M’Cheyne Bible Reading Plan
30 Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn—eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. 2 Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”
3 Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” 4 Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. 5 Hun blev gravid og fødte en søn. 6 Rakel kaldte ham Dan.[a] „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” 7 Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. 8 Rakel kaldte ham Naftali.[b] „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”
9 I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, 10 og Zilpa fødte snart en søn, 11 som Lea kaldte Gad.[c] „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. 12 Zilpa fødte endnu en søn, 13 som Lea kaldte Asher.[d] „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”
14 En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter,[e] og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. 15 Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.
16 Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. 17 Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. 18 Ham kaldte hun Issakar.[f] „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. 19 Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. 20 Hun kaldte ham Zebulon.[g] „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” 21 Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.
22 Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. 23-24 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.[h] „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”
Jakobs velstand
25 Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. 26 Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”
27 „Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. „Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig. 28 Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”
29 Jakob svarede: „Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt. 30 Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand—takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”
31 „Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.
Jakob svarede: „Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord: 32 Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn. 33 For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”
34 „Det er en aftale!” sagde Laban, 35 men samme dag fjernede han selv alle de brogede og plettede geder (ja, alle dyr med noget hvidt) og alle de mørke lam fra hjorden. Dem overgav han til sine sønner 36 og bad dem flytte deres lejr tre dagsrejser bort fra det sted, hvor Jakob var. Og Jakob blev tilbage og passede resten af hans hjord.
37 Men Jakob tog friske grene fra poppel-, mandel- og platantræer og skrællede noget af barken af, så der kom hvide striber på grenene. 38 Så placerede han grenene ved vandtrugene, så dyrene kunne se dem, når de kom for at drikke. 39 Når dyrene parrede sig foran grenene, fik de afkom, som var stribet, plettet eller broget. 40 Jakob tog de plettede og brogede unge dyr til sin egen hjord. I parringstiden lod han sine voksne får og geder være sammen med de stribede får og geder og de mørke geder i Labans hjord. På den måde fik Jakob flere og flere får og geder, som var hans, og han tog sig af både dem og Labans får og geder. 41 Hver gang de stærke dyr parrede sig, placerede Jakob grenene foran dem, 42 men når de svage dyr gjorde det, lod han være. På den måde kom de svage lam til at tilhøre Laban, og de stærke kom til at tilhøre Jakob. 43 Resultatet blev, at Jakobs hjord både forøgedes og forædledes, og han blev en velstående mand med masser af slaver, kameler og æsler.
Johannes Døber og hans budskab(A)
1 Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias.
2 At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger.[a] Der står jo skrevet:
„Jeg vil sende min udsending foran dig.
Han skal berede vejen for dig.”[b]
3 og:
„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør vejen klar til hans komme!’ ”[c]
4 Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. 5 Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Når de havde bekendt deres synder, døbte han dem i Jordanfloden. 6 Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet.[d] Han levede af græshopper og honning fra vilde bier. 7 Hans budskab var: „Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler.[e] 8 Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”[f]
Jesus bliver døbt med vand og Helligånd(B)
9 Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. 10 Da Jesus efter dåben steg op af floden, så han himlen blive åbnet og Helligånden dale ned imod ham som en due. 11 Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”[g]
Fristelsen i ørkenen(C)
12-13 Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.
Jesus begynder at fortælle om Guds rige(D)
14 Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes,[h] og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle de gode nyheder fra Gud. 15 „Nu er tiden inde!” sagde han. „Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”
Jesus udvælger sine første disciple(E)
16 En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas. 17 „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem. 18 Øjeblikkelig forlod de deres net og fulgte ham som hans disciple.[i]
19 Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæus’ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene. 20 Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.
Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder(F)
21 Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der. 22 Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.
23 Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. 24 Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”
25 „Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus. 26 Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.
27 De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!” 28 Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.
Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(G)
29 Da mødet i synagogen var forbi, gik Jesus, Jakob, Johannes og Andreas med Simon hjem. 30 Det viste sig, at Simons svigermor lå syg med feber, og det fortalte de Jesus. 31 Jesus gik straks hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt med det samme, og hun gik i gang med at sørge for mad til dem.
