M’Cheyne Bible Reading Plan

Isak hos Abimelek

26 Engang var der alvorlig hungersnød i landet—ligesom det var tilfældet på Abrahams tid—og det betød, at Isak flyttede til Gerar, hvor filisterkongen Abimelek boede. ² Herren havde nemlig åbenbaret sig for Isak og sagt til ham: „Rejs ikke til Egypten, men bosæt dig i det land, jeg giver dig besked om. ³ Du skal bo der en tid som fremmed, og jeg vil være med dig og velsigne dig. For jeg vil give dig og dine efterkommere disse landområder i eje—nøjagtig som jeg lovede din far Abraham. ⁴ Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner, og de skal tage alle disse lande i besiddelse. Desuden skal alle folkeslag på jorden opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere. ⁵ Alt dette vil jeg gøre for Abrahams skyld—fordi han adlød mig. Han gjorde, hvad jeg bad ham om, og tog mine anvisninger alvorligt!” ⁶ Derfor bosatte Isak sig i Gerar.

⁷ Da mændene dér spurgte ham ud angående Rebekka, svarede han: „Hun er min søster!” Han var nemlig bange for at sige, at hun var hans kone. Han troede, at de så ville slå ham ihjel for at få fat i Rebekka. Hun var nemlig meget smuk.

⁸ Men nogen tid efter, da filisterkongen Abimelek tilfældigt kiggede ud ad vinduet, så han, at Isak kærtegnede sin kone Rebekka. ⁹ Da sendte Abimelek bud efter Isak og udbrød vredt: „Hun er jo din kone! Hvorfor i alverden påstod du, at hun var din søster?”

„Fordi jeg var bange for at blive slået ihjel,” forsvarede Isak sig. „Jeg troede, at man ville dræbe mig for at få fat i hende.”

¹⁰ „Hvordan kunne du dog udsætte os for den risiko?” fortsatte Abimelek. „En af mine mænd kunne jo intetanende have taget hende og ligget med hende, og så havde du bragt skyld over os alle.” ¹¹ Derpå udsendte Abimelek følgende erklæring: „Enhver, som rører denne mand eller hans kone, skal dø!”

Isak bliver nødt til at flytte lejren og kommer til Be’ersheba

¹² Samme år høstede Isak 100 fold af, hvad han havde sået der i landet, for Herren velsignede ham ¹³ og gjorde ham til en velstående mand, der blev rigere og rigere. ¹⁴ Han havde får og geder og kvæg i massevis—og desuden mange slaver. Det gjorde filistrene så misundelige, ¹⁵ at de fyldte jord i alle hans brønde—de brønde, som hans far Abrahams slaver havde gravet.

¹⁶ Kong Abimelek bad derfor Isak om at rejse væk. „Tag et andet sted hen!” sagde han. „Du er blevet os for rig og for stærk.” ¹⁷ Så rejste Isak væk derfra og slog sig ned i Gerars dal. ¹⁸ Han lod de brønde udgrave, som hans far Abrahams tjenere havde gravet, men som filistrene havde fyldt op efter Abrahams død—og han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.

¹⁹ Under gravearbejdet i Gerars dal stødte Isaks tjenere på en kilde med rindende vand. ²⁰ Men de lokale kvæghyrder skændtes med Isaks hyrder: „Det vand tilhører os!” sagde de. Isak kaldte kilden Esek^[a] på grund af den strid, som opstod om den.

²¹ Isak satte sine folk til at grave en ny brønd et andet sted. Da de lokale hyrder også gjorde krav på den, kaldte han den Sitna.^{[b] 22} Så flyttede han også væk derfra og lod grave en ny brønd et nyt sted, og da de ikke skændtes om den, kaldte han den Rehobot^[c] for—som han sagde: „Endelig har Herren givet os plads, så vi kan brede os i landet.”

²³ Senere flyttede han sin lejr til Be’ersheba. ²⁴ Samme nat, han kom dertil, åbenbarede Herren sig for ham og sagde: „Jeg er din far Abrahams Gud. Vær ikke bange! Jeg er med dig for at velsigne dig! Jeg vil gøre dig til et stort folk, sådan som jeg lovede Abraham, fordi han var lydig imod mig.” ²⁵ Da byggede Isak et alter og tilbad Herren. Han slog lejr der, og hans slaver gravede en ny brønd.

