Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
1 Mosebog 29

Jakob hos Laban

29 Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

„Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

„Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

„Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

„Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

„Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. 10 Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. 11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. 13 Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. 14 Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, 15 sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” 16 Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. 17 Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. 18 Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

19 „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

20 Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. 21 Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

22 Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. 23 Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. 24 Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. 25 Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

26 „Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. 27 Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

28 Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. 29 Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. 30 Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

31 Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. 32 Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.[a] „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” 33 Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.[b] „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. 34 Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.[c] „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” 35 Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.[d] „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

Matthæus 28

Jesus genopstår(A)

28 Da sabbatten var forbi, og det var ved at blive lyst søndag morgen, begav Maria Magdalene og den anden Maria sig på vej ud for at se til graven.

Pludselig rystede jorden voldsomt. En engel var nemlig kommet ned fra himlen, havde rullet stenen bort fra graven og sat sig på den. Hans klæder var blændende hvide, og han udstrålede et stærkt lys. Vagterne rystede af skræk og faldt lamslåede til jorden.

Da kvinderne nåede derhen, sagde englen til dem: „I skal ikke være bange! Jeg ved, at I søger efter Jesus, som blev korsfæstet. Men han er ikke her! Han er genopstået, sådan som han forudsagde. Kom og se, hvor han lå. Og skynd jer så hen og sig til hans disciple: ‚Jesus er genopstået fra de døde! Og han vil tage til Galilæa for at mødes med jer der.’ Husk nu, hvad jeg har sagt.”

Kvinderne løb af sted fra graven for hurtigst muligt at fortælle det til disciplene. De var dybt rystede, men jublende glade. Mens de var på vej, stod Jesus pludselig foran dem og sagde: „Fred være med jer!” De faldt på knæ, rørte ved hans fødder og tilbad ham.

10 Jesus sagde til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se.”

Gravvagterne bestikkes

11 Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket. 12-13 De øvrige jødiske ledere blev straks indkaldt til et krisemøde, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. 14 „Hvis guvernøren hører om det,” sagde de, „så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder.”

15 Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på.

Jesu sidste ord til disciplene(B)

16 De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. 17 Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.

18 „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. 19 „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre[a] Faderen og Sønnen og Helligånden, 20 og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”

Ester 5

Ester finder nåde hos kongen

To dage senere[a] iførte Ester sig sin dronningekåbe og gik ind i den inderste gård og stillede sig foran indgangen til tronsalen. Derinde sad kongen på tronen, og han kunne se dem, der opholdt sig udenfor. Da han fik øje på Ester, rakte han guldscepteret frem imod hende, og hun gik frem mod ham og rørte ved spidsen af scepteret.

„Hvad har du på hjerte, dronning Ester?” spurgte han. „Fortæl mig, hvad du ønsker. Jeg vil give dig hvad som helst, du beder om—om det så er det halve kongerige!”

Ester svarede: „Hvis det behager kongen, vil jeg bede kongen og Haman om i aften at komme til en lille festmiddag, som jeg har forberedt i dag.”

Da sagde kongen til sine tjenere: „Skynd jer at få fat i Haman!”

Samme aften indfandt kongen og Haman sig til Esters festmiddag. Mens de sad og drak vin, sagde kongen til Ester: „Sig mig nu, hvad det er, du ønsker! Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”

7-8 Hun svarede: „Hvis det behager kongen at opfylde mit ønske, vil jeg bede kongen om at komme igen i morgen aften sammen med Haman til endnu en lille festmiddag, som jeg vil gøre klar til jer. Så skal jeg nok fortælle, hvad jeg har på hjerte.”

Hamans plan om at dræbe Mordokaj

Haman var glad og fornøjet, da han gik hjem efter den fine middag. Men da han gik ud af paladsets port, fik han øje på Mordokaj, der hverken rejste sig for ham eller viste det mindste tegn på ærbødighed. Det gjorde ham rasende, 10 men han beherskede sig og skyndte sig hjem. Da han var kommet hjem, tilkaldte han sine nærmeste venner og sin kone Zeresh. 11 Med selvtilfreds mine pralede han af sin store rigdom, sine mange sønner og den ære, kongen havde vist ham ved at forfremme ham til den næstøverste i hele perserriget.

12 „Nu skal I høre!” sagde han. „I dag inviterede dronning Ester mig til en privat festmiddag sammen med hende og kongen. Hun havde selv forberedt det hele til os to! Og i morgen har hun inviteret os igen!” 13 Så tilføjede han: „Men jeg kan ikke rigtig glæde mig over det, så længe den ubehøvlede jøde, Mordokaj, sidder i paladsets portrum.”

14 Hans kone og venner kom straks med et godt forslag: „Du skal få lavet en 22,5 meter[b] høj galge, og i morgen kan du så bede kongen om at få Mordokaj hængt i den! Derefter kan intet forstyrre din glæde ved den kongelige festmiddag.”

Det forslag syntes Haman godt om, og han sørgede straks for at få galgen rejst.

Apostelenes gerninger 28

Opholdet på Malta

28 Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.

I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. Nu var det sådan, at Publius’ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. 10 Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.

Fra Malta til Rom

11 Først da der var gået tre måneder efter skibbruddet, kunne vi komme videre. Det blev med et skib fra Alexandria, der havde tvillingeguderne Castor og Pollux som galionsfigur. Det havde ligget i vinterhavn på øen. 12 Først anløb vi Syrakus på Sicilien, hvor vi blev i tre dage. 13 Derefter kastede vi los og ankom til Regium på Italiens sydspids, og da der dagen efter blæste en god søndenvind, ankom vi allerede den følgende dag til Roms havneby, Puteoli, og gik fra borde. 14 Sådan endte den lange sørejse til Rom. I Puteoli fandt vi frem til nogle kristne, og de indbød os til at blive der en uges tid.

15 I Rom havde de kristne hørt, at vi var på vej, og de kom ud for at tage imod os. Nogle mødte vi ved Forum på Via Appia, og andre mødte vi ved „De tre Kroer”. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.

Paulus i Rom

16 Da vi ankom til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham. 17 Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene. 18 Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede. 19 Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for. 20 Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.” 21 De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert. 22 Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”

23 De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.

24 Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det. 25 Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:

26 Sig til dette folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
    I ser, men fatter dog intet.’
27 For dette folk går rundt med lukkede øjne,
    så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
    så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
    så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
    så jeg kan helbrede dem.[a]

28 Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”[b]

30 De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. 31 Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.