M’Cheyne Bible Reading Plan
Abrahams lydighed belønnes
22 Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til:
„Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”
2 „Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”
3 Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. 4 Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.
5 „Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” 6 Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.
7 „Far,” sagde Isak.
„Ja, min dreng.”
„Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”
8 „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.
9 Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. 10 Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.
11 I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!”
„Ja, Herre,” svarede han.
12 „Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”
13 Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. 14 Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”
15 Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: 16 „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, 17 vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer. 18 Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,[a] fordi du adlød mig!”
19 Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Be’ersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.
Nakors sønner
20 Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er: 21 Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram), 22 Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel, 23 (som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor. 24 Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Ma’aka.”
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
21 Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: 2 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. 3 Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”
4 På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:
5 „Sig til Jerusalems indbyggere:
Se, jeres konge er på vej!
Han er ydmyg og rider på et hanæsel—
det er et æselføl.”[a]
6 De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. 7 De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. 8 Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. 9 Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana,[b] Davids Søn!
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
10 Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. 11 „Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”
Den sidste tempeludrensning(B)
12 Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes[c] borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: 13 „Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,[d] men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.[e]”
14 Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. 15 Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: 16 „Hører du ikke, hvad børnene råber?”
„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”[f]
17 Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.
Figentræet uden frugt(C)
18 Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. 19 Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”[g] Og straks visnede træet.
20 Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.
21 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. 22 I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”
De jødiske lederes uærlighed(D)
23 Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
24 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 25 Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”
De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 26 Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”
27 Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”
De jødiske lederes hykleriske ulydighed
28 „Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ 29 ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. 30 Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. 31 Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”
„Det gjorde den første,” svarede de.
„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. 32 For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab(E)
33 „Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 34 Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. 35 Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
36 Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. 37 Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ 38 Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 39 Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
40 Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”
41 De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”
42 Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’[h]?”
43 Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. 44 De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”
45 Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. 46 De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.
Mange bosætter sig i Jerusalem
11 En stor del af folkets ledere havde nu bosat sig i Jerusalem, den hellige by. Desuden udvalgte man ved lodtrækning en tiendedel af folket i byerne ude omkring i Juda og i Benjamins land og flyttede dem til Jerusalem. 2 Endvidere opfordrede man alle, der ønskede det, til at flytte ind til byen.
3 Her følger navnene på de slægtsoverhoveder, der boede enten i Jerusalem eller rundt omkring i Judas byer, hvad enten de hørte til præsterne, levitterne, tempeltjenerne, efterkommerne af Salomons tjenere, eller de almindelige israelitter.
4 I Jerusalem boede følgende slægter:
Fra Judas stamme: Ataja, søn af Uzzija, søn af Zekarja, søn af Amarja, søn af Shefatja, søn af Mahalalel, efterkommer af Peretz. 5 Desuden Ma’aseja, søn af Baruk, søn af Kol-Hoze, søn af Hazaja, søn af Adaja, søn af Jojarib, søn af Zekarja fra Shilo. 6 Af Peretz’ efterkommere boede der 468 modige mænd i Jerusalem.
7 Fra Benjamins stamme: Sallu, søn af Meshullam, søn af Joed, søn af Pedaja, søn af Kolaja, søn af Ma’aseja, søn af Itiel, søn af Jeshaja. 8 Ud over Sallu var der Gabbaj og Sallaj. I alt bosatte 928 benjaminitter sig i Jerusalem 9 under ledelse af Joel, søn af Zikri, og Juda, søn af Hassenua, som var den næstøverste administrative leder i Jerusalem.
10-11 Følgende præstefamilier vendte tilbage: Jedaja, søn af Jojarib, Jakin og Seraja,[a] som var den ledende præst ved Guds hus. Han var søn af Hilkija, søn af Meshullam, søn af Zadok, søn af Merajot, søn af Ahitub. 12-14 I alt var der 822 præster, som gjorde tjeneste i templet under ledelse af disse mænd, og desuden 242 præster under ledelse af Adaja, søn af Jeroham, søn af Pelalja, søn af Amtzi, søn af Zekarja, søn af Pashhur, søn af Malkija. Endvidere var der 128 præster under ledelse af Amassaj, søn af Azarel, søn af Ahzaj, søn af Meshillemot, søn af Immer. Den øverste leder blandt disse præster var Zabdiel, søn af Haggedolim.
15-17 Blandt de hjemvendte levitter var: Shemaja, søn af Hasshub, søn af Azrikam, søn af Hashabja, søn af Bunni. Foruden Shemaja var der Shabbetaj og Jozabad, der havde ansvaret for arbejdet i tempelgården, og Mattanja, søn af Mika, søn af Zabdi og efterkommer af Asaf. Det var ham, der satte gudstjenesten i gang med lovsang og bøn. Endelig var der Mattanjas medhjælpere Bakbukja og Abda; sidstnævnte var søn af Shammua, søn af Galal og efterkommer af Jedutun. 18 I alt boede der 284 levitter i Jerusalem, den hellige by.
