M’Cheyne Bible Reading Plan
28 Isak kaldte nu Jakob til sig og sendte ham af sted med følgende besked: „Du må ikke gifte dig med en kana’anæisk pige. 2 Rejs straks til Paddan-Aram—til din morfar Betuels familie—og find dig en kone blandt dine kusiner, din onkel Labans døtre. 3 Må den almægtige Gud velsigne dig og give dig mange børn, så du må blive stamfar til en stor slægt. 4 Må den velsignelse, han lovede Abraham, følge dig og dine efterkommere, så det land her, hvor vi endnu bor som fremmede, må blive dit—for Gud lovede at give det til Abrahams slægt!”
5 Jakob begyndte så den lange rejse til Paddan-Aram for at komme i sikkerhed hos sin morbror, Laban, aramæeren Betuels søn.
6-7 Esau fik at vide, at hans far havde velsignet Jakob og sendt ham af sted til Paddan-Aram for at finde sig en kone der, og at han havde befalet ham ikke at gifte sig med en pige fra Kana’an. 8 Han forstod da, at hans forældre ikke brød sig om de kana’anæiske kvinder. 9 Derfor rejste han til sin onkel Ishmaels familie, og tog Ishmaels datter Mahalat[a] til kone ved siden af dem, han havde i forvejen.
Jakobs drøm i Betel
10 Jakob forlod altså Be’ersheba og satte kursen mod byen Karan i Paddan-Aram. 11 Ved solnedgang fandt han et sted, hvor han kunne overnatte. Han brugte en sten som hovedpude og lagde sig til at sove. 12 Han drømte, at han så en trappe, der nåede fra jorden op til Himlen, og Guds engle gik op og ned ad trappen. 13 Oven for trappen stod Herren. „Jeg er Herren,” sagde han. „Din bedstefar Abrahams og din far Isaks Gud! Den jord, du ligger på, tilhører dig. Jeg vil give det her land til dig og dine efterkommere. 14 De skal blive talrige som sandkornene på jorden, og de skal brede sig i alle retninger—mod øst og vest og nord og syd. Og gennem dig og en af dine efterkommere skal alle jordens folk blive velsignet. 15 Jeg vil være med dig og beskytte dig, hvor du end går, og til sin tid vil jeg føre dig sikkert tilbage til dette land. Jeg vil hjælpe dig og opfylde alt det, jeg har lovet dig.”
16-17 Så vågnede Jakob og udbrød forfærdet: „Herren er på dette sted—og jeg vidste det ikke. Det her er bestemt et meget specielt sted. Det er intet mindre end Guds hus og indgangen til Himlen!”
18 Da han stod op tidligt næste morgen, tog han den sten, han havde brugt til hovedpude, og rejste den på højkant som en mindesten. Derpå hældte han olivenolie ud over den for at indvi stedet til Gud, 19 og han kaldte stedet Betel.[b] Det var i nærheden af den landsby, som i gamle dage hed Luz.
20-21 Jakob aflagde nu følgende løfte: „Hvis Herren vil være med mig, beskytte mig på rejsen, sørge for mad og klæder og bringe mig sikkert hjem til min far—så skal Herren være min Gud! 22 Og den mindesten, som jeg har rejst her, skal være et sted, hvor man tilbeder Gud. Jeg vil også give Gud en tiendedel af alt, hvad han giver mig.”
Jesus sendes til Pilatus(A)
27 Så snart det blev lyst,[a] afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. 2 Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.
Judas begår selvmord
3 Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. 4 „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.”
„Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” 5 Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.
6 Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” 7 Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. 8 Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. 9 Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter—det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til— 10 og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”[b]
Jesus i forhør hos Pilatus(B)
11 Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. 12 Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.
13 „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. 14 Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(C)
15 Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. 16 På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. 17 Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” 18 Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. 19 Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”
20 Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. 21 Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”
22 „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”
„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.
23 „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”
Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”
24 Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” 25 Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”
26 Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
De romerske soldater gør nar af jødernes konge(D)
27 Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. 28-29 Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. 30 Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. 31 Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(E)
32 På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. 33 De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). 34 Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.
35 De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj.[c] 36 Nogle satte sig ned for at holde vagt, 37 mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. 38 Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. 39 Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: 40 „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”
41 Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: 42 „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! 43 Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”
44 Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.
Jesus dør(F)
45 Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. 46 Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”[d]
47 Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. 48 En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. 49 De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”
50 Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.
51 I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, 52 og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. 53 De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.
54 Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”[e]
55 Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder. 56 Blandt dem var Maria Magdalene og den Maria, som var mor til Jakob og Josef, samt Zebedæussønnernes mor.
Jesus lægges i graven(G)
57-58 Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. 59 Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et helt nyt lagen. 60 Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem. 61 Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.
Der sættes vagt ved graven
62-63 Den følgende dag var det sabbat. Ypperstepræsterne og farisæerne gik til Pilatus og sagde: „Herre, vi er kommet i tanke om, at den bedrager engang sagde: ‚På den tredje dag vil jeg genopstå.’ 64 Vi beder dig derfor give ordre til, at graven forsegles indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal stjæle hans lig og udsprede det rygte, at han er kommet til live igen. Det ville være et endnu større bedrag end det første.”
