M’Cheyne Bible Reading Plan

En brud til Isak

24 Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse.

² En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: „Læg din hånd under min lænd,” sagde han, ³ „og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kana’anæiske piger, som vi bor iblandt. ⁴ Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.”

⁵ „Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. „Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?”

⁶ „Nej,” sagde Abraham. „Det må du under ingen omstændigheder gøre! ⁷ For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud. ⁸ Hvis pigen ikke vil følge med dig tilbage, er du løst fra din ed, men du må under ingen omstændigheder bringe min søn tilbage til mit hjemland!” ⁹ Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt.

¹⁰ Derpå tog tjeneren ti af Abrahams kameler og alle slags kostbare gaver, og begav sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim.^{[a] 11} Da han nåede frem, lod han kamelerne lægge sig ned ved brønden uden for byen. Det var hen ad aften—ved den tid, hvor byens kvinder gik ud til brønden for at hente vand.

¹² „Herre, du, min herres Gud!” bad han. „Vis godhed mod min herre Abraham og lad det lykkes for mig at udføre den opgave, han har pålagt mig. ¹³ Jeg stiller mig her ved brønden, nu hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand. ¹⁴ Når jeg så spørger en af dem, om jeg må få en slurk vand, og hun svarer: ‚Drik kun, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’—lad det så være hende, du har udset til at blive Isaks kone. På den måde vil jeg være klar over, at du har været nådig mod min herre!”

^15-16 Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen, ¹⁷ skyndte tjeneren sig hen til hende og sagde: „Giv mig lidt vand fra din krukke!”

¹⁸ „Gerne!” svarede hun og tog krukken ned fra skulderen, så han kunne drikke. ¹⁹ Da han havde slukket sin tørst, tilføjede hun: „Lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!” ²⁰ Straks løb hun hen til vandtruget og tømte sin krukke. Derefter hentede hun mere vand og hældte det i truget, indtil kamelerne var færdige med at drikke. ²¹ Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed—spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.

²² Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering^[b] og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme.^{[c] 23} „Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, „og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”

²⁴ Hun svarede: „Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn. ²⁵ Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”

²⁶ Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud. ²⁷ „Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. „Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”

²⁸ Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket. ^29-30 Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler. ³¹ „Velkommen, kære ven,” sagde han. „Kom dog og vær vores gæst! Hvorfor står du herude? Vi har allerede gjort klar til at modtage dig og dine kameler.”

³² Så fulgte manden med Laban hjem. Bagagen blev læsset af kamelerne og Laban sørgede for halm og foder til dem. Så bragte han vand til den gamle tjener og hans kameldrivere, så de kunne vaske deres fødder. ³³ Derefter blev der serveret mad, men Abrahams tjener sagde: „Jeg vil ikke spise noget, før jeg har fortalt jer om mit ærinde.”

„Sig frem!” svarede Laban.

³⁴ „Jeg er Abrahams tjener,” begyndte manden. ³⁵ „Herren har velsignet min herre i rigt mål, så han er blevet en velhavende mand med masser af får, kvæg, sølv og guld, tjenere, kameler og æsler.

³⁶ Min herres kone, Sara, fødte ham en søn i hans alderdom, og den søn har han givet alt, hvad han ejer. ³⁷ Og nu har min herre ladet mig sværge på, at jeg ikke vil lade hans søn gifte sig med en af de lokale kana’anæiske piger. ³⁸ I stedet bad han mig tage hertil og opsøge hans slægt og finde en brud til hans søn. ³⁹ ‚Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde en pige, der vil følge med tilbage?’ spurgte jeg. ⁴⁰ Han svarede: ‚Den Herre, i hvis nærhed jeg har levet mit liv, vil sende sin engel i forvejen og lade din rejse lykkes, så du kan finde min søn en kone fra min egen slægt. ⁴¹ Hvis ikke, er du løst fra din ed. Det samme er tilfældet, hvis hendes familie ikke vil lade hende følge med dig.’

⁴² Da jeg i dag gjorde holdt ved brønden, bad jeg følgende bøn: ‚Herre, du min herre Abrahams Gud! Lad det ærinde lykkes, som jeg er kommet for at udføre. ⁴³ Jeg stiller mig her ved brønden, og så siger jeg til en af pigerne, der kommer for at hente vand: „Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!” ⁴⁴ Hvis pigen så svarer: „Drik kun, og lad mig også sørge for dine kameler!”—lad det da være tegnet på, at det er den pige, du har udset til min herres søn.’