19 Desuden var der 172 tempelvagter under ledelse af Akkub og Talmon. 20 De øvrige præster og levitter og resten af folket boede på deres fædrenejord ude omkring i Juda, 21 men tempeltjenerne, hvis ledere var Ziha og Gishpa, boede alle på Ofelhøjen.
22 Lederen for de levitter, der gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, var Uzzi, søn af Bani, søn af Hashabja. Han nedstammede fra Asaf, tempelsangernes stamfar. Blandt Uzzis kendte forfædre var der Mattanja og Mika. 23 Tempelsangernes daglige virke var reguleret ifølge den kongelige forordning fra Davids tid.
24 Petaja, søn af Meshezabel fra Zerachs slægt af Judas stamme, var perserkongens repræsentant i alle civile sager.
25-30 Resten af judæerne boede rundt omkring i følgende byer med tilhørende marker og landsbyer i Judas land: Kirjat-Arba, Dibon, Jekabze’el, Jeshua, Molada, Bet-Pelet, Hatzar-Shual, Be’ersheba, Ziklag, Mekona, En-Rimmon, Zora, Jarmut, Zanoa, Adullam, Lakish og Azeka. Folket spredte sig fra Be’ersheba i syd til Hinnoms dal mod nord.
31-35 Resten af benjaminitterne boede i følgende byer med tilhørende landsbyer i Benjamins land: Geba, Mikmas, Ajja, Betel, Anatot, Nob, Ananja, Hatzor, Rama, Gittajim, Hadid, Zeboim, Neballat, Lod og Ono i dalen, hvor kunsthåndværkerne har hjemme. 36 I Benjamins land boede desuden en gruppe levitter, som var flyttet dertil fra Juda.
Paulus’ sidste rejse til Jerusalem
21 Da vi endelig fik revet os løs fra dem, gik vi om bord og sejlede direkte til Kos. Næste dag nåede vi til Rhodos og derfra videre til Patara. 2 Her fandt vi et skib, der skulle til Fønikien. Vi gik om bord og sejlede af sted. 3 Da vi fik Cypern i sigte, sejlede vi syd om øen og satte kursen mod provinsen Syrien. Den første havneby, vi kom til på den fønikiske kyst, var Tyrus, hvor vi opholdt os nogle dage, fordi skibet skulle losse. 4 Vi gik i land og opsøgte menigheden der, og vi blev hos dem i syv dage. Tilskyndet af Helligånden advarede de Paulus mod at tage ind til Jerusalem. 5 Da de syv dage var gået, var vi nødt til at gå tilbage til skibet. Hele menigheden, både mænd, kvinder og børn, fulgte med os ud af byen og ned til kysten. Dér knælede vi ned på strandbredden og bad sammen. 6 Så sagde vi farvel til dem alle, hvorefter vi gik om bord, og de andre vendte hjem.
7 Fra Tyrus sejlede vi sydpå og ankom til Ptolemais. Vi gjorde en dags ophold i byen og besøgte menighedens ledere. 8 Den næste dag tog vi videre og ankom til Cæsarea, hvor vi boede hos evangelisten Filip, som var en af de første syv menighedstjenere. 9 Han havde fire ugifte døtre, der alle havde profetisk gave. 10 Under vores ophold dér, som varede i flere dage, kom der en profet ned fra Judæa. Hans navn var Agabos. 11 Han trådte frem, tog Paulus’ bælte, bandt sig selv på hænder og fødder med det og sagde: „Helligånden siger: ‚Den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde på denne måde i Jerusalem og udlevere til de romerske myndigheder.’ ” 12 Det fik både os, som var hans rejsefæller, og de lokale kristne til at bønfalde Paulus om ikke at tage til Jerusalem. 13 Men han sagde: „Hvad klynker I over? I gør mig jo bare modløs! Jeg er parat til ikke blot at blive fængslet i Jerusalem, men til at dø, fordi jeg forkynder, at Jesus er Messias.” 14 Da vi så, at han var urokkelig, sagde vi stille: „Herrens vilje ske.”
15 Kort tid efter gjorde vi klar til afrejse og begyndte turen mod Jerusalem. 16 Nogle fra menigheden i Cæsarea fulgte med os den første dag for at føre os til den mands hus, hvor vi skulle overnatte på vejen: Han hed Mnason og var fra Cypern, og han var en af de første kristne overhovedet.
