M’Cheyne Bible Reading Plan
Isaks fødsel
21 Herren velsignede Sara, som han havde lovet: 2 Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. 3 Abraham kaldte sin søn Isak. 4 På ugedagen[a] efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. 5 Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.
6 Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. 7 Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”
Hagar og Ishmael sendes væk
8 Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. 9 Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, 10 sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” 11 Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.
12 Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. 13 Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”
14 Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. 15 Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. 16 Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.
17 Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. 18 Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” 19 I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.
20-21 Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.
En pagt mellem Abraham og Abimelek
22 Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. 23 „Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”
24 „Det sværger jeg på!” svarede Abraham. 25 Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. 26 Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”
27 Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. 28 Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, 29 spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” 30 „De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. 31 Fra da af kaldte man brønden Be’ersheba,[b] for det var der, de indgik deres pagt.
32 Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. 33 Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. 34 Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.
Historien om arbejderne i vingården
20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. 2 Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. 3 Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. 4 Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. 5 Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. 6 Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. 7 ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’
8 Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. 9 De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. 10 Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. 11 De tog deres penge, men begyndte at protestere: 12 ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’
13 ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? 14 Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. 15 Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”
16 Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”
Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø(A)
17-18 Nu nærmede Jesus og hans følge sig opstigningen til Jerusalem.[a] Derfor tog han de 12 disciple til side og fortalte dem, hvad der ville ske, når de ankom til byen. „Menneskesønnen vil blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde,” sagde han. „De vil dømme mig til døden. 19 Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver hånet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”
Lederskab i Guds rige(B)
20 Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.
21 „Hvad vil du?” spurgte Jesus.
„Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.”
22 „I ved ikke, hvad I beder om,” svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: „Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?”
„Ja, det kan vi!”
23 „Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”
24 De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde bedt om. 25 Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. 26-27 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. 28 Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”
To blinde bliver helbredt og slutter sig til Jesus(C)
29 Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. 30 Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn,[b] forbarm dig over os!”
31 Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”
32 Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”
33 „Herre, vi vil så gerne kunne se!” 34 Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.
10 Men nu lover vi højt og helligt, at vi vil adlyde dig. Vi indgår en urokkelig pagt og lader alle vores ledere, præster og levitter bekræfte den med deres underskrift.”
Folket lover fra nu af at adlyde Guds lov
2-9 Den højtidelige pagt blev underskrevet af Nehemias og de ledende præster Zidkija, Seraja, Azarja, Jirmeja, Pashhur, Amarja, Malkija, Hattush, Shebanja, Malluk, Harim, Meremot, Obadja, Daniel, Ginneton, Baruk, Meshullam, Abija, Mijjamin, Ma’azja, Bilgaj og Shemaja.
10-14 Følgende levitter skrev også under: Jeshua, søn af Azanja; Binnu fra Henadads klan; Kadmiel, Shebanja, Hodija, Kelita, Pelaja, Hanan, Mika, Rehob, Hashabja, Zakkur, Sherebja, Shebanja, Hodija, Bani og Beninu.
15-28 Følgende slægtsoverhoveder skrev under: Parosh, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Bani, Bunni, Azgad, Bebaj, Adonija, Bigvaj, Adin, Ater, Hizkija, Azzur, Hodija, Hashum, Betzaj, Harif, Anatot, Nebaj, Magpiash, Meshullam, Hezir, Meshezabel, Zadok, Jaddua, Pelatja, Hanan, Anaja, Hoshea, Hananja, Hasshub, Hallohesh, Pilha, Shobek, Rehum, Hashabna, Ma’aseja, Ahija, Hanan, Anan, Malluk, Harim og Ba’ana.
29 Resten af folket, inklusive de øvrige præster og levitter, tempelvagterne, tempelsangerne og tempeltjenerne, alle, som havde skilt sig ud fra de fremmede i landet for at tjene Herren sammen med deres koner og børn, ja alle der kunne fatte lovens ord, 30 svor, at de ville adlyde Guds lov med alle dens befalinger og forskrifter, sådan som den var overleveret gennem Moses. De aflagde følgende specifikke løfter:
31 „Vi lover, at vi ikke vil bortgifte vores døtre til ikke-jødiske mænd, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med ikke-jødiske kvinder.