⁴⁵ Mens jeg endnu bad, kom Rebekka gående med sin vandkrukke på skulderen. Hun gik ned til brønden og fyldte krukken. Da jeg sagde: ‚Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!’ ⁴⁶ sænkede hun straks krukken og gav mig vand, idet hun sagde: ‚Drik kun, herre, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ Så drak jeg, og hun sørgede for kamelerne. ⁴⁷ Bagefter sagde jeg til hende: ‚Sig mig, hvem du er datter af.’ Hun svarede: ‚Min far hedder Betuel og er søn af Milka og Nakor.’ Da gav jeg hende næseringen og satte armbåndene på hendes arme. ⁴⁸ Og jeg takkede min herre Abrahams Gud, fordi han havde ledt mig hele vejen, til jeg stod over for min herres brors barnebarn, der skulle være hans søns brud. ⁴⁹ Derfor vil jeg nu gerne vide, om I vil opfylde min herres ønske. Jeg vil gerne have et klart svar, ja eller nej, så jeg ved, hvad jeg har at rette mig efter.”

⁵⁰ Da svarede Laban og Betuel: „Det er helt klart, at Herren har ført dig herhen! Hvad kan vi sige mere? ⁵¹ Tag kun Rebekka med dig! Lad hende gifte sig med din herres søn, sådan som Herren har bestemt det.”

⁵² Ved de ord bøjede Abrahams tjener sig med ansigtet mod jorden og lovpriste Herren. ⁵³ Så hentede han smykker af sølv og guld tillige med smukke dragter, som han gav til Rebekka. Også hendes bror og mor fik gaver. ⁵⁴ Så spiste han og hans ledsagere til aften og overnattede i huset. Da de var stået op næste morgen, sagde han: „Lad mig nu tage tilbage til min herre.”

⁵⁵ „Vi vil gerne beholde Rebekka en halv snes dage endnu,” svarede pigens bror og mor. „Derefter kan I tage af sted.”

⁵⁶ „Ophold mig ikke længere end nødvendigt,” bad tjeneren. „Herren har jo ladet mit ærinde lykkes, og jeg må tilbage til min herre.”

⁵⁷ „Lad os kalde på pigen og lade hende afgøre sagen,” svarede de. ⁵⁸ Så kaldte de på Rebekka og spurgte hende: „Er du parat til at rejse med denne mand?”

„Ja, jeg er,” svarede hun.

⁵⁹ De tog så afsked med Rebekka. Den kvinde, som havde passet Rebekka fra lille, fik besked på også at tage med. ⁶⁰ Familien velsignede Rebekka med følgende ord: „Må dine efterkommere blive talt i tusinder! Må dine efterkommere besejre alle deres fjender!”

⁶¹ Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med Abrahams tjener.

⁶² I mellemtiden ventede Isak hjemme hos sin far. Han boede ellers selv i Negev, ved brønden Be’er-Lahaj-Roi.^{[d] 63} En dag hen imod aftenstid, da han gik sig en tur ude på marken fordybet i egne tanker, så han op og fik øje på en karavane af kameler, der nærmede sig. ⁶⁴ Da Rebekka fik øje på ham, gjorde hun straks holdt og steg af sin kamel.

⁶⁵ „Hvem er den mand, der kommer gående dér på marken for at møde os?” spurgte hun Abrahams tjener.

„Det er min herres søn,” svarede tjeneren. Da skyndte hun sig at trække sløret for ansigtet. ⁶⁶ Så fortalte tjeneren hele historien til Isak.

⁶⁷ Isak førte nu Rebekka ind i sin mors telt, og hun blev hans kone. Han kom til at holde meget af hende, og hun var til stor trøst for ham efter tabet af moderen.

Jesus advarer imod farisæerne og de skriftlærde^(A)

23 Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: ² „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen. ³ I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd. ⁴ De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder. ⁵ Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store. ⁶ De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogerne. ⁷ De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’—læremester. ⁸ Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester. ⁹ I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far. ¹⁰ Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre. ¹¹ Den største iblandt jer er den, der tjener de andre. ¹² Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri^(B)

¹³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.^[a]

¹⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!

