Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
1 Mosebog 37

Josefs drømme

37 Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

„Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

„Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” 10 Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” 11 Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.

Josef bliver solgt som slave

12 Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. 13-14 Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. 15 Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

16 „Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

17 „Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

18 Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

19 „Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. 20 „Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

21 Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. 22 Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. 23 Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham 24 og kastede ham i den udtørrede brønd. 25 Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. 26-27 „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, 28 så da de midjanitiske[a] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

29 Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene 30 og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

31 Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel 32 og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

33 Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” 34 Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. 35 Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

36 I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Markus 7

Guds befalinger og menneskelige traditioner(A)

En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. 3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,[a] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.

Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”

„I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:

‚Dette folk ærer mig i det ydre,
    men deres hjerte er fjernt fra mig.
Det er forgæves, de dyrker mig,
    når deres lære blot er menneskebud.’[b]

De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!

10 For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’[c] 11 Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ 12 så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. 13 På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”

Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?(B)

14 Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: 15 Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent. 16 Lad dem høre, som har øre!”[d]

17 Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede. 18 „Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene, 19 for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne. 20 Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, 21 dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, 22 utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. 23 Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”

En ikke-jødisk kvindes tro(C)

24 Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. 25-26 Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.

27 Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

28 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”

29 Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”

30 Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.

Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde(D)

31 Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. 32 En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. 33 Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, 34 så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”

35 Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. 36 Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, 37 for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”

Job 3

Job ønsker, han aldrig var blevet født

1-2 Til sidst brød Job tavsheden:

„Forbandet være den nat, jeg blev født,
    det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
Lad den nat forblive i det skjulte,
    blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
    ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
    og skyerne dække den.
Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
    ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
    lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
Lad den blive til trøstesløs tomhed,
    en nat, hvor ingen glæder sig.
Lad troldmændene forbande den,
    de, som tør vække Livjatan.[a]
Lad dens morgenstjerne formørkes,
    lad den forgæves vente på daggry,
        lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
    skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
    eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
    Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
    så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
    der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
    og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
    som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
    dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
    hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
    slaven er sin herres lige.

20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
    der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
    som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
    når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
    når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
    kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
    mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
    dybt begravet i min smerte.”

Romerne 7

Løst fra loven

Kære venner, jeg taler nu til jer, som kender de jødiske love. I ved godt, at man kun er undergivet loven, så længe man lever. En gift kvinde er ifølge loven bundet til sin mand, så længe han er i live. Men hvis han dør, bliver hun løst fra den lov, som bandt hende til ham, og hun er fri til at gifte sig med en anden mand. Hvis hun derimod flytter sammen med en anden mand, mens hendes egen mand stadig lever, så bryder hun ægteskabet. Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde—ved at lytte til Guds Ånd—i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav.

Loven var god nok, men kunne ikke overvinde syndens magt

Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, 10 og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. 11 Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. 12 Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.

13 Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed?—Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.

14 Jeg ved[a] jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg[b] ikke, så længe jeg er slave under synden. 15 Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. 16 Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. 17 Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. 18 Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. 19 Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. 20 Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig. 21 Så længe jeg lever under syndens herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. 22 Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, 23 så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. 24 Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død?

25 Det, jeg her har beskrevet, er, hvad der sker, når man prøver at tjene Guds lov med sit sind, alt imens man stadig er slave under synden. Men Gud ske lov, at Jesus Kristus, vores Herre, redder mennesker ud af den elendighed.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.