32 Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi,[j] bragte man en masse syge og dæmonbesatte mennesker til Jesus. 33 Næsten hele byen stimlede sammen uden for huset. 34 Jesus helbredte mange mennesker, der havde forskellige sygdomme. Desuden uddrev han mange onde ånder, men han tillod dem ikke at røbe, hvem han var.[k]
Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa(H)
35 Næste morgen stod Jesus op længe før daggry og gik alene ud til et øde sted for at bede. 36 Simon og de andre gik noget senere ud for at lede efter ham. 37 Da de fandt ham, sagde de: „Alle folk spørger efter dig.” 38 „Lad os tage hen til de andre landsbyer,” sagde Jesus. „De skal også høre det budskab, jeg er kommet for at fortælle.”
39 Så vandrede Jesus gennem hele Galilæa og fortalte sit budskab i synagogerne, og han befriede mange mennesker fra dæmonernes magt.
Jesus helbreder en spedalsk mand(I)
40 En dag kom der en spedalsk[l] mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. 41 Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” 42 I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. 43 Jesus sagde da til ham: 44 „Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”
45 Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.
Hamans plan går i vasken
6 Den nat kunne kongen ikke falde i søvn. Derfor sendte han bud efter rigets krønikebog og bad om at få læst op af bogen. 2 Det stykke, der blev læst, indeholdt beretningen om, hvordan Mordokaj havde angivet de to kongelige portvagter Bigtana og Teresh, der i sin tid havde lavet en sammensværgelse i den hensigt at myrde kongen.
3 „Hvilken belønning fik Mordokaj i den anledning?” spurgte kongen.
„Ingen,” svarede kammertjenerne.
4-5 „Er der nogle af mine embedsmænd i paladset?” spurgte kongen. Haman var netop ankommet tidligt til paladset den morgen for at anmode kongen om tilladelse til at få Mordokaj hængt i den galge, han havde rejst. Tjenerne meldte nu kongen: „Haman står her udenfor.” „Før ham ind!” befalede kongen. 6 Da Haman var kommet ind, spurgte kongen: „Sig mig, Haman: Jeg har i sinde at hædre en af mine mænd. Hvordan mener du, jeg bedst kan gøre det?” Haman tænkte straks: „Mon ikke det er mig, kongen gerne vil hædre?” 7 Derfor svarede han: „Hvis kongen ønsker at hædre en mand, 8 skal man iføre ham en dragt, som kongen selv har haft på, og sætte ham på en hest, som kongen selv har redet på, og som bærer det kongelige diadem på hovedet. 9 Så skal en af kongens øverste mænd føre ham rundt i byen, mens han råber: ‚Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!’ ”
10 „Udmærket!” svarede kongen. „Tag min kongekåbe og min hest og gør, som du har foreslået, med jøden Mordokaj, der sidder blandt dommerne i portrummet. Alt, hvad du har foreslået, skal du gøre!”
11 Haman var nødt til at parere ordre. Han fik overdraget kongens dragt og hest, gav Mordokaj dragten på, hjalp ham op på hesten og førte ham gennem byens gader, mens han råbte: „Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!”
12 Bagefter vendte Mordokaj tilbage til sit arbejde i portrummet, mens Haman skyndte sig hjem med tilhyllet ansigt, fuldstændig knust. 13 Da han fortalte sin kone og vennerne, hvad der var sket, sagde de: „Hvis Mordokaj er jøde, har du ikke blot trukket det korteste strå. Du kan ikke stille noget op imod ham. Du er færdig!”
14 Mens de endnu talte sammen, ankom kongens tjenere for at hente Haman til den festmiddag, Ester havde forberedt.
Indledende hilsen—Jesus som Guds Søn
1 Kære medkristne i Rom!
Dette brev er fra Paulus, som er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Det var Gud, der udvalgte mig til at sprede det glædelige budskab, 2 som han for længe siden talte om gennem sine profeter, og som er nedskrevet i de hellige Skrifter. 3-4 Profeterne forudsagde, at der skulle komme en Frelser, og det er Jesus, Guds Søn og vores Herre. Hvad hans menneskelighed angår, nedstammer han fra Kong David, men hvad hans hellige åndsnatur angår, blev han ved opstandelsen fra de døde anerkendt som Guds magtfulde Søn. 5 Det er ham, der har givet os nåde og kraft til at være hans apostle og hjælpe folk fra alle folkeslag til at leve i tillidsfuld lydighed over for Gud. 6 Det gælder også jer i Rom, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.
