M’Cheyne Bible Reading Plan
Jakobs sønner hævner deres søster
34 En dag gik Leas datter Dina ud for at besøge nogle af de unge piger, som boede der på stedet. 2 Men da Sikem, der var søn af hivvitten Hamor, som var byens konge, fik øje på hende, greb han fat i hende og voldtog hende. 3 Han blev dybt forelsket i hende og forsøgte at vinde hendes kærlighed. 4 Han sagde derfor til sin far: „Den pige vil jeg giftes med! Hjælp mig med at få hende!”
5 Jakob fik hurtigt at vide, at hans datter var blevet vanæret, men da hans sønner var ude for at passe dyrene, ville han ikke foretage sig noget, før de kom hjem igen.
6 Sikems far, Hamor, begav sig på vej hen til Jakob sammen med sin søn for at få en aftale. 7 Jakobs sønner var kommet hjem fra marken, så snart de hørte, hvad der var sket. De var chokerede og rasende over, at Sikem havde været så skamløs og voldtaget deres søster og derved havde bragt skam over hende og hele Jakobs familie. 8 Hamor fremkom nu med sit ærinde over for dem: „Min søn Sikem er forelsket i din datter. Han kan slet ikke vente med at få hende til kone. Vær rar og lad ham gifte sig med hende!” 9-10 Så tilføjede han: „I øvrigt vil jeg indbyde dig og dine folk til at slå jer ned her iblandt os, så jeres døtre kan gifte sig med vores sønner, og vores døtre med jeres sønner. I må slå jer ned, hvor I har lyst, og færdes frit iblandt os og blive velstående folk.”
11 Sikem tog derefter ordet, og henvendt til Dinas far og brødre sagde han: „Vis mig godhed og lad mig gifte mig med Dina! Jeg vil give jer hvad som helst, I beder om! 12 Uanset hvor stor en brudepris eller anden gave, I forlanger, er jeg villig til at betale—hvis I blot vil give mig pigen!”
13 Men Dinas brødre gav Sikem og Hamor et listigt svar på grund af det, Sikem havde gjort imod deres søster. De sagde: 14 „Det kan vi umuligt gå med til, for du er ikke omskåret. Det ville være en stor skam for en kvinde fra vores familie at gifte sig med en mand som dig. 15 Men hvis alle jeres mænd vil blive omskåret som os, 16 har vi ikke noget imod giftermål med jer. Så slår vi os gerne ned her og bliver ét med jer. 17 Men hvis I ikke vil gå ind på det forslag, tager vi vores søster og rejser herfra.”
18 Hamor og Sikem gik straks ind på forslaget. 19 Sikem ville ingen tid spilde, for han var meget forelsket i Dina. Han var også den, der havde mest at sige i sin familie. 20 Hamor og Sikem fremlagde nu forslaget for byens ledere, som samledes på pladsen ved byporten.
21 „Disse folk er vores venner,” begyndte de. „Lad os indbyde dem til at slå sig ned iblandt os og leve af deres erhverv som alle andre. Landet er jo stort nok til at rumme dem, og deres unge og vores unge kan gifte sig med hinanden. 22 Men de vil kun blive her på den betingelse, at alle vores mænd bliver omskåret, lige som de er. 23 Hvis vi accepterer, bliver alle deres husdyr og anden ejendom i sidste ende vores. Lad os gå ind på deres betingelse, så de bliver boende hos os.”
24 Forslaget blev accepteret, og alle mændene i byen blev omskåret. 25 Men to dage senere, da de alle lå med feber og smerter, greb to af Dinas brødre, Simeon og Levi, deres sværd og gik uhindret ind i byen og dræbte samtlige mænd— 26 deriblandt også Hamor og Sikem. Så hentede de Dina i Sikems hus og vendte tilbage til lejren med hende. 27 Derefter gik alle Jakobs sønner ind og plyndrede byen, hvor deres søster var blevet voldtaget. 28 De tog alle får og køer og æsler i byen og på markerne udenfor. 29 Alt, der havde nogen værdi, tog de, og kvinderne og børnene tog de til fange.
30 Men Jakob bebrejdede Simeon og Levi, hvad de havde gjort. „I har gjort mig meget upopulær!” sagde han. „Nu kan jeg takke jer for, at landets indbyggere, kana’anæerne og perizzitterne, er blevet mine fjender. Vi er jo ikke ret mange, så hvis de slår sig sammen og angriber os, er det ude med os.”
31 „Synes du måske, at Sikem skulle have lov til at behandle vores søster som en luder?” indvendte de vredt.
Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt(A)
5 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes[a] egn. 2-3 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. 4 Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, 5 og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.
