, om han måtte ligge med hende, uden at vide, at hun var hans svigerdatter.
„Hvor meget vil du give mig for det?” spurgte hun.
17 „Jeg kan sende dig et gedekid,” svarede han.
„Hvad giver du mig i pant, så jeg kan være sikker på, at du sender det?” spurgte hun.
18 „Hvad vil du have?” spurgte han tilbage.
„Giv mig dit segl og snoren, som det hænger i, og så den vandrestav, du har i hånden,” svarede hun. Så gav han hende tingene, og hun lå med ham og blev gravid. 19 Bagefter gik hun hjem, tog sløret af og skiftede til sit enketøj.
20 Juda bad nu sin ven, adullamitten Hira, om at bringe gedekiddet til hende og samtidig hente de ting tilbage, som han havde givet i pant, men Hira kunne ikke finde hende. 21 Til sidst spurgte han nogle mænd i byen: „Hvor bor den prostituerede, som sad ved vejen uden for byen?”
„Der har aldrig været en prostitueret på det sted,” svarede de. 22 Så vendte Hira tilbage til Juda og fortalte, at han ikke kunne finde pigen, og at mændene havde sagt, der ikke var nogen prostitueret der.
23 „Så lad hende beholde sit pant,” sagde Juda. „Vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne. Hvis vi går tilbage igen, bliver vi da helt til grin.”
24 Omkring tre måneder senere fik Juda at vide, at hans svigerdatter Tamar var blevet gravid som følge af prostitution.
„Tag hende uden for byen og brænd hende!” sagde Juda.
25 Men da de førte hende ud til bålet, sendte hun følgende besked til sin svigerfar: „Det er ejeren af dette segl, denne snor og denne vandrestav, der har gjort mig gravid. Se godt efter! Genkender du pantet?”
26 Juda måtte indrømme, at tingene tilhørte ham. Da tilstod han: „Hun har retten på sin side, for jeg opfyldte ikke mit løfte og gav hende ikke til min søn Shela.” Men han lå aldrig med hende igen.
27 Da tidspunktet kom, hvor hun skulle føde, viste det sig, at det var tvillinger. 28 Under presseveerne kom der en hånd frem, og jordemoderen bandt en rød snor om hånden for at markere, hvem der var kommet først. 29 Men barnet trak hånden tilbage, og det var den anden, som blev født først. „Som han dog bryder igennem,” udbrød jordemoderen, og derfor gav man ham navnet Peretz.[a] 30 Bagefter blev drengen med den røde snor om håndleddet født. Han kom til at hedde Zerach.
Bespisningen af de 4000 ikke-jøder(A)
8 Der var igen samlet en stor skare mennesker omkring Jesus, og de havde ikke noget at spise. Jesus kaldte så på disciplene. 2 „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. 3 Hvis jeg sender dem af sted uden at give dem noget, kan de falde om af udmattelse på vejen hjem. Nogle af dem er jo kommet langvejsfra.”
4 „Men det er da umuligt at skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.
5 „Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.
„Syv,” svarede de.
6 Så fik han folk til at sætte sig på jorden. Derefter tog han de syv brød, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, som så delte mad ud til folkeskaren. 7 Der var også nogle småfisk, som Jesus bad en takkebøn for, hvorefter han gav dem til disciplene, for at de skulle dele dem ud. 8 Der var nok til, at alle spiste sig mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv kurve. 9 Tallet på de tilstedeværende mænd var ca. 4000. Efter måltidet fik han dem alle til at gå hjem.
10 Umiddelbart efter gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og de sejlede til egnene ved Dalmanuta.
Farisæerne nægter at tro på Jesus som Messias(B)
11 Da farisæerne der på stedet fik at vide, at Jesus var kommet, gik de hen for at diskutere med ham. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. På den måde ville de sætte ham på prøve.
12 Jesus sukkede dybt i sin ånd: „Visse mennesker forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men det siger jeg jer: Sådanne mennesker får ikke noget tegn at se!”
13 Sammen med sine disciple forlod Jesus nu de vantro farisæere, gik op i båden og sejlede over til den anden side af søen.
Advarsel mod farisæernes vantro(C)
14 Disciplene havde glemt at tage mere brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden. 15 Så da Jesus advarede dem og sagde: „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra Herodes og farisæerne,” 16 begyndte de at diskutere, om han havde sagt det, fordi de ikke havde brød nok med.
17 Jesus var klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med?” sagde han. „Fatter I endnu ikke alt det, som allerede er sket? 18 Har I ikke øjne at se med? Har I ikke ører at høre med? 19 Har I allerede glemt det, der skete med de 5000, jeg bespiste med fem brød? Hvor mange kurve med brødrester samlede I ind bagefter?”