Isaks pagt med Abimelek

²⁶ En dag kom kong Abimelek til Be’ersheba sammen med sin rådgiver Ahuzzat og sin hærfører Pikol.

²⁷ „Hvorfor kommer I her?” spurgte Isak. „Det er næppe et venskabsbesøg, siden I jog mig bort.”

²⁸ „Vi ser tydeligt, at Herren på en særlig måde er med dig,” svarede de. „Derfor har vi tænkt, at vi burde lave en aftale med hinanden, ²⁹ sådan at du ikke vil gøre os fortræd, ligesom vi ikke har gjort dig fortræd, men kun har behandlet dig godt og ladet dig rejse i fred. Du er og bliver jo under Herrens særlige velsignelse.”

³⁰ Da holdt Isak en stor fest for sine gæster, hvor de spiste og drak. ³¹ Næste morgen aflagde de højtidelige løfter, der skulle besegle fredsaftalen. Så tog Isak afsked med dem, og de skiltes i al fordragelighed.

³² Samme dag kom Isaks slaver hjem og fortalte, at de havde fundet vand i brønden, de havde gravet. ³³ Derfor kaldte han brønden Shiba^[d]—og byen, som blev grundlagt der, kaldte han Be’ersheba,^[e] og det hedder den stadigvæk.

Esau tager sig to koner fra et ugudeligt folk

³⁴ Esau var 40 år gammel, da han giftede sig med en pige, der hed Judit og var datter af hittitten Be’eri. Han giftede sig også med Basemat, en datter af hittitten Elon. ³⁵ Det var Isak og Rebekka meget skuffede over.

Om at være parat til Jesu genkomst

25 Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. ² Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. ³ De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, ⁴ hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. ⁵ Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.

⁶ Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ ⁷ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. ⁸ De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. ⁹ Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ ¹⁰ Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

¹¹ Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ ¹² Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”

¹³ „Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.”

Om at bruge det, man har fået betroet^(A)

¹⁴ „Lad mig fortælle endnu en historie om Guds rige,” fortsatte Jesus. „Der var en mand, som skulle ud på en lang rejse. Forinden kaldte han sine tjenere til sig og betroede dem sin formue, som de skulle få til at vokse, mens han var borte. ¹⁵ En fik fem sække med sølv, en anden fik to og en tredje fik én sæk,^[a] alt efter den enkeltes evner. Derpå tog han af sted på sin rejse.

¹⁶ Den mand, der havde fået de fem sække penge, begyndte straks at købe og sælge, og han tjente fem sække mere. ¹⁷ På samme måde tjente manden med de to sække to mere. ¹⁸ Men ham, der havde fået én sæk penge, gik ud og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge der.

¹⁹ Lang tid efter kom de tre mænds herre tilbage fra rejsen, og han kaldte dem sammen, for at de kunne aflægge regnskab for deres forvaltning af de penge, de havde fået betroet. ²⁰ Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‚Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’ ²¹ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

²² Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‚Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’ ²³ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

²⁴ Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‚Herre,’ begyndte han. ‚Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde. ²⁵ Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’

²⁶ Herren blev vred. ‚Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‚Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde, ²⁷ hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’

²⁸ Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‚Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge. ²⁹ For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste, hvad de fik. ³⁰ Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’

Den afsluttende dom

³¹ Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, ³² og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. ³³ Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.

³⁴ Derefter vil han sige til dem på højre side: ‚Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. ³⁵ I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, ³⁶ og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’

³⁷ De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. ³⁸ Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. ³⁹ Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ ⁴⁰ Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’

⁴¹ Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‚Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. ⁴² I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. ⁴³ I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’

⁴⁴ Da vil de svare på samme måde: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ ⁴⁵ Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’

⁴⁶ Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.”

Ester bliver dronning og redder kongens liv

2 Nogen tid senere havde kongens vrede fortaget sig. Han tænkte over, hvad Vashti havde gjort, og fortrød den lov, han havde udstedt.

² Da sagde kongens rådgivere: „Lad os finde nogle smukke unge piger til kongen. ³ Vi foreslår, at kongen sender talentspejdere ud til rigets forskellige provinser og gennem dem udvælger de smukkeste kandidater til det kongelige harem i paladset i Susa. Eunukken Hegaj, der har opsyn med paladsets kvinder, skal sørge for at give dem skønhedspleje, ⁴ hvorefter kongen kan vælge den pige, han synes bedst om, som dronning Vashtis efterfølger.”

Kongen syntes godt om rådgivernes forslag og gjorde, som de havde sagt.

