M’Cheyne Bible Reading Plan

Jakob vender tilbage til Betel

35 Derpå sagde Gud til Jakob: „Nu skal du tage videre til Betel og slå lejr der. Du skal bygge et alter og tilbede mig der, for jeg er den Gud, som viste sig for dig, dengang du var på flugt fra din bror, Esau.”

² Med det samme gav Jakob besked til sin familie og hele sin husstand: „Tilintetgør alle jeres afgudsfigurer, vask jer grundigt og skift tøj. ³ Vi tager til Betel, og der vil jeg rejse et alter for den Gud, som hørte min bøn, da jeg var i vanskeligheder—den Gud, som også var med mig på min lange rejse.” ⁴ Så gav de Jakob alle deres afguder og øreringe, og han begravede det hele under det store egetræ udenfor byen Sikem.

⁵ Derefter brød de op og begav sig på vej. Gud gjorde indbyggerne i alle de omkringliggende byer rædselsslagne, så de ikke forfulgte dem. ⁶ Jakob og hans folk ankom nu til Luz, det senere Betel, i Kana’an. ⁷ Der byggede Jakob et alter og kaldte det El-Betel,^[a] for det var der, Gud havde vist sig for ham, dengang han flygtede fra sin bror.

⁸ Kort tid efter døde Rebekkas gamle barnepige, Debora, og hun blev begravet under egetræet i dalen neden for Betel. Siden den tid kaldte man træet „Grædeegen”.

⁹ Gud havde nu vist sig for Jakob to gange, den anden gang, da han var på vej hjem fra Paddan-Aram. Dengang havde Gud velsignet ham ¹⁰ og sagt: „Dit navn er godt nok Jakob. Men det skal du ikke længere kaldes. Du skal hedde Israel!” Det var altså dengang, Jakob fik navnet Israel.^[b]

¹¹ Her i Betel viste Gud sig igen for Jakob og gentog sit tidligere løfte:^[c] „Jeg er Gud den almægtige! Du skal få mange efterkommere og blive stamfar til et stort folk, ja mange folkeslag. Nogle af dine efterkommere vil blive konger. ¹² Det løfte om land, som jeg gav til Abraham og Isak, giver jeg også til dig og dine efterkommere.” ¹³ Så steg Gud op fra det sted, hvor han havde talt til Jakob. ¹⁴ Jakob havde rejst en mindesten på dette sted, hvor Gud nu igen havde vist sig for ham, og som et drikoffer til Gud hældte han vin ud over mindestenen og salvede den med olivenolie. ¹⁵ Grunden til, at Jakob kaldte stedet Betel,^[d] var, at Gud havde mødt ham der og talt til ham.^[e]

Jakob mister Rakel

¹⁶ Jakob og hans familie forlod nu Betel og rejste videre mod Efrat, det senere Betlehem. På vejen dertil fik Rakel stærke fødselsveer. ¹⁷ Under den meget vanskelige fødsel sagde jordemoderen: „Du skal ikke være bange, du har fået endnu en søn.” ¹⁸ Rakel overlevede dog ikke fødslen, men lige inden hun døde, gav hun ham navnet Benoni.^[f] Det navn ændrede Jakob til Benjamin.^[g]

¹⁹ Da Rakel var død, blev hun begravet ved vejen til Betlehem, som dengang hed Efrat. ²⁰ Jakob rejste en mindesten på graven, og den står der den dag i dag.

²¹ Så fortsatte Jakob sin rejse og slog lejr på den anden side af Migdal-Eder. ²² Det var, mens de opholdt sig der, at Ruben gik i seng med sin fars slavehustru, Bilha, og Jakob fik det at vide.

Her følger navnene på Jakobs 12 sønner. ²³ Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. ²⁴ Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. ²⁵ Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. ²⁶ Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher. Disse sønner fik han under sin landflygtighed i Paddan-Aram.

²⁷ Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. ^28-29 Isak døde kort tid efter i en alder af 180 år, meget gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.

Esaus slægt

36 Det følgende er Esaus historie, han som også blev kaldt Edom:

² Esau giftede sig med to kana’anæiske piger: Ada, en datter af hittitten Elon, og Oholibama, en datter af Ana og barnebarn af hivvitten Zibon. ³ Han giftede sig også med sin kusine Basemat, en datter af Ishmael og søster til Nebajot. ⁴ Esau og Ada fik en søn, der blev kaldt Elifaz. Esau og Basemat fik en søn, der blev kaldt Reuel. ⁵ Esau og Oholibama fik tre sønner, der fik navnene Jeush, Jalam og Kora. Alle disse sønner blev født i Kana’ans land.