¹⁶ Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. ¹⁷ I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? ¹⁸ I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. ¹⁹ Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? ²⁰ Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. ²¹ Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. ²² Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.

²³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.^[b] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. ²⁴ I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.

²⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. ²⁶ Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.

²⁷ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,^[c] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. ²⁸ I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.

^29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ ³¹ Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. ^32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?

³⁴ Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. ³⁵ Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakias’ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. ³⁶ Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.

Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro^(C)

³⁷ Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! ³⁸ Derfor bliver jeres hus øde og forladt, ³⁹ for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”^[d]

Nehemias’ reformer

13 Da Toraen blev læst op for folket, opdagede man, at der stod skrevet deri, at ingen ammonitter eller moabitter kunne blive indlemmet i Guds folk.^{[a] 2} Grunden til denne bestemmelse var, at disse folk ikke havde vist israelitterne gæstfrihed, dengang de stod på grænsen til Kana’ans land, men i stedet havde betalt Bileam for at forbande dem. Gud forvandlede dog forbandelsen til velsignelse. ³ Da det afsnit blev læst op, tog man straks konsekvensen og udelukkede alle af blandet herkomst fra forsamlingen.

^4-5 Nogen tid forinden var præsten Eljashib blevet udpeget til at have overopsyn med templets forrådskamre. Han havde imidlertid overdraget et stort forrådskammer til Tobija, fordi de var i familie. Forrådskamrene var ellers beregnet til opbevaring af afgrødeofre, røgelse, redskaber til brug i templet og tiende af korn, vin og olivenolie, så der kunne være mad til præsterne, levitterne, sangerne og tempelvagterne, sådan som Moses havde foreskrevet. ⁶ På det tidspunkt var jeg ikke i Jerusalem, for jeg var rejst tilbage til kong Artaxerxes i Babylon. Det var i hans 32. regeringsår. Et stykke tid efter fik jeg tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem, ⁷ og da jeg ved hjemkomsten opdagede, hvor skandaløst Eljashib havde handlet ved at overdrage et af templets forrådskamre til Tobija, ⁸ blev jeg meget vred og smed alle Tobijas ting ud af kammeret. ⁹ Så forlangte jeg, at kammeret skulle renses, og at redskaberne, afgrødeofrene og røgelsen skulle bringes tilbage på deres plads.

¹⁰ Ved samme lejlighed blev jeg klar over, at levitterne ikke havde fået de gaver, de havde krav på. Derfor var både de og tempelsangerne rejst hjem for at passe deres dyr og marker. ¹¹ Straks konfronterede jeg lederne med denne forsømmelse over for Guds hus, hvorefter jeg kaldte levitterne tilbage til deres opgaver i templet ¹² og bragte forholdene i orden, så Judas folk igen sendte tienden af deres korn, vin og olivenolie til forrådskamrene.

¹³ Fra da af gav jeg præsten Shelemja, sekretæren Zadok og levitten Pedaja ansvaret for at administrere forrådet—og de fik Hanan, søn af Zakkur, søn af Mattanja, til hjælp. Disse mænd havde ry for at være pålidelige, og derfor fik de betroet opgaven med at fordele tienden blandt de øvrige levitter.

¹⁴ Min Gud, glem ikke min trofasthed og alt det, jeg har gjort til gavn for tjenesten i dit tempel.

¹⁵ Jeg lagde siden mærke til, at nogle judæere pressede vindruer på sabbatten, mens andre læssede korn, vin, druer, figner og andre afgrøder på deres æsler for at tage ind til Jerusalem og sælge dem. Derfor gav jeg dem en alvorlig advarsel om, at det måtte de ikke gøre på en sabbat.

¹⁶ Der var også folk fra Tyrus, som boede i Jerusalem, og som bragte fisk og alle mulige varer ind til byen for at sælge dem til judæerne på sabbatsdagen. ¹⁷ Da sagde jeg til Judas ledere: „Hvorfor holder I ikke sabbatten hellig? ¹⁸ Har I glemt, at jeres forfædre heller ikke gjorde det, og at vi endnu lider under konsekvenserne? Vil I nu yderligere provokere Gud og forværre straffen for Israels folk ved at vanhellige sabbatten?”