32 Vi lover, at vi ikke vil købe noget fra de fremmede i landet på sabbatten eller på andre helligdage, hvis de kommer med deres korn eller andre varer for at sælge dem.
Vi lover, at vi hvert syvende år vil lade vores marker ligge brak, og vi vil ikke inddrive gæld i det år.
33 Vi lover at pålægge os selv en årlig tempelskat på 1/3 shekel til vedligeholdelsen af vores Guds tempel, 34 til de hellige brød, de daglige afgrødeofre og brændofre, ofrene på sabbatten, nymånefesterne og de årlige højtider, helliggaver og syndofre til soning for folkets synd, ja til al tjenesten i templet.
35 Vi lover også, at vi ved lodtrækning år efter år vil udpege hvilken slægt blandt præsterne, levitterne eller folket, der skal have ansvar for, at der altid er brænde til Herrens alter, sådan som det er foreskrevet i loven.
36 Vi lover, at vi år efter år vil bringe den første del af korn- og frugthøsten til templet som gave.
37 Vi lover at løskøbe vores førstefødte sønner og vores førstefødte husdyr, som loven foreskriver, og give beløbet eller dyrene til præsterne, der gør tjeneste i vores Guds tempel. 38 Vi vil også give afkald på det første mel, vi maler, de første frugter af alle slags træer, og den første del af vinen og olivenolien. Vi vil bringe det som gave til præsterne i Guds hus. Vi vil give en tiendedel af alle vores afgrøder til levitterne, for det er dem, der skal modtage tienden over hele landet. 39-40 En præst skal være til stede, når de indsamler tienden. Levitterne skal selv give tiende af den tiende, de modtager, og de skal bringe deres tiendegaver til forrådskamrene i Guds hus. På den måde vil både folket og levitterne give tiende. Og levitternes tiende af kornet, vinen og olivenolien skal bringes til templets forrådskammer, hvor de hellige kar findes. Det er til præsterne, tempelvagterne og tempelsangerne. Vi er fast besluttede på ikke at forsømme vores Guds hus.”
Paulus tilser menighederne i Grækenland
20 Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene. Han opmuntrede dem til at holde fast ved troen, tog afsked med dem og tog af sted til Makedonien. 2 I alle de byer, han kom igennem, talte han opmuntrende ord til menigheden.
Efter rejsen gennem Makedonien ankom han til den græske halvø, 3 hvor han blev i tre måneder.[a] Han havde netop besluttet at tage ned til havnebyen for at sejle til provinsen Syrien, da han fik at vide, at jøderne havde planlagt et baghold imod ham. Derfor besluttede han at tage den anden vej gennem Makedonien. 4 Adskillige mænd var med Paulus på rejsen. Det var Sopatros fra Berøa,[b] Aristark og Sekundus fra Thessaloniki, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikos og Trofimos fra provinsen Asien. 5 De var i forvejen sejlet til Troas og ventede på os der. 6 Vi andre sejlede ud fra Filippi, så snart påskehøjtiden var forbi, og fem dage senere mødtes vi med dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.[c]
Paulus taler i menigheden i Troas
7 Om søndagen var vi samlet til fællesskabsmåltidet, og Paulus ledte samtalen i menigheden. Da vi skulle videre allerede næste dag, fortsatte samtalen lige til midnat. 8 Lokalet, som vi var samlet i, lå på anden sal, og der var trykkende varmt på grund af de mange olielamper, der brændte i rummet. 9 En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus holdt samtalen i gang så længe, faldt han til sidst i søvn, styrtede ud ad vinduet og faldt ned på gaden. Da man tjekkede efter, var han død. 10 Paulus løb også derned, lagde sig oven på ham og slog armene om ham. „I skal ikke være kede af det,” sagde han, „der er liv i ham!” 11 Paulus gik så op igen, brød brødet til måltidet, hvorefter de spiste, og han fortsatte med at tale med dem indtil daggry. Først derefter rejste han videre. 12 De bragte den unge mand hjem i live, og de var i det hele taget meget opmuntrede over Paulus’ besøg.