65 Pilatus svarede: „Her har I vagtmandskab. Gå hen og bevogt graven, så godt I kan.”
66 Så gik de hen og forseglede stenen og lod vagtmandskabet bevogte graven.
Mordokaj beder dronning Ester om hjælp
4 Da Mordokaj hørte om Hamans planer, flængede han i fortvivlelse sit tøj og klædte sig i sæk og aske. Derefter gik han rundt i byen og jamrede højt og hjerteskærende. 2 Da han kom hen på pladsen foran paladsets port, blev han stående dér, for det var forbudt at gå ind i paladset med sørgetøj på. 3 Ud over hele riget reagerede jøderne på samme måde: De græd og jamrede og fastede på grund af den kongelige befaling, og mange af dem klædte sig i sæk og aske.
4 Da Esters hofdamer og tjenere fortalte hende, at Mordokaj stod uden for porten klædt i sæk og aske, blev hun fortvivlet og skyndte sig at sende noget tøj ud til ham, så han kunne komme ind i paladset. Men han nægtede at tage det på. 5 Så gav Ester sin tjener Hatak besked på at gå ud til Mordokaj og finde ud af, hvad der var i vejen. 6 Hatak gik straks ud på den åbne plads foran paladsets port, 7 og Mordokaj fortalte ham om kongens befaling og om de 10.000 sække sølv, som Haman havde garanteret til rigets skatkammer, hvis han fik lov til at udrydde jøderne. 8 Mordokaj gav ham også en kopi af kongens skrivelse med dødsdommen over jøderne og bad ham vise den til Ester, så hun kunne gå i forbøn for sit folk hos kongen. 9 Hatak gik straks tilbage til Ester og fortalte hende det hele, 10 hvorefter hun sendte ham ud til Mordokaj med følgende besked:
11 „Hvordan skulle jeg kunne gå i forbøn hos kongen? Alle og enhver ved, at hvis nogen vover sig ind på kongens private område uden at være tilkaldt, er de dødsens, medmindre kongen rækker sit guldscepter frem og benåder dem. Og det er nu over en måned siden, at jeg sidst blev kaldt ind til kongen!”
12-13 Efter at Mordokaj havde fået den besked, bad han Hatak overbringe Ester følgende svar: „Du skal ikke tro, at du undslipper, bare fordi du er i kongens hus! Du kommer til at dele skæbne med dine landsmænd. 14 Hvis du ikke taler med kongen, vil der komme hjælp og redning til jøderne fra anden side, men du og dine nærmeste skal dø! Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation!”
15 Ester sendte da følgende svar tilbage til Mordokaj: 16 „Kald alle jøder i Susa sammen, så de kan bede og holde total faste for mig i tre dage, dag og nat.[a] Imens vil jeg og mine hofdamer gøre det samme. Derefter vil jeg gå ind til kongen, selvom det er forbudt. Jeg er parat til at dø, hvis det skal være!”
17 Så gik Mordokaj sin vej og gjorde, som Ester havde sagt.
Skibbrud under sejladsen til Rom
27 Det var nu afgjort, at vi skulle sejle til Italien, og derfor blev Paulus sammen med en del andre fanger sat under opsyn af en officer ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling. 2 Vi gik om bord i et skib, der var på vej hjem til Adramyttion og på turen skulle anløbe havne langs Lilleasiens kyst. Aristark fra Thessaloniki var også med os.
3 Efter en dags sejlads gjorde vi et kort ophold i Sidon. Julius var meget venlig over for Paulus og lod ham gå i land, så han kunne besøge sine venner og nyde godt af deres gæstfrihed. 4 Da vi skulle sejle videre mod vest, havde vi modvind, og derfor drejede vi i stedet mod nord og sejlede i læ af Cypern. 5 Vi passerede efterhånden provinserne Kilikien og Pamfylien og lagde ind til byen Myra i Lykien.
6 Dér fandt officeren et egyptisk skib med hjemsted i Alexandria. Eftersom det skulle til Italien, blev vi alle overført til det skib, og vi sejlede af sted. 7-8 I flere dage gik det kun langsomt fremad, da vi havde stiv modvind, og med meget besvær nåede vi på højde med Knidos. Her blev vestenvinden os for stærk, så vi drejede mod syd for at komme i læ af Kreta. Da vi havde passeret Kap Salmone på øens østlige spids, sejlede vi med stort besvær vestpå langs kysten og kom endelig til „Gode Havne” i nærheden af byen Lasæa. 9 På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,[a] og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10 „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11 Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12 Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.[b] Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
13 Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14 Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. 15 Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. 16 En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. 17 Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.[c] På den måde drev skibet af sted for vinden. 18 Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19 Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
20 Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. 21 Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22 Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23 I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: 24 ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ 25 Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. 26 Men vi kommer til at strande på en ø.”
27 Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. 28 De loddede dybden og målte 20 favne[d] vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. 29 Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. 30 Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. 31 Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” 32 Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.
33 Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. 34 „I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” 35 Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. 36 Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. 37 Vi var 276 mennesker om bord. 38 Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.
39 Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. 40 De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. 41 De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. 42 Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. 43 Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, 44 og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.