¹⁹ Fra da af forlangte jeg, at byportene skulle holdes lukket for de handlende lige fra sabbattens begyndelse fredag aften ved mørkets frembrud, og indtil sabbatteb var forbi. Og jeg satte folk til at holde vagt ved portene, så ingen kunne slippe ind med varer på sabbatten. ²⁰ Da nogle handlende derefter slog sig ned uden for bymuren for at sælge deres varer der, ²¹ advarede jeg dem: „Næste gang jeg finder jer udenfor muren, bliver I arresteret!” Siden den tid holdt de sig borte på sabbatsdagen.

²² Derefter gav jeg levitterne ordre til at gennemgå renselsesritualet og sørge for at bevogte portene, så sabbatten fremover kunne holdes hellig.

Min Gud, glem ikke hvad jeg har gjort for dig. Se i nåde til mig på grund af din trofaste kærlighed.

²³ Omkring den tid lagde jeg mærke til, at i de familier, hvor mændene havde giftet sig med kvinder fra Ashdod, Ammon eller Moab, ²⁴ talte mindst halvdelen af børnene deres mors sprog, og de kunne ikke tale judæernes sprog. ²⁵ Da skældte jeg mændene ud og forbandede dem. Nogle af dem slog jeg, eller jeg trak dem i håret, og jeg mindede dem om Guds befaling: „I må ikke give jeres døtre til mænd fra fremmede folkeslag, og hverken I eller jeres sønner må tage fremmede kvinder til ægte! ²⁶ Var det ikke netop den synd, der fældede kong Salomon? Der var ingen konge som han! Gud elskede ham og gjorde ham til konge over hele Israel, men selv han blev forført til afgudsdyrkelse ved at gifte sig med fremmede kvinder! ²⁷ Skal vi virkelig høre om jer, at I gifter jer med fremmede kvinder og på den måde er troløse overfor vores Gud?”

²⁸ Jojada var søn af ypperstepræsten Eljashib, og en af Jojadas sønner havde giftet sig med en datter af Sanballat fra Bet-Horon. Derfor afsatte jeg ham som præst. ²⁹ Min Gud, drag dem til ansvar for, at de med deres handlinger har vanhelliget præsteembedet og brudt den pagt, som præsterne og levitterne på en særlig måde burde overholde.

³⁰ Således rensede jeg ud blandt folket, og jeg opstillede regler for præsternes og levitternes pligter og opgaver. ³¹ Jeg sørgede også for, at der blev bragt alterbrænde til rette tid, og at folket gav de foreskrevne høstofre af markens første afgrøder.

Min Gud, glem ikke det gode, jeg har gjort.

Paulus for Det jødiske Råd

23 Paulus så uforfærdet rådsmedlemmerne i øjnene og sagde: „Ærede medlemmer af det høje råd, jeg har altid levet med en god samvittighed over for Gud.” ² Øjeblikkelig befalede ypperstepræsten Ananias, at de, der stod nærmest, skulle give Paulus et slag på munden. ³ Men Paulus sagde til ham: „Gud vil slå dig, din hykler! Her sidder du og skal dømme mig efter loven, og så giver du stik imod loven ordre til, at de skal slå mig.” ⁴ „Hvad bilder du dig ind?” sagde de omkringstående. „Hvordan tør du håne Guds ypperstepræst?” ⁵ „Jeg kunne ikke se, at han var ypperstepræst,” svarede Paulus. „Der står jo skrevet: ‚Du må ikke tale ondt om dit folks leder.’^[a]”

⁶ Paulus vidste godt, at den ene halvdel af Rådet bestod af saddukæere og den anden halvdel af farisæere. Derfor råbte han nu ud over forsamlingen: „Jeg er farisæer, og jeg er søn af en farisæer. Når jeg stilles for retten i dag, er det, fordi jeg tror på, at det er muligt at genopstå fra de døde.” ⁷ Så snart han havde sagt det, opstod der splid mellem farisæerne og saddukæerne. ⁸ Saddukæerne mener nemlig, at der ikke er nogen opstandelse fra de døde, og at der hverken findes engle eller ånder, men farisæerne tror på det alt sammen. ⁹ Under den højrøstede diskussion sprang nogle af de skriftlærde farisæere op og råbte: „Manden har ikke gjort noget forkert. Måske har en ånd eller en engel talt til ham.” ¹⁰ Det førte til endnu mere spektakel, og da kommandanten blev bange for, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem, gav han sine soldater ordre til at gribe ind og bringe Paulus i sikkerhed i kasernen.