Mødet hos lederne af den jødekristne menighed i Jerusalem
17 Da vi næste dag ankom til Jerusalem, blev vi hjerteligt modtaget af menigheden. 18 Den følgende dag mødtes vi med Jakob og menighedens ledelse. 19 Paulus bragte dem alle en hilsen og fortalte derefter udførligt om alt det, Gud havde gjort gennem hans arbejde ude blandt de ikke-jødiske folkeslag. 20 Da de hørte det, lovpriste de Gud, men fortsatte: „Kære bror, du kan se, at tusinder og atter tusinder af jøder er kommet til tro, og de er alle ivrige efter at holde fast ved de jødiske, religiøse love. 21 De har fået fortalt, at du lærer jøderne i udlandet, at de skal gøre oprør mod Moses ved at holde op med at omskære deres børn og ved ikke længere at følge de jødiske traditioner. 22 De vil snart få at vide, at du er kommet til byen, så vi må gøre noget. 23 Vi vil foreslå dig følgende: Der er fire mænd her, som har aflagt et naziræerløfte.[a] 24 Tag med dem hen i templet, men pas på at rense jer selv, før I går derind.[b] Betal så udgifterne til de ofre, mændene skal bringe, så de kan afslutte deres løfteperiode og få håret klippet og skægget barberet af. Når det er gjort, vil alle kunne forstå, at det, de har fået fortalt om dig, ikke passer, men at du også følger og overholder den jødiske lov. 25 Vi forventer ikke, at de ikke-jøder, som er kommet til tro, skal overholde alle de jødiske love. For dem gælder det, som vi allerede har skrevet til dem: At de ikke må spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod, og at de skal holde sig fra al seksuel synd.”
Paulus går med ind i templet og bliver arresteret
26 Paulus gik ind på deres forslag, og den følgende dag gik han sammen med de fire mænd hen til tempelpladsens indgang, hvor de rensede sig i de rituelle bade. Derefter gik de ind på tempelområdet, og Paulus meddelte, at syv dage senere, når naziræerløftet var udløbet, ville han komme med de foreskrevne ofre for dem alle fire.
27 Da de syv dage var ved at være forbi, var der nogle jødiske mænd fra provinsen Asien, som opdagede ham inde på tempelpladsen. De greb fat i ham og fik mængden hidset op imod ham 28 ved at råbe: „Israelitiske mænd, kom og hjælp os! Her er den mand, som optræder alle vegne og taler imod vores folk, imod de jødiske love og imod templet her. Og nu har han oven i købet vanhelliget dette hellige sted ved at tage grækere med herind!” 29 De havde nemlig tidligere set ham nede i byen sammen med grækeren Trofimos, der var fra Efesos, og nu troede de, at Paulus havde taget ham med ind i helligdommen. 30 Fra hele byen kom folk løbende, og de skreg og råbte. Paulus blev slæbt ud af templet, og portene blev omgående smækket i efter den larmende hob. 31 Men da de ville til at slå ham ihjel, nåede en melding op til kommandanten for den romerske garnison, at hele Jerusalem var i oprør. 32 Hurtigt kaldte han sine soldater og officerer sammen og styrtede ned til folkemængden. Da folk så kommandanten og soldaterne komme stormende, holdt de op med at slå løs på Paulus. 33 Kommandanten lod ham arrestere og gav ordre til, at hans hænder og fødder skulle lægges i lænker. „Hvem er han?” råbte han. „Hvad har han gjort?” 34 I larmen og forvirringen var det umuligt at finde ud af, hvad folk råbte i munden på hinanden. Derfor gav han ordre til, at Paulus skulle føres ind i kasernen. 35 Da de nåede frem til trappen, var ophidselsen så voldsom, at soldaterne måtte bære Paulus imellem sig for at beskytte ham. 36 Mængden pressede på og råbte hele tiden: „Han skal dø! Han skal dø!”
37 Mens de nu var ved at føre Paulus ind gennem porten, vendte han sig til kommandanten og sagde: „Må jeg sige noget til dig?” „Taler du græsk?” udbrød kommandanten. 38 „Er du da ikke den egypter, der for nogen tid siden ledte et oprør og førte 4000 bevæbnede mænd ud i ørkenen?” 39 „Nej,” svarede Paulus, „jeg er jøde og kommer fra Tarsos, en kendt by i Kilikien. Må jeg få lov at sige et par ord til folket?” 40 Kommandanten gav ham lov, og Paulus stillede sig på trappen og løftede hånden. Stilheden sænkede sig over pladsen, og han begyndte at tale til dem på hebraisk:
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.