7 Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre. I skal vide, at Gud elsker jer, og at I er kaldet til at leve for ham.
Paulus ønsker at besøge de kristne i Rom
8 Først af alt takker jeg Gud for alt, hvad han har gjort for jer gennem Jesus Kristus. Jeres tro er jo blevet kendt i hele verden! 9 Gud er mit vidne på, at jeg tit tænker på jer og beder for jer, alt imens jeg sætter hele mit liv ind på at forkynde budskabet om hans Søn. 10 Og jeg beder til stadighed om, at Gud snart vil gøre det muligt for mig at komme og besøge jer. 11 Jeg længes efter at se jer, for at jeg kan udruste jer med Åndens gaver, så I kan blive styrket i jeres tro, 12 eller snarere, at vi kan opmuntre og styrke hinanden gennem vores fælles tro.
13 I skal vide, kære venner, at jeg tit har tænkt på at besøge jer, så jeg kunne være til hjælp for jer ligesom for de andre menigheder. Men der er altid kommet noget i vejen. 14-15 Jeg længes efter at forkynde budskabet om Jesus også i Rom, for det er min opgave at forkynde det for alle mennesker, uanset om de er veluddannede eller uuddannede, om de bliver set op til eller set ned på.
Kristendommens kerne
16 Jeg skammer mig bestemt ikke over at fortælle budskabet om Jesus, for det indeholder en guddommelig kraft, som er i stand til at give evigt liv til alle, der tror på ham. Budskabet kom først til jøderne, men nu når det ud til alle mennesker. 17 Kernen i budskabet er, at vi bliver accepteret af Gud og erklæret skyldfri bare ved at overgive os til ham i tro og leve i den tro. Der står jo også i Skriften: „Den retskafne får livet ved sin tro.”[a]
Ugudelige mennesker vil blive straffet for deres ondskab
18 Guds straf hænger over hovedet på de mennesker, der undertrykker sandheden ved deres ugudelighed og uretfærdighed. 19-20 De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud, for han har sat sine tydelige spor i skaberværket. Godt nok kan man ikke direkte se eller måle den evige Gud, men den verden, han har skabt, viser hans guddommelige magt. 21 De kender altså noget til Gud, men de viser ham hverken respekt eller taknemmelighed. Tværtimod har deres tåbelige tanker ført dem ud i et tomt og håbløst liv. 22 De tror, de er så kloge, men i virkeligheden er de det modsatte. 23 I stedet for at tilbede den evige og mægtige Gud dyrker de alle mulige slags hjemmelavede afguder, der forestiller mennesker, fugle, slanger eller andre dyr.
24 Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster, selvom de ødelægger sig selv gennem de skamløse ting, de gør med hinanden. 25 De vil hellere tro på en løgn end på sandheden om Gud, og de tilbeder det skabte i stedet for Skaberen, som fortjener evig tilbedelse. 26 Derfor har Gud ladet dem følge deres skamløse lyster. Kvinder har imod naturens orden et seksuelt forhold til andre kvinder i stedet for til mænd. 27 På samme måde har mænd et forhold til andre mænd, og på den måde tilfredsstiller de deres lyster. Men resultatet af deres fejltagelse rammer dem selv.
28 Fordi de ikke sætter pris på at lære Gud bedre at kende, har han overladt dem til deres egen forfejlede tankegang og umoralske livsførelse. 29 De er ondskabsfulde, selviske, jaloux, voldelige, stridslystne, uhæderlige, skadefro og fulde af løgn. 30 De taler ondt om andre mennesker og hader Gud. De er arrogante og overlegne. De er i oprør mod forældre, praler af deres bedrifter og finder altid på nye ondskabsfuldheder. 31 De er tåbelige, illoyale, afstumpede og ubarmhjertige. 32 De ved godt, hvad Gud ønsker, de skal gøre, og at han har ret til at straffe den slags med døden. Alligevel lever de på den måde og bekræfter hinanden i deres umoralske livsstil.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.