⁶ Senere tog Esau sine koner, sine sønner, sine døtre, hele sin husstand og besætning og alt, hvad han havde samlet sig i Kana’ans land, og flyttede til et andet land af frygt for sin bror Jakob. ⁷ Deres husdyr var jo også blevet alt for mange til, at de som fremmede kunne bo samme sted som de fastboende. Der var slet ikke græs nok. ⁸ Esau slog sig derfor ned i Seirs bjergland.

⁹ Her følger en liste over Esaus efterkommere, edomitterne, som bor i Seirs bjergland:

^10-13 Ada fødte som sagt Esau en søn, der fik navnet Elifaz, og han fik fem sønner: Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. Elifaz havde også en kone, som hed Timna, og med hende fik han sønnen Amalek.

Esau og hans kone Basemat fik sønnen Reuel, og han fik fire sønner: Nahat, Zerach, Shamma og Mizza.

¹⁴ Esaus kone Oholibama, en datter af Zibons søn Ana, fødte tre sønner: Jeush, Jalam og Kora.

^15-16 Esaus sønner og sønnesønner blev stamfædre for de forskellige stammer blandt Edoms folk. De stammer, der er kendt under navnene Teman, Omar, Zefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek, nedstammer alle fra Elifaz, Esaus og Adas ældste søn.

¹⁷ De stammer, der er kendt under navnene Nahat, Zerach, Shamma og Mizza, nedstammer alle fra Reuel, Esaus og Basemats søn.

^18-19 Desuden er der stammerne Jeush, Jalam og Kora, opkaldt efter de sønner, som Esau fik med sin kone Oholibama, Anas datter.

Edoms oprindelige indbyggere

^20-21 Her følger en liste med navnene på de stammer, som oprindeligt boede i Seirs land: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan. De er efterkommere af og har navn efter horitten Seirs sønner.

²² Lotan, Seirs søn, havde følgende sønner: Hori og Hemam. Lotan havde også en søster ved navn Timna.

²³ Shobals sønner hed Alvan, Manahat, Ebal, Shefo og Onam.

²⁴ Zibons sønner hed Ajja og Ana. Det var Ana, som opdagede en varm kilde i ørkenen, dengang han vogtede sin fars æsler. ²⁵ Anas børn var sønnen Dishon og datteren Oholibama. ²⁶ Dishons sønner hed Hemdan, Eshban, Jitran og Keran.

²⁷ Etzers sønner hed Bilhan, Za’avan og Akan.

²⁸ Dishans sønner hed Utz og Aran.

^29-30 Horitternes stammer i Seirs land hed altså: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan.

De oprindelige konger i Seirs land

^31-39 Endnu før der var konger i Israel, herskede følgende konger i det, der nu hedder Edom: Først Bela, Beors søn, fra byen Dinhaba. Da han døde, efterfulgtes han af Jobab, Zerachs søn fra Botzra. Da Jobab døde, efterfulgtes han af Husham fra temanitternes område. Da Husham døde, blev Hadad konge. Han var søn af Bedad og kom fra byen Avit. Det var ham, der besejrede midjanitternes hær i Moabs land. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka konge. Da han døde, blev Shaul fra flodbyen Rehobot konge. Da han døde, blev Ba’al-Hanan, Ahbors søn, konge. Da han døde, blev Hadar fra Pau konge. Hans kone hed Mehetabel og var datter af Matred, som igen var datter af Mezahab.

⁴⁰ Slægtsoverhovederne i Esaus slægt hed Timna, Alva, Jetet, ⁴¹ Oholibama, Ela, Pinon, ⁴² Kenaz, Teman, Mibzar, ⁴³ Magdiel og Iram. Det område, som hver enkelt slægt boede i, overtog efterhånden slægtens navn.

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby^(A)

6 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. ² Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? ³ Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,^[a] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.

⁴ Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” ⁵ Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. ⁶ Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.

Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.

Jesus udsender de 12 disciple^(B)

⁷ En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud ^8-9 og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. ¹⁰ Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. ¹¹ Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”

¹² Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. ¹³ De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er^(C)

¹⁴ Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. ¹⁵ Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. ¹⁶ Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”

^17-19 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, ²⁰ men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.