⁵ Blandt de ansatte i paladset var der en jøde ved navn Mordokaj. Han var fra Benjamins stamme, søn af Jair, der var søn af Shimi, som var søn af Kish. ⁶ Kish var en af de jøder, der efter Jerusalems ødelæggelse var blevet taget til fange af kong Nebukadnezar og ført i landflygtighed i Babylonien sammen med kong Jekonja af Juda og mange andre. ⁷ Mordokaj havde en smuk, ung kusine ved navn Ester—med det jødiske navn Hadassa. Efter hendes forældres død havde Mordokaj adopteret hende og opdraget hende som sin egen datter. ⁸ Da nu kongen søgte efter smukke piger, blev Ester sammen med mange andre ført til paladset i Susa. ⁹ Hegaj blev så betaget af Ester, at han satte alt ind på at gøre hende så smuk som mulig. Han begyndte straks på hendes skønhedskur og gav hende bedre mad end nogen af de andre piger. Han stillede syv af de bedste hofdamer til hendes rådighed og gav hende det flotteste værelse i kvindernes fløj. ¹⁰ Ester fortalte ikke til nogen, at hun var jøde, for det havde hendes plejefar forbudt hende. ¹¹ Hver dag lagde Mordokaj vejen forbi kvindernes fløj for at høre, hvordan det gik med Ester.

¹² Pigernes skønhedspleje varede et helt år og bestod af seks måneders behandling med myrraolie og seks måneders behandling med forskellige salver og skønhedsmidler. Når en pige således havde gennemgået et års skønhedskur, blev hun sendt ind til kongen. ¹³ Den dag hun forlod kvindernes fløj og gik ind til kongen, måtte hun selv udvælge det tøj og de smykker, hun ønskede. ¹⁴ Pigen tilbragte så en nat hos kongen, hvorefter hun næste morgen blev ført til den fløj, hvor kongens medhustruer boede. Der blev hun overgivet i eunukken Sha’ashgaz’ varetægt. Her skulle hun så bo fremover og kom ikke ind til kongen igen—medmindre han sendte bud efter hende.

¹⁵ Da det blev Esters^[a] tur til at komme ind til kongen, lyttede hun til Hegajs råd og klædte sig sådan, som han foreslog, og alle beundrede hendes skønhed. ¹⁶ Så blev Ester ført ind til kong Xerxes—det var i den tiende måned i kongens syvende regeringsår— ¹⁷ og han blev så forelsket i hende, at han satte dronningekronen på hendes hoved og udnævnte hende til dronning i stedet for Vashti. ¹⁸ For at markere sin glæde udråbte han dagen som en national helligdag, og til ære for Ester holdt han en stor fest for sine embedsmænd og hoffolk. Han uddelte også gaver med en rundhåndethed, der passer sig for en stor monark.

^19-20 Alle pigerne blev efterhånden overflyttet til medhustruernes fløj. Ester havde stadig ikke røbet sin jødiske herkomst, sådan som Mordokaj havde pålagt hende. Hun blev nemlig ved med at følge hans råd, selv efter at hun var blevet dronning.

Mordokaj hørte til de dommere, som sad og afgjorde mindre retssager i portrummet i kongens palads. ^21-22 En dag, mens han sad der, blev han klar over, at to af portvagterne, Bigtan og Teresh, var vrede på kongen og ventede på en anledning til at myrde ham. Det fortalte Mordokaj straks til dronning Ester, som sagde det videre til kongen. ²³ Sagen blev straks undersøgt, og de to skyldige mænd blev henrettet ved hængning.^[b] Mens kongen så på det, blev det hele derefter nedskrevet i rigets krønikebog.

Jøderne forsøger igen at få Paulus myrdet, men han appellerer til kejseren

25 Tre dage efter at Festus havde overtaget sit nye embede som provinsguvernør, rejste han fra Cæsarea til Jerusalem. ^2-3 Der mødtes ypperstepræsterne og de andre jødiske ledere med ham for at forklare ham, hvad anklagen mod Paulus gik ud på. De lagde pres på ham for at få ham til at overføre Paulus til Jerusalem. De tænkte på at lægge sig i baghold og slå Paulus ihjel, mens han var undervejs. ⁴ Men Festus svarede, at Paulus skulle blive i Cæsarea, og at han selv havde til hensigt at tage tilbage dertil så hurtigt som muligt. ⁵ „Hvis manden har gjort noget galt,” tilføjede han, „så kan nogle af jeres ledere tage derned sammen med mig og komme frem med deres anklager der.”

⁶ Guvernørens ophold i Jerusalem strakte sig over højst otte-ti dage. Så rejste han tilbage til Cæsarea, og dagen efter ankomsten satte han sig på dommersædet og gav ordre til, at Paulus skulle føres for retten.

⁷ Så snart Paulus var kommet ind i retslokalet, blev han omringet af de jøder, som var fulgt med guvernøren fra Jerusalem, og de bombarderede ham med mange alvorlige anklager, som de dog ikke kunne bevise. ⁸ Paulus forsvarede sig med ordene: „Jeg har ikke gjort oprør mod den jødiske lov, jeg har ikke vanhelliget templet, og jeg har heller ikke sat mig op mod de romerske myndigheder.”

⁹ Festus ville gerne stå sig godt med jøderne, så han spurgte Paulus: „Er du villig til at tage til Jerusalem, så jeg kan afgøre sagen der?” ¹⁰ „Nej,” svarede Paulus, „min sag er bragt frem for en romersk domstol, og dér bør den gå sin gang. Jeg har ikke gjort noget galt over for jøderne, og det ved du godt. ¹¹ Hvis jeg havde gjort noget, der var dødsstraf for, ville jeg være parat til at dø. Men da deres beskyldninger ikke har noget på sig, er der ingen, der har ret til at prisgive mig til dem. Jeg appellerer min sag til den kejserlige domstol!” ¹² Festus forhandlede derpå med sine rådgivere og svarede: „Godt, når du har appelleret til den kejserlige domstol, skal vi sørge for, at du bliver sendt til Rom.”

Paulus forsvarer sig over for Kong Agrippa II

¹³ Nogen tid efter kom Kong Agrippa og Berenike^[a] til Cæsarea for at byde Festus velkommen. ¹⁴ Besøget varede i adskillige dage, og på et tidspunkt sagde Festus til kongen: „Der er en fange her, hvis sag Felix har overladt til mig. ¹⁵ Da jeg var i Jerusalem, kom ypperstepræsterne og en del andre jødiske ledere for at forklare mig, hvad sagen drejede sig om, og de forlangte, at jeg skulle dømme ham. ¹⁶ Jeg gjorde dem opmærksom på, at man ifølge romersk lov ikke dømmer en mand, før hans sag har været for retten. Han skal have lov til at møde sine anklagere ansigt til ansigt, så han kan forsvare sig. ¹⁷ Da de så kom herned for at få sagen genoptaget, sørgede jeg for allerede dagen efter at få retten sat og Paulus ført frem. ¹⁸ Jeg havde ventet, at de ville anklage ham for en eller anden forbrydelse, men det gjorde de ikke. ¹⁹ Deres anklager vedrørte nogle af deres religiøse stridsspørgsmål. Og de var uenige med hensyn til en mand ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstår er i live. ²⁰ Da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med den slags religiøse stridigheder, spurgte jeg, om han så ville lade sin sag prøve hos jøderne i Jerusalem. ²¹ Men det fik ham til at appellere til kejseren. Derfor holder jeg ham fængslet, indtil jeg kan få ham overført til Rom.”

²² „Jeg kunne godt selv tænke mig at høre den mand,” sagde Agrippa. „Det kan du få lov til allerede i morgen,” svarede Festus.

²³ Næste morgen mødte Agrippa og Berenike op i deres fineste skrud, og sammen med de højeste officerer og de mest fremtrædende mænd i byen trådte de ind i retssalen. Festus gav så ordre til, at Paulus skulle føres ind. ²⁴ Festus begyndte med at sige: „Kong Agrippa! Ærede tilhørere! Foran jer står nu den mand, som alle de jødiske ledere har tryglet mig om at dømme til døden, både da jeg var i Jerusalem, og da de kom herhen. ²⁵ Men jeg har ikke kunnet finde noget, som han kan straffes med døden for. Eftersom han nu selv har appelleret sin sag til Hans Majestæt, har jeg truffet den afgørelse, at han skal sendes til Rom. ²⁶ Men jeg har ikke nogen reel anklage, jeg kan sende med til Majestæten. Det er grunden til, at jeg i dag har ført ham frem for jer alle og særlig for dig, Kong Agrippa, for at jeg efter forhøret kan vide, hvad jeg skal skrive. ²⁷ Jeg synes nemlig, det er urimeligt at sende en fange af sted uden klart at angive, hvad han sigtes for.”