6 Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. 7-8 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”
9 „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” 10 Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.
11 Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. 12 „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. 13 I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.
14 Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. 15 Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. 16 De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. 17 Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.
18 Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. 19 „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud[b] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”
20 Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(B)
21 Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, 22 kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham 23 og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”
24 Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham. 25 Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. 26 I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod. 27-28 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. 29 Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.
30 Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.
31 „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”
32 Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.
33 Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. 34 „Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”
35 Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” 36 Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”
37 Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. 38 Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. 39 Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” 40 De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.
41 Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” 42 Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. 43 „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”
Jobs rigdom og gudfrygtighed
1 En mand ved navn Job boede i området Utz.[a] Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. 2-3 Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.
4 Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. 5 Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.
Gud tillader Satan at sætte Job på prøve
6 En dag, da englene[b] trådte frem for Herren, var også Satan[c] iblandt dem.
7 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
8 „Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”
9 „Det er da klart,” indvendte Satan. 10 „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! 11 Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
12 Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”
Så gik Satan bort fra Herren.
13 Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. 14-15 Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne[d] os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
16 Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”
17 Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
18 Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. 19 Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”
20 Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. 21 „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”
22 På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.
Forsoning og fred med Gud
5 Vi blev altså accepteret af Gud, da vi kom til tro på Jesus Kristus, vores Herre. Derfor er vi nu forsonet med Gud og har fået fred i hjertet. 2 Det er også Jesus, der gennem vores tro har ført os ind i den nåde, vi nu lever i, og vi ser med glæde frem til, at vi engang skal få del i al Guds herlighed. 3 Men ikke bare det. Vi glæder os endda over at blive forfulgt, for vi ved, at forfølgelserne styrker vores udholdenhed. 4 Udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning om at få del i Guds herlighed engang. 5 Og vi bliver ikke skuffet i vores forventning, for Gud har givet os Helligåndens kraft og fyldt vores hjerter med sin kærlighed.
6 Mens vi endnu var magtesløse og ugudelige, kom Kristus i rette tid og ofrede sit liv for at redde os. 7 Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. 8 Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, 9 og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. Derfor kan vi trygt regne med, at når Kristus ved sin død forsonede os med Gud, vil han også redde os på dommens dag. 10 Selvom vi var fjender af Gud, blev vi alligevel forsonet med ham, fordi hans Søn døde for os. Nu, da vi er blevet Guds venner, kan vi være forvissede om, at vi vil få det evige liv, fordi Jesus lever. 11 Altså er det en utrolig glæde for os, at vi er blevet forsonet med Gud gennem Jesus Kristus, vores Herre.
Adam og Kristus som modsætninger
12 Det første menneske, Adam, bragte synden ind i verden, og synden førte døden med sig. Sådan fik døden magt over alle mennesker, fordi alle syndede. 13 Synden var i verden, inden loven kom, men den kunne ikke udpeges, så længe der ingen lov var. 14 Døden herskede derfor også i verden, før loven kom, det vil sige fra Adam til Moses. Selv de, der ikke var ulydige mod Gud på samme direkte måde som Adam, måtte dø.
Adam kan sammenlignes med Jesus i den forstand, 15-16 at ét menneskes handling har fået konsekvenser for hele menneskeheden. Men hvor ét menneskes ulydighed førte til død for et utal af mennesker, bragte ét andet menneskes lydighed Guds vældige kærlighed og nåde ud til et utal af mennesker. Efter at ét menneske havde forsyndet sig, måtte Gud afsige dommen over os mennesker og erklære os skyldige. Men efter at mange mennesker havde forsyndet sig, gav Jesus Kristus frivilligt sit liv for os, og derved kunne Gud erklære os skyldfri. 17 Det var ét menneskes synd, som førte til, at døden fik herredømmet over menneskene. Men det var ét menneskes gave, som fører til, at livet får herredømmet over alle, som tager imod Guds overstrømmende nåde og tilgivelse i Jesus Kristus.
18 Det vil altså sige, at ét menneskes forkerte handling førte til fordømmelse og død for alle mennesker. Men det var også ét menneskes rigtige handling, der førte til frikendelse og liv for alle mennesker. 19 Ét menneskes ulydighed førte til, at mange andre gjorde oprør mod Gud. Men det er også ét menneskes lydighed, der fører til, at mange andre ønsker at gøre Guds vilje.
20 Da loven kom til, voksede synden. Men da synden blev større, blev Guds nåde endnu større. 21 Før havde synden herredømmet, og det førte til død. Men hos dem, som har opnået Guds tilgivelse, er det nåden, som har herredømmet, og det fører til det evige liv ved Jesus Kristus, vores Herre.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.