²¹ Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.

²² Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. ²³ „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”

²⁴ Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”

„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.

²⁵ Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”

²⁶ Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. ²⁷ Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. ²⁸ Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

²⁹ Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.

Bespisningen af de 5000^(D)

³⁰ De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. ³¹ „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.

³² Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. ³³ Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. ³⁴ Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.

³⁵ Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. ³⁶ Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”

³⁷ „I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.

„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer^[b] til alle de mennesker!” spurgte de.

³⁸ „Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.

Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.

³⁹ Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, ⁴⁰ og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.^{[c] 41} Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, ⁴² og alle fik nok og blev mætte. ^43-44 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.

Disciplenes tøvende tro^(E)

⁴⁵ Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. ⁴⁶ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

⁴⁷ Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, ⁴⁸ og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. ⁴⁹ Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ⁵⁰ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” ⁵¹ Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. ⁵² At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

Helbredelser i Genesaret området^(F)

⁵³ De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. ⁵⁴ Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. ⁵⁵ De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, ⁵⁶ og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.

Job sættes på en endnu strengere prøve

2 Kort tid efter trådte englene igen frem for Herren, og Satan var iblandt dem.

² „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.

„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.

³ „Lagde du mærke til min tjener Job?” spurgte Herren. „Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd. Han har bevaret sin gudhengivenhed, selvom du udfordrede mig til at lade dig skade ham uden grund.”

⁴ „Han har endnu ikke mærket noget på sin egen krop,”^[a] svarede Satan. „Mennesker vil gøre alt for at bevare livet. ⁵ Hvis du rammer ham på hans egen krop, skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”

⁶ „Gør, hvad du vil, Satan,” svarede Herren. „Men du må ikke tage livet af ham.”

⁷ Derpå gik Satan sin vej og sørgede for, at Job blev plaget af ondartede bylder fra top til tå. ⁸ Den stakkels Job satte sig ud på askedyngen og skrabede sine bylder med et potteskår.

⁹ Da sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din gudhengivenhed? Forband dog Gud og dø!”

¹⁰ Men Job svarede: „Sikke noget snak! Skal vi kun tage imod det behagelige fra Gud, og ikke det ubehagelige?”

På trods af alle sine lidelser anklagede Job ikke Gud med et eneste ord.

Jobs tre venner

¹¹ Da Jobs tre venner hørte om de tragedier, der havde ramt ham, aftalte de med hinanden, at de ville tage hen for at trøste og opmuntre ham. De tre venner var Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Zofar fra Na’amat. ¹² Da de kom til Job, kunne de næsten ikke genkende ham, så frygtelig så han ud. De brast i gråd, rev flænger i deres tøj og kastede støv op i luften. ¹³ Så satte de sig på jorden ved siden af ham uden at sige et ord, for de kunne se, at han havde store smerter. I syv dage, dag og nat,^[b] sad de og led sammen i tavshed.

Synden har ikke magten længere

6 „Skal vi så ikke fortsætte med at synde, så Guds nåde kan blive endnu større?” er der måske nogle, der vil spørge. ² Nej, bestemt ikke! Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! ³ Ved I ikke, at alle vi, der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? ⁴ Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv. ⁵ Vi blev ét med Jesus i dåben. Da vi altså er ét med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være ét med ham i et liv, der ligner hans. ⁶ Vi ved, at vores gamle levevis er korsfæstet med Kristus, så synden ikke længere har ret til at regere over os. Derfor er vi ikke længere slaver af synden. ⁷ Den, som er død, er nemlig løst fra syndens herredømme.

⁸ Vi døde sammen med Kristus. Derfor tror vi på, at vi også skal leve sammen med ham. ⁹ Vi ved, at Kristus blev oprejst fra de døde og aldrig dør igen. Døden har intet at skulle have sagt over ham. ¹⁰ Ved sin død gjorde han sig én gang for alle fri af synden, og det liv, han nu lever, lever han for Gud.

¹¹ Husk på, at I er sluppet fri af syndens herredømme. Derfor kan I nu sammen med Kristus leve for Gud. ¹² Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. ¹³ Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. ¹⁴ Synden skal ikke herske over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.

Synd straffes med døden, men Gud skænker livet

¹⁵ „Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! ¹⁶ Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. ¹⁷ I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. ¹⁸ I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. ¹⁹ Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.

²⁰ Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. ²¹ Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. ²² Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. ²³ Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.