Paulus tager afsked med lederne for menigheden i Efesos
13 Paulus havde valgt at gå til fods ned til Assos, mens vi andre sejlede med skibet uden om pynten. 14 Da vi atter mødtes i Assos, sejlede vi sammen videre og lagde til ved øen Mitylene. 15 Næste dag ankom vi til Kios, den efterfølgende dag nåede vi øen Samos, og dagen efter ankom vi til Milet.[d]
16 Paulus havde besluttet sig til denne gang at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. Han ville nemlig skynde sig til Jerusalem for om muligt at nå frem inden pinse.
17 Fra Milet sendte han bud efter lederne fra menigheden i Efesos. 18 Da de var kommet, sagde han til dem: „I ved, hvordan jeg i al den tid, jeg var hos jer, lige fra den første dag jeg satte mine ben i provinsen Asien, 19 til stadighed har tjent Herren i al ydmyghed og med tårer under de forfølgelser, jeg har måttet gennemgå på grund af jødernes sammensværgelser imod mig. 20 Jeg har aldrig holdt mig tilbage fra både offentligt og i hjemmene at forkynde og undervise jer om alt det, som kunne være jer til hjælp. 21 Jeg har forkyndt det samme budskab for jøder og for grækere om at tage afstand fra det onde og komme til Gud og om at tro på Jesus, vores Herre.
22 Nu er jeg på vej til Jerusalem. Jeg tager derhen i lydighed mod Helligånden uden at vide, hvad der skal ske mig der. 23 Dog ved jeg, at Helligånden i den ene by efter den anden gentager for mig, at lidelse og fængsel venter mig forude. 24 Men jeg regner ikke mit eget liv for noget, når blot jeg kan fuldføre den gerning, som Herren Jesus har givet mig, nemlig at forkynde det gode budskab om Guds nåde.
25 Jeg ved, at ingen af jer, som jeg har været sammen med og undervist om Guds rige, kommer til at se mig igen. 26 Derfor er det mig i dag magtpåliggende at sige til jer, at det ikke er mit ansvar, hvis nogen af jer forspilder jeres liv, 27 for jeg har ikke undladt at forkynde jer alt, hvad der er Guds vilje. 28 Tag derfor vare på jer selv og på de mennesker, som Helligånden har sat jer som ledere for. Vær hyrder for Herrens menighed,[e] som han købte med sit eget blod. 29 Jeg ved, at når jeg er borte, vil falske lærere dukke op iblandt jer som ulve, og de vil angribe menigheden uden barmhjertighed. 30 Endog mænd fra jeres egen kreds vil være parate til at fordreje sandheden for at hverve tilhængere. 31 Vær derfor på vagt! Og husk på, hvordan jeg på grund af min omsorg for jer blev ved med at vejlede hver enkelt af jer dag og nat i tre år. 32 Nu overgiver jeg jer til Gud og til budskabet om hans nåde, som kan styrke jer og give jer del i alt det, som Gud har til sine børn.
33 Jeg har aldrig stræbt efter at eje guld eller sølv eller dyrt tøj. 34 I har selv set, hvordan jeg med egne hænder har arbejdet, ikke blot for at klare mig selv, men også for at kunne sørge for dem, der fulgtes med mig. 35 Jeg har vist jer, at ved at arbejde bør vi hjælpe dem, der har svært ved at klare sig, og vi bør huske på de ord, som Herren Jesus selv sagde: ‚Der er større velsignelse ved at give end ved at modtage!’ ”
36 Efter at have sagt det knælede han ned og bad sammen med dem. 37 Derefter omfavnede de ham til afsked, og de brast alle i gråd. 38 Det, der smertede dem mest, var, at han havde sagt, at de aldrig ville få ham at se igen. Så fulgte de ham ned til skibet.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.