„Tolv,” svarede de.
20 „Og da jeg bespiste de 4000 med syv brød, hvor meget blev der da tilovers?”
„Syv kurvfulde,” svarede de.
21 „Fatter I stadig ingenting?”
Jesus helbreder en blind mand i Betsajda
22 Da de ankom til Betsajda, kom folk med en blind mand og bad Jesus røre ved ham og helbrede ham. 23 Jesus tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Så spyttede han på den blinde mands øjne og lagde hænderne på dem. Derefter tog han hænderne væk igen og spurgte: „Kan du se noget nu?”
24 Manden så sig omkring. „Ja, jeg kan vist se nogle mennesker, for der er noget ligesom træer, der går omkring.”
25 Jesus lagde igen hænderne over mandens øjne, og nu blev hans syn normalt, så han kunne se alt tydeligt. 26 Derpå sendte Jesus ham hjem, idet han sagde: „Lad være med at sige det til nogen i landsbyen.”
Peters åbenbaring om Jesus som Messias(D)
27 Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”
28 „Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”
29 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”
30 Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.
Messias som den lidende Frelser(E)
31 Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. „De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, „både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Til sidst dræber de mig—men på den tredje dag[a] står jeg op fra de døde.”
32 Jesus talte frit ud om det, men Peter trak ham til side og prøvede at tale ham fra det. 33 Da vendte Jesus ryggen til Peter og irettesatte ham: „Gå væk fra mig, Satan! Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje. Du ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje(F)
34 Han kaldte nu alle disciplene og hele folkeskaren sammen og sagde: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. 35 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der mister livet, fordi de holder fast ved mig og mit budskab, vil få det evige liv. 36 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? 37 Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? 38 Hvis I fornægter mig og mine ord, når I står over for denne verdens vantro og syndige mennesker, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars herlighed sammen med de hellige engle.”
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
Nyt liv ved Guds Ånds kraft
8 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. 2 For gennem Kristus er jeg[a] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. 3 Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. 4 Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. 5 De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. 6 Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. 7 Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, 8 og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. 9 I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.
10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
12 Altså, kære venner, da synden ikke længere har magt over jer, skal I ikke leve et syndigt liv. 13 Det syndige liv straffes med døden. Men hvis I ved Åndens kraft sætter en stopper for de syndige handlinger, skal I få det evige liv.
Vi er Guds elskede børn
14 Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. 15 Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. 16 Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.
Guds herlighed bliver os til del
17 Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. 18 De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. 19 Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. 20 Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. 21 Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve. 22 Vi ved, at alt det skabte til stadighed stønner og vrider sig som i veer. 23 Selv vi, der har fået Guds Ånd som en forsmag på den kommende herlighed, stønner og sukker, mens vi med længsel venter på at få en ny og udødelig krop og på at modtage alt, hvad Gud har til os som sine elskede børn. 24 Vi fik et fantastisk håb, da vi kom til tro. Man behøver jo ikke at håbe på det, man ser foran sig. 25 Men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, så gør vi det med udholdenhed og stor forventning.
26 Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. 27 Gud kender det inderste i hjertet og ved, hvad Helligånden har i tanke, for Ånden beder inderligt på vores vegne og efter Guds vilje. 28 Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham—dem, som han har besluttet at kalde. 29 Han kendte dem i forvejen, og han har bestemt, at de skal komme til at ligne hans Søn, så Jesus kan være den første af mange søskende. 30 Dem, Gud i forvejen har vedkendt sig, har han også kaldet. Og dem, han har kaldet, har han også frikendt, og dem, der er frikendt, får del i hans herlige og evige liv.
Guds kærlighed overvinder alt
31 Behøver jeg at sige mere? Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? 32 Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for? 33 Når Gud har frikendt sine børn, hvem har så ret til at anklage dem? 34 Når Kristus er død for os, hvem vover så at fordømme os? Ikke alene døde Kristus for os, men han blev oprejst fra de døde og sidder nu ved Guds højre hånd og beder inderligt for os. 35 Intet kan skille os fra Kristi kærlighed, det være sig lidelser, vanskeligheder eller forfølgelse, sult eller fattigdom, fare eller død. 36 Selvom Skriften lover os modgang, når den siger: „Vi er i livsfare hver eneste dag. Vi er som får, der er på vej til slagtning”,[b] 37 så kommer vi igennem det hele sejrende, fordi Kristus i sin kærlighed giver os styrke. 38-39 Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed—hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet—end ikke døden—kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.