¹¹ Den nat stod Herren foran ham og sagde: „Vær ved godt mod! For ligesom du har fortalt om mig her i Jerusalem, sådan skal du også fortælle om mig i Rom.”

Sammensværgelsen mod Paulus

^12-13 Næste morgen rottede mere end 40 jøder sig sammen og svor på, at de hverken ville nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. ¹⁴ Så gik de til ypperstepræsterne og lederne og sagde til dem: „Vi har svoret på, at vi intet vil spise eller drikke, før vi har fået Paulus slået ihjel. ¹⁵ Derfor vil vi bede jer om at forklare kommandanten, at Paulus bliver nødt til at komme for Rådet igen, så I kan forhøre jer nærmere om ham. Vi vil så ligge på lur og dræbe ham, før han når frem.”

¹⁶ Men Paulus’ søstersøn hørte om deres planer, og han gik hen til kasernen og fortalte Paulus om det. ¹⁷ Paulus fik derefter fat i en af officererne og sagde til ham: „Før den unge mand her til kommandanten. Han har noget vigtigt at fortælle ham.” ¹⁸ Officeren tog den unge mand med sig ind til kommandanten og sagde: „Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig føre den unge mand her til dig. Han har noget at fortælle dig.” ¹⁹ Kommandanten tog den unge mand ved hånden, trak ham til side og sagde: „Hvad har du på hjerte?”

²⁰ Han svarede: „Jøderne har aftalt, at de vil bede dig om at få Paulus bragt ind for Rådet i morgen under påskud af, at de gerne vil forhøre ham noget mere. ²¹ Men du skal ikke lade dig overtale, for et eller andet sted på vejen ligger over 40 mænd i baghold, og de har svoret, at de hverken vil nyde vådt eller tørt, før de har fået ham slået ihjel. De venter kun på, at du skal give tilladelse til at føre ham for Rådet.” ²² Kommandanten sendte ham derpå bort med ordene: „Sig ikke til nogen, at du har røbet det for mig.”

Paulus hos guvernør Felix

²³ Kommandanten kaldte så på to af sine officerer og gav dem følgende ordre: „Gør klar til at tage af sted til Cæsarea i aften klokken ni med 200 fodfolk, 200 spydkastere og 70 ryttere. ²⁴ Sørg også for en hest til Paulus og bring ham til guvernøren Felix i god behold.” ²⁵ Så skrev han et brev til guvernøren:

²⁶ Til Hans Excellence, guvernør Felix. Mange hilsener!

²⁷ Denne mand blev pågrebet af jøderne, og de var ved at slå ham ihjel. Men da jeg blev klar over, at han var romersk statsborger, kom jeg med mine folk og reddede ham. ²⁸ Da jeg gerne ville vide, hvad de havde at anklage ham for, førte jeg ham frem for deres Råd. ²⁹ Det viste sig at være nogle stridigheder om deres religiøse love. Det var ikke noget, han kunne fængsles for, endsige dømmes til døden for. ³⁰ Da jeg imidlertid fik underretning om, at der var planlagt en sammensværgelse imod ham, besluttede jeg at lade ham overføre til dig. Jeg vil så give hans modstandere besked om, at de kan komme til dig med deres anklager mod ham.

Ærbødigst,

Claudius Lysias.

³¹ Soldaterne tog så af sted med Paulus, som de havde fået besked på, og i løbet af natten nåede de frem til Antipatris. ³² Næste dag førte rytterne ham videre til Cæsarea, mens de øvrige soldater vendte tilbage til kasernen. ³³ Da de ankom til Cæsarea, fremstillede de Paulus for provinsens guvernør, som fik det medfølgende brev. ³⁴ Han læste det og spurgte så Paulus, hvilken provins han kom fra. „Kilikien,” svarede Paulus. ³⁵ „Godt,” sagde guvernøren, „du vil blive afhørt, når dine anklagere når frem.” Han gav så ordre til, at Paulus skulle holdes i forvaring i Kong